Indhold
Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Lovens baggrund, formål og historik.
Regel
Der skal betales afgift af ledningsført vand, der bliver brugt her i landet. Se VANDAL § 1.
Lovens baggrund, formål og historik
Lovgrundlag
Reglerne for afgift af ledningsført vand fremgår af lovbekendtgørelse nr. 639 af 21. august 1998 bekendtgørelse af lov om afgift af ledningsført vand (VANDAL) med senere ændringer samt bekendtgørelse nr. 982 af 18. oktober 2005 om kommunernes opkrævning af afgift af ledningsført vand mv.
Formål
Afgiften har til formål at tilskynde vandværker og borgere til at spare på vandet.
Historik
Som led i en gennemgribende omlægning af skattesystemet blev afgift af ledningsført vand indført ved lov nr. (492) af 30. juni 1993 og trådte i kraft den 1. januar 1994.
Efter § 5 i lov nr. 1391 af 20. december 2004 er § 9, stk. 2 med bilag blevet ophævet. Se nyhedsbrev af december 2004. Lovændringen er blevet sat i kraft pr. 15. oktober 2005 ved bekendtgørelse nr. (941) af 12. oktober 2005. Herefter kan liberale erhverv m.fl. få vandafgiften tilbagebetalt i samme omfang, som der er givet fradrag for købsmomsen af vand købt til forbrug i virksomheden. Lovændringen har virkning fra 1. januar 2005.