Dato for udgivelse
20 mar 2002 08:35
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
16. januar 2002
SKM-nummer
SKM2002.177.VLR
Myndighed
Vestre Landsret
Sagsnummer
1. afdeling, S-2497-01
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Straf
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
Skattesvig, momssvig, passivitet, uregistreret momsvirksomhed, bedrageri med dagpenge
Resumé

T var i en tilståelsessag fremmet til dom efter retsplejelovens § 922, tiltalt for med forsæt til skatteunddragelse at have overtrådt skattelovgivningen ved for indkomstårene 1994, 1995, 1996 og 1997 inden 4 uger efter selvangivelsesfristen at have undladt at underrette skattemyndighederne om, at indkomstansættelserne var for lave, idet der ikke var medregnet overskud af selvstændig virksomhed samt lønindkomst med tilsammen 295.171 kr., hvorved det offentlige blev unddraget i alt 120.068 kr. i personlige skatter. T var tillige tiltalt for overtrædelse af momslovgivningen med forsæt til momsunddragelse ved dels i perioden 1. juli 1994 - 30. juni 1995 at have drevet momspligtig virksomhed uden anmeldelse til de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved statskassen blev unddraget 37.249 kr., dels for juli kvartal 1995 at have afgivet urigtige oplysninger til de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved statskassen blev unddraget 2.163 kr. i afgift. T var endelig tiltalt for bedrageri efter straffeloven ved i tiden 1. januar 1994 - 31. december 1999 svigagtigt at have undladt at oplyse personalet i sin arbejdsløshedskasse om, at han drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, hvorved T bestemte personalet til at udbetale sig 629.466 kr. i dagpenge, feriedagpenge og efterløn med et tilsvarende tab for kassen til følge. T blev ved byretten straffet med betinget fængsel i 1 år og 3 måneder og en tillægsbøde på 150.000 kr. Landsretten fandt frihedsstraffen passende udmålt, men under hensyn til karakteren af skatte- og momsforholdet, og da skatteforholdet vedrørte skatteundragelse gennem flere år, blev 20 dages fængsel gjort ubetinget. Med den nævnte ændring blev byretsdommen stadfæstet.

Reference(r)

Skattekontrolloven, § 16, stk. 3, jf. nr. 1
Momsloven § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, og jf. stk. 1, nr. 1
Straffeloven § 279
Straffeloven § 64

Vestre Landsrets dom af 16. januar 2002, 1. afdeling, a.s. S-2497-01

Parter

Anklagemyndigheden

mod

T
(v/adv. Jørgen Vangsgaard)

Afsagt af landsdommerne

C. Haubek, Torben Geneser og Bente Sørensen (kst.) med domsmænd

----------

Århus Byrets dom af 25. september 2001, SS 5.02641/01

Under denne sag, der er fremmet til dom efter retsplejelovens § 922, er T tiltalt til straf for overtrædelse af

1.

bedrageri efter straffelovens § 279, ved i tiden fra den 1. januar 1994 til den 31. december 1999 svigagtigt at have undladt at oplyse personalet i arbejdsløshedskassen "A.A.", om, at han drev selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, hvorved sigtede bestemte personalet til at udbetale sig kr. 629.466 i dagpenge, feriedagpenge og efterløn med et tilsvarende tab for kassen til følge.

2.

overtrædelse af skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1 ved for indkomstårene 1994, 1995, 1996 og 1997 med forsæt til skatteunddragelse inden 4 uger efter selvangivelsesfristen, som var henholdsvis 1. maj 1995, 1. maj 1996, 1. maj 1997 og 3. maj 1998, at have undladt at underrette skattemyndighederne om, at indkomstansættelserne var for lave, idet der ikke var medregnet overskud af selvstændig virksomhed med henholdsvis kr. 54.602, kr. 119.575, kr. 79.975 og kr. 41.019, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 120.068 i personlige skatter.

3.

a. overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5 ved med forsæt til momsunddragelse i perioden fra 1. juli 1994 til 30. juni 1995 at have drevet momspligtig virksomhed uden anmeldelse til de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 37.249 i afgift.

b. overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 ved med forsæt til momsunddragelse for juli kvartal 1995 at have afgivet urigtige oplysninger til de statslige told- og skattemyndigheder, hvorved det offentlige blev unddraget kr. 2.163 i afgift.

Anklagemyndigheden har ikke protesteret imod en delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og tillægsbøde.

Tiltalte har forklaret som gengivet i retsbogen.

Det er oplyst, at efterforskningen i sagen påbegyndtes efter at det ved en kontrol hos en af tiltaltes kunder var konstateret fakturaer tillagt moms. I skrivelse af 12. november 1998 anmodede Told og Skat om foretagelse af ransagning, der blev gennemført den 21. januar 1999. I skrivelse af 11. december 2000 anmodede "A.A" arbejdsløshedskassen om en politimæssig efterforskning i anledning af udbetaling af dagpenge i årene 1994 - 1999.

Der er foretaget en undersøgelse efter retsplejelovens § 808 af tiltaltes personlige forhold.

Byrettens afgørelse

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed er bestyrket ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, er tiltalens rigtighed godtgjort.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279 og skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, og momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1 og 5, og § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, til fængsel i 1 år og 3 måneder. Der er herved taget hensyn til størrelsen af det bedragne beløb og den tid, i hvilken overtrædelserne har fundet sted.

Efter oplysningerne om tiltaltes - gode - personlige forhold og omstændighederne i øvrigt, er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste som anført nedenfor. Selv om karakteren af forhold 2 og 3 taler for at gøre en mindre del af straffen ubetinget, undlades efter omstændighederne en sådan løsning.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde, jf. straffelovens § 64, på 150.000 kr. Forvandlingsstraffen er fastsat nedenfor.

Thi kendes for ret

Tiltalte T straffes med fængsel i 1 år og 3 måneder.

Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 2 år på betingelse af,

at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden,
at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og
at tiltalte indenfor en længstetid på 1 år udfører ulønnet samfundstjeneste i 240 timer.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 150.000kr.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

----------

Vestre Landsrets dom af 16. januar 2002, 1. afdeling, a.s. S-2497-01

Retten i Århus, 5. afdeling, har den 25. september 2001 afsagt dom i 1. instans (SS 5.02651/01).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at tiltalte idømmes 30 dages fængsel ubetinget samt 1 år 2 måneders fængsel betinget på vilkår som anført i byrettens dom samt en tillægsstraf på 150.000 kr.

Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen i forhold 2, således at der efter ordene "af selvstændig virksomhed" indsættes "samt lønindkomst".

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat arbejder som telefonsælger, og at han i gennemsnit tjener 9.000 kr. brutto pr. måned. Der bliver indeholdt 20% til Told og Skat. Han betaler også af på anden gæld.

Landsrettens begrundelse og resultat

Straffen vedrørende forhold 1 fastsættes i medfør af straffelovens § 279, jf. § 286, stk. 2.

Straffen findes passende udmålt til fængsel i 1 år 3 måneder.

Under hensyn til karakteren af forhold 2 og 3, og da forhold 2 vedrører skatteunddragelse gennem flere år, gøres 20 dages fængsel ubetinget, jf. straffelovens § 64, jf. § 58, stk. 1, mens den øvrige del af fængselsstraffen gøres betinget på vilkår som anført i byrettens dom.

Tillægsbøden findes passende fastsat.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s  f o r   r e t

Byrettens dom ændres, således at fængsel i 20 dage gøres ubetinget, mens den øvrige del af fængselsstraffen gøres betinget på de vilkår, der er anført i byrettens dom.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.