Indhold

Afsnittet beskriver betingelserne for, hvornår der skal stilles sikkerhed for betaling af afgift.

Afsnittet indeholder:

  • Betingelser
  • Former for sikkerhedsstillelse.

Betingelser

  • Ved salg af varer, der er omfattet af EU-punktafgifterne, skal der stilles sikkerhed for betaling af afgift, når virksomheden autoriseres som oplagshaver.

Sikkerhedsstillelsen er på mindst 10.000 kr., dog 200.000 kr. for virksomheder, der autoriseres efter lov om afgift af spiritus, og skal være gyldig i alle EU-lande. Der skal stilles sikkerhed, før forsendelsen af ubeskattede varer begyndes.

Der stilles sikkerhed for hver enkelt lov. Virksomheder, der er registreret for flere varearter inden for samme lov, skal derfor kun stille én sikkerhed, dvs. én sikkerhed for henholdsvis

  • Øl, vin og frugtvin
  • Spiritus
  • Tobak
  • Olie, benzin og gas.

Sikkerhedens endelige størrelse fastsættes af SKAT efter særlige regler. SKAT kan stille krav om fuld sikkerhed for afgiften ved manglende rettidig betaling.

Sikkerhedsstillelsen gælder desuden som sikkerhed ved transport af ubeskattede varer inden for EU.

Registeret vareafsender

Registrerede vareafsendere, der afsender varer til andre EU-lande under afgiftssuspensionsordningen, skal stille fuld sikkerhed for vareafsendelsen. Ved løbende leverancer af varer kan sikkerheden stilles som en fast sikkerhed, hvis størrelse fastsættes på grundlag af vareleverancer for de seneste 12 måneder eller de forventede nærmest følgende 12 måneder.

EU-fjernsalg

Virksomheder i andre EU-lande, der autoriseres eller registreres her i landet for fjernsalg af EU-punktafgiftspligtige varer, skal stille fuld sikkerhed for skyldige afgifter. Ved løbende fjernsalg kan sikkerheden stilles som en fast sikkerhed, hvis størrelse fastsættes på grundlag af de seneste 12 måneders leverancer eller de forventede nærmest følgende 12 måneder. Sikkerheden fastsættes som den gennemsnitlige månedlige afgift af varesalget.

Det samme gælder for danske virksomheder, der har fjernsalg til andre EU-lande. Disse virksomheder skal over for SKAT dokumentere, at der er stillet sikkerhed for betaling af afgiften hos afgiftsmyndigheden i køberens hjemland og forevise dokumentationen inden varerne afsendes.

Motorkøretøjer

Virksomheder, der registreres efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer, skal stille en sikkerhed på mindst 200.000 kr. for skyldige afgifter.

Former for sikkerhedsstillelse

Sikkerhedsstillelsen kan ske kontant eller i form af en bankgaranti. Sikkerhed kan også stilles i form af

  • selvskyldnerkaution fra forsikringsselskaber eller pengeinstitutter
  • indlånsbøger med pengeinstitutter eller
  • børsnoterede obligationer, som er ihændehaverpapirer.

Selvskyldnerkautionsbeviser skal være affattet efter retningslinjer fra SKAT.

Se også

Se også IV, D.1.4.2.6.2 om sikkerhedsstillelse ved registrering efter OPKL.