§ 12
De generelle regler for regnskab for registrerede virksomheder fremgår af A.10.

Der gælder derudover de samme regnskabsregler for CO2-afgift som for de tilhørende energiafgifter af de samme energiprodukter, jf. mineralolieafgiftsloven, se F.1, kulafgiftsloven, se F.2, elafgiftsloven, se F.3 og naturgasafgiftsloven, se F.4.

Metanafgift
Registrerede gasnetvirksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for den månedlige opgørelse af naturgas, der er leveret til virksomheder med videre, som anvender naturgas som motorbrændstof i stationære stempelmotoranlæg.

Andre registrerede virksomheder, der har fået leveret naturgas uden afgift, og som anvender den leverede naturgas som motorbrændstof i et stationært stempelmotoranlæg, skal føre regnskab over forbruget af naturgas til nævnte formål.

Virksomheder, der er registreret for forbrug af biogas i stationære stempelmotoranlæg med en indfyret effekt på over 1.000 kW, og som anvender metode 1 ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde, skal føre regnskab over dette forbrug. Virksomheder, der anvender metode 2 skal føre regnskab over produktionen af elektricitet. Se endvidere de regnskabsbestemmelser, som er beskrevet i forbindelse med opgørelse af den afgiftspligtige mængde for biogas.

Virksomheder, der begrænser udledningen af uforbrændt metan til luften, skal føre et regnskab, der opfylder dokumentationskravene for at opnå godtgørelse af afgiften.