Dato for udgivelse
21 dec 2015 10:59
SKM-nummer
SKM2015.785.LSR
Myndighed
Landsskatteretten
Sagsnummer
13-0096638
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Skattepligtig, færdighedsspil, gevinst
Resumé

Overskud ved backgammonspil var skattepligtig indkomst efter de før 1. januar 2012 gældende regler, idet spillet måtte anses for et færdighedsspil.

 

Reference(r)

Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5
Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra f

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-1 afsnit C.A.6.4

Redaktionelle noter

Senere instans: Byrettens dom SKM2018.115.BR, Vestre Landsrets dom SKM2019.511.VLR.

Appelliste

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2006: Skattepligtig indkomst ved backgammon

[...] kr.

0 kr.

[...] kr.

2007: Skattepligtig indkomst ved backgammon

[...] kr.

0 kr.

[...] kr.

2008: Skattepligtig indkomst ved backgammon

[...] kr.

0 kr.

[...] kr.

2009: Skattepligtig indkomst ved backgammon

[...] kr.

0 kr.

[...] kr.

2010: Skattepligtig indkomst ved backgammon

[...] kr.

0 kr.

[...] kr.

Faktiske oplysninger
Som led i Projekt Money Transfer har SKAT modtaget oplysninger fra en række danske banker om pengeoverførsler fra udlandet (primært skattelylande).

Klageren har ifølge oplysninger i perioden 2006 - 30. juni 2010 fået overført [...] kr. fra udlandet.

SKAT har med udgangspunkt i disse oplysninger anmodet klageren om at indsende dokumentation og redegørelser for disse overførsler.

Da klageren er en [...] backgammonspiller, har han anmodet om at indsende supplerende oplysninger og dokumentation knyttet til denne aktivitet.

Klageren har rekonstrueret regnskab for indtægter og udgifter i forbindelse med spil.

Klageren har således efter kontantprincippet opgjort, at der i perioden 2006-2010 har været følgende nettooverskud i kr. ved spil på internettet og ved liveturneringer:

[...]

Klageren har i 2006 og 2007 ikke selvangivet nogen indtægt fra spil. For 2008 er der alene selvangivet en gevinst på [...] kr. i forbindelse med [...] i By Y1.

De gennemførte ansættelsesændringer (personlig indkomst i kr.) kan specificeres således:

[...]

Klageren har ikke i de omhandlede indkomstår haft anden indkomst end ved spil.

Skattecenter By Y2 har den 12. december 2007 har truffet afgørelse i en sag, hvori der var anmodet om et bindende svar. Skattecentret besvarede et spørgsmål om, hvorvidt gevinster ved backgammonturneringer udbudt af Partygammon.com, der er beliggende i Land Y3, var fritaget for indkomstbeskatning i Danmark, med et "Ja". Afgørelsen er ikke offentliggjort.

Skatteministeriet har den 16. marts 2009 behandlet en klage over Spillemyndighedens afgørelse af 6. februar 2008, hvor Spillemyndigheden havde anført, at backgammon i traditionel forstand overvejende var et færdighedsspil og ikke et tilfældighedsspil. Skatteministeriet stadfæstede Spillemyndighedens afgørelse.

SKATs afgørelse
Det fremgår af statsskattelovens § 4, at det er årets samlede indtægter, der medregnes i den skattepligtige indkomst.

Gevinster ved spil skal derfor medregnes i det indkomstår, hvor der erhverves ret til dem.

I den konkrete sag er det SKATs opfattelse, at retserhvervelsestidspunktet til de enkelte gevinster indtræder, når det enkelte spil er afsluttet og gevinst indsat på spillekontoen.

Vedrørende udgifter fremgår det af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at udgifter der i årets løb er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede.

Tab på og indskud på spil er herefter fradragsberettiget på det tidspunkt et tab er realiseret, og der er indtrådt en forpligtelse til at afholde en udgift. Det vil i den konkrete sag sige på det tidspunkt, hvor der foretages indskud på det enkelte spil eller på det tidspunkt, der indtræder en forpligtelse til at afholde en udgift.

SKAT har som udgangspunkt lagt de af klageren udarbejdede opgørelser til grund for de talmæssige opgørelser i sagen. Der er dog foretaget en registrering og sammenholdelse med bevægelser på bankkonti, netteller m.v. Denne gennemgang har alene i begrænset omfang givet anledning til korrektion af de beløb, som klageren har opgjort.

De delvist udokumenterede fradrag, der er opgjort af klageren for afholdte udgifter i forbindelse med liveturneringer samt udgifter til internet til PC'er i forbindelse med on-linespil er anset for sandsynlige, og der er godkendt fradrag herfor i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Vedrørende opdeling af gevinster og tab på poker og backgammon har klageren oplyst, at han mest har spillet backgammon og poker på internettet. Der er nævnt en række mindre spil, som ikke er vurderet at have nogen beløbsmæssige betydning for sagen, hvorfor disse ikke er yderligere behandlet.

Klageren har oplyst, at det ikke er muligt at foretage en opdeling af, hvad der er vundet på henholdsvis poker og backgammon på internettet. Årsagen hertil er, at flere sider er lukket, ligesom det ikke ud fra tilgængelige serveroplysninger er muligt at foretage en opdeling af, hvorledes gevinster og tab fordeler sig på de to spil.

Ved on-line pokerspil spilles der ikke i eget navn men under et "nickname". Det har kun i ét tilfælde været muligt at finde en oversigt over gevinster ved pokerspil for de "nicknames", der er oplyst.

SKAT har anset det for godtgjort, at klageren hovedsageligt har spillet backgammon i perioden 2006-2010.

SKAT har anset backgammon for et færdighedsspil, hvorfor gevinster anses for skattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4, uanset om de er vundet hos en udbyder, der har licens indenfor EU eller ej.

SKAT har som udgangspunkt anset samtlige gevinster og tab i perioden 2006-2010 for erhvervet i forbindelse med backgammon, og nettoresultatet beskattes i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

I det omfang det er dokumenteret, at der er tale om gevinst/tab ved pokerspil m.v., er disse behandlet efter de skattemæssige regler for poker. Det vil sige, at gevinster og tab ved spil hos udbydere hjemmehørende indenfor EU/EØS anses for skattefri/fradragsberettiget.

Da SKAT ikke kan udelukke, at der udover de få dokumenterede pokergevinster/tab i de opgjorte skattepligtige gevinster vedrørende backgammon kan være indeholdt skattefri pokergevinster eller anden skattefri gevinst ved spil, er der indrømmet et skønsmæssigt fradrag på 25.000 kr. pr. år.

Ved skønnet er der henset til den begrænsede, dokumenterede pokeraktivitet samt foreliggende oplysninger i øvrigt.

Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at forhøjelserne for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 nedsættes til 0 kr., og at forhøjelserne for indkomstårene 2009 og 2010 udgør henholdsvis [...] kr. og [...] kr.

Forhøjelserne for 2006, 2007 og 2008 er ugyldige som følge af forældelse.

Subsidiært er nedlagt påstand om, at forhøjelserne for indkomstårene 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010 udgør henholdsvis [...] kr., [...] kr., [...] kr., [...] kr. og [...] kr.

Mere subsidiært er nedlagt påstand om, at de skattepligtige gevinster for indkomstårene 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010 udgør henholdsvis [...] kr., [...] kr., [...] kr., [...] kr. og [...] kr.

Den talmæssige forskel på subsidiær og mere subsidiær påstand beror på, hvorvidt turneringsbackgammon er et tilfældighedsspil eller et færdighedsspil. I den primære påstand er offline-turneringer delt op i skattefri og skattepligtige. I den subsidiære påstand er alle offline-turneringer behandlet som værende skattepligtige.

Repræsentanten har anført, at klageren er enig i en meget stor del af de tal, som er relevante for sagen. Der gennemgås nedenfor de udbydere og/eller tal, som SKAT og klageren ikke er enige om.

BGRoom
Udbyderen er Bright Oasis Ltd, som er hjemmehørende på Land Y4. BGRoom har licens i Land Y5.

DiceArena
Spiludbyderen bag hjemmesiden er hjemmehørende og har licens på Ø Y6, Land Y7. Udbyderen hedder Ø Y6's [...] og er en offentlig forening, som driver det lovlige spillemonopol på Ø Y6.

GameAccount
Spiludbyderen er hjemmehørende og har licens i Land Y8 frem til marts 2010. I september 2010 fik udbyderen licens på Ø Y9. Efter september 2010 er der i alt overført [...] kr. fra GameAccount.

GammonEmpire/Play 65
De to hjemmesider GammonEmpire.com og Play65.com udbyder spil via et fælles netværk, som hedder LogicEmpire. Spiludbyderen er SkillEmpire Ltd, der er hjemmehørende på Cypern. Efter klageren havde tilmeldt sig udbyderen som spiller, skiftede spiludbyderen imidlertid licens til en Ø Y9 licens. Dette skete i september 2007. På baggrund af denne nye viden omkring licensudbyderstat, er kun gevinster vundet før september 2007 behandlet som skattefri gevinster. Gevinster efter denne dato er følgeligt behandlet som værende skattepligtige. Der er hævet [...] kr. hos hver af sitsene efter den 1. september 2007.

Ladbrokes
Vedrørende Ladbrokes.com er henvist til et bindende svar offentliggjort som SKM2006.264.SR, idet det er bemærket, at udbud af backgammon hidrørte fra samme selskab og samme licens som udbud af poker.

MansionPoker
Klageren har alene spillet poker hos denne udbyder. Udbyderen bag MansionPoker er hjemmehørende og licenseret på Land Y3.

PartyPoker/PartyGammon
PartyGammon er hjemmehørende og licenseret på Land Y3. For indkomståret 2007 er bemærket, at klageren vandt en gevinst på [...] kr. i turneringen Part-Gammon Million, som blev afholdt på Land Y10. Turneringsgevinsten betragtes som værende sidestillet med det øvrige spil på PartyGammon, da spillet er såvel udbudt som kontrolleret af PartGammon, som har hjemsted og licens inden for EU. Dog er spillet turneringsbackgammon og ikke pengespil.

Tony G
TonyGPoker.com er hjemmehørende og havde licens på Land Y11. TonyGPoker overtog kunder fra GamesGrid.com, da sidstnævnte lukkede. GamesGrid.com var hjemmehørende i og havde licens inden for EU.

WilliamHill
WilliamHillPoker.com var hjemmehørende og havde licens på Land Y11.

Xcitinggames/TrueMoneyGames
Spil via hjemmesiden TrueMoneyGames.com og Xcitinggames.com var hos den samme spiludbyder. Spiludbyderen opnåede i starten af 2007 licens på Land Y11, hvor selskabet også var hjemmehørende. Udbyderen mistede licensen i 2011. Selskabet er hjemmehørende og havde licens på Land Y11 på dette tidspunkt. Det fremgår imidlertid, at udbyderen på daværende tidspunkt var hjemmehørende på Ø Y12. Det har ikke været muligt at præcisere tidspunktet for flytningen nærmere. Den oprindelige licens var fra 2006. Det er på den baggrund undertegnedes skøn, at licens og hjemsted er på Land Y11- fra 1. januar 2007. Spiludbyderen udbød såvel poker som backgammon, og klageren har spillet begge dele hos såvel Xcitinggames som hos TrueMoneyGames.

Ugyldighed for indkomstårene 2006-2008
Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at told- og skatteforvaltningen ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Dette er den såkaldte ordinære genoptagelsesfrist, og vedrørende indkomståret 2008 udløb fristen den 1. maj 2012.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, at uanset fristen for ordinær genoptagelsesfrist er udløbet, kan SKAT fortage ny ansættelse, såfremt en eller flere betingelser er opfyldt.

Det fremgår af afgørelsen, at SKAT har foretaget ansættelsen med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, der giver SKAT adgang til at foretage ny ansættelse, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Med andre ord forudsætter suspensionen, at den skattepligtige forsætligt, dvs. med viden og vilje, eller ved grov uagtsomhed, har forholdt oplysningerne for SKAT.

Suspension forudsætter endvidere, at SKAT ikke i forvejen er bekendt med tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse.

Endelig følger det af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse kun kan foretages i de i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Med andre ord skal skatteyderen varsles senest 6 måneder efter told- og skatteforvaltningen fik kendskab til det forhold, der ligger til grund for ændringen.

Det bemærkes, at klageren ikke er pligtig at selvangive gevinster, som ikke er relevante for skatteansættelsen.

Det bemærkes endvidere, at Skattedepartementet allerede i 2004 (SKM2004.121.DEP) offentliggør en afgørelse vedrørende skattefrihed for gevinster vundet ved spil inden for EU. Denne meddelelse følges op af en afgørelse fra Skatterådet i 2006 (SKM2006.264.SR), der beskæftiger sig konkret med pokerspil, uden det dog bliver drøftet i afgørelsen, om poker er et "spil".

Som der redegøres for nedenfor, har klageren i al overvejende grad spillet hos spiludbydere, som ligger inden for EU, og vedrørende den enkelte spiludbyder, som er beliggende inden for EU, men efter klagerens registrering hos udbyderen har flyttet licens uden for EU (Ø Y9), har klageren været af den overbevisning, at der var tale om spil udbudt og kontrolleret fra spiludbyderens hjemsted, Land Y4.

Da tilgængelige afgørelser vedrørende beskatning af gevinster ikke har behandlet, hvad der skal forstås ved spil, og da backgammon ud fra en normal og fornuftig betragtning må betragtes som et spil, og tilmed et hasardspil, da der spilles om penge, samt at backgarnmon i vidt omfang bliver udbudt af spiludbydere, hvis øvrige portefølje af spil er omfattet af nævnte regler om skattefrihed, har klageren ikke haft anledning til at betvivle, at backgammon har været omfattet af nævnte regler om skattefrihed. Manglende selvangivelse af gevinster kan derfor maksimalt betragtes som værende simpelt uagtsomt, da SKATs nuværende forståelse af reglerne beror på en (tvivlsom) ikke offentliggjort administrativ afgørelse angående backgammon.

På ovenstående baggrund er det repræsentantens vurdering, at den af SKAT trufne afgørelse vedrørende indkomstårene 2006, 2007 og 2008 er ugyldige som følge af forældelse.

Vedrørende indkomstårene 2009 og 2010 er henvist til de følgende afsnit.

Straffelovens §§ 203 og 204
Straffelovens § 203 og § 204 blev indført ved straffeloven af 1930. Bestemmelserne var placeret i daværende straffelovs kapitel 22. Bestemmelserne i kapitel 22 skulle værne mod asocial erhvervsvirksomhed. Ved asocial erhvervsvirksomhed skulle der nærmere forstås erhvervsvirksomhed, der i datidens perspektiv ikke bidrog positivt til det produktive samfund. Eksempelvis var bevidst valgt lediggang ikke et positivt bidrag og derfor omfattet af straffeloven.

Set i det lys var et hasardbegreb, som tog udgangspunkt i forskellen mellem tilfældighed og dygtighed naturligt. Tilfældighed var lediggang og dygtighed et udtryk for det modsatte.

Nu er bestemmelserne om straf for vanemæssig lediggang fjernet fra straffeloven, da samfundet har en ganske anden opfattelse af, hvad straffeloven skal kriminalisere og dermed værne imod.

Imidlertid fastholdes sondringen mellem tilfældighed og dygtighed stadig som værende det eneste kriterium i Skatteministeriets notat af 30. januar 2008:

"Det afgørende i forhold til gældende dansk lovgivning er hvorvidt spillets fremgangsmåde indebærer, at udfaldet af spillet enten er resultatet af "overvejende færdighed" eller "overvejende tilfældighed".

Det bemærkes i øvrigt, at Spillemyndigheden i skrivelse af 6. februar 2008 uden nærmere begrundelse anser whist som værende omfattet af tips- og lottolovens område, da det "efter Spillemyndighedens opfattelse, involverer så store elementer af tilfældighed, at de utvivlsomt er omfattet af tips- og lottolovens bestemmelser". Denne konklusion synes at være i strid med praksis, da whist ifølge U 1955.942 H er at betragte som en forlystelse, som kan arrangeres med tilladelse fra politiet. Det er derfor tvivlsomt, om whist med henvisning til denne dom samtidig kan være omfattet af tips- og lottolovens område.

Efter Spillemyndighedens afgivelse af notat den 30. januar 2008, har Højesteret haft anledning til at fortolke hasardbegrebet i straffelovens § 204, som er overensstemmende med hasardbegrebet i § 203, jf. U 2009.2329 H.

Spørgsmålet i sagen var, om pokerspillet Texas Hold'em afviklet i turneringsform kunne anses for hasardspil. Byretten havde frifundet den tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 204 angående afvikling af hasardspil på offentligt sted, hvorimod landsretten havde dømt tiltalte.

Flertallet af højesteretsdommerne (3 dommere) i sagen udtaler følgende:

"Hertil kommer, at der ved afgrænsningen af begrebet hasardspil i straffelovens § 204 (og § 203) ikke udelukkende kan lægges vægt på tilfældets større eller mindre betydning for udfaldet. Et hovedformål med forbuddet i straffelovens § 204 mod at foranstalte utilladt hasardspil på offentligt sted er at modvirke letsindighed og spilleafhængighed, og der må derfor ved afgrænsningen af begrebet hasardspil tillige lægges vægt på, i hvilket omfang det pågældende spil erfaringsmæssigt skaber risiko herfor."

Mindretallet af højesteretsdommerne (2 dommere) udtaler følgende:

"Straffelovens § 204 omfatter "utilladt hasardspil", men straffeloven indeholder ingen definition af hasardbegrebet. Det er derfor overladt til domstolene at fastlægge, hvad der skal forstås ved hasardspil. I den juridiske litteratur og i retspraksis er det antaget, at der ved hasardspil skal forstås spil om ikke helt ubetydelige økonomiske værdier, hvor udfaldet helt eller væsentligst beror på tilfældet. Samtidig er det antaget i litteraturen, at der ved afgørelsen af om et spil skal anses for hasardspil, tillige kan lægges vægt på bl.a., om det pågældende spil erfaringsmæssigt i særlig grad frister uerfarne spillere til at deltage i håb om en tilfældig gevinst, ligesom det er antaget, at det efter omstændighederne vil kunne være begrundet at lægge vægt på spilleindsatsernes og gevinsternes sædvanlige størrelse og spillets dermed forbundne konsekvenser for spillerne."

Flertallet i afgørelsen nåede frem til, at det af sagen omfattede pokerspil i turneringsform var omfattet af straffelovens hasardbegreb, mens mindretallet nåede frem til modsatte konklusion.

Af flertallets begrundelse fremgår, at man i væsentligt omfang har truffet afgørelse på baggrund af en vurdering af, hvorvidt et spil indeholder risiko for letsindighed og spilleafhængighed. Følgende fremgår blandt andet af flertallets begrundelse:

"Det må lægges til grund, at denne risiko også består ved poker i turneringsform, bl.a. fordi en mindre erfaren deltager let kan undervurdere dygtighedens betydning og lade sig lokke af håbet om en tilfældig gevinst."

Samtlige væsentlige momenter ud over tilfældighed vs. færdighed, som fremgår af Højesterets afgørelse, er ikke inddraget i Spillemyndighedens notat af 30. januar 2008, og det er således meget tvivlsomt, om en vurdering - som foretaget af Højesteret vedrørende poker - ville have ført til, at backgammon ikke er omfattet af straffelovens hasardbegreb, og dermed omfattet af tips- og lottoloven.

Det må derfor lægges til grund, at Spillemyndighedens juridiske vurdering af backgammon som et hasardspil ikke indeholder de momenter, som samtlige dommere i Højesterets dom fra 19. juni 2009 fandt væsentlige. Grundet dommen afsiges efter Spillemyndigheden afgav sit notat, har Spillemyndigheden dog ikke haft mulighed for at inddrage Højesterets synspunkter, og undertegnede er ikke bekendt med, om Spillemyndigheden efterfølgende har haft anledning til at vurdere backgammon på baggrund af Højesterets dom.

Derimod har lovgiver efter Højesterets dom vedtaget en ny spillelov, lov nr. 848 af 1. juli 2010, herefter benævnt "spilleloven", som regulerer de spil, som tilladelsesindehaverne siden 1. januar 2012 har haft mulighed for at udbyde lovligt i Danmark.

Lovforslag 202 fremsat den 26. marts 2010 indeholder følgende bemærkning vedrørende den gamle og den påtænkte lovgivning:

"I den gældende lovgivning på spilleområdet er der en mangel på definitioner af vigtige begreber, som »spil, »lotteri og »væddemål", der anvendes i både tips- og lottoloven og lotteriforbudsloven. Da tips- og lottoloven og lotteriforbudsloven hverken i lovtekst eller i bemærkningsstof uddyber meningen med begreberne, har der i praksis været tvivl om lovenes anvendelsesområde og afgrænsningen mellem de forskellige spiltyper."

I forbindelse med vedtagelse af den nye lov indførtes i loven derfor ny definition af allerede kendte spil: Kombinationsspil. Ved kombinationsspil forstås ifølge spillelovens § 5, nr. 3, følgende:

"Aktiviteter, hvor deltagerne har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancerne beror på en kombination af færdighed og tilfældighed".

Af de første lovforarbejder til spilleloven (lovforslag 202 fremsat den 12. februar 2010) fremgår følgende eksempler på spil, som er omfattet af den nye kategori af spil:

  • Bridge
  • Poker
  • Backgammon
  • Whist
  • Gættekonkurrencer (hvor konkurrencen afgøres ved lodtrækning).

Som det fremgår, er backgammon omfattet af de spil, som tilladelsesindehaverne kan udbyde efter spilleloven.

Efter høring af den nye spillelov blev der offentliggjort et omtryk af lovforslaget den 26. marts 2010. Vedrørende kombinationsspil blev der i omtrykket anført følgende eksempler på kombinationsspil:

  • Bridge (» rubberbridge« - ikke turneringsbridge)
  • Poker
  • Backgammon
  • Whist
  • Gættekonkurrencer (hvor konkurrencen afgøres ved lodtrækning).

Tilføjelsen vedrørende bridge er væsentlig for nærværende sag.

Skatteministeren har i lovforslaget tilføjet ("rubberbridge" - ikke turneringsbridge) som følge af et høringssvar fra Dansk Bridgeforbund.

Sondringen mellem "rubberbridge" og turneringsbridge (også kaldet dublicate-bridge) går nærmere på, at flere par spiller samme kort i turneringsbridge, hvorimod man ved rubberbridge får tildelt nye kort efter hver spillerunde. Rubberbridge er således vedrørende spørgsmålet omkring tilfældighed meget forskellig fra turneringsbridge, da elementet af tilfældighed i turneringsbridge er meget begrænset, hvorimod det ved rubberbridge er at sammenligne med eksempelvis poker.

Skatteministeren var enig i sondringen mellem de forskellige bridge-former, hvorefter der blev lavet en tilføjelse i forarbejderne.
Ved denne præcisering af hvilke bridgespil, der er omfattet af definitionen af kombinationsspil, er samtlige de nævnte eksempler kombinationsspil omfattet af hasardbegrebet, når der ses bort fra Spillemyndighedens fortolkning af backgammon i notat af 30. januar 2008, som ligger før Højesterets dom af 19. juni 2009.

I forbindelse med ikrafttræden af spilleloven udgav Spillemyndigheden en vejledning vedrørende de nye regler for udbud af online-casino i Danmark. Vejledningen blev udgivet den 23. september 2011, og er fortsat tilgængelig på Spillemyndighedens hjemmeside via følgende link: http ://www.skat.dk/data.aspx?oid= 1949325&vId=0.

Under pkt. 4 i vejledningen side 5 fremgår følgende:

"Begrebet "onlinekasino" i spilleloven er bredere end de spil, der udbydes fysiske kasinoer, da begrebet også omfatter de såkaldte "kombinationsspil". Ved kombinationsspil forstås spil, hvor spillet afgøres af en kombination af tilfældighed og færdighed. Spil, der afgøres fuldstændig ved tilfældighed, som fx lotterier, bingo og lignende, er ikke omfattet, og på samme måde er spil, der alene afgøres ved færdighed, heller ikke omfattet. Færdighedsspil er spil som fx skak.

Hvis der i et spil indgår både tilfældighed og færdighed, vil det være omfattet af begrebet onlinekasino. Eksempler herpå er backgammon, whist og gættekonkurrencer. En gættekonkurrence, hvor de, der har svaret rigtigt på et spørgsmål, deltager i en lodtrækning, er derfor et onlinekasino spil."

Som det fremgår af ovenstående, har man i den nye vejledning fra 2011 ikke vurderet backgammon som et færdighedsspil, men derimod som et kombinationsspil.

Som det fremgår umiddelbart ovenfor, følger det af forarbejderne, at de eksempler, som gives vedrørende “kombinationsspil", er spil, som tidligere er vurderet som værende muligt at udbyde for Danske Spil. Dog påstår SKAT i nærværende sag, at backgammon ikke tidligere kunne have været udbudt af Danske Spil, hvilket må antages at stemme dårligt overens med den nye spillelov.

Spilleformen
SKAT anfører i afgørelse dateret 18. april 2012 følgende:

"Da vi anser samtlige gevinster ved backgammon som indkomstskattepligtige uanset spillested eller spilleformen, er det nødvendigt at foretage en fordeling mellem de gevinster du har vundet ved henholdsvis poker og backgammon på de "indkomstskattefrie "pokersites."

Det formodes, at der ved "spilleformen" hentydes til forskellen mellem et pengespil og turneringsspil.

Der findes en del varianter af backgammon-spillet. Varianterne medfører stor forskel i, hvorledes spillet forløber og vindes, ligesom det vurderes, at de forskellige varianter medfører et varieret forhold mellem tilfældighed og færdighed.

Som et konkret eksempel på dette kan nævnes den såkaldte "cube". Cuben er en såkaldt doblerterning, som spillerne kan anvende under et backgammonspil. Såfremt en spiller anvender doblerterningen forhøjes den oprindelig indsats i spillet. Første gang den anvendes, er det den oprindelige indsats gange 2. Anden gang den anvendes, er det den oprindelige indsats gange 4, tredje gang er det den oprindelige indsats gange 8 og så fremdeles.
Denne form for spil har Skatteministeriet forholdt sig til i forbindelse med den nye spillelov. I Bilag 71 udtaler Skatteministeren, at dette er en hasard-lignende backgammonform. Som følge heraf kunne Dansk Backgammon Forbund ikke lovligt udbyde denne form for backgammon i turneringsform.

Da et spil i henhold til straffeloven enten må være hasard eller ikke-hasard, må Skatteministerens svar forstås således, at backgammonformer, hvor indsatsen kan forhøjes under spillet, er omfattet af hasardbegrebet, og dermed ville kunne have været udbudt af Danske Spil i henhold til tips- og lottoloven, ligesom det er ulovligt at udbyde det offentligt, jf. straffelovens §§ 203 og 204, jf. også Skatteministerens indskærpelse over for Dansk Backgammonforbund.

De spil, som klageren har spillet via internettet, har været såkaldte pengespil, som afviger væsentligt fra turneringsbackgammon.

Pengespil afgøres over ét spil (turneringsspil afgøres over en række spil) og indebærer ofte anvendelse af doblerterning, ligesom tabet bliver større end indsatsen, hvis spillet vindes med en gammon (taber indsatsen gange 2) eller en backgammon (taber indsatsen gange 3). Uanset anvendelse af doblerterning eller ej, vil der ved pengespil således altid være risiko for, at indsatsen bliver forhøjet under spillet.

Et spil tager typisk mellem 1 og 10 minutter alt afhængig af, hvor hurtige spillerne er til at træffe beslutninger. Som eksempel på de spil, som udbydes online, er beskrivelse af de backgammonspil, som henholdsvis partygammon.com og play65.com udbyder.

Pengespil indeholder en betydelig risiko for, at man kan tabe mere end indsatsen, hvilket ikke er tilfældet i turneringsbackgammon, hvor doblerterning, gammon og backgammon alene giver flere point, hvilket bringer vinderen tættere på at vinde det beløb, som man oprindeligt har aftalt at spille om.

Med henvisning til det ovenfor anførte vedrørende lovgivers tilføjelser i forbindelse med den nye spillelov omkring sondring mellem "rubber-bridge" og turneringsbridge, synes det vanskeligt foreneligt med lovgivers intentioner og nyere retspraksis, hvis der ikke sondres mellem de forskellige backgammonformer, hvilket også klart er tilkendegivet i Skatteministerens svar.

SKAT har i afgørelsen ikke foretaget denne sondring, men har derimod klart tilkendegivet, at alle backgammonformer skal behandles ens, hvilket strider mod ovennævnte.

Det er generelt klagerens vurdering, at backgammon har så væsentlige hasardmomenter, at det ikke ville have været lovligt at udbyde uden den tilladelse, som var tildelt Danske Spil i den nu ophævede tips- og lottolov.

Det har ikke været muligt at undersøge præcis hvilke spil, Danske Spil fik afslag på at udbyde i 2008, da klageren alene har fået indsigt i den del af sagen, hvor Skatteministeriet argumenterer og træffer afgørelse. Uanset dette kan det konstateres, at Skatteministeriet ikke inddrager de momenter, som Højesteret finder relevante i forbindelse med en vurdering af, om et spil er hasard eller ej, og dermed et tilfældighedsspil eller et færdighedsspil. Her tænkes blandt andet på Højesterets bemærkninger vedrørende "om det pågældende spil erfaringsmæssigt i særlig grad frister uerfarne spillere til at deltage i håb om en tilfældig gevinst, ligesom det er antaget, at det efter omstændighederne vil kunne være begrundet at lægge vægt på spilleindsatsernes og gevinsternes sædvanlige størrelse og spillets dermed forbundne konsekvenser for spillerne". Endvidere kan der henvises til den hastighed, hvormed der tabes og vindes, hvilket for pengespil er 1 - 10 minutter pr. spil.
Endelig bør Højesterets fortolkning af hasardbegrebet, som kommer efter Danske Spils afslag i 2008, tillægges stor betydning.

Denne risiko, som Højesterets flertal tillægger betydning, må i særdeleshed antages at være til stede i backgammon, når der henses til, at der er tale om et terningespil om penge, hvor også matematisk forståelse har en indflydelse på det endelige udfald.

Det er på den baggrund repræsentantens påstand, at såfremt der ikke kan gives klageren medhold i, at backgammon skal behandles efter samme regler som f. eks. poker, skal der foretages en skattemæssig sondring mellem turneringsbackgammon og pengespil, således at gevinster og tab ved pengespil er skatteansættelsen uvedkommende, såfremt spiludbyderen bag pengespillet er hjemmehørende og har licens i en EU-medlemsstat.

Onlinespil er i al overvejende grad alene pengespil, da der kun i meget begrænset omfang kører turneringer online. Klageren vurderer, at ca. 99 % af hans spil og gevinster online har været ved pengespil.

Repræsentanten har den 3. marts 2015 henvist til SKATs afgørelse af 12. december 2007 (bindende svar), der er fremlagt i anonymiseret stand.

Af afgørelsen fremgår, at gevinster ved backgammonturneringer, som var udbudt af Partygammon.com og beliggende i Land Y3, var fritaget for indkomstbeskatning i Danmark.

Repræsentanten har som følge af denne afgørelse anført, at SKATs efterfølgende ændrede vurdering af samme spørgsmål må anses for ubegrundet.

Repræsentanten har efterfølgende nedlagt en subsidiær påstand om, at SKATs afgørelse af 4. december 2012 hjemvises til fornyet talmæssig behandling af SKAT.

Repræsentanten har bl.a. henvist til Skatteministeriets afgørelse af 16. marts 2009, hvori Skatteministeriet fastholder Spillemyndighedens afgørelse af 6. februar 2008 i en sag, hvor Danske Spil har påklaget Spillemyndighedens afgørelse. Sagen omhandler, at Spillemyndigheden har anset backgammon for overvejende at være et færdighedsspil, hvorfor Danske Spil ikke må udbyde spillet, da dette ikke er omfattet af Danske Spils bevilling, som alene omfatter spil omfattet af tips- og lottoloven.

SKATs udtalelse
SKAT har anset alle gevinster vundet ved backgammon for skattepligtige, uanset om de er vundet hos spiludbydere med licens inden for eller udenfor EU/EØS, eller om de er vundet ved online eller offline backgammon.

I det omfang der er dokumenteret gevinster vedrørende pokerspil, er disse i det omfang de er vundet hos udbyder med licens indenfor EU/EØS anset for skattefri.

For sandsynliggjorte men ikke dokumenterede pokergevinster er der givet et skønsmæssigt nedslag med 25.000 kr. pr. år, som er anset for vundet ved pokerspil hos udbyder med licens indenfor EU/EØS.

Der er tale om en principiel sag og vedrører gevinster, der er vundet før ikrafttrædelse af den ny spillelov (lov nr. 848 af 1. juli 2010) den 1. januar 2012.

Det bemærkes, at der stort set er enighed om de talmæssige opgørelser i sagen.

Uenigheden kan henføres til repræsentantens opdeling af gevinster i en skattepligtig og en skattefri del.

Denne opdeling vil dog kun blive aktuel, såfremt repræsentanten får hel eller delvist medhold i, at backgammon skal behandles efter de skattemæssige regler for poker.

Det bemærkes, at såfremt der gives repræsentanten helt eller delvist medhold i de fremførte påstande, vil der være behov for, at klageren fremsender yderligere dokumentation fra officielle spillemyndigheder i udlandet (og ikke screenprints fra forskellige hjemmesider) for, i hvilke konkrete perioder en række udbydere har haft licens indenfor EU/EØS samt på disse tidspunkter at få fastlagt retserhvervelsestidspunktet for indestående på spilkontoen hos den enkelte udbyder.

Herudover vil der i mindre omfang være behov for en ændret beløbsmæssig fordeling af udgifter ved online spil (brøkfordeling mellem skattepligtig og skattefri gevinster).

Vedrørende påstand om forældelse har SKAT anført, at klageren ved ikke at have selvangivet sine gevinster i 2006-2008 ved backgammon som minimum har handlet groft uagtsomt i relation til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

Klageren har på intet tidspunkt gennem årene rettet henvendelse til SKAT for at få klarlagt de skattemæssige regler knyttet til hans eneste og væsentlige indtægtskilde som fuldtidsbeskæftiget spiller indenfor primært online backgammon.

Der er ikke på trods af, at der i alle årene har været væsentlige skattepligtige gevinster ved backgammon selvangivet nogen indtægt fra spil i 2006 og 2007, og for 2008, 2009 og 2010 er der kun i yderst begrænset omfang selvangivet gevinster (offline).

Det eneste tidspunkt, klageren har forespurgt SKAT om den skattemæssige behandling af gevinster ved backgammon, er i forbindelse med indsendelse af selvangivelsen for indkomståret 2011, hvor han i skrivelse af 27. juni 2012 anfører, at han er i tvivl om den skattemæssige behandling af gevinster vundet hos Play65, Gammonempire samt PrimeBackgammon.

SKAT har besvaret henvendelsen ved at oplyse, at forholdet vil blive behandlet som led i den igangværende sagsbehandling, der også vil komme til at omfatte gevinster ved spil i indkomståret 2011.

Det fremgår ikke nogen steder, at gevinster ved backgammon skattemæssigt skal behandles efter samme regelsæt som for poker.

Der foreligger ingen oplysninger eller dokumentation for, at klageren har søgt at få bekræftet sin fejlagtige antagelse om, at gevinster ved backgammon skulle være skattefri efter de samme regler som for poker.

Repræsentanten har ikke fremlagt nogen dokumentation for, at backgammon skal behandles efter reglerne for poker.

SKAT har i en række bindende svar anført følgende om backgammon:

"Færdighedsspil er ikke omfattet af tips- og lottoloven (eller lov om spillekasinoer) og er dermed ikke fritaget for beskatning. Færdighedsspil omfatter f.eks. backgammon, og der er i Danmark ikke begrænsning på, hvem der må udbyde sådanne spil..".

Havde klageren benyttet sig af mulighed for at få et bindende svar, ville han have fået et tilsvarende svar om SKATs stillingtagen til den skattemæssige behandling af gevinster ved backgammon.

Af SKM2004.121.DEP om betingelserne for skattefrihed for spillegevinster indenfor EU/EØS fremgår, at såfremt de øvrige betingelser for skattefrihed er opfyldt, er det tillige en betingelse, at fritagelsen for indkomstskat forudsætter, at den pågældende kan fremlægge den fornødne dokumentation. Er denne betingelse ikke opfyldt, skal gevinsten indkomstbeskattes.

Med fornøden dokumentation menes bl.a., at det er skatteyder, der skal dokumentere, at der er spillet hos en udbyder, der har licens indenfor et andet EU- eller EØS-land.

Det fremgår, at klageren har anset alle onlinegevinster for skattefritaget og først i forbindelse med SKATs gennemgang begynder at stille spørgsmål ved, om betingelserne for skattefrihed (udbyderlicens indenfor EU) er opfyldt på det tidspunkt, hvor den enkelte gevinst er vundet.

Der er ikke fremlagt nogen dokumentation for, at klageren på selvangivelsestidspunkterne har undersøgt om betingelser for at undlade at selvangive gevinsterne har været til stede.

Der er henvist til SKM2011.770.BR, hvor retten fandt, at en skatteyder havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet gevinster på internetpoker, hvorved SKAT var berettiget til at forhøje hans indkomst for 2001 efter udløbet af den ordinære frist.

SKAT har først som led i Projekt Money Transfer fået oplysninger fra klagerens pengeinstitut om overførsel af meget væsentlige beløb fra udlandet til konti her i landet og får først ved modtagelse af indkaldt materiale den 27. marts 2012 grundlaget for at kunne opgøre størrelsen af de skattepligtige gevinster. SKATs forslag af 18. september 2012 og afgørelse af 4. december 2012 ligger indenfor de givne frister.

SKAT har anført, at backgammon ved lov nr. 848 af 1. juli 2010 med virkning fra den 1. januar 2012 er anset for et kombinationsspil omfattet af lovens § 5, stk. 1, nr. 3.

SKAT er fortsat af den opfattelse, at indtil den nye spillelovs ikrafttrædelse, er backgammon ikke omfattet af den tidligere gældende tips- og lottolov (skattefrihed efter lovens § 6, stk. 2), hvilket medfører skattepligt for gevinster ved backgammon efter bestemmelserne i statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

SKAT er derfor af den opfattelse, at repræsentantens principale og subsidiære påstand ikke skal tages til følge.

Landsskatterettens afgørelse
Det fremgår af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi, således f.eks. af lotterispil, samt andet spil og væddemål.

Det fremgår bl.a. af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomstskat foretages eller ændres efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Landsskatteretten finder, at klageren er skattepligtig af gevinster vundet ved poker- og backgammonspil. Retten har lagt vægt på, at gevinsterne ved pokerspil er skattepligtige, i det omfang de er vundet på sites, som ikke er godkendte af SKAT som værende skattefrie. Vedrørende backgammon er det rettens opfattelse, at dette spil de påklagede indkomstår i overvejende grad er at anse for et færdighedsspil, hvorfor gevinster fra backgammon er indkomstskattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra f.

Vedrørende de talmæssige opgørelser finder Landsskatteretten ikke grundlag for at ændre SKATs opgørelse. Der er herved lagt vægt på, at backgammon - som nævnt - er at anse for et færdighedsspil, at der er givet et skønsmæssigt fradrag for skattefri pokerspil og at det ikke er dokumenteret, at der er skattefri pokergevinster, der udgør et større beløb de enkelte år end det skønsmæssigt givne fradrag.

For så vidt angår repræsentantens påstand om forældelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 finder Landsskatteretten, at klagerens ikke selvangivne indtægter fra spil må tilregnes ham som værende mindst groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT har derfor været berettiget til ekstraordinært at genoptage skatteansættelserne for de nævnte indkomstår.

Vedrørende SKATs afgørelse af 12. december 2007 finder retten for så vidt angår indkomståret 2006, at SKAT på selvangivelsestidspunktet for nævnte indkomst endnu ikke havde truffet afgørelsen, ligesom det ikke for så vidt angår indkomstårene 2007 og 2008 er dokumenteret, at klageren kendte til den anonymiserede afgørelse. Da afgørelsen først er fremsendt til Skatteankestyrelsen den 3. marts 2015, anses afgørelsen først at have været repræsentanten/klageren bekendt i et kortere tidsrum forud for fremlæggelse af afgørelsen.

Vedrørende repræsentantens subsidiære påstand om, at sagen hjemvises til SKAT, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at hjemvise sagen.

Indkomstårene 2006, 2007 og 2008 anses ikke for forældede, og den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.