Indhold

Dette afsnit beskriver udlodning til modtagere, der er nære slægtninge m.m.

Afsnittet indeholder:

  • Personer omfattet af reglen
  • Regel
  • Regler for dødsfald før 1. januar 2009.

Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning.

Personer omfattet af reglen

Reglen omfatter personer, der er afdødes

  • ægtefælle
  • samlever
  • barn
  • barnebarn
  • bror eller søster
  • brors eller søsters barn eller barnebarn.

Adoptionsforhold og stedbarnsforhold sidestilles med naturligt slægtskabsforhold.

Se afsnit C.E.14 om definition af samlever i dødsboskattelovens forstand.

Reglen gælder også for en nær medarbejder, en tidligere nær medarbejder eller en tidligere ejer.

Se

  • ABL § 35 og KSL § 33C, stk. 12 om en nær medarbejder og en tidligere nær medarbejder
  • ABL § 35 A og KSL § 33 C, stk. 13 om en tidligere ejer.

Regel

Når en udlodningsmodtager, der er nær slægtning m.m. får udloddet værdier, der overstiger modtagerens andel i dødsboet, kan udlodning ske med succession i den fulde værdi. Se DBSL § 37, stk. 1, 1. pkt.

At udlodningsværdi overstiger modtagerens andel i dødsboet, kan ske ved, at pågældende køber et aktiver fra dødsboet ved at betale helt eller delvist vederlag.

Eksempel

Dette eksempel viser, hvornår en udlodningsmodtager modtager værdier, der overstiger pågældendes andel i dødsboet.

Der er følgende forudsætninger:

Dødsboet indeholder bobeholdning på 3 mio. kr., der består af

  • et enkelt aktiv på 1,5 mio. kr.
  • værdipapirer på 1 mio. kr.
  • kontanter på 0,5 mio. kr.

Afdøde efterlader sig tre børn, der arver lige meget, dvs. 1 mio. kr. til hver.

Det ene af børnene køber aktivet til værdien på 1,5 mio. kr. og betaler 0,5 mio. kr. til dødsboet.

De 2 andre børn deler kontanterne på 1 mio. kr. (dødsboets 0,5 mio. kr. samt 0,5 mio. kr., som det ene barn har betalt) og værdipapirerne mellem sig.

De tre børn har herefter hver arvet 1 mio. kr.

Den ene arving har modtaget udlodning for 1.5 mio. kr., der overstiger pågældendes andel i dødsboet med 0,5 mio. kr. Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning.

Drejer det sig om et aktiv, hvori succession er mulig, kan pågældende succedere i den fulde værdi.

Se også

Se afsnit

  • C.E.3.4.3.1 om betingelser for succession
  • C.E.3.4.3.2 om retsvirkninger af succession
  • C.E.3.4.3.4 om udlodning til nære slægtninge mv.
  • C.E.3.4.3.5 om udlodning til modtagere, der ikke er nære slægtninge mv.
  • C.E.3.4.3.6 om udlodningsmodtager, der ikke er hjemmehørende i Danmark
  • C.E.3.4.3.7 når hovedaktionæraktier indgår i udlodning.

Regler for dødsfald før 1. januar 2009

Dette skema viser hvilke regler, der er anderledes, når dødsfald er sket før 1. januar 2009:

Hvis dødsfaldet er sket...

Så er...

før 1. januar 2009

nær medarbejder, tidligere nær medarbejder eller tidligere ejer ikke omfattet af personkredsen, der kan succedere i værdier, der overstiger pågældendes andel i dødsboet

før 1. juli 2008

samlever ikke omfattet af personkredsen, der kan succedere i værdier, der overstiger pågældendes andel i dødsboet