åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.7.6 Digital kommunikation" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om, i hvilket omfang skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen i  SFL § 35 - der er ændret ved § 1 i lov nr. 545 af 26. maj 2010 - til at fastsætte regler om, at henvendelser til og fra SKAT skal være i digital form og til i den anledning at fravige formkrav i lovgivningen. Endvidere rummer SFL § 35, stk. 3, en særlig bemyndigelse til i øvrigt at udstede dokumenter uden underskrift.  Bemyndigelserne i SFL § 35 er udnyttet i BEK. nr. 784 af 24. juni 2010, der er trådt i kraft d. 1. juli 2010.

Afsnittet indeholder:

  • En indberetters pligt til at oplyse e-mail-adresse
  • En borgers pligt til at oplyse e-mail-adresse
  • Ingen krav til skriftlighed eller underskrift i Skattemappen
  • Øvrige tilfælde hvor underskriftskravet fraviges.

En indberetters pligt til at oplyse e-mail-adresse

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, at en indberetningspligtig til SKAT skal oplyse sin e-mail-adresse på TastSelv-Erhverv på www.skat.dk. Tilsvarende gælder om opdatering af eventuelle ændringer af e-mail-adressen. SKAT kan anvende oplysningerne om e-mail-adressen til at kontakte den indberetningspligtige på denne adresse. Endvidere kan SKAT stille denne adresse til rådighed for en skattepligtig til brug for dennes kontakt til den indberetningspligtige om indberettede oplysninger.

SKAT har mulighed for at dispensere fra indberetterens pligt til at oplyse om e-mail-adresse.

En borgers pligt til at oplyse e-mail-adresse

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, at en borger, der anvender TastSelv-Borger og vælger at modtage henvendelser fra SKAT digitalt, skal oplyse sin e-mail-adresse eller sit sms-nummer på TastSelv-Borger på www.skat.dk. Tilsvarende gælder om opdatering af eventuelle ændringer af e-mailadressen eller sms-nummeret.

Når en borger således har valgt at modtage digitale henvendelser fra SKAT, anses en underretning om nyt i Skattemappen via e-mail eller sms-nr. for at være kommet frem, når underretningen er tilgængelig for den skattepligtige. Dvs. at det er uden betydning, hvornår den skattepligtige faktisk gør sig bekendt med underretningen.

Ingen krav til skriftlighed eller underskrift i Skattemappen

Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at krav i skattelovgivningen om skriftlighed eller underskrift anses for opfyldt, når meddelelser m.v. til SKAT sendes via Skattemappen på www.skat.dk.

Endvidere kan SKAT - når en borger eller virksomhed har valgt digital kommunikation og har oplyst e-mail-adresse eller sms-nr. - sende meddelelser og afgørelser m.v. ved, at den pågældende meddelelse lægges i borgerens eller virksomhedens skattemappe. I givet fald modtager borgeren eller virksomheden underretning om afsendelsen fra SKAT i form af en e-mail eller sms-besked, jf. bekendtgørelsens § 5.

Øvrige tilfælde hvor underskriftskravet fraviges

Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, at følgende dokumenter kan udstedes uden underskrift og i retlig henseende er sidestillet med et dokument med personlig underskrift

  • årsopgørelser
  • forskudsopgørelser
  • ejendomsvurderingsmeddelelser
  • underretninger efter SFL § 20, dvs. varslinger af afgørelser om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat.