Parter

A

mod

Skatteministeriet
(ka. v/advokat Anne Øvlisen).

Afsagt af landsdommerne

Ina Steincke, Karsten Bo Knudsen og Henrik Bitsch (kst.)

Under denne sag, der er anlagt den 25. oktober 2001 har sagsøger, A, nedlagt følgende påstande:

1. Den principale påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med et kørselsfradrag på 104.487 kr. - godkendte 22.310 kr. = 82.177 kr.
   
2. Den subsidiære påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 61.829 - godkendte 22.310 kr. = 39.519 kr.

3.Den mere subsidiære påstand er, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 nedsættes med 70.481 kr. - godkendte 22.310 kr. = 48.171 kr.

Heroverfor har sagsøgte Skatteministeriet nedlagt følgende påstande:

Principalt	Frifindelse.
Subsidiært	Ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1999 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Den 26. juli 2001 traf Landsskatteretten følgende afgørelse vedrørende sagsøger vedrørende indkomståret 1999.

"Klagen vedrører opgørelsen af indkomsten på følgende punkt:

Ligningsmæssige fradrag
Fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted ansat til	22.310 kr.

Sagen er indbragt for Landsskatteretten i medfør af § 21, stk. 5, i skattestyrelsesloven.

Klageren har oplyst, at han har været bosat i Vestjysk kommune i perioden 1. januar 1999 til 8. november 1999, og at han i november 1999 er flyttet til Lolland. Ved flytningen er de tidligere arbejdspladser i henholdsvis Vestsjælland og København bevaret.

Klageren har selvangivet et befordringsfradrag opgjort til 104.919 kr. for indkomståret 1999. Af beløbet vedrører 81.588 kr. perioden 1. januar 1999 til 8. november 1999 og 23.331 kr. perioden 8. november 1999 til 31. december 1999. Klageren har opgivet afstanden mellem bopælen på Lolland og arbejdspladsen i Vestsjælland til 278 km tur/retur.

Klageren har fremlagt erklæringer fra arbejdsstederne som dokumentation for ansættelsesforholdene.

Den stedlige skattemyndighed har ikke godkendt det selvangivne befordringsfradrag på 104.919 kr., men har alene godkendt fradrag for weekend kørsel opgjort til 47 gange daglig befordring. I indkomståret 1999 er klagerens befordringsfradrag dermed ansat til 20.072 kr. for perioden 1. januar 1999 til 8. november 1999 og 2.238 kr. for perioden 8. november 1999 til 31. december 1999.

Myndigheden har begrundet dette med, at der ikke er sket dokumentation for, at klageren har kørt i det selvangivne omfang. Til støtte herfor har myndigheden anført, at det påhviler klageren at dokumentere/ sandsynliggøre sin daglige befordring, når befordringen har fundet sted over ekstraordinært store afstande.

Vedrørende perioden 1. januar til 8. november 1999 har myndigheden ved deres beregning af befordringsfradraget henset til, at klageren har haft bopæl i Vestjysk kommune, og at Skatteankenævnet i Vestjysk kommune kun har godkendt fradrag for befordring i weekends for indkomståret 1998.

Klageren har overfor Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om fradrag for befordring med 126.914 kr., subsidiært det godkendte fradrag for weekendkørsel fra Vestjysk suppleret med fradrag for daglig kørsel mellem arbejdsstederne, København og Vestsjælland, samt fradrag for befordring mellem Lolland og København, i alt 180 km, opgjort til i alt 83.605 kr., mere subsidiært det godkendte fradrag suppleret med fradrag for daglig kørsel mellem arbejdsstederne København og Vestsjælland, i alt 180 km, opgjort til i alt 80.951 kr.

Til støtte for sin principale påstand har klageren anført, at han har dokumenteret, at befordringen har fundet sted. Klageren har henvist til de fremlagt erklæringer fra arbejdsstederne og ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten skal udtale

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3 kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes med baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der fastsættes af Ligningsrådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages.

Efter praksis gives der kun fradrag, i det omfang befordringen rent faktisk er foretaget.

Ifølge almindelige forvaltningsretlige principper er det udgangspunktet, at ansvaret for tilvejebringelsen af de oplysninger, der er nødvendige, for at en sag kan afgøres, påhviler vedkommende forvaltningsmyndighed.

I mange tilfælde må den pågældende borger imidlertid betragtes som nærmest til at fremskaffe og dokumentere oplysninger, der kan begrunde en af ham ønsket retsstilling.

Hvad særligt angår skattemæssige fradrag, er det således klart, at den skattepligtige - i sin selvangivelse - må give oplysninger om de udgifter m.v., der begrunder det ønskede fradrag. Forudsætningen for, at disse oplysninger kan kræves lagt til grund ved skatteansættelsen, er imidlertid, at oplysningerne kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret. (bevist).

Hvad der må kræves for at anse en oplysning for tilstrækkeligt dokumenteret, kan ikke siges generelt, men afhænger dels af de faktiske omstændigheder, dels af lovregler og af den praksis, der har udviklet sig på det pågældende område.

I almindelighed udtrykkes den skattepligtiges pligt til at dokumentere oplysninger ikke direkte i lovteksten. Når det f.eks. i ligningslovens § 9 C er bestemt, at befordringsudgifter under visse nærmere angivne betingelser kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst, er det imidlertid forudsat, at den skattepligtige - såfremt han vil gøre brug af reglen - må oplyse, og, hvis skattemyndighederne kræver det, nærmere dokumentere, at han faktisk opfylder de betingelser, der er opstillet i bestemmelsen.

Undertiden indeholder en skattelovsregel dog en udtrykkelig bestemmelse om, at den skattepligtige skal godtgøre et bestemt forhold.

En sådan angivelse af dokumentationspligten kan navnlig være indiceret, når der som følge af fradragsreglens karakter efter omstændighederne må stilles særlige krav til det materiale, som danner grundlag for vurderingen af, om den pågældende regel kan bringes i anvendelse, og der derfor er særlig anledning for den skattepligtige til at sikre sig den fornødne dokumentation.

Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk er foretaget, jf. Vestre Landsrets tilkendegivelse af 2. juni 2000 offentliggjort i TfS 2000, 563, og Vestre Landsrets dom af 27. april 2001, SKM2001.431.VLR. Dette kan ske ved fremlæggelse af brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler m.v.

Perioden 1. januar til 8. november 1999

Retten bemærker, at retten allerede i kendelsen 2-11826-1125 af 27. februar 2001 har truffet afgørelse om samme forhold vedrørende klagerens befordringsfradrag i indkomståret i 1998.

Retten finder ikke, at der er fremkommet nye oplysninger vedrørende indkomståret 1999, der kan begrunde et andet resultat for indkomståret 1999 i forhold til den tidligere kendelse, og befordringsfradraget for perioden 1. januar til 8. november 1999 ansættes i overensstemmelse med det af de stedlige myndigheder ansatte.

Perioden 8. november til 31. december i 1999

Retten lægger til grund, at afstanden mellem klagerens bopæl på Lolland og arbejdspladsen i Vestsjælland kan opgøres til ca. 248 km tur/retur.

En transportvej på 248 km tur/retur er i henhold til praksis usædvanlig lang.

Retten finder, at klageren ikke har dokumenteret eller på anden måde sandsynliggjort, at han har foretaget befordring mellem bopælen og arbejdspladsen i det selvangivne omfang.

Retten finder herefter, at fradraget skal ansættes skønsmæssigt, og da retten ikke finder, at klageren har sandsynliggjort, at han er berettiget til fradrag med et større beløb end godkendt, stadfæstes ansættelsen.

Herefter bestemmes

Ligningsmæssige fradrag
Fradrag for befordring mellem hjem og arbejdssted ansat til 22.310 kr.	stadfæstes.

..."

Af sagens bilag F - en sagsfremstilling vedrørende sagsøgeren for indkomståret 1999 udarbejdet af Vestjysk Kommunes Skatteankenævn, bl.a. i forbindelse med at sagsøger ønskede forskudsregistreringen for befordring ændret fra 45.118 kr. til 109.980 kr., fremgår bl.a., at kommunens skatteforvaltning i skrivelse af 25. februar 1999 gjorde sagsøger opmærksom på "nogle krav, til sandsynliggørelse af Deres fradrag der skal opfyldes, for at fradragene kan gives".

Sagsøger har ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten, og han har trods provokationer i skriftvekslingen ikke fremlagt benzinkvitteringer, værkstedsregninger, billetter eller lignende vedrørende hans befordring til og fra sine arbejdspladser.

Sagsøger har i replikken af 17.januar 2002 oplyst lejevilkårene for sine boliger i Vestjylland og Lolland, men har ikke i øvrigt fremlagt oplysninger, herunder lejekontrakter, vedr. disse lejemål.

Det fremgår af bilagsmateriale fremlagt af sagsøgte, at sagsøger mellem 1997 og 2000 har skiftet folkeregisteradresse 11 gange.

Procedure

Sagsøger har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 23. april 2003 og har gjort følgende anbringender gældende:

"Lovgivningen er ganske klar. Ligningslovens § 9C foreskriver:

"Hvis lønmodtageren vælger at benytte Ligningsrådets satser for udgifter, der kan fratrækkes uden dokumentation, anvendes disse satser ved opgørelsen af de samlede udgifter, jf. § 9, stk. 4."

"Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af stk. 1-3, herunder regler om, hvorledes den normale transportvej efter stk. 1 fastlægges. Hvor ganske særlige hensyn til de skattepligtige taler derfor, kan ministeren endvidere fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i stk. 1-3 fraviges".

Bilag 1 og 2 dokumenterer, at befordring har fundet sted, idet den daglige kørsel dokumenteres ved, at skatteyder har passet sine jobs med betydelige timetal, jævnfør erklæringerne fra skatteyders arbejdsgivere.

Skatteministeren har ikke fastsat "nærmere regler om administrationen af stk. 1-3". Derfor må skatteyderen holde sig til lovens bogstav om, at hvis lønmodtageren vælger at benytte Ligningsrådets satser for udgifter, der kan fratrækkes uden dokumentation, kan disse satser anvendes ved opgørelsen af de samlede udgifter.

Det gøres gældende, at loven siger, at der derefter ikke skal dokumenteres yderligere.

Sagsøgte har hævdet, at "Er afstanden mellem bopæl og arbejdsplads usædvanlig lang, påhviler det efter praksis skatteyderen at dokumentere eller sandsynliggøre, at befordringen rent faktisk er foretaget, jf. materialesamlingen: Vestre Landsrets tilkendegivelse af 2. juni 2000 offentliggjort i TfS 2000, 563, og Vestre Landsrets dom af 27. april 2001, SKM2001.431.VLR. Dette kan ske ved fremlæggelse af brændstofkvitteringer, billetter til offentlige transportmidler mv."

Det gøres gældende, at Vestre Landsrets dom af 27. april 2001, i hovedsagen hviler på, at skatteyder havde en arbitrær benyttelse af alternative overnatningsmuligheder undervejs den "usædvanligt lange afstand".

Dette gælder ikke for nærværende skatteyder. Det gøres gældende, at sagsøgte trods gentagne provokationer vedrørende dette spørgsmål ikke har kunnet redegøre for, hvad en "usædvanlig lang afstand" er.

Det oprindelige klare retsgrundlag for befordringsfradraget er dermed erstattet af et krav til skatteyder om at modtage åbenbaringer om "lange afstande" er "sædvanlige" eller usædvanlige" med deraf følgende ændrede krav om dokumentation.

Denne arbitrære administration af landets skattelove må stoppes af domstolene.

Den principale påstand er derfor, at skatteyders befordringsfradrag for 1999 opgjort i bilag 4 til 104.487 kr. tages til følge.

Det gøres i den forbindelse gældende, at dommen i VL 27.4.2001. K., B-0211-00 hviler på helt specielle omstændigheder og dermed ikke danner generel præcedens mht. kilometertal, og at specielt befordringsafstanden København-Lolland ligger betydeligt under, men alligevel er "usædvanlig lang".

Det gøres tillige gældende, at skatteministeren ikke har fastsat nærmere regler om administrationen af stk. 1-3, herunder regler om et særlig begreb: "Usædvanligt lange afstande". Begrebet er opfundet af sagsøgte og er ganske uden lovhjemmel. Sagsøgte har ikke hjemmel til ændring af ligningsloven udover den givne bemyndigelse, der som anført ikke ses anvendt.

Hvad er en usædvanligt lang afstand til arbejdet? 60 km.?, 80 km.?, 100 km.? 120 km.? 140 km.? 150 km.? etc. Sagsøgte har ingen anelse derom. Sagsøgte har som allerede anført trods gentagen provokation i samtlige processkrifter ikke kunnet besvare dette spørgsmål. Sagsøgtes henvisning til egen "praksis" er en elastik af åbenbar vilkårlig længde. Det er uden hjemmel i skattelovene. Det undergraver retssikkerheden. Det er uacceptabelt i et retssamfund.

Vedr. den principale påstand viser bilag 4 kørselsfrekvensen i 1999. Der er kørsel fra Vestjylland til Sjælland mandag - torsdag. Der køres mellem arbejdsstederne i Vestsjælland og København. 7 lørdage i perioden 1.1. - 8.11. køres til Vestsjælland, hvor der er undervisning.

I perioden 9.11. - 31.12. køres på hverdage trekantkørsel Lolland - København - Vestsjælland - Lolland. En lørdag køres kun til Vestsjælland.

Den subsidiære påstand er, at hvis sagsøgte gives medhold i det kommunale skattevæsens ganske uunderbyggede påstand om weekendkørsel fra Vestjylland, da skal der 1.1. - 8.11. suppleres med fradrag for daglig kørsel mellem arbejdsstederne, København og Vestsjælland, i alt 194 km. som anført i bilag 5.

Det bestrides, at afstanden fra Vestsjælland til København på 97 km. (50 min. Kørsel) eller Lolland til København på 173 km. (ca. 1½ times kørsel) er "usædvanlig" lang i dagens Danmark og derfor skal særlig dokumenteres via kørselsregnskab.

Den mere subsidiære påstand er, at hvis sagsøgte gives medhold i begge påstande om weekendkørsel fra såvel Vestjylland som Lolland, underforstået et krav om nødvendig overnatning et ikke nærmere begrundet sted mellem København og Lolland, da skal der gives fradrag for daglig kørsel mellem arbejdsstederne, København og Vestsjælland.

..."

Sagsøgte har procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument af 7. maj 2003 og har gjort følgende anbringender gældende:

"Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren ikke har krav på befordringsfradrag i videre omfang end godkendt af Landsskatteretten, jf. ligningslovens §, 9 C, stk. 1-3.

Det er en forudsætning for at opnå befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads har fundet sted, ligesom det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at befordring har fundet sted og at godtgøre omfanget heraf.

Henset til, at afstanden mellem bopælen og arbejdspladsen har været usædvanlig stor, gøres det gældende, at der skal stilles skærpede krav til sagsøgerens sandsynliggørelse af, at der har fundet befordring sted i det af sagsøgeren påståede omfang. Det gøres i den forbindelse gældende, at det skærpede beviskrav er i fuld overensstemmelse med praksis vedrørende ligningslovens § 9 C.

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han har kørt mellem hjemmet og arbejdspladsen i det selvangivne omfang.

Sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn om, at sagsøgerens befordringsfradrag i indkomståret 1999 udgør kr. 22.310.

Til støtte for påstanden om hjemvisning gøres det gældende, at sagen, såfremt landsretten måtte finde det godtgjort, at sagsøgeren har krav på befordringsfradrag i større omfang end fastslået ved Landsskatterettens kendelse, skal hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne med henblik på den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget."

Parterne har under deres procedure uddybet deres anbringender.

Landsrettens bemærkninger

Sagsøgers bopæl i .... var beliggende i Vestjysk Kommune nær ...., og hans bopæl fra november 1999 var beliggende på Lolland. Han var beskæftiget i både København og Vestsjælland.

Landsretten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at der i begge tilfælde er tale om en usædvanlig lang afstand mellem hjem og arbejdspladser, ikke mindst henset til den nødvendige transporttid.

Da det er sagsøger, der angiveligt har afholdt befordringsudgifterne, er det ligeledes sagsøger, der har mulighed for at dokumentere, at befordring har fundet sted i det selvangivne omfang. Sagsøger har i hvert fald siden februar 1999 været bekendt med, at skatteforvaltningen ville stille krav om dokumentation herfor. Under disse omstændigheder finder landsretten, at sagsøger må dokumentere eller sandsynliggøre at den selvangivne befordring i 1999 rent faktisk har fundet sted. Landsretten finder endvidere, at sagsøger ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort dette ved de meddelte stærkt begrænsede oplysninger, og at det ikke er godtgjort, at der er grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, hvorefter sagsøgers befordringsfradrag for indkomståret 1999 udgør 22.310 kr.

Med denne begrundelse tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Inden 14 dage skal sagsøger, civilingeniør A, betale 10.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.