Indhold

Dette afsnit indeholder en kort introduktion til reglerne, herunder formål, lovgrundlag og historik.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Formål
  • Lovgrundlag
  • Historik.

Regel

Der er afgift på godkendelsespligtige bekæmpelsesmidler. Afgiftspligten er knyttet til ordet "godkendelsespligtige". Det afgørende er om et givet bekæmpelsesmiddel skal godkendes. Det er således ikke afgørende om midlet er godkendt eller vil kunne blive godkendt.

Afgiften påhviler alle bekæmpelsesmidler, der er omfattet af definitionen af bekæmpelsesmidler i lov om kemikalier eller efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF. Det vil normalt være afgørende for et produkts afgiftspligt, om det markedsføres med henblik på at bekæmpe, afskrække eller regulere skadegørere eller planter.

Det er Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om godkendelse af produkterne.

Virksomhederne skal beregne og betale afgiften ved udlevering af varen eller ved indførsel til landet.

Formål

Lovens formål er at nedbringe brugen af kemiske bekæmpelsesmidler. Forbruget bliver målt i kg aktivstof og behandlingshyppighed. Behandlingshyppigheden (BH) er en opgørelse af, hvor mange gange årligt det konventionelt dyrkede landbrugsareal i gennemsnit kan sprøjtes med den solgte mængde plantebeskyttelsesmidler, forudsat de anvendes i en fastsat standarddosis.

Lovgrundlag

Reglerne om afgift af bekæmpelsesmidler står i lovbekendtgørelse nr. 57 af 30. januar 2008 (BEKÆMPAL) med senere ændringer.

Se bekendtgørelse nr. 984 af 18. oktober 2005 om omregning til danske kroner ved fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi efter lov om afgift af bekæmpelsesmidler.

Historik

Afgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1996.