Parter

A
(advokat Anders Drachmann)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/advokat Lars Apostoli)

Afsagt af højesteretsdommerne

Wendler Pedersen, Poul Sørensen, Per Sørensen, Niels Grubbe og Lene Pagter Kristensen.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 2. afdeling den 25. april 2002.

Appellanten, A, har gentaget sin påstand og har subsidiært nedlagt påstand om, at Landsskatterettens kendelse af 21. november 2000 og Skatteankenævnets kendelse af 9. februar 1999 ophæves, samt at sagen hjemvises til fornyet behandling ved Skatteforvaltningen.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Procedure

A har til støtte for sin principale påstand yderligere gjort gældende, at der i forbindelse med F1-Gruppen ApS' håndtering af investeringsarrangementet er blevet begået et strafbart forhold i form af bedrageri eller underslæb, at han derfor utvivlsomt har et tilbagebetalings- eller erstatningskrav på 20.000 USD, som har vist sig uerholdeligt senest i 1994, og at det er en helt urimelig bevisbyrde at lægge på ham, at han skulle kunne redegøre for beløbets videre skæbne. Dette skulle dog heller ikke være nødvendigt, da tabet består i en fordring på F1-Gruppen ApS, som er opløst uden dækning til kreditorerne.

A har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at Landsskatterettens begrundelse for at nægte fradragsret er en anden end den, der fremgik af skatteforvaltningens "agterskrivelse" af 5. august 1996, hvori skatteforvaltningen anerkendte, at han havde lidt et tab, men afviste fradragsret under henvisning til statsskattelovens § 5 a. Landsskatteretten underkendte således i sin kendelse af 21. november 2000 skatteforvaltningens og skatteankenævnets afgørelse omkring subsumptionen under statsskattelovens § 5 a, idet Landsskatteretten fastslog, at der ikke var dokumenteret nogen fordring og dermed ikke noget tab, som kunne være omfattet af kursgevinstlovens § 6, stk. 1, hvilket landsretten i sine præmisser har tilsluttet sig. Landsskatteretten burde imidlertid ikke have foretaget en sådan ændring af afgørelsens grundlag uden at overholde høringsreglen i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4. Da Landsskatteretten har forsømt at overholde denne høringsregel, er der tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, hvilket må føre til, at sagen skal hjemvises til fornyet prøvelse.

Skatteministeriet har bestridt, at høringsforskriften i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, er tilsidesat, og har herunder bestridt, at de underordnede instanser skulle have anerkendt, at A har lidt tab på en pengefordring. Disse myndigheder har alene anerkendt, at han har lidt et tab på sin investering, men det er ikke det samme som, at han har lidt et tab på en pengefordring i fremmed valuta. Landsskatteretten har som rekursinstans samme frie adgang til at korrigere begrundelsen for en afgørelse som den, der gælder for en domstol, der ønsker at stadfæste en dom med præmisser, der afviger fra dem, som den underordnede instans har anvendt, og der er i den konkrete sag faktisk god overensstemmelse mellem Landsskatterettens begrundelse for sin kendelse og den begrundelse, der fremgår af skatteankenævnets afgørelse.

Skatteministeriet har fastholdt, at det ikke er godtgjort, at A som følge af sin investering har erhvervet en fordring i fremmed valuta, ligesom det end mindre er godtgjort, at han har lidt tab på en sådan fordring, eller at dette er sket i indkomståret 1994.

Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.

Højesterets bemærkninger

Højesteret lægger til grund, at det indskud, som A foretog i overensstemmelse med aftalen af 13. marts 1992, blev overført til SA som aftalt. Den andel i et joint venture, som A herved erhvervede, kan ikke sidestilles med en fordring.

Joint venture-andelen gik senere tabt, uden at årsagen hertil er oplyst. Det er ikke godtgjort, at A som følge af det passerede fik en fordring mod F1-Gruppen i form af krav på erstatning eller tilbagebetaling af indskuddet eller som følge af berigelse, ligesom det ikke er godtgjort, at han efter aftalen erhvervede en fordring på udbetaling af overskud.

Med denne begrundelse - og idet der ikke er grundlag for at tage As subsidiære påstand til følge - stadfæster Højesteret dommen.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Landsrettens dom stadfæstes.

A skal i sagsomkostninger for Højesteret betale 25.000 kr. til Skatteministeriet.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.