Hvis en medarbejder har selvangivet en indkomst som skattepligtig almindelig indkomst og efterfølgende ønsker at anvende den særlige skatteordning, kan medarbejderen anmode om genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til SFL § 26, stk. 2, inden 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Genoptagelse kan ske på baggrund af oplysninger af såvel faktisk som retlig karakter. Endvidere gælder, at en skatteansættelse kan genoptages, hvis der forelægges SKAT oplysninger, der kan begrunde en ændring, uanset at oplysningerne ikke er nye i objektiv forstand. Afgørende er således, at oplysningerne ikke har dannet grundlag for den afgørelse, der ønskes genoptaget, og at der på baggrund af de forelagte oplysninger er anledning til at ændre skatteansættelsen. ►Se Juridisk Vejledning◄, afsnit ►A.A.8.2.1.◄