Indhold

Dette afsnit beskriver, hvad der forstås ved almene vandforsyninger, samt reglerne om indvinding af grundvand.

Afsnittet indeholder:

  • Definition: Almene vandforsyninger
  • Tilladelse til vandindvinding
  • Vandindvinding uden tilladelse.

Definition: Almene vandforsyninger

Almene vandforsyningsanlæg, er vandforsyningsanlæg, som forsyner eller har til formål at forsyne mindst 10 ejendomme med indvinding af grund- eller overfladevand. Se vandforsyningsloven § 3, stk. 3

Vandforsyningsanlæg, som ikke er omfattet af ovennævnte afgrænsning, vil i afgiftsmæssig henseende være 'andre anlæg'.

Tilladelse til vandindvinding

Det er i dag kun tilladt at indvinde grundvand og overfladevand, hvis kommunalbestyrelsen har givet tilladelse til vandindvinding. Bredejere kan dog uden tilladelse indvinde overfladevand til kreaturvanding. Se vandforsyningsloven §§18 og 20.

Når kommunalbestyrelsen giver tilladelse til indvinding, bliver der stillet vilkår om blandt andet boringens anvendelse, nøjagtige placering, samlede tilladte indvinding i m3 pr. år, registrering og indberetning af indvundne vandmængder, samt tilladelsens varighed.

Se også

Se Miljøministeriets hjemmeside www.mim.dk, ministeriet, lovstof, kvalitetsstyringsordningen, miljøprocedure, M18 om behandling af ansøgning om tilladelse til etablering af boring og indvinding af grundvand efter vandforsyningsloven.

Vandindvinding uden tidsbegrænsning og uden tilladelse

Rettigheder til vandindvinding, som er erhvervet efter tidligere gældende lovgivning, hvor der ikke ligger en egentlig tilladelse, kan forsat være gældende. Miljøministeren har den 4. oktober 2010 sendt forslag til 23 vandplaner i offentlig høring, hvorfor disse tilladelser forsat er gældende.

Vandforsyningsloven blev ændret med virkning fra den 1. april 1980. Før denne lovændring var indvinding af grundvand ikke nødvendigvis tidsbegrænset, og den kunne også i visse tilfælde ske uden tilladelse.

I forbindelse med en ændring af vandforsyningsloven i 1980 blev der indsat en bestemmelse, der fastslår, at rettigheder til vandindvinding efter tidligere lovgivning kun gælder for et tidsrum på maksimalt 30 år fra lovens ikrafttrædelse. Det vil sige indtil den 1. april 2010. Se vandforsyningsloven § 86, stk. 4.

 I mellemtiden har Danmark gennemført vandrammedirektivet (direktiv nr. 2000/60/EF af 23. oktober 2000) i miljømålsloven. Se "Bekendtgørelse af lov om miljømål mv. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder, nr. 932 af 24. september 2009".

Miljømålsloven udgør en ramme for den fremtidige administration af vand og natur. Rammen udfyldes via de statslige vandplaner, som følges op af de kommunale handleplaner. Som en konsekvens heraf vil rettighederne efter vandforsyningsloven § 86, som var gældende den 1. januar 2010, først udløbe senest 1 år efter vedtagelsen af den første kommunale handleplan i medfør af miljømålsloven.

Se også

Se LOV nr. 1519 af 27/12/2009, § 6 om forlængelse af visse vandindvindingstilladelser og rettigheder.