Skattefri rejsegodtgørelse er et beløb, som kan udbetales til dækning af de udgifter til kost, småfornødenheder►og logi◄ som en lønmodtager er blevet påført, fordi den pågældende på grund af sit arbejde har været på en rejse.

Udbetaling af
godtgørelse
for erhvervs-
mæssige rejse-
udgifterSkattefri rejsegodtgørelse udbetales med standardsatser pr. døgn. Satserne er fastsat i ligningsloven - eller i visse tilfælde af Skatterådet - til dækning af udgifter til kost, småfornødenheder og logi, som lønmodtageren har afholdt på en erhvervsmæssig rejse med overnatning.

Der kan derfor ikke udbetales skattefri godtgørelse for de rejseudgifter, der dækkes ved udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller frit logi.

Om godtgørelse for udgifter til kost og småfornødenheder - "kostgodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.1. Om godtgørelse for merudgifter til logi - "logigodtgørelse" - se afsnit A.B.1.7.1.2.

Skattefrihed for rejsegodtgørelse forudsætter, at alle betingelserne i LL § 9 A og LL § 9, stk. 4, er opfyldt. Lige nedenfor er betingelserne i LL § 9 A beskrevet.

De betingelser for skattefrihed, der gælder generelt for både rejse- og befordringsgodtgørelse, herunder reglerne i LL § 9, stk. ►4◄, er beskrevet i A.B.1.7.3.

Rejse-
begrebet i
LL § 9 A, stk. 1Hvornår der er tale om en rejse, fremgår af LL § 9 A, stk. 1, hvor det såkaldte "rejsebegreb" er beskrevet. Efter denne bestemmelse anses en lønmodtager for at være på rejse:

1. når lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.
   
   Ifølge forarbejderne til LL § 9 A, stk. 1, dækker rejsebegrebet dog også den situation, hvor lønmodtageren er på en såkaldt "tjenesterejse", dvs.:
   
   
2. når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

I den første situation har lønmodtageren selv valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted meget langt fra sin sædvanlige bopæl. I den anden situation er det lønmodtagerens arbejdsgiver, der har bestemt, at lønmodtageren midlertidigt skal arbejde et andet sted end på den sædvanlige (faste) arbejdsplads.

Bedømmelsen af, om et arbejdssted er midlertidigt, afgøres konkret for hver enkelt lønmodtager. I den forbindelse er det primært længden af den periode, lønmodtageren skal arbejde på arbejdsstedet, der lægges vægt på. Jo kortere periode, jo mere sandsynligt er det, at der er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Det er en betingelse for at være på rejse, at lønmodtageren som udgangspunkt for rejsen har en sædvanlig bopæl, som lønmodtageren ikke har haft mulighed for at overnatte på.

Det er ligeledes en betingelse for at være på rejse, at lønmodtageren rent faktisk har overnattet uden for hjemmet (den sædvanlige bopæl), men dette er ikke tilstrækkeligt til, at arbejdsgiveren kan udbetale en skattefri rejsegodtgørelse. Det skal være arbejdet på det midlertidige arbejdssted og afstanden mellem dette og bopælen, der nødvendiggør overnatning et andet sted end på den sædvanlige bopæl. Det er således ikke tilstrækkeligt, at lønmodtageren finder det mest bekvemt at overnatte et andet sted end på den sædvanlige bopæl efter hver arbejdsdag på det midlertidige arbejdssted.

I vurderingen af, om lønmodtageren har haft mulighed for at overnatte på sin bopæl, indgår også arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren, herunder f.eks. at lønmodtageren skal være tilkaldevagt, eller at lønmodtageren har lange eller skiftende arbejdstider, således at der er kort tid mellem, at én arbejdsdag slutter og en ny begynder.

Er afstanden lang, men dog ikke så lang, at det er fysisk umuligt at komme hjem og overnatte hver dag efter arbejdet på det midlertidige arbejdssted, vil det bero på en konkret vurdering i hver enkelt lønmodtagers tilfælde, om arbejdet og afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted muliggør, at lønmodtageren kan overnatte på sin bopæl. Jo kortere afstand og transporttid, des mere skal der til for at sandsynliggøre, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte hjemme. Se således SKM2009.333.HR, hvor Højesteret fastslog, at afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted kan være så kort, at dette forhold i sig selv indebærer, at betingelsen om, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, ikke er opfyldt. Se også Skatteministeriets kommentar til Højesterets dom i SKM2009.648.DEP, afsnit III, ad 4.

Der må generelt stilles høje krav til lønmodtageren om, at vedkommende skal overnatte hjemme, hvis det overhovedet er muligt. Ved arbejde i en begrænset tid må det kunne forventes, at lønmodtageren vil kunne acceptere en længere afstand mellem den sædvanlige bopæl og den midlertidige arbejdsplads end ved arbejde på det sædvanlige (faste) arbejdssted. At det er besværligt, langt, upraktisk eller dyrt i transportudgifter for lønmodtageren at tage frem og tilbage mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlige bopæl hver dag, er derfor ikke tilstrækkeligt til at anse det for umuligt for lønmodtageren at overnatte på bopælen.

EksemplerDet fremgår af rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, at bedømmelsen af, om en lønmodtager er på rejse, skal ske efter en konkret vurdering, jf. også SKM2009.333.HR samt Skatteministeriets kommentar hertil, SKM2009.648.DEP. Derfor er det svært at sammenligne to rejsesituationer, da samme faktiske forhold ikke nødvendigvis vejer lige tungt i to tilsyneladende ens rejsesituationer, f.eks. fordi disse faktiske forhold i den ene situation opvejes af andre faktiske forhold, hvilket medfører, at lønmodtageren ikke er på rejse i den ene situation, men er det i den anden. Der kan derfor ikke opstilles faste regler for, hvornår en lønmodtager kan anses for at være på rejse. De følgende eksempler skal som følge heraf alene betragtes som en vejledende illustration af i hvilke situationer, der kan være eller ikke kan være tale om en rejse.

Eksempel 1

Lønmodtager A bor i Stubbekøbing og arbejder midlertidigt på et byggeprojekt i Kalundborg. Afstanden i bil er ca. 128 km og transporttiden er 1 time og 48 minutter. A arbejder 5 dage om ugen fra 07.00 til 15.00. A er ikke på rejse, heller ikke selvom han måtte vælge at overnatte ved det midlertidige arbejdssted.

Fristen for aflevering af det byggeri, som A arbejder på, udløber om kort tid, og byggeriet er forsinket. Derfor har A's arbejdsgiver beordret de ansatte på overarbejde for at få byggeriet gjort færdigt til tiden. Som følge heraf begynder A at arbejde fra kl. 06.00 til 18.00 mandag til torsdag og fra kl. 06.00 til 14.00 om fredagen. Han kører fra Stubbekøbing mandag morgen, og hjem igen fredag efter arbejdstids ophør. Fra mandag til fredag overnatter A i sin campingvogn nær det midlertidige arbejdssted.

Ændringen i A's arbejdsforhold (arbejdstid) betyder dog ikke, at A er på rejse, fra han tager hjemmefra mandag morgen, til han kommer hjem fredag eftermiddag. Det skyldes, at der er tale om en kort periode, hvor han skal arbejde 12 timer dagligt mandag til torsdag og møde kl. 06.00 fredag, og at arbejdet ikke kan anses for fysisk hårdt. Hans arbejdsforhold betyder således, at det ikke kan anses for umuligt for ham at komme hjem til Stubbekøbing og overnatte.

Eksempel 2

Lønmodtager B bor i Odense. Tirsdag sender hans arbejdsgiver ham til Vejle, hvor han skal opstille en maskine hos en virksomhed, som er arbejdsgiverens kunde. B er den eneste af arbejdsgiverens ansatte, som har det fornødne kendskab til den pågældende maskine.

B skal begynde arbejdsdagen kl. 08.00 med at hente maskinen på arbejdsgiverens virksomhed i Odense. Kl. 08.30 kører han i arbejdsgiverens bil til kunden i Vejle, hvor han bruger resten af arbejdsdagen på at opstille maskinen og instruere virksomheden i brug af den m.v. Maskinen er ny og skal køre i døgndrift. Derfor har B's arbejdsgiver bedt B om at blive i Vejle både om aftenen og om natten, således at B hurtigt kan tilkaldes, hvis der skulle opstå problemer med maskinen. Onsdag kl. 01.00 opstår der et behov for, at B tilser maskinen. Onsdag kl. 07.00 er der behov for, at B foretager en justering af maskinen. Det tager noget tid, og B vender derfor først tilbage til arbejdsgiverens virksomhed i Odense samme dag kl. 11.00, hvor han afleverer arbejdsgiverens bil og i øvrigt fortsætter med at arbejde til normal arbejdstids ophør kl. 16.00.

B's arbejdsgiver har betalt for overnatning på et hotel i Vejle (frit logi). B kan derfor ikke få skattefri logigodtgørelse. Men da B selv har holdt sig med kost, mens han har været i Vejle, kan hans arbejdsgiver dække hans kostudgifter skattefrit enten med en kostgodtgørelse med standardsatsen eller som udlæg efter regning.

Eksempel 3

Lønmodtager C bor i Nykøbing Falster og arbejder midlertidigt på et vejarbejde ved Roskilde hver dag fra kl. 07.00 til kl. 15.00. Der er ca. 111 km fra Nykøbing Falster til Roskilde, og transporttiden med bil er ca. 1 time og 15 minutter.

Efter nogle uger får C nye arbejdstider. Vejarbejdet skal nu udføres om natten, når der ikke er så meget trafik. Onsdag arbejder C derfor først fra kl. 07.00 til kl. 15.00 og derefter igen samme dag fra kl. 23.00 til kl. 07.00 torsdag morgen.

C's arbejdstider i den pågældende uge er derfor følgende:

• Mandag fra kl. 07.00 til 15.00
• Tirsdag fra kl. 07.00 til 15.00
• Onsdag fra kl. 07.00 til 15.00 (udrejse fra Nykøbing F. kl. 05.45) og igen fra kl. 23.00 til torsdag kl. 07.00 (hjemkomst til Nykøbing F. kl. 08.15)
• Torsdag fra kl. 23.00 til fredag kl. 07.00, hvor C går på weekend.

Det er muligt for C at komme hjem og overnatte efter arbejdstids ophør på følgende dage: Mandag kl. 15.00, tirsdag kl. 15.00 og torsdag kl. 07.00 og fredag kl. 07.00. Han er derfor ikke på rejse disse dage.

Onsdag vil det ikke være muligt for C at overnatte hjemme, inden hans næste arbejdsperiode begynder kl. 23.00. C vil derfor kunne blive i Roskilde for at hvile m.m. mellem kl. 15.00 og 23.00, og arbejdsgiveren kan betale en skattefri rejsegodtgørelse for de udgifter, C har til kost og logi i den forbindelse. C er således på rejse, fra han tager hjemmefra onsdag morgen kl. 05.45, til han kommer hjem igen torsdag morgen kl. 08.15.

Eksempel 4

E er selvstændig vognmand og bor i Skanderborg. Han har flere ansatte, men kører også selv som chauffør. E's vognmandsforretning ligger i Århus V. E skal køre potteplanter til en større by i Midtsverige. E møder kl. 07.00 mandag morgen i Århus V, hvor han skal hente lastbilen og de nødvendige papirer m.v. Kl. 08.00 kører E fra Århus V, og han arbejder nu på et midlertidigt arbejdssted (lastbilen), idet et arbejdssted, der bevæger sig i takt med arbejdets udførelse, altid betragtes som et midlertidigt arbejdssted. E's rejse begynder således mandag kl. 08.00, når han kører i lastbilen fra det faste arbejdssted i Århus V.

E skal først hente potteplanterne på et gartneri i Kolding. Han kører derfra over Fyn til København og via Øresundsbroen til Sverige. Undervejs til bestemmelsesstedet i Sverige holder han pauser efter de gældende køre-/hviletidsregler. Mandag aften er han fremme ved bestemmelsesstedet. Han kører ind på en rasteplads, spiser på et cafeteria dér, og overnatter i lastbilen. Tirsdag morgen læsser han som det første potteplanterne af hos modtageren og kører herefter tilbage til Danmark.

På hjemvejen tager han færgen fra Helsingborg til Helsingør, da han skal hente et parti varer i Hillerød. Han skal køre varerne til Fåborg og læsse dem af der. Undervejs på hele turen fra Sverige holder han de pauser, han skal efter køre-/hviletidsreglerne.

Fra Fåborg fortsætter han mod Århus V. Da han ved 18-tiden når Vejle, er hans køretid ved at være brugt op. Efter køre-/hviletidsreglerne må han nu ikke køre mere denne dag, og han kører derfor ind på transportcentret i Vejle for at holde hvil. E er ca. 40 km fra sit hjem i Skanderborg. Det er derfor - på grund af afstanden - muligt for ham at komme hjem, også selv om han har opbrugt sin køretid, og derfor ikke må køre længere i lastbilen.

Da det således er muligt for E at komme hjem og overnatte, afbrydes rejsen tirsdag, når han stopper for at holde hvil (i Vejle), og der kan ikke beregnes rejsegodtgørelse/-fradrag derefter. Det forhold, at rejsen er afbrudt, betyder dog ikke, at E nødvendigvis skal tage hjem og overnatte, men blot at han ikke længere er berettiget til skattefri rejsegodtgørelse eller fradrag for rejseudgifter.

Rejse-
begrebets
afstands-
betingelseSpørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en rejse ifølge LL § 9 A, stk. 1, i en situation, hvor en lønmodtager selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. rejsebegrebets punkt 1 ovenfor, skal afgøres ud fra en objektiv vurdering af, om lønmodtageren ved hjælp af ét eller flere almindelige befordringsmidler, f.eks. bil, tog eller bus, vil kunne tilbagelægge strækningen mellem sin sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted indenfor et tidsrum, der muliggør, at lønmodtageren kan nå at overnatte på bopælen, jf. SKM2005.318.HR, som omtales nedenfor. Hertil kommer en konkret vurdering af lønmodtagerens arbejdsforhold og arbejdstid, jf. SKM2005.492.ØLR (den såkaldte "Metro-dom"), som er refereret i afsnittet nedenfor om praksis vedrørende afstand.

I SKM2008.853.SKAT har SKAT - med udgangspunkt i nogle konkrete eksempler - præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på sin sædvanlige bopæl. jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1.

Tjenesterejse-
begrebets
særlige
afstands- og
arbejds-
betingelseI den situation, hvor en lønmodtager ikke selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted, men hvor arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, jf. rejsebegrebets punkt 2 ovenfor, dvs. at lønmodtageren sendes på en såkaldt tjenesterejse, kan der ikke - som for selvvalgte rejser - ved bedømmelsen af lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin bopæl foretages en objektiv vurdering af afstanden og transporttiden mellem det midlertidige arbejdssted og den sædvanlig bopæl, således at der lægges vægt på transporttiden i bil, hvis dette fører til den korteste transporttid, jf. SKM2009.333.HR og kommentaren hertil, SKM2009.648.DEP. Hertil kommer, at der ved en tjenesterejse, også indgår en bedømmelse af, om arbejdsgiverens arbejdsmæssigt begrundede instruktioner til lønmodtageren bevirker, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på bopælen. Denne konkrete bedømmelse af lønmodtagerens arbejdssituation på det midlertidige arbejdssted og af den tid, som afstanden mellem lønmodtagerens bopæl og det midlertidige arbejdssted vil kunne tilbagelægges på, er afgørende for, om lønmodtageren opfylder rejsebegrebets betingelse om manglende mulighed for overnatning på den sædvanlige bopæl under en tjenesterejse, se SKM2009.333.HR og kommentaren hertil i SKM2009.648.DEP. Se også SKM2008.853.SKAT, hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler bl.a. om tjenesterejser - har præciseret, hvornår afstanden mellem en lønmodtagers bopæl og midlertidige arbejdssted medfører, at det ikke er muligt for lønmodtageren at overnatte på dennes sædvanlige bopæl, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1.

Se endvider SKM2010.80.SR, hvor Skatterådet har besvaret en række spørgsmål om arbejdstid, rejsetid og arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser i relation til udbetaling af skattefri godtgørelse for rejseudgifter ved tjenestrejser.

For en række lønmodtagere kan nogle arbejdsmæssigt betingede forhold bevirke, at det vil være relevant at lægge transporttiden med tog til grund, under forudsætning af at lønmodtageren rent faktisk har benyttet toget hen til det midlertidige arbejdssted. F.eks. kan en arbejdsgiver være nødt til at pålægge en lønmodtager at benytte tog som transportmiddel til et midlertidigt arbejdssted, fordi arbejdet påbegyndes på en station, og således at lønmodtageren påbegynder arbejdsdagen, så det passer med togets ankomsttid. Denne situation kan eksemplevis forekomme, hvor et arbejde påbegyndes et sted på en jernbanestrækning og afsluttes et andet sted på jernbanestrækningen, idet arbejdsstedet flytter sig i takt med arbejdets udførelse. Som følge heraf vil lønmodtageren skulle transportere sig hjem fra et andet sted end det sted, hvor arbejdet blev påbegyndt ved arbejdsdagens start, se SKM2009.333.HR i næste afsnit. Nævnte arbejdsforhold vil kun skulle indgå i vurderingen, hvor det er relevant på baggrund af de faktiske forhold, og i så fald kun som ét af flere elementer.

Praksis om
afstands-
betingelsenPraksis vedrørende rejsebegrebets betingelse om afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted både i situationer, hvor lønmodtageren selv har valgt at arbejde på et midlertidigt arbejdssted og i forbindelse med tjenesterejse, fremgår af nedennævnte afgørelser:

►SKM2011.401.ØLR: En maskinarbejder der udførte rørmontage var ikke på rejse de dage, hvor den daglige arbejdstid var mellem 8½ og 9½ timer incl. frokostpause og hvor afstanden mellem bopæl og arbejdsplads var godt 100 km, og rejsetiden ca. 1½ time hver vej. Landsretten bemærkede i sin begrundelse, at det af forarbejderne til LL § 9 A sammenholdt med Højesterets dom i SKM2009.333.HR fremgår at afgørelsen af, om en arbejdstager i forbindelse med en midlertidig udsendelse til et andet arbejdssted end det sædvanlige har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1, skal træffes efter en konkret bedømmelse, hvor der ikke alene skal tages hensyn til afstanden og transporttiden, men også til den enkelte lønmodtagers samlede situation, herunder blandt andet arbejdsforholdene, arbejdstiden og arbejdsgiverens instruktioner til den ansatte.Landsretten konstaterede herefter at skatteyderen var midlertidigt udsendt af sin arbejdsgiver, som ikke havde givet ham instruktioner om rejsemåde eller ophold. Landsretten lagde endvidere til grund at skatteyderen havde overnattet ude de pågældende dage, ligesom Landsretten lagde til grund at skatteyderen, som led i sit arbejde under udsendelsen udførte fysisk krævende rørmontage. Landsretten konstaterede endvidere at afstanden fra skatteyderens sædvanlige bopæl ved ... til arbejdsstedet ved ..., var godt 100 km og rejsetiden for skatteyderen - som disponerede over bil - var cirka 1½ time hver vej.Under hensyn til det oplyste om afstand og rejsetid fra bopælen til det midlertidige arbejdssted, samt det oplyste om mødetidspunkt og varighed af de omhandlede arbejdsdage, sammenholdt med skatteyderens transportmæssigt ukomplicerede adgang til arbejdsstedet, fandt Landsretten, at det var muligt for skatteyderen at overnatte på sin sædvanlige bopæl de omhandlede dage. Højesterets dom i SKM2009.333.HR kunne således ikke føret til et andet resultat, og højesteretsdommen gav derfor ikke anledning til genoptagelse af skatteansættelsen for den pågældende.◄

Se SKM2009.627.ØLR, hvor en læge ønskede fradrag efter LL § 9 A, stk. 7, for rejseudgifter under en turnusansættelse. Landsretten fandt, at lægens ansættelse i en turnusstilling ikke kunne anses for en tjenesterejse. Afgørelsen af om lægen havde haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl måtte derfor træffes ud fra en objektiv vurdering af, om han ved hjælp af ét eller flere almindelige befordringmidler ville have haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Denne vurdering samt en konkret vurdering af hans arbejdsforhold og arbejdstid førte til, at landsretten anså lægen for at have haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl bortset fra 7 dage, som han allerede var blevet anset for berettiget til fradrag for.

Rejsebegrebets betingelse om "sædvanlig bopæl"Rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, forudsætter, at lønmodtageren har en "sædvanlig bopæl" til sin rådighed som udgangspunkt for rejsen. En sædvanlig bopæl er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til og derfor normalt bebor. Det sted, hvor lønmodtagerens eventuelle ægtefælle og/eller børn bor, må normalt anses for lønmodtagerens "sædvanlige bopæl". Det er endvidere en betingelse for, at en lønmodtager kan anses for at være på rejse efter LL § 9 A, stk. 1, at den "sædvanlige bopæl" står til rådighed for den pågældende under rejsen. Når en lønmodtager har udlejet sin sædvanlige bopæl - f.eks. under en udstationering i udlandet - har den pågældende ikke rådighed over en "sædvanlig bopæl" i dette tidsrum, jf. SKM2002.438.TSS. Se også SKM2004.362.TSS, hvoraf det fremgår, at rejsebegrebet forudsætter, at lønmodtageren har en sædvanlig bolig til rådighed, men at der ikke kan stilles krav om, at den pågældende har udgifter til en sædvanlig bolig.

Udgifter til kost og logi er private udgifter, der normalt afholdes af alle voksne - uafhængigt af, om den enkelte har en erhvervsmæssig indkomst eller ej. Derfor anses udgifter til kost og logi kun for erhvervsmæssige udgifter, hvis der er tale om udgifter, der er påført af erhvervsmæssige årsager. Når der i rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, nævnes "sædvanlig bopæl" betyder det, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne modtage en skattefri rejsegodtgørelse eller for at kunne tage fradrag for rejseudgifter til kost og/eller logi, at rejsen har påført den pågældende lønmodtager udgifter til kost og logi. Se om driftsudgifter i forhold til private udgifter i relation til driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, litra a, i LV Erhvervsdrivende, afsnit E.A.2.1. Se også i afsnit A.F.1.1.2.

Når f.eks. en lønmodtager på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, antages det, at lønmodtageren bliver påført udgifter til kost og logi af erhvervsmæssige årsager. Se SKM2001.629.LSR, hvor en studerende, som havde feriejobs i Sønderjylland og samtidigt opretholdt og betalte for sin sædvanlige bopæl på Fyn, blev anset for omfattet af ligningslovens rejseregler, selvom han boede hos sine forældre i nærheden af de midlertidige arbejdssteder i forbindelse med sit arbejde dér.

Se SKM2009.735.LSR om en læge, der arbejdede i en turnus-periode på 18 måneder i Sønderborg. Lægen blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter mv. i denne periode, idet han efter en konkret vurdering måtte anses for at have haft sædvanlig bopæl i Sønderborg. Der blev herved lagt vægt på, at hans hustru havde haft arbejde i Sønderborg-området, at begge ægtefæller og deres børn boede i en helårsbolig i Sønderborg, og at deres lejlighed i København havde været udlejet i en del af perioden. Som følge heraf kunne lægen ikke anses for at have bevaret centrum for sine livsinteresser i København.

Se også SKM2009.731.LSR, hvor en læge, der havde en andelslejlighed i København, arbejdede i en turnusstilling i Sønderjylland i 12 måneder. Lægen blev anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter mv. efter LL § 9 A under turnusopholdet, da hun efter en konkret vurdering måtte anses for at have bevaret centrum for sine livsinteresser i København, hvorfor andelslejligheden i København blev anset for at være hendes sædvanlige bopæl i turnusperioden. Der blev bl.a. lagt vægt på, at lejligheden i København ikke havde været fremlejet i denne periode, og at hun efter omstændighederne måtte anses for at have opholdt sig i København i et betydeligt omfang.

I SKM2007.826.BR havde en lønmodtager i indkomstårene 2001-2003 arbejdet tre forskellige steder på ...2: i en pølsevogn, i et byggefirma og på G1 fabrik A/S. Mellem disse ansættelser havde lønmodtageren været på dagpenge. Lønmodtageren havde under sine forskellige ansættelser på ...2 i 2001-2003 bevaret sit hus og sin folkeregisteradresse i ...1. Lønmodtageren havde ingen ægtefælle eller børn, og huset i ...1 havde stået tomt, når hun ikke havde været der. På ...2 havde hun boet hos en veninde. Under hensyntagen til, at lønmodtageren i perioden udelukkende havde arbejdet på ...2, selv om rejsen mellem ...1 og ...2 var både besværlig og dyr, og at hun ikke havde dokumenteret, at det ikke havde været muligt for hende at skaffe tilsvarende arbejde nærmere...1, fandt retten, at der måtte stilles skærpede krav til hendes dokumentation for, at hun i arbejdsfrie perioder faktisk havde opholdt sig i ...1. Forklaringerne herom kunne i denne forbindelse ikke anses for at udgøre et tilstrækkeligt bevis. Da lønmodtageren ikke havde fremlagt nogen form for dokumentation for, hvornår hun havde opholdt sig i ...1 i de omhandlede år, fandt retten ikke, at hun havde bevist, at hendes ophold i ...1 havde haft et sådant omfang, at hun kunne anses for at have opretholdt huset i ...1 som sin sædvanlige bopæl.

I SKM2007.112.LSR bevarede skatteyderen sin sædvanlige bopæl på Bornholm under sin militærtjeneste på Sjælland og midlertidige ansættelser i København frem til medio august i indkomståret. Skatteyderen var derfor berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 2, jf. stk. 1, med standardsatserne i stk. 2, selv om fradraget oversteg lønnen fra de midlertidige ansættelser i perioden.

Se SKM2002.438.TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen har udtalt sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl", og om hvorvidt rejsebegrebets betingelse herom er opfyldt ved udlejning af bopælen under udstationering i udlandet. Styrelsen anførte bl.a., at en "sædvanlig bopæl" er det sted, som lønmodtageren har den største tilknytning til og derfor normalt bor. Når en lønmodtager har udlejet sin sædvanlige bopæl under en udstationering i udlandet, har den pågældende lønmodtager ikke rådighed over en "sædvanlig bopæl" i dette tidsrum. Derfor opfylder lønmodtageren ikke forudsætningen i LL § 9 A, stk. 1, om opretholdelse af en "sædvanlig bopæl", mens lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted.

I SKM2006.308.ØLR fandt landsretten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort at have haft sædvanlig bopæl på et vandrehjem, hvor han var tilmeldt folkeregistret. Sagsøgeren overnattede normalt fra mandag til fredag i en campingvogn, som var opstillet på de byggepladser, hvor han arbejdede. I weekenderne opholdt han sig som regel på vandrehjemmet eller hos sin kæreste i Tyskland. Ferie og højtider tilbragte han typisk på Tenerife eller i Tyskland. Sagsøgerens private indbo var i hele indkomståret opmagasineret.

I SKM2006.109.LSR fandt Landsskatteretten, at der ikke var fradrag for ekstra udgifter til logi i forbindelse med fastansættelse. Opretholdelsen af to boliger blev anset for en privat disposition.

Om rejsebegrebet i relation til fri bolig uden anden (sædvanlig) bolig, se TfS 1999, 235, som også omtales i ovennævnte SKM2002.438.TSS.

Udenlandske sæsonarbejderes fradrag for rejseudgifter ved arbejde i Danmark forudsætter, at de har en sædvanlig bolig i deres hjemland og dermed skattemæssigt kan anses for at være på rejse, se SKM2001.188.TSS.

Rejse-
begrebets
betingelse
om "midler-
tidigt arbejdssted"Hvornår et arbejdssted kan anses for midlertidigt i relation til rejsebegrebet, må afgøres konkret ud fra en vurdering af den pågældende lønmodtagers ansættelses- og/eller arbejdsforhold. Se SKM2008.853.SKAT hvor SKAT - med udgangspunkt i konkrete eksempler - har præciseret, hvornår en lønmodtagers arbejdssted kan anses for midlertidigt, jf. rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1. Endvidere redegøres der for SKATs opfattelse af begrebet "midlertidigt arbejdssted" i relation til "åremåls-ansættelser".

Praksis om
"midlertidigt
arbejdssted"Se SKM2001.490.VLR om en skatteyder, der var udsendt af et dansk selskab som konsulent for et polsk og senere også et litauisk selskab, som det danske selskab var medejer af. Skatteyderen blev anset for at have haft sædvanlige ledelsesmæssige opgaver af permanent og fast tilbagevendende karakter i selskaberne i Polen og Litauen, hvorfor han ikke var berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse.

I SKM2001.562.ØLR fik en lektor ved Københavns Universitet på eget initiativ et ulønnet ophold ved European University i Firenze som "visiting fellow". Hendes ægtefæller var blevet ansat i et 4-årigt professorat samme sted. Landsretten anså ikke den pågældende lektor for berettiget til fradrag for rejseudgifter til logi, kost mv., idet udgifterne ikke havde været nødvendige for og ikke havde en direkte forbindelse med hendes arbejde ved Københavns Universitet. Endvidere havde hun ikke dokumenteret, at opholdet i Firenze havde fundet sted under sådanne vilkår, at merudgifter til logi, fortæring mv. var en nødvendig følge heraf.

Se også SKM2003.453.LSR om en sygeplejerske, der var bosiddende på en ø. Hun havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var tre måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Udgift til kost og logi var fradragsberettiget i det omfang, der var tale om midlertidigt arbejde. Da arbejdet - bortset fra de tre måneders prøvetid - var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for prøvetidsperioden.

SKM2005.49.LSR vedrørte en kaptajn ved Hærens Operative Kommando i Karup, som var blevet beordret til optagelse på Forsvarsakademiet i København med henblik på at gennemgå kurset VUT HL-STK1. Der blev godkendt fradrag for differencen mellem den udbetalte godtgørelse og standardsatserne i LL § 9 A. I SKM2005.285.DEP har Skatteministeriet kommenteret afgørelsen, se nærmere herom i afsnit A.F.1.4.

I SKM2006.161.LSR fandt Landsskatteretten, at udgifter afholdt til kost og logi i forbindelse med et ansættelsesforhold i Sverige ikke var fradragsberettigede, da ansættelsesforholdet ikke kunne anses som midlertidigt. Ifølge ansættelseskontrakten med det svenske firma blev ansættelsen påbegyndt den 1. januar 1999 og fortsatte "indtil videre".

I SKM2007.340.SR fandt Skatterådet, at en elektriker, der havde indgået en uddannelsesaftale med en praktikvirksomhed i overensstemmelse med erhvervsuddannelsesloven, under skoleophold kunne betragtes som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted. Tilsvarende fandt Skatterådet, at en elev, der var i lære som tandtekniker, under skoleophold kunne betragtes som en lønmodtager på et midlertidigt arbejdssted, se SKM2007.341.SR. Disse to afgørelser fra Skatterådet er kommenteret af SKAT i SKM2009.624.SKAT. Heraf fremgår, at et grunduddannelsessted kan betragtes som et arbejdssted, såfremt der modtages undervisning, der er en integreret del af ansættelsesforholdet.

SKM2006.793.LSR vedrørte en kontraktansat i Forsvaret med bopæl på Bornholm. Den pågældende ansatte gennemgik en civiluddannelse for kontraktsansatte som bygningskonstruktør i København. Den ansatte blev ikke anset for berettiget til differencefradrag i forbindelse med denne uddannelse, da uddannelsen ikke blev anset for en efteruddannelse, men for en videreuddannelse, der ikke var taget med henblik på fortsat ansættelse i Forsvaret.

I SKM2008.849.SR blev en medarbejder, der var ansat på en 1 års-kontrakt i en industriproduktionsvirksomhed, ikke anset for berettiget til standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi efter reglerne i ligningslovens § 9 A ved en 1-årig forlængelse af denne kontrakt, dvs. i sin anden ansættelsesperiode. Skatterådet anså heller ikke medarbejderen, der havde sandsynliggjort at have sædvanlig bopæl i Polen, for berettiget til de nævnte fradrag ved endnu en forlængelse på 1 år af den anden ansættelsesperiode, dvs. i en tredje ansættelsesperiode.
Selvom medarbejderen efter den anden ansættelsesperiode rejste hjem til Polen i 20 dage og først herefter indgik en ny 1-årig ansættelsesaftale med samme arbejdsgiver, anså skatterådet ikke medarbejderen for berettiget til de omhandlede fradrag i denne tredje ansættelsesperiode.
Skatterådet fandt heller ikke, at medarbejderen var berettiget til de ovennævnte fradrag for rejseudgifter i en tredje ansættelsesperiode, hvis han i stedet for ansættelse i samme virksomhed blev ansat i virksomhedens søsterselskab til at udføre det samme arbejde, som han hidtil havde udført, og på samme arbejdssted.

En fastansat på en færgerute havde fast mødested på færgen, når den lå i en bestemt havn, hvor han også sluttede sit arbejde. Havnen ansås derfor for hans faste arbejdssted i relation til LL § 9 A, hvorfor den ansatte ikke var berettiget til fradrag for rejseudgifter, se SKM2009.129.HR. Se tilsvarende afgørelse i SKM2009.146.LSR. Se også SKM2010.847.LSR om en ansat ved Søværnets Operative Kommando med fast tjenestested ifølge sin ansættelseskontrakt i Y2. Den ansatte gjorde imidlertid tjeneste på et vagtskib, der havde fast base i Y1. Vagtskibet og besætningen havde i flere år været udstationeret til havnen i Y3, og den ansattes arbejde/vagter påbegyndtes og afsluttedes derfor fast i havnen i Y3. Landsskatteretten anså på den baggrund Y3 for at være fast arbejdssted for den ansatte, uanset at hans faste ansættelsessted i ansættelseskontrakten var angivet som Y2. Da Y3 ikke kunne anses for at være et midlertidigt arbejdssted for den ansatte, var han ikke berettiget til skattefri rejsegodtgørelse og differencefradrag for udgifter til kost og småfornødenheder ved sit arbejde på vagtskibet i Y3. 

En lastbilschauffør fik godkendt fradrag for rejseudgifter efter LL § 9 A, idet rejsen ikke blev anset for afbrudt, når han vendte tilbage til et containerområde nær arbejdsgiverens adresse. Containerområdet kunne ikke betragtes som et fast arbejdssted for chaufføren, se SKM2009.458.LSR

En lønmodtager, som hidtil har været fastansat, men ønsker at fortsætte sit nuværende job på samme sted og med samme arbejdsopgaver med en ny ansættelseskontrakt, der er tidsbegrænset til 2 år uden mulighed for forlængelse, kan ikke anses for at arbejde på en reel midlertidig arbejdsplads. Lønmodtageren vil derfor ikke være berettiget til fradrag for udgifter til kost og logi efter LL § 9 A, jf. SKM2010.183.SR.

Fælles
betingelse
for udbetaling
af skattefri
rejsegodtgø-
relse/-fradrag:
mindst 24 timer Der kan kun udbetales skattefri godtgørelse eller foretages fradrag for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer, jf. LL § 9 A, stk. 1 - 3 og 7.

Se SKM2003.506.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at de omhandlede zonetillæg ikke kunne anses for en godtgørelse til dækning af rejseudgifter som omhandlet i ligningslovens § 9 A, blandt andet fordi de omhandlede godtgørelser blev udbetalt, uanset om der skete overnatning eller ej.

I SKM2006.313.ØLR nægtede landsretten fradrag til en ansat på en færge med den begrundelse, at sagsøger ikke havde været på rejse i mindst 24 timer. Sagsøger var ansat på en færge, der sejlede i rutefart. Sagsøger boede mindre end 12 km fra færgens hjemstedshavn.

Da skattefri rejsegodtgørelse kun kan udbetales for rejser med overnatning og af en varighed på mindst 24 timer, kan der ikke udbetales nogen form for rejsegodtgørelse (kost-, 25pct.- eller logigodtgørelse) for en såkaldt éndagsrejse. Arbejdsgiveren kan derfor kun dække lønmodtagerens udgifter til kost m.v. på en éndagsrejse som udlæg efter regning - herunder ved at stille fri kost til rådighed for lønmodtageren. Om fradrag for udgifter på éndagsrejser, se afsnit A.F.1.1.1.

Hvis der ikke udbetales
godtgørelse
eller udbetales
mindre end efter
satserneHvor betingelserne i LL § 9 A for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse er opfyldt, men udbetaling heraf ikke er sket eller er sket med lavere beløb end ligningslovens/Skatterådets satser, kan differencen mellem satserne og den faktisk modtagne rejsegodtgørelse fradrages i den skattepligtige indkomst - det såkaldte "differencefradrag", jf. LL § 9 A, stk. 7.

Fradraget er betinget af, at lønmodtageren kan dokumentere det faktiske antal rejsedage med overnatning samt antallet af efterfølgende timer, hvorimod selve udgifterne ikke skal dokumenteres.

Udbetaling af godtgørelse med satserneØnskes fradrag for rejseudgifter, der overstiger godtgørelsessatserne, skal samtlige afholdte udgifter dokumenteres. Der kan herefter foretages fradrag i den skattepligtige indkomst for differencen mellem samtlige afholdte og dokumenterede udgifter og den modtagne godtgørelse. Se nærmere om fradrag for rejseudgifter i afsnit A.F.1.1.

Om fradrag for erhvervsmæssige rejseudgifter for lønmodtagere og bestyrelsesmedlemmer og lign., se også afsnit A.F.1.1.1.

Personer, der kan få
skattefri godtgørelse:

 1. lønmodtagereSom hovedregel kan lønmodtagere få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, når betingelserne herfor er opfyldt. Se dog nedenstående afsnit om de særlige grupper af lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne.

►EU-praktikanter der ikke modtog løn, men alene fri kost og logi var ikke omfattet af LL § 9 A, se SKM2011.202.SR.◄

Personer, der modtager revalideringsydelse, anses ikke for lønmodtagere i relation til denne ydelse, se SKM2009.55.BR.

En direktør og anpartshaver i et selskab fik ikke godkendt fradrag for rejseudgifter, da det ikke blev anset for bevist, at han havde modtaget vederlag for sit arbejde i selskabet og dermed var lønmodtager. En iværksætterydelse, som han havde modtaget fra det offentlige, kunne ikke anses for betaling for arbejde udført i selskabet. Højesteret stadfæstede dommen, se SKM2004.22.HR.

En ledig person i jobtræning, som modtager løn af en arbejdsgiver for det udførte arbejde, vil efter en konkret vurdering af sine ansættelses- og arbejdsforhold under jobtræningen kunne anses for lønmodtager og dermed for omfattet af reglerne i LL § 9 A - herunder § 9 A, stk. 7, jf. TfS 2000, 839.

2. bestyrelses-
medlemmer
og lign.Der kan endvidere udbetales skattefri rejsegodtgørelse til såvel aflønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, og lign., efter samme principper og med samme beløb, der gælder for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til lønmodtagere, jf. LL §§ 9, stk. 4, 5. pkt. og 9 A, stk. 9, 1. pkt.

For så vidt angår de aflønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., som er omfattet af reglerne om skattefri rejsegodtgørelse, afgrænses denne personkreds på samme måde som den personkreds, der er nævnt i KSL § 43, stk. 2, litra a. Heraf følger, at der kun kan udbetales skattefri rejsegodtgørelse til aflønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., hvis deres vederlag for dette arbejde er A-indkomst.

Udbetaling af
dansk eller
udenlandsk
arbejdsgiver
/hvervgiverRejsegodtgørelse, der udbetales efter de i ligningsloven/af Skatterådet fastsatte satser og regler, er skattefri, uanset om udbetalingen foretages af en dansk eller udenlandsk arbejdsgiver/hvervgiver, og uafhængig af, om denne er skatte-, indeholdelses- eller oplysningspligtig her i landet. Se TOLD SKAT Nyt 1993.8.383 og 394 (TfS 1993, 222 og 231).

De hvervgivere, som kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse, er: bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., jf. LL § 9 A, stk. 9.

I TfS 1997, 480, udtalte Told- og Skattestyrelsen, at en dansk virksomhed, der udlejer medarbejdere til udlandet, kan udbetale skattefri rejsegodtgørelse til de udlejede medarbejdere, såfremt det er udlejervirksomheden, der påfører medarbejderen rejseudgifter.

Begrænset
skattepligtigeSkattefri rejsegodtgørelse kan udbetales til såvel fuldt skattepligtige som begrænset skattepligtige under forudsætning af, at betingelserne i LL § 9 A i øvrigt er opfyldt, jf. TfS 2000, 897.

Lønmodtagere
udenfor rejsereglerne,
LL § 9 A, stk. 11,
1., 2. og 4. pkt.Følgende lønmodtagere, som er omfattet af eller anvender særlige skatteordninger, kan ikke anvende rejsereglerne i LL § 9 A, stk. 1 - 8:

• lønmodtagere, som kan tage fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, jf. § 4, stk. 2,
• lønmodtagere, som arbejder på danske skibe registrerede i D.I.S, og som kan anvende reglerne i sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 1, jf. stk. 4,
• lønmodtagere, som får diverse tillæg og lignende ydelser, fordi de er udsendt af den danske stat, jf. LL § 7, nr. 15,
• lønmodtagere, som får skattefri godtgørelser under deres uddannelse m.v. efter reglerne i LL § 31, stk. 4, og
• lønmodtagere, som er registrerede som erhvervsfiskere, og som har valgt at tage fradrag efter reglerne i LL § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår.

Ovennævnte lønmodtagere kan derfor hverken modtage skattefri rejsegodtgørelse med satserne i LL § 9 A, stk. 2 - 4, eller foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7, jf. afsnit A.F.1.1.1.1.

Honorar-
modtagerePersoner, som får honorarer, der er B-indkomst, kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. Disse personer kan i stedet tage fradrag for deres dokumenterede, faktiske udgifter på erhvervsmæssige rejser. Efter praksis kan fradraget foretages i den personlige indkomst. ►I SKM2011.112.SR bekræftede Skatterådet at honorarmodtagere kan få dækket de faktiske omkostninger til overnatning mv. som udlæg efter regning. I så fald er der ikke fradrag herfor.◄ 

Erhvervs-
drivendeSelvstændigt erhvervsdrivende kan ikke få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse. De kan i stedet tage fradrag for deres rejseudgifter i det omfang, de har været på en erhvervsmæssig rejse. Betingelserne for at være på rejse er de samme for selvstændigt erhvervsdrivende som for lønmodtagere. Selvstændigt erhvervsdrivende kan enten tage fradrag for de dokumenterede, faktiske udgifter til kost, småfornødenheder og/eller logi på rejsen, eller også kan de vælge at fratrække deres udokumenterede rejseudgifter med de standardsatser, der gælder for lønmodtagere i de samme erhverv og på de samme betingelser. Selvstændigt erhvervsdrivendes fradrag foretages i den personlige indkomst.

DokumentationRejsegodtgørelse, der udbetales efter ligningslovens regler, kan udbetales skattefrit, forudsat at godtgørelsen udbetales på grundlag af det dokumenterede, faktiske antal rejsedage.

Se SKM2004.412.VLR hvor sagsøgeren alene havde udarbejdet en liste over de byer i Tyskland, hvor han skulle have arbejdet, uden at dette i øvrigt var dokumenteret ved kontrakter, arbejdssedler eller lignende. Dette ansås ikke for tilstrækkeligt til at opfylde betingelserne i ligningslovens dagældende § 9, stk. 5, for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse i indkomstårene 1997 og 1998.

Kontrol ved ud-
betalingenDet påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne herfor, jf. bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, se TfS 2000, 308, se afsnit A.B.1.7.3.

Dæknings-
princip for
kostudgifterDer skal vælges samme dækningsprincip for alle udgifterne til kost og småfornødenheder på den enkelte rejse, jf. LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt. og stk. 4. Alle kostudgifter m.v. på rejsen kan enten dækkes ved en skattefri kostgodtgørelse - eventuelt kombineret med fri kost og deraf følgende reduktion af godtgørelsen med værdien af den fri kost, se herom i afsnit A.B.1.7.1.1. Eller også kan alle udgifterne til kost på rejsen i stedet dækkes som udlæg efter regning eller ved fri kost, eventuelt sammen med udbetaling af en 25 pct.-godtgørelse til dækning af rejseudgifter til småfornødenheder. Se om 25 pct.-godtgørelse i afsnit A.B.1.7.1.1.

Såfremt rejseudgifter til f.eks. kost og småfornødenheder kun er dækket delvist som udlæg efter regning, kan der ikke samtidig udbetales skattefri rejsegodtgørelse, og der kan ikke tages fradrag for de øvrige ikke dækkede kostudgifter med standardsatserne, men kun med de dokumenterede kostudgifter. Der kan dog altid foretages standardfradrag for småfornødenheder med 25 pct. af den aktuelle kostsats beregnet for den samlede rejse, jf. LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt.

Morgenmads-
reglenSåfremt morgenmad er inkluderet i logiudgiften, der dækkes som udlæg efter regning, betragtes udgiften til morgenmaden dog ikke også for dækket efter regning. I denne situation anses lønmodtageren for at have modtaget fri morgenmad, se herom i afsnit A.B.1.7.1.1.

Dæknings-
princip for
logiudgifterEn rejses logiudgifter kan derimod dækkes efter forskelligt dækningsprincip fra døgn til døgn. Et rejsedøgns logiudgift kan enten dækkes ved en skattefri logigodtgørelse eller som udlæg efter regning - herunder ved, at arbejdsgiveren stiller frit logi til rådighed på rejsen.

LL § 31 Efter bestemmelsen i LL § 31 kan der udbetales skattefri rejsegodtgørelse i forbindelse med deltagelse i undervisning. Modtageren af ydelsen skal på grund af afstanden mellem bopæl og uddannelsessted eller kursussted ikke have mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Den persongruppe, der er omfattet af LL § 31, kan modtage skattefri godtgørelse efter satserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 1 og nr. 4, når opholdet nødvendiggør overnatning uden for den sædvanlige bopæl, og når opholdet på uddannelsesstedet har varet mindst 24 timer, jf. LL § 31, stk. 4.

Det følger endvidere af LL § 31, at faktiske udgifter til kost ved uddannelsesophold, der varer mindre end 24 timer, kan dækkes som udlæg efter regning.

Om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel til et undervisningssted efter reglerne i LL § 31, se afsnit A.B.1.7.2.2.

For så vidt angår de øvrige betingelser for at kunne benytte LL § 31 (personkreds, undervisningens karakter m.v.), se afsnit ►C.A.5.4◄.