Der skal beregnes moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU til Danmark. Se ML § 12, stk. 1.

Baggrunden for dette er, at varer fra steder udenfor EU herved sidestilles momsmæssigt med varer produceret indenfor EU.

For varer, der er produceret indenfor EU, skal der i hvert omsætningsled, dvs. hver gang varerne sælges, beregnes moms, en moms, som den endelige forbruger skal betale.

Hvis der ikke blev beregnet moms ved indførsel af varer fra steder udenfor EU, ville sådanne varer have en momsmæssig konkurrencefordel set i forhold til varer, som er produceret i EU.

Der skal beregnes moms ved indførsel, når en vare, der ikke er i fri omsætning, ankommer til Danmark. Det er således varens passage af grænsen, der er afgørende.

En vare er "i fri omsætning" når alle indførselsformaliteter er opfyldt, og der er opkrævet told. Se afsnit D.A.4.9.1 og Toldvejledningen, herunder afsnit A.1.2.2, B.1.10C.2 og C.2.2.

Når en vare er bragt i fri omsætning i Danmark, er varen samtidig bragt i fri omsætning indenfor hele EU's toldområde.

EU's toldområde og EU's momsområde er dog ikke helt sammenfaldende.

Der eksisterer visse områder, herunder Ålandsøerne og Kanaløerne, der er en del af EU's toldområde, men som ikke er en del af EU's momsområde. Se art. 6, stk. 1 i momssystemdirektivet.

Ankomst af varer fra disse områder, der er i fri omsætning, anses derfor også for indførsel af varer i momsmæssig sammenhæng. Se ML § 2, stk.2, art. 30 i momssystemdirektivet og afsnit D.A.2.2 om EU's momsområde.

Siden 1. april 2001 har momsregistrerede virksomheder, der indfører varer fra steder udenfor EU, afregnet momsen over virksomhedens momsangivelse. Se Momsvejledningen, afsnit O om opgørelse af momstilsvaret og afsnit N.5.2 om særlige konti.

Private og virksomheder, der ikke er momsregistrerede, skal dog afregne moms ved indførsel af varer efter de regler, der gælder for afregning af told. Se Momsvejledningen, afsnit P.4 om indførsel.