Indhold
Dette afsnit handler om fastsættelse af indgangsværdier til brug ved opgørelse af fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven og kursgevinstloven.
Afsnittet indeholder:
- Regler om indgangsværdier
- Aktier mv.
- Fast ejendom
- Fordringer og gæld.
Regler om indgangsværdier
I SEL § 5 D, stk. 8 - 10, er der fastsat regler om indgangsværdier til brug ved opgørelsen af fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven og kursgevinstloven.
I SEL § 5 D, stk. 8-10 er fastsat indgangsværdier for de aktiver og den gæld, som et selskab eller en forening mv. har erhvervet henholdsvis påtaget sig før det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse.
Reglerne sikrer, at et selskab eller en forening mv. alene beskattes af fortjeneste eller tab, der vedrører perioden efter skattepligtens indtræden. Dette sikres ved, at værdien for aktiverne eller passiverne på tidspunktet for overgangen til skattepligt som udgangspunkt træder i stedet for anskaffelsessummen, når fortjeneste og tab senere skal opgøres. Et selskab eller en forening mv. kan dog vælge at anvende anskaffelsessummen i stedet for handelsværdien.
Aktier mv.
Et selskab eller en forening mv. kan ved opgørelse af fortjeneste og tab efter aktieavancebeskatningsloven i stedet for anskaffelsessummen anvende aktiernes kursværdi på tidspunktet for overgangen til skattepligt. Se SEL § 5 D, stk. 8. Selskabet eller foreningen mv. kan dog vælge at lægge anskaffelsessummen til grund. Valget skal træffes for samtlige aktier under ét. Ved opgørelsen anvendes aktiernes faktiske anskaffelsestidspunkt.
Fast ejendom
Ved opgørelse af fortjeneste og tab efter ejendomsavancebeskatningsloven for fast ejendom træder ejendomsværdien ved den seneste vurdering forud for det første indkomstår, der er grundlaget for skatteansættelsen, i stedet for anskaffelsessummen. Se SEL § 5 D, stk. 9. Den skattepligtige kan dog i stedet vælge at lægge anskaffelsessummen til grund. Ved opgørelsen anvendes ejendommens faktiske anskaffelsestidspunkt, dog således at ved opgørelsen af tillæg efter EBL § 5 anses den pågældende ejendom som erhvervet ved begyndelsen af det indkomstår, der er grundlaget for den første skatteansættelse.
Fordringer og gæld
Indgangsværdien for fordringer og gæld fastsættes til kursværdien på tidspunktet for overgangen til skattepligt. Se SEL § 5 D, stk. 10. Selskabet eller foreningen mv. kan dog vælge at lægge anskaffelsessummen henholdsvis værdien ved gældens påtagelse til grund. Valget skal træffes samlet for samtlige fordringer og forpligtelser under ét.