I det tilfælde, hvor yderen af den løbende ydelse ønsker at overdrage sin forpligtelse til at betale ydelserne, kræves modtagerens samtykke til overdragelsen af forpligtelsen, idet der er tale om debitorskifte.

Såfremt samtykket opnås, nedskrives saldoen for yderen efter den oprindelige aftale med det erlagte vederlag.

Går saldoen ikke i nul eller i negativ, skal situationen behandles som efter LL § 12 B, stk. 5, således at yderen bliver skattepligtig af det resterende saldobeløb, medmindre anskaffelsessummen for det pågældende aktiv ikke er skatterelevant for yderen. Den oprindelige yder kommer herved helt ud af forholdet.

Erhververen af forpligtelsen behandles på tilsvarende vis som den oprindelige yder af den løbende ydelse, og skal således føre saldo efter reglen i LL § 12 B, stk. 3, idet det vederlag, som yderen betaler, dog anvendes som indgangsværdi.

Endvidere finder LL § 12 B, stk. 5, 1.-4. pkt og stk. 7, tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at den, der påtager sig forpligtelsen, i det indkomstår, hvor saldoen bliver negativ, kan fradrage det negative beløb i den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. I efterfølgende indkomstår kan de betalte ydelser fradrages. Fradrag sker i kapitalindkomst, jf. nedenfor.

Hvis den løbende ydelse endeligt ophører, inden saldoen bliver nul eller negativ, skal vedkommende medregne et beløb svarende til saldoen på ophørstidspunktet ved indkomstopgørelsen.

Ved betaling af en afløsningssum i de tilfælde, hvor modtageren afstår retten til den løbende ydelse til den nye yder, finder reglerne i LL § 12 B, stk. 5, 1.-4. pkt. og stk. 7, tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at den kontantomregnede værdi af det vederlag, som yderen har betalt, fragår på denne saldo. Hvis saldoen bliver positiv, skal et beløb svarende til saldoen medregnes ved opgørelsen af yderens skattepligtige indkomst, og hvis saldoen bliver negativ, kan yderen fradrage det negative beløb i den skattepligtige indkomst.