Elektricitet har siden 1. juli 1999 været pålagt et eldistributionsbidrag, jf. lov nr. 389 af 2. juni 1999.

Eldistributionsbidraget er 4 øre pr. kWh (kilowatt-time). Bidraget er et tillæg til den gældende elafgift.

Almindelig godtgørelse af eldistributionsbidrag
Der ydes en godtgørelse på 3 af de 4 øre pr. kWh, dvs. 75 pct. af bidraget kan godtgøres virksomheden i samme omfang, som virksomheden kan få godtgjort elafgiften.

Godtgørelsen følger i øvrigt reglerne for godtgørelse af elafgift til momsregistrerede virksomheder. Dette indebærer bl.a., at der ikke er adgang til afgiftsgodtgørelse for elektricitet anvendt til rumvarme eller i de erhverv, der er nævnt i bilaget til elafgiftsloven, jf. F.6.6.

Godtgørelsen af eldistributionsbidraget skal ske sammen med godtgørelsen af elafgift i momsangivelsens rubrik for Elafgift.

Hvis virksomheden har bevilling til fremskyndet tilbagebetaling af energiafgifter er det den tilsvarende rubrik i denne blanket for Elafgift, der skal anvendes.

Forhøjet godtgørelse af eldistributionsbidrag
Virksomheder, som er berettigede til godtgørelse af elafgift, og som har et samlet årligt forbrug over 15 mio. kWh, kan også få godtgjort den sidste øre af eldistributionsbidraget for den del af forbruget, som ligger ud over 15 mio. kWh, jf. elafgiftslovens § 11. stk. 15.

En virksomhed skal i denne sammenhæng forstås som en juridisk enhed.

Der kan således ikke ske samlet beregning af det årlige forbrug for flere virksomheder, som angiver og afregner moms mv. på ét CVR/SE-nummer (fællesafregning).

For en juridisk enhed (virksomhed), som anvender flere SE-numre (delregistreringer), kan virksomheden anvende det samlede forbrug for delregistreringerne ved opgørelsen af virksomhedens samlede elforbrug.

Hele elforbruget, herunder også elektricitet anvendt til rumvarme, kan medregnes både ved opgørelsen af det årlige forbrug og ved opgørelse af det forbrug, for hvilket virksomheden kan opnå godtgørelse af en-øren.

Ved opgørelsen af det samlede forbrug kan der ikke medregnes el til produktion af el. Virksomheder, der producerer elektricitet, og som er berettigede til at få tilbagebetaling efter elafgiftsloven, får tilbagebetalt den fulde el-afgift af den del af virksomhedens elektricitet, der anvendes direkte til produktion af elektriciet.

Elforbrug i forbindelse med aktiviteter omfattet af bilaget til elafgiftsloven eller ikke momspligtige aktiviteter er derimod ikke omfattet.

Virksomheder, som i det foregående kalenderår havde et samlet forbrug på over 15 mio. kWh, kan få en løbende godtgørelse af en-øren. Den løbende godtgørelse ydes for den del af virksomhedens samlede forbrug, som ligger udover 1,25 mio. kWh pr. måned.

Der skal ved kalenderårets udløb ske en samlet opgørelse af virksomhedens forbrug af elektricitet. Der skal herefter ske en regulering af godtgørelsen af en-øren af eldistributionsbidraget, hvis virksomheden har haft løbende godtgørelse i en del af årets måneder.

Virksomheder, som ikke har haft løbende godtgørelse, men som har brugt over 15 mio. kWh inden for et kalenderår, skal beregne godtgørelsen af en-øren ved kalenderårets udløb.

Ikrafttræden af forhøjet godtgørelse
Fra den 1. december 2000 kan virksomhederne opnå afgiftsgodtgørelse for den sidste øre af eldistributionsbidraget. Godtgørelsen gives med tilbagevirkende kraft fra den 1. juli 1999.

Baggrunden for dette er, at den forhøjede godtgørelse har virkning fra 1. juli 1999, jf. § 4, stk. 2 i lov nr. 389 af 2. juni 1999 om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om ændring af forskellige energiafgiftslove og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, men at godtgørelsen først er trådt i kraft den 1. december 2000, jf. bekendtgørelse nr. 1000 af 15. november 2000.