Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

  • Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
  • Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
  • Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Særligt vedr. elafgift - belysningsydelser - gadebelysningPr. 1. januar 2010 er elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 ændret således, at elforbrug til en belysningsopgave, som leveres fra en virksomhed, nu anses for forbrugt af den, der forbruger belysningen. Det betyder, at virksomheder, der leverer belysningsopgaver, ikke længere har ret til godtgørelse af elafgift, idet den medgåede el hertil ikke længere anses for forbrugt i virksomheden.

Årsagen til lovændringen er, at de hidtidige regler, som fortolket af Højesteret i sin dom i sagen SKM2005.394.HR har ført til, at det har været muligt for bl.a. kommuner at undgå at betale elafgift af forbrug af el til belysningsydelser, ved at lægge opgaven over i et momsregistreret driftsselskab. Det fremgår således nærmere af højesteretsdommen, at et momsregistreret selskab kunne få godtgjort elafgift af elforbruget i forbindelse med levering af vejbelysning til en kommune. Kommunen havde overdraget vejbelysningsanlægget, og opgaven med at producere og levere vejbelysningen, til selskabet. Højesteret fastslog, at elforbruget fandt sted i selskabet, som derfor havde ret til godtgørelse af elafgift. Kommunen blev dermed ikke belastet af elafgift, selvom den ikke opfyldte betingelserne i elafgiftsloven for godtgørelse af elafgift.

Konsekvensen af den nye regel i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 er, at el til belysning i tilsvarende situationer nu anses som forbrugt af forbrugeren af belysningen, f.x. kommunen, når der er tale om en ydelse i form af vejbelysning, som leveres af et driftsselskab til en kommune. De nye regler vil navnlig berøre de kommunale driftsselskaber, der er etableret til levering af kommunal gade- og vejbelysning. Vedrørende udlejning af lysanlæg i øvrigt se også afsnit F.6.2.3. Reglerne medfører også, at momsregistrerede aftagere/forbrugere af belysningsydelser fra et driftsselskab vil kunne få godtgørelse af elafgift, hvis forbrugeren af belysningsydelsen i øvrigt opfylder betingelserne herfor i elafgiftsloven.

Formålet med lovændringen er således, at husholdninger, ikke-momsregistrerede virksomheder, liberale erhverv og andre, der som udgangspunkt skal betale fuld afgift af forbruget af elektricitet til belysning, afskæres fra muligheden for at kunne organisere sig ud af at skulle betale afgift.

Højesterets dom i vejbelysningssagen, SKM2005.394.HR, er nærmere refereret nedenfor. For en yderligere redegørelse for retstilstanden inden 1. januar 2010 vedrørende udlicitering af belysningsydelser mv. henvises til beskrivelsen i den tidligere gældende juridiske vejledning, Punktafgiftsvejledningen 2009-2 afsnit F.6.2.1, samt tidligere udgaver af Punktafgiftsvejledningen.

Højesteret - Gadebelysning Højesteret afsagde den 16. september 2005 dom i sagen SKM2005.394.HR. Sagen havde tidligere været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret, jf. SKM2002.492.LSR og SKM2004.109.VLR, og vedrørte den praksis, som den daværende Told- og Skattestyrelse havde fastsat i SKM2001.215.TSS. Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter dagældende elektricitetsafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angik perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det fulgte af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kunne få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål var holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregik som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning blev der anvendt elektricitet, der blev forbrugt som led i produktionen, og sådant elforbrug kunne berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor var opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed var forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning var sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

Højesteretsdommen ændrede den udmeldte praksis, der var indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS, Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR, og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR.

Der er offentliggjort en SKAT-meddelelse om ændring af praksis og genoptagelse af sager, SKM2006.137.SKAT. I meddelelsen præciserede SKAT med hensyn til dommens rækkevidde, at det var SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis var en betingelse for ret til godtgørelse, at der var sket en overdragelse af ejendomsretten til belysningsanlægget - som det var tilfældet i Højesteretssagen.

Det var dog SKATs opfattelse, at det var en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetog driften af et vejbelysningsanlæg, skulle have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skulle samtidig være driftsmæssigt ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

Driften af vejbelysningsanlægget skulle ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det var også gældende fx i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

Det var således SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserede sig på/opfyldte ovennævnte konditioner, kunne sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

Det fremgår i sammenhæng hermed, at det er SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

Elforbrug i lejet gadebelysningsanlægI konsekvens af denne praksis har Skatterådet, jf. SKM2007.218.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune i henhold til en kontrakt herom indgået mellem virksomheden og kommunen. Ifølge den indgående værkslejekontrakt og aftale om levering af gadelys omfattede det driftsmateriel, driftsinventar og udstyr, der indgik under kontrakten, alle de i kommunen værende gadebelysningsanlæg med alt teknisk udstyr af enhver art, som var nødvendigt til udøvelse af de omhandlede aktiviteter.

Den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysningen, blev anset for forbrugt af virksomheden, uanset forbruget af elektricitet skete på et anlæg lejet af kommunen, og var derfor omfattet af dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1.

Et selskabs levering af gadelys til kommune, der var eneaktionær i selskabetSkatterådet har ligeledes, jf. SKM2007.352.SR truffet afgørelse om, at et selskab var berettiget til godtgørelse af elafgift ved levering af gadelys til en kommune. Selskabet var ifølge en aftale med kommunen forpligtet til at drive, vedligeholde og levere vejbelysning til kommunen. Selskabet blev anset for at have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og være forretningsmæssigt begrundet, selv om selskabet, ifølge sagens oplysninger, kun leverede gadebelysning til den kommune, der var eneaktionær i selskabet.

Ud fra en samlet vurdering af sagen var der tale om et driftsforhold, hvor den elektricitet, der blev anvendt til gadebelysning, blev anset for at være forbrugt af selskabet. Selskabet var derfor berettiget til godtgørelse af elafgift med undtagelse af 1 øre pr. kWh ved levering af gadelys til kommunen, jf. dagældende elafgiftslovs § 11, stk. 1, nr. 1 og stk. 16, 1. pkt.

En el-installations-virksomheds leasing- og driftsaftale vedrørende eldrevne installationer og anlæg hos en andelsbolig-foreningSkatterådet har, jf. SKM2008.160.SR truffet afgørelse om, at en elinstallationsvirksomhed som udgangspunkt var berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos en andelsboligforening som følge af en drifts- og leasingaftale indgået med foreningen.

Skatterådet fandt, at adgangen til godtgørelse omfattede afgift af el til belysning mm. i de lokaliteter i andelsboligforeningen, hvor der var adgang for offentligheden foruden elinstallationsvirksomheden og beboere eller viceværter, dvs. udendørs belysning og trappeopgange. For så vidt angik lokaliteter, hvor der ikke var offentlig adgang, fx fælles pulterrum, cykelrum og kældre, var der ikke adgang til godtgørelse af afgiften.

Med ændringen af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, pr. 1. januar 2010, vil praksis i henhold til de 3 refererede bindende svar fra Skatterådet være ændret, idet der ikke længere vil være ret til godtgørelse af elafgift af el indkøbt til drift af belysningsanlæg i de beskrevne situationer.

Skatterådet har endvidere i nedenstående sager afslået ret til godtgørelse, allerede fordi leverandøren bl.a. ikke havde tilstrækkelig råderet over anlæggene:

En el-installations-virksomheds full-cost driftsaftale vedrørende belysningsanlæg og el-installationer hos en andelsbolig-foreningSkatterådet har afslået, at en el-installationsvirksomhed, der har indgået en full-cost driftsaftale med en andelsboligforening er berettiget til at få godtgjort elafgift på el indkøbt til drift af belysningsanlæg og elinstallationer hos foreningen, ekskl. anlæg i de enkelte lejligheder.

Ifølge aftalen har el-installationsvirksomheden alene en faktisk råderet over installationerne og anlægget hos andelsboligforeningen. Der er hverken tale om overgang af ejendomsretten eller om en leje- eller leasingaftale. Desuden fremgår det af aftalen, at der er ret til regulering af det aftalte bidrag, hvis driftsmodtager, dvs. andelsboligforeningen, foretager udvidelse eller reduktion af anlæggene. Det er derfor driftsmodtager, der er ansvarlig for sådanne ændringer. Skatterådet fandt på den baggrund, at virksomheden ikke kan siges at være fuldt driftsmæssigt og økonomisk ansvarlig for anlægget. Afslaget er offentliggjort på SKM2007.486.SR.

Elforbrug i reklame-finansierede læskure ved busstoppesteder og permanente fartmålereSkatterådet afslår, jf. SKM2008.559.SR, at der i forbindelse med en virksomheds beregning af godtgørelse for energiafgifter i forbindelse med elforbrug til vej- og stibelysning kan ses bort fra elforbruget til indvendig belysning i nogle reklamefinansierede læskure ved busstoppesteder og enkelte permanente fartmålere. Belysningen i læskurene og fartmålerne er tilsluttet gadebelysningen uden særskilte målere, men de er ikke omfattet af en aftale mellem virksomheden og kommunen om leasing af kommunens gadebelysningsanlæg og levering af gadelys i kommunen. Virksomheden kan alene betragtes som en leverandør af el til elforbruget i læskurene og fartmålerne. Skatterådet bekræfter, at elforbruget til vejbelysning og dermed grundlaget for afgiftsgodtgørelsen kan beregnes som målt forbrug minus beregnet/anslået forbrug til læskure og fartmålere.