Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilken indkomst der kan indgå i skatteansættelsen for bobeskatningsperioden, når dødsboet er omfattet af reglerne for begrænset skattepligt.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Hovedregel
- Skattepligtens omfang
- Undtagelse
- Underskud i bobeskatningsindkomsten
- Eksempel.
Se afsnit C.E.14 om definition af bobeskatningsperiode og bobeskatningsindkomst.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen gælder for dødsboer, der er omfattet af DBSL kapitel 9.
Hovedregel
Dødsboet beskattes efter de almindelige regler for fuldt skattepligtige dødsboer i DBSL §§ 3-51 og §§ 84-96. Se DBSL § 53, stk. 2.
Skattepligtens omfang
Dødsboet er kun skattepligtigt af indkomst, der er omfattet af KSL § 2 eller kulbrinteskatteloven. Se DBSL § 54, stk. 1.
KSL § 2 omfatter bl.a.
- A-indkomst
- indkomst fra selvstændig virksomhed med fast driftssted her i landet
- indkomst fra fast ejendom.
Det betyder, at indkomsten for bobeskatningsperioden i de fleste tilfælde kun vil omfatte indkomst fra dansk fast ejendom eller virksomhed med fast driftssted i Danmark.
Indkomst, som Danmark efter en dobbeltbeskatningsaftale ikke kan beskatte, skal derfor heller ikke indgå i skatteansættelsen. Se DBSL § 54, stk. 1.
Bemærk
Udlodningsmodtager og ægtefælle beskattes efter reglerne i DBSL §§ 34-51. Se DBSL § 56, stk. 1.
Se også
Se afsnit
- C.E.3.4 om beskatning af udlodningsmodtager og
- C.E.3.5 om beskatning af ægtefælle.
Undtagelse
Indkomst, hvor der er sket en særskilt og endelig bruttobeskatning, skal ikke indgå i skatteansættelsen for bobeskatningsperioden. Den betalte skat anses for endelig. Se DBSL § 56, stk. 2.
Det er indkomster, der er omfattet af
- KSL § 48 B (arbejdsudleje)
- KSL § 65 (aktieudbytter hvori indeholdes udbytteskat)
- KSL § 65 A (udbytter og afståelsessummer til det udstedende selskab)
- KSL § 65 C (royalty)
- kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2 (kulbrintearbejdere)
- sømandsskattelovens § 9, stk. 1.
Se afsnit C.E.2.2.2.2 om begrænset skattepligt af udbytte, royalty og indkomst efter kulbrinteskatteloven.
Underskud i bobeskatningsindkomsten
Hvis dødsboet har underskud i den skattepligtige indkomst for bobeskatningsperioden, gælder de sædvanlige regler som for fuldt skattepligtige dødsboer om tilbagebetaling af 30 procent af underskuddet. Se DBSL § 31, stk. 1.
Summen af betalte skatter er efter DBSL § 31, stk. 2 det maksimale beløb, der kan betales tilbage til dødsboet. Når dødsboet er omfattet af begrænset skattepligt efter DBSL kapitel 9 indgår kun dansk skat, herunder også skatter med bruttobeskatning. Se DBSL § 56, stk. 3.
Eksempel
Dette eksempel viser dødsboets indkomstopgørelse og beregningen af skat for bobeskatningsperioden, når dødsboet er begrænset skattepligtig. Der er følgende forudsætninger for eksemplet:
- Afdøde er død i udlandet den 15. august 2011, og der har ikke medvirket en dansk skifteret til skiftet. Afdøde var fraskilt og har en søn, der er bosiddende her i landet. Afdødes formue omfatter:
- Sommerhus på 3.200 m2 (ej skattefrit efter EBL) er udloddet til sønnen den 1. december i dødsåret. Fortjenesten ved udlodningen er 800.000 kr.
- Danske bankaktier, der er udloddet til sønnen den 1. oktober i dødsåret til 200.000 kr. Udbytte 1. april på 800 kr.
- Bankindestående i udlandet på 400.000 kr. Indeståendet med renter på 12.000 kr. er udloddet til sønnen, den 1. november i dødsåret.
- Forud for dødsfaldet har afdøde haft indkomst fra tjenestemandspension, som afdøde har været begrænset skattepligtig af.
- Danmark har ikke indgået en dobbeltbeskatningsaftale med afdødes bopælsland, der forhindrer en dansk beskatning af tjenestemandspensionen eller af fortjenesten ved udlodning af sommerhuset.
Dødsboets danske bankaktier og indestående i udlandet er ikke omfattet af den begrænsede skattepligt og skal derfor hverken indgå i dødsboets skattepligtige indkomst eller i formuen i den særlige boopgørelse. Det vil også sige, at udlodningstidspunktet for disse aktiver ikke betyder noget for dødsboets skæringsdag efter DBSL § 57, stk. 4. Skæringsdagen er derimod udlodningstidspunktet for sommerhuset, den 1. december i dødsåret.
Bobeskatningsperiode: 1. januar - 1. december 2011 |
Boets indkomst |
Tjenestemandspension (betalt A-skat 70.000 kr.) |
200.000 |
Avance ved udlodning af sommerhus |
800.000 |
Bobeskatningsindkomst |
1.000.000 |
Skatteberegning |
|
Dødsboskat, 50 pct. af bobeskatningsindkomsten |
500.000 |
Bofradrag 4 måneder. à 5.200 kr. |
-20.800 |
Fradrag 8 måneder à 1.900 kr. |
-15.200 |
Beregnet skat efter fradrag |
464.000 |
Betalt A- skat |
70.000 |
|
Ejendomsværdiskat for perioden 1. januar - 15. august, fx |
-3.000 |
67.000 |
Restskat, som dødsboet skal betale |
397.000 |
Se også
Se afsnit C.E.3.3.5 om beregning af skat for bobeskatningsperioden.