Klagen vedrører told- og skatteregionens afgørelse af 12. december 2000, hvorved der er meddelt A afslag på en ansøgning om fritagelse for registreringsafgift for en handicapbus efter § 2, stk. 1, nr. 6 b, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL).
Det er oplyst, at klageren som følge af rygmarvsbrok har varig nedsat gangfunktion, idet hun har en gangdistance på op til 50 meter. Hun betjener sig af en Mini Crosser 130, som hun har lånt af de sociale myndigheder. En Mini Crosser 130 er en 3-hjulet el-scooter, hvor sædet er monteret med ryglæn og armstøtter. El-scooteren er 66 cm bred, 129 cm lang og har en venderadius på 122 cm.
Det er forklaret, at klageren anvender den omhandlede Mini Crosser i forbindelse med færdsel i lokalområdet, ved indkøb, hvor den f.eks. anvendes i indkøbscentre, da den må anvendes indendørs, og derudover anvender klageren den i forbindelse med sit frivillige arbejde som inden- og udendørs transportmiddel, hvis hun f.eks. deltager som arrangør af kurser, som afholdes på større kursussteder.
Hun blev ved afgørelse af 9. oktober 2000 fra amtet fritaget for betaling af vægtafgift ved køb af en Chevrolet Astro Van, idet amtet samtidig fandt, at hun ikke var berettiget til tilskud efter § 9 i bekendtgørelse nr. 122 af 19.2.1998 om støtte til køb af bil til særlig indretning af bilen i form af automatisk transmission.
Told- og skatteregionen har i forbindelse med sagens behandling rettet telefonisk henvendelse dels til amtet, dels til kommunens lokalcenter, der begge har meddelt, at klageren ikke betragtes som kørestolsbruger, idet hun betegnes som havende nedsat gangfunktion.
Told- og skatteregionen har under henvisning hertil ikke imødekommet ansøgningen om afgiftsfritagelse, idet det er en betingelse for afgiftsfritagelse efter RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 b, er, at den pågældende af de sociale myndigheder betegnes som kørestolsbruger. Det er bl.a. anført, at told- og skattemyndighederne ved administration af bestemmelsen ikke nødvendigvis selvstændigt skal tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en ansøger kan anses som kørestolsbruger eller ej. Denne stillingtagen bør principielt udøves af den myndighed, der dels har en faglig kompetence på området, dels har den fornødne indsigt i den pågældende borgers meget private og personlige forhold. Herefter træffer told- og skattemyndighederne afgørelse efter registreringsafgiftslovgivningen. Det er ikke afgørende i relation til RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, at klageren blot er i besiddelse af en kørestol. Betingelsen, der fremgår af bestemmelsens ordlyd, er at den pågældende bus anvendes af eller er til brug for en kørestolsbruger.
Klagerens advokat har nedlagt påstand om ændring af told- og skatteregionens afgørelse, idet han til støtte herfor bl.a. har gjort gældende, at told- og skatteregionens afgørelse hviler på en ufyldestgørende og delvis ukorrekt fremstilling af sagens faktiske forhold, at klageren må betragtes som kørestolsbruger og berettiget til afgiftsfritagelse i medfør af RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 b, og at afgørelsen er i strid med almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætninger, idet den hverken er stemmende med Told og Skats sædvanlige praksis eller den praksis, der anlægges af de sociale myndigheder.
Han har bl.a. gjort gældende, at det afgørende kriterium efter registreringsafgiftsloven må være, om den pågældende rent faktisk anvender en kørestol, hvilket er tilfældet. For det tilfælde, at det findes berettiget at lægge afgørende vægt på udtalelser fra de sociale myndigheder, har han gjort gældende, at regionen også på dette grundlag er forpligtet til at meddele afgiftsfritagelse, idet amtet som den overordnede sociale myndighed klart har bekræftet, at klageren er kørestolsbruger i relation til registreringsafgiftsloven. Den omstændighed, at amtet i relation til vurderingen af, om der direkte skal ydes støtte til køb af en bil i medfør af den gældende bekendtgørelse herom, kan ikke føre til andet resultat. Det er naturligt, at der anlægges en strengere vurdering, når amtet skal skønne, om man direkte vil betale for køb af en bil. I relation til afgiftsfritagelse efter registreringsafgiftsloven er det alene afgørende, at personen opfylder betingelserne for støtte i henhold til nævnte bekendtgørelse, hvilket klart er tilfældet, og at personen er i besiddelse af en kørestol, hvilket ligeledes er tilfældet. Endelig har han gjort gældende, at det i tilsvarende sager er praksis at yde afgiftsfritagelse, idet han har henvist til, at klageren er bekendt med en række tilsvarende tilfælde, hvor der er bevilget afgiftsfritagelse.
Landsskatteretten skal udtale:
Ifølge RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 b, er køretøjer, som omhandlet i lovens § 5 a, stk. 1, nr. 2, der er fritaget for vægtafgift efter vægtafgiftslovens § 16 eller omfattet af § 7 i lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler, og som eventuelt med reduceret sædeantal anvendes af eller til brug for kørestolsbrugere, fritaget for registreringsafgift.
Efter ordlyden af denne bestemmelse er det således en betingelse for afgiftsfritagelse, at det omhandlede køretøj anvendes af en kørestolsbruger.
Retten må lægge til grund, at klageren har nedsat gangfunktion, og at hun af denne årsag har en Mini Crosser til rådighed. Efter det oplyste må det endvidere lægges til grund, at klageren ikke anvender den omhandlede Mini Crosser konstant, idet hun har en gangdistance på op til 50 meter, men at hun også anvender Mini Crosseren indendørs, herunder til indkøb og arbejde.
Efter det oplyste om klagerens handicap, herunder hendes meget begrænsede gangdistance, samt om hendes deraf følgende ganske betragtelige brug af og afhængighed af den omhandlede Mini Crosser, finder retten efter en konkret vurdering, at den under disse omstændigheder må anses for en kørestol, således at betingelserne i RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 b, for afgiftsfritagelse er opfyldt.