åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "D.A.5.19.2 Betingelser for momsfritagelse" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Betingelser
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Betingelser

Gruppens ydelser er principielt momspligtige, men kan fritages på de betingelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Der er fire betingelser, som alle skal være opfyldte for, at ydelser fra gruppen er omfattet af momsfritagelsen:

  1. Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde.
  2. Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed.
  3. Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne.
  4. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning.

Ad a. Den aktivitet, som hver af gruppens deltagere udøver, skal enten være momsfritaget efter andre bestemmelser eller falde helt uden for momslovens anvendelsesområde

Medlemmernes momsfritagelse vil typisk følge af en af de øvrige bestemmelser i ML § 13, stk. 1. Efter ordlyden af bestemmelsen omfatter den dog tillige medlemmer, som udøver en virksomhed, som ikke er omfattet af momsloven. Det kan f.eks. være opgaver udført af statslige og kommunale mv. myndigheder.

Ad b. Ydelserne skal være direkte nødvendige for deltagernes virksomhed

Den omstændighed, at ydelserne skal være direkte nødvendige for medlemmernes virksomhed, forudsætter, at der skal være tale om ydelser, der - selv om de ikke kan betragtes som en integreret del af medlemmernes momsfritagne aktiviteter og fritages som sådan - ikke desto mindre må betragtes som en uundværlig og uadskillelig del af denne specielle aktivitet.

EF-domstolen har i sag C-407/07 (Stichting Centraal Begeleidingsorgaan voor de Intercollegiale Toetsing (Stichting)), udtalt, at sjette direktivs artikel 13, punkt A, stk. 1, litra f), skal fortolkes således, at de tjenesteydelser, som selvstændige grupper leverer til deres medlemmer, er omfattet af den fritagelse, der er fastsat i denne bestemmelse, selv om disse ydelser kun leveres til et enkelt eller nogle af medlemmerne, forudsat at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

Ad c. Medlemmernes betaling skal svare nøjagtigt til deres andel af udgifterne

Medlemmernes betaling må ikke overstige egen omkostningsrefusion. Hvert enkelt medlem skal refundere netop dets andel af de fælles udgifter. Der må således ikke ske en omkostningsudligning mellem medlemmerne, og der må hverken oparbejdes underskud eller overskud i forbindelse med aktiviteterne.

Ad d. Momsfritagelsen må ikke fremkalde konkurrencefordrejning

Momsfritagelsen må ikke kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Konkurrencefordrejning foreligger, når en momsfritagelse påvirker de gældende konkurrencevilkår på markedet til skade for andre virksomheder, der udøver tilsvarende aktiviteter.

Det er tilfældet, hvis det enkelte medlem i kraft af samarbejdet kan få leveret ydelser uden moms, som andre uafhængige virksomheder udbyder med moms.

Det er momsfritagelsen i sig selv, der ikke må kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Det er altså ikke relevant for spørgsmålet, om der foreligger konkurrencefordrejning, at konkurrencen under alle omstændigheder påvirkes af, at der findes en aktør, som leverer ydelser til sine medlemmer, og som ikke må søge at opnå overskud.

For at momsfritagelse skal kunne nægtes, er det således den omstændighed, at tjenesteydelser, der leveres af en sammenslutning, er fritaget for moms, og ikke den omstændighed, at sammenslutningen opfylder de øvrige betingelser i den pågældende bestemmelse.

Det er ikke alene aktuelle konkurrenceforhold, der skal tages i betragtning. En fritagelse må således ikke kunne være en hindring for etablering af konkurrerende virksomheder. Fritagelse skal dog kun nægtes, hvis der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning. Der skal herefter i hvert enkelt tilfælde ske en konkret vurdering af, om der er en reel risiko for konkurrencefordrejning.

Er der tvivl om, hvorvidt en momsfritagelse vil kunne skabe konkurrencefordrejning på et senere tidspunkt, kan en fritagelse efter bestemmelsen gøres tidsbegrænset.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelsesamt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

C-407/07

(Stichting Centraal Begeleidingsorgaan voor de Intercollegiale Toetsing (Stichting))

De tjenesteydelser, som selvstændige grupper leverer til deres medlemmer, er omfattet af momsfritagelsen, selv om disse ydelser kun leveres til et enkelt eller nogle af medlemmerne. Det er en forudsætning, at de øvrige betingelser i bestemmelsen er opfyldt.

 

C-8/01(Assurandør-Societetet som mandatar for Taksatorringen)

EF-domstolen har udtalt, at indrømmelse af momsfritagelse i henhold til denne bestemmelse til en forening som den, der er tale om i hovedsagen - der opfylder alle bestemmelsens øvrige betingelser - skal nægtes, hvis der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv, aktuelt eller i fremtiden, kan fremkalde konkurrencefordrejning.

Domstolen udtaler endvidere, at en national lovgivning godt kan give en tidsbegrænset momsfritagelse på betingelse af, at fritagelsen forlænges, så længe bestemmelsens betingelser er opfyldt.

Endelig udtaler EF-domstolen, at det ikke har betydning, at de største forsikringsselskaber lader taksation af motorkøretøjsskader udføre af deres egne ansatte taksatorer, hvorved de undgår, at disse tjenesteydelser pålægges moms.

 

Højesteretsdomme

SKM2009.501.HR

Sagen vedrørte en forening (Taksatorringen), der udfører autotaksationsydelser for sine medlemmer. Spørgsmålet var, om en momsfritagelse ville kunne fremkalde konkurrencefordrejning, idet der var enighed om, at alle øvrige betingelser for afgiftsfritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19) var opfyldt.

Under sagens behandling for landsretten blev der forelagt præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen, der ved dom af 20. november 2003 bl.a. fastslog, at det afgørende er, om der består en reel risiko for, at fritagelsen i sig selv aktuelt eller i fremtiden kan fremkalde konkurrencefordrejning. Se EF-domstolens dom i sag C-8/01 (Assurandør-Societetet som mandatar for Taksatorringen).

Højesteret lagde til grund, at Taksatorringens andel af marked for autotaksation udgjorde ca. 25 %, mens seks større forsikringsselskaber med egen taksatororganisation dækker ca. 70%. De resterende ca. 5 % af markedet udgøres af seks mindre forsikringsselskabers køb af momspligtige taksationsydelser hos stor forsikringsselskaber. Endvidere lagde Højesteret til grund, at Taksatorringens priser for taksationsydelser er konkurrencedygtige, og at forsikringsselskaber med egen taksatororganisation ikke foretager markedsføring af taksationsydelser. Endelig lagde Højesteret til grund, at der ikke er virksomheder (danske eller udenlandske), der overvejer at etablere sig på markedet med taksationsydelser som forretningsgrundlag.

Fritagelsesbestemmelsen i ML § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19) skal fortolkes under hensyn til dens formål. Inden for forsikringsområdet må det antages at være at give mulighed for større konkurrencemæssig lighed mellem selskaber med egen taksatororganisation (som ikke betaler moms for taksationen), og selskaber uden egen taksatororganisation. Samtidig skal fritagelsesbestemmelsen fortolkes således, at den i praksis får et reelt anvendelsesområde. Under hensyn til at de store forsikringsselskabers salg må anses at udgøre en uvæsentlig del af det enkelte forsikringsselskabs forretningsområde, og at salget kun udgør en beskeden del af det samlede marked for autotaksation fandt Højesteret, at der skal ses bort fra dette salg ved vurderingen af, om en momsfritagelse for Taksatorringen vil kunne fremkalde konkurrenceforvridning.

Højesteret fandt derfor, at der med de nuværende forhold på markedet for autotaksation ikke bestod en reel risiko for, at momsfritagelse af Taksatorringen ville kunne fremkalde konkurrencefordrejning. Taksatorringens påstand blev derfor taget til følge.

 

SKAT

SKM2010.644.SR

Skatterådet bekræftede at en selvstændig gruppe, der leverer forskellige sekretariatsydelser til sine medlemmer, kan være omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19), når de i bestemmelsen nævnte betingelser er opfyldt.

Med hensyn til betingelsen om konkurrencefordrejning, er det i afgørelsen tillagt vægt, at det ikke er momsfritagelsen i sig selv, der medfører, at der består en reel risiko for, at fritagelsen, vil kunne fremkalde konkurrencefordrejning.

 

SKM2007.16.SR

Et fællessekretariat, der var dannet af fire fagforeninger, var momsfritaget for sine tjenesteydelser, idet det skulle anses som en sammenslutning, der var omfattet af ML § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19).

Sekretariatet/sammenslutningens ydelser bestod i en række aktiviteter vedrørende politisk interessevaretagelse på vegne af foreningerne. Der var derfor ikke reel risiko for, at en momsfritagelse af sekretariatets ydelser kunne medføre konkurrenceforvridning. De fire foreningers betalinger til sekretariatet ansås for at svare nøjagtig til disses andel i de fælles udgifter. Sekretariatets ydelser måtte anses for direkte nødvendige for de deltagende foreningers momsfri virksomhed. Idet der ikke i øvrigt var momspligtige aktiviteter i sekretariatet, kunne sekretariatet/sammenslutningen anses for momsfritaget.

 

SKAT-meddelelser

SKM2010.505.SKAT

På baggrund af Højesterets dom af 19. maj 2009, jf. SKM2009.501.HR udsendte SKAT et styresignal om genoptagelse, hvori SKAT præciserede fortolkningen af momslovens § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19), vedrørende betingelsen om, at fritagelsen ikke må fremkalde konkurrencefordrejning, idet SKATs hidtidige tilkendegivelse i Momsvejledningen om, at hensynet til lige konkurrencevilkår indebærer, at aktiviteter, der normalt er forbundet med erhvervsvirksomhed, ikke vil kunne fritages efter bestemmelsen, må anses for en tilkendegivelse om en praksis, der er underkendt ved EF-domstolens dom i sagen, idet udsagnet er for generelt.

 

SKM2006.395.SKAT

På baggrund af Landsskatterettens kendelse i SKM2005.363.LSR har SKAT udtalt, at formidling af personbefordring i andres navn og for andres regning ikke længere kan anses for momsfri. Tidligere afgørelser fra Momsnævnet om momsfrihed må anses for ændret ved Landsskatterettens kendelse. For så vidt angår Momsnævnets afgørelse Mn. 711/80, som ændret ved Mn. 1031/88 om bestillingskontorers formidling af taxakørsel, er det dog SKATs opfattelse, at afgørelsen stadig må anses for gældende, idet hjemlen til afgørelsen dog må anses for at være ML § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19), og ikke nr. 15. SKAT har i den forbindelse fundet, at en fritagelse efter ML § 13, stk. 1, nr. 20 (nu nr. 19), ikke vil medføre konkurrencefordrejning.