►SKM2011.69.SR. Skatterådet bekræftede, at en dansk IT-sevicevirksomhed ikke var pligtig at indeholde A-skat og AM-bidrag af vederlag udbetalt til en polsk konsulentvirksomhed, idet arbejdet efter en samlet konkret vurdering blev anset for udført af en selvstændig erhvervsdrivende.◄
SKM2010.865.BR. Skatteyderen udtrådte i 2002 af et interessentskab og modtog i 2003 førtidspensionsydelser i henhold til en med interessentskabet indgået aftale fra 2000. I modsætning til Landsskatteretten fandt byretten, at førtidspensionsydelserne måtte anses for virksomhedsindkomst og ikke almindelig lønindkomst. Retten henviste til, at ydelserne måtte opfattes som en kompensation for at opgive 2 års overskudsandel.
SKM2009.248.VLR ændrede SKM2008.502.BR. Skatteyderen ejede et skib, som han anvendte til sejladser med adfærdsvanskelige unge anbragt på institutioner. Samtidig arbejdede han som vikar på institutionerne. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen erhvervede skibet med henblik på anvendelse til erhvervsmæssig sejlads, og at han i den forbindelse foretog investeringer for at opnå myndighedsgodkendelse af skibets anvendelse til erhvervsmæssig sejlads. Ud fra en samlet vurdering af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. 13.3.1.1, tiltrådte retten, at skatteyderens vederlag fra de to institutioner for vikararbejde måtte anses ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold. For de øvrige honorarer, der udgjorde vederlag for sejladser med institutionernes unge, fandt landsretten, at disse måtte anses for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed. For så vidt angår vikararbejdet henså retten særligt til, at skatteyderen udførte samme arbejde og var underlagt samme institutioner som de pædagoger, han vikarierede for, og at arbejdet - der var uden forbindelse med driften af skibet - foregik på institutionerne og således indgik som en integreret del af institutionernes virke. For den del af honorarerne, der vedrørte skatteyderens sejladser, lagde landsretten særligt vægt på, dels at aftalerne med institutionerne forudsatte, at skatteyderen som driftsmiddel stillede sit skib til rådighed, dels at han løbende afholdt udgifter til skibets drift, der både i art og omgang måtte anses for usædvanlige i lønmodtagerforhold. Retten lagde endvidere vægt på, at skatteyderen i kraft af samarbejdsaftalen med institutionerne hverken var garanteret en løbende indtægt fra sejladser med institutionernes unge eller begrænset i adgangen til at udføre arbejde for andre, og at skatteyderen herved måtte anses for at have påtaget sig en reel økonomisk risiko. Endelig lagde retten vægt på, at skatteyderen selv sørgede for ansættelse og aflønning af nødvendig medhjælp til sejladserne, at honorarerne for sejladserne måtte anses for fastsat som et samlet vederlag til dækning af skatteyderens driftsudgifter, at det henset til sejladsernes tidsmæssige udstrækning havde været naturligt at foretage faktureringerne månedsvis, og at den foretagne opsplitning i fakturaerne på henholdsvis udgifter til personale, kost og logi samt aktiviteter ikke havde været begrundet i skatteyderens forhold men udelukkende i institutionernes bevillingsmæssige forhold.
SKM2004.452.LSR. En IT-konsulent ansås for selvstændigt erhvervsdrivende.
SKM2004.395.LSR. Agenter for slankeprodukter blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende.
SKM2004.304.VLR. En handelsagent blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen siden indgåelse af handelsagentaftalen selv havde tilrettelagt salgsarbejdet uden agenturgiverens indblanding, at den pågældende efter udløbet af en overgangsperiode i det hele havde haft den økonomiske risiko og herunder, bortset fra udgifter til enkeltstående messer i udlandet, med en betydelig omkostningsprocent har afholdt alle omkostninger i forbindelse med arbejdet. Endelig tillagde landsretten det betydning, at skatteyderen var frit stillet med hensyn til at antage medhjælp og forhandle produkter, der ikke konkurrerede med agenturgiverens produkter, samt at vedkommende var momsregistreret.
SKM2004.286.LSR. Chauffører på cykeltaxier, der var ejet af et cykeltaxifirma, kunne ikke anses at udføre personligt arbejde i tjenesteforhold, og der skulle derfor ikke indeholdes A-skat af vederlagene. Der blev bl.a. lagt vægt på, at chaufførerne havde påtaget sig en vis økonomisk risiko og at vederlagene var erhvervet direkte fra kunderne, samt at der skulle betales for leje af cyklerne.
TfS 1998, 70 HRD. Højesteret fandt, at en skatteyder, der drev et plejehjem, skulle anses for selvstændigt erhvervsdrivende. I modsætning til Østre Landsret lagde Højesteret vægt på, at skatteyder ifølge sin overenskomst med kommunen havde det direkte økonomiske ansvar for driften, idet plejehjemmet blev drevet i hans lokaler og med hans inventar og driftsmidler. Han ansatte og afskedigede selv personalet. Han stod ikke i et ansættelsesforhold med kommunen, og samarbejdet kunne kun bringes til ophør ved opsigelse af den samlede plejehjemskontrakt med 3 års varsel. Højesteret fandt ikke, at det kunne tillægges væsentlig betydning, at den samlede betaling til skatteyderen fra kommunen var specificeret som refusion af udgifterne vedrørende henholdsvis fast ejendom, inventar, lønninger m.v., idet dette var i overensstemmelse med de dagældende regler for statslig refusion af kommunale udgifter til drift af plejehjem.
TfS 1996, 449 HRD. Efter ændringer i forhandlerkontrakterne mellem grossist og tupperwareforhandlere fandt Højesteret efter en samlet vurdering det for mest nærliggende at anse tupperwareforhandlere for selvstændigt erhvervsdrivende. Forhandlerne solgte i henhold til en distributionsaftale firmaets produkter ved homeparties, og honoraret udgjorde en procentdel af de vejledende udsalgspriser. Bestillinger blev modtaget på stedet og indkøbt hos firmaet. Forhandlerne havde således ikke noget lager. Retten lagde vægt på, at forhandlerne frit kan bestemme deres arbejdstid, at de selv afholder alle udgifter, at disse medfører en betydelig omkostningsprocent, at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven m.v., at de kan have andre hvervgivere og antage medhjælp, at de er momsregistreret, samt at de påtager sig en vis økonomisk risiko.
TfS 1995, 155 TSS. Vognmænd, der foretog kørsel med handicappede og bragte mad ud til disse, ansås for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Vognmændene ejede selv deres vogne og havde betydelige driftsomkostninger, som de selv skulle afholde.
TfS 1989, 248 LSR. En assurandør med en indtægt på 558.598 kr. og driftsudgifter på 94.521 kr. blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. også TfS 1995, 458 VLD.
TfS 1988, 236 LR. En vognmand, der var ansat på et renseri, hvor han afhentede og udbragte vaske- og rensetøj, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han skulle selv anskaffe varevogn og sørge for vedligeholdelsen af denne. Ved sygdom skulle han for egen regning ansætte en afløser. Han fik ikke feriepenge, og han havde afståelsesret til sin rute, dog således at køberen skulle godkendes af renseriet. Vognmanden modtog på provisionsbasis 336.000 kr. i 1986, hvor hans udgifter til drift af varevogn udgjorde 44.000 kr. ekskl. moms med tillæg af 8.000 kr. til renteudgifter på varevognen og 25.000 kr. til afskrivning. Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse af vognmandens ansættelsesforhold, at han kunne benytte reglerne i virksomhedsordningen på indkomsten fra renseriet.
TfS 1988, 234 LR. En professionel bokser blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hans indkomst, der udgjorde ca. 500.000 kr. i alt, bestod af bokse-, sponsor- og reklameindtægter mv. For at opnå denne indkomst havde han ud over bil- og rejseudgifter, driftsudgifter på 55.000 kr. bl.a. til træningsophold mv. og sparringspartnere.
TfS 1988, 233 LR. En avisdistributør med 20 ansatte blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han antog selv budene, og han afgjorde selv, hvor mange der skulle ansættes. Vederlaget blev udbetalt som et fast månedligt grundbeløb samt et beløb pr. avis. Herudover modtog distributøren 12½ pct. af foregående års honorar til dækning af udgift til ferieafløser. Ligningsrådet fandt efter en samlet bedømmelse, at distributøren drev selvstændig erhvervsvirksomhed, navnlig fordi der anvendtes lønnet medhjælp i betydeligt omfang.
TfS 1988, 228 VLD. En provisionslønnet filialbestyrer i et større forsikringsselskab blev anset for berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Filialbestyreren var ansat på funktionærvilkår, selskabet stillede kontor til rådighed for ham, og hans driftsomkostninger androg efter overførsel af en del af overskuddet til den medarbejdende ægtefælle ca. 25.000 kr. årligt. Flertallet af dommerne lagde til grund: "at sagsøgeren uanset sin stilling som lønmodtager i meget vidt omfang selv har tilrettelagt sit arbejde. Det lægges videre til grund, at sagsøgeren, der alene er provisionslønnet uden garanteret minimumsløn, ikke har kunnet oppebære en indtægt, der ligger væsentligt over den gennemsnitlige for assurandører i det pågældende selskab uden at gøre brug af betydelig mere kontorassistance end den, selskabet ville stille til rådighed for ham. Sagsøgerens driftsudgifter findes således at ligge væsentligt udover, hvad der er sædvanligt i lønmodtagerforhold. Herefter og når tillige henses til karakteren og omfanget af det arbejde, sagsøgerens ægtefælle har udført, findes sagsøgeren at have drevet erhvervsvirksomhed i den forstand, hvori begrebet er anvendt i den tidligere § 37 A (nu § 25 A) i kildeskatteloven".
TfS 1988, 222 LR. Medlemmerne af en folkemusikgruppe, hvis indtægter ved orkestervirksomheden i 1986 udgjorde ca. 400.000 kr. og i 1987 ca. 600.000 kr., kunne anvende virksomhedsordningen. I 1986 udgjorde udgifterne til impressario, reklame m.v., mindre nyanskaffelser, forsikring og vedligeholdelse ca. 82.000 kr., hvortil kom rejse- og befordringsudgifter på ca. 40.000 kr. og udgifter til bånd og plader.
TfS 1988, 182 LSR. En arkitekt, der var vurderingsinspektør for et realkreditinstitut, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Han var provisionslønnet og havde aflønnet en freelance vurderingsinspektør med honorar pr. vurderingssag. Der var ydet et mindre tilskud til hans kontorhold, men det havde langt fra dækket de faktiske kontorholdsudgifter m.v. Kontorarbejdet var udført af ægtefællen, der dagligt havde arbejdet 5-6 timer for ham. Landsskatteretten fandt efter de foreliggende oplysninger, herunder karakteren, omfanget og vederlæggelsesformen for klagerens hverv, sammenholdt med, at klageren selv afholdt lønomkostninger og til dels økonomisk bar omkostningerne ved kontorholdet, at klageren måtte anses som selvstændigt erhvervsdrivende, hvorfor han var berettiget til at foretage fradrag for medarbejdende ægtefælle, idet ægtefællens bistand opfyldte betingelserne herfor.
TfS 1987, 483 LR. En skatteyder, der på en nedlagt landbrugsejendom havde etableret døgnplejehjem med plads til 4 beboere, blev anset for at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Bruttoindtægten udgjorde 1 mio. kr., mens udgifterne til lønninger, kost, administration, lokaleomkostninger og renteudgifter mv. beløb sig til 800.000 kr.
TfS 1987, 327 DEP. Lægevagtskørsel ved Københavns Lægevagt, der udføres af vagtlæger med selvstændigt ydernummer, anses for at være selvstændig virksomhed. Det samme gælder lægevagtskørsel uden for København, hvor lægevagtsordningen udføres af de praktiserende læger, jf. TfS 1988, 67 LSR.
TfS 1984, 150 ØLD. En direktør, der på provisionsbasis solgte anparter for en investeringsfond, blev anset berettiget til at overføre en overskudsandel til hustruen. Salgsarbejdet foregik fra et kontor på ægtefællernes bopæl. Hustruen passede kontor og telefon i dagtimerne, hvor manden var fuldtidsbeskæftiget som direktør i en anden virksomhed. Overskuddet var på 154.668 kr. Retten lagde vægt på, at direktøren efter aftalen med fonden var berettiget til selv at tilrettelægge salgsarbejdet, der var forbundet med et vist kontorhold, og den fornødne kontorhjælp skulle han antage på egen hånd og i eget navn. Når dette sammenholdtes med salgsarbejdets omfang og med den omstændighed, at hans vederlag beroede på de præsterede salgsresultater, fandtes han at have drevet "erhvervsvirksomhed", således at KSL § 37 A (nu § 25 A) kunne anvendes.
UfR 1981, 159 ØLD. Her anerkendtes en handelsagent som selvstændigt erhvervsdrivende. Den pågældende arbejdede fra egne lokaler med to væsentlige agenturer fastlagt i skriftlige aftaler. Agenturerne blev drevet fra agentens hjem uden fremmed medhjælp. Alle udgifterne ved salgsarbejdet afholdtes af agenten, der selv disponerede over sin tid uden nogen form for instruktion fra agenturgivernes side i øvrigt. Agenten optog ordrer, der blev sendt til agenturgiveren, som derefter sendte ordrebekræftelse til kunden. Agenten hæftede ikke for varernes betaling.
LSRM 1979.164. En kreaturhandler på et eksportmarked blev på grund af sin særlige stilling som kommissionær, der handlede for egen regning og risiko, anset for berettiget til at henlægge til investeringsfond af provisionsindtægter, som ansås at hidrøre fra selvstændig virksomhed.
LSRM 1973.163. En repræsentant, der fra sin bopæl drev agentur med salg af møbler fra flere fabrikker mod provision på 5-6 pct. og som ikke modtog nogen godtgørelse for sine udgifter og ikke fik feriepenge, blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende. Se også TfS 1989, 75 DEP.
Indtægt ved almindelig forfattervirksomhed må anses for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed.
Se også afgørelser gengivet i LV Selskaber og aktionærer, afsnit S.C.1.1.1.