I medfør af ►SKINDL◄ § 5, jf. RPL § 505, stk. 1, påhviler det fordringshaveren at betale skyldneren erstatning for tab og godtgørelse for tort, hvis der er truffet foranstaltninger til tvangsfuldbyrdelse, uden at betingelserne har været til stede, og dette kan lægges fordringshaveren til last.
Tilsvarende har en skyldner, for hvem der har været truffet bestemmelse om politifremstilling, krav på erstatning for tab og godtgørelse for tort, jf. RPL § 505, stk. 2.
Kravet på erstatning skal fremsættes over fogedretten eller de almindelige domstole senest 3 måneder efter det tidspunkt, da skyldneren blev i stand til at gøre kravet gældende, jf. RPL § 505, stk. 3.
Dansk rets almindelige erstatningsregler gælder ved siden af den særlige erstatningsregel i retsplejeloven.
Ved fejl og forsømmelser i det juridiske arbejde kan RIM således ifalde et erstatningsansvar.
Spørgsmålet om ansvar for fejl og forsømmelser i forbindelse med en pantefogeds arbejde har været prøvet i sagen UfR 1974, 255 ØLD. En toldfoged (nu pantefoged) havde foretaget udlæg i et kasseapparat, der efterfølgende blev bortsolgt på tvangsauktion. Kasseapparatet havde hørt til butiksinventaret i en forretning i en fast ejendom, som 3-mand havde pant i og som pågældende overtog som ufyldestgjort panthaver efter tvangsauktionen. Toldkammeret erkendte, at kasseapparatet var omfattet af TL § 37 og udbetalte provenuet fra tvangsauktionen til tredjemand. I sagen stadfæstede Østre Landsret civilrettens dom, der fastslog, at distrikstoldkammeret ikke ved toldfogdens udlægsforretning eller på anden vis fandtes at have gjort sig skyldig i uforsvarlig adfærd, der kunne medføre erstatningspligt efter den almindelige erstatningsregel, og at der ikke fandtes grundlag for at statuere videregående ansvar efter andre erstatningsregler.
Heller ikke i sagen TfS 1999, 169 ØLD fandt landsretten, at myndighederne havde begået fejl eller forsømmelser, og frifandt Skatteministeriet for et erstatningskrav efter at have fastslået, at en fordringshaver "efter retsplejelovens § 505, stk. 1, er [...] ansvarlig på objektivt grundlag over for skyldneren, hvis den fordring, der danner grundlag for tvangsfuldbyrdelse, ikke består." Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der ikke allerede fra låneoptagelsen til køb af den faste ejendom var ydet pågældende tidsubestemt henstand med betaling af renter, hvorfor der ikke var fradragsret for renterne. Herefter fandt Landsretten ikke skyldneren berettiget til erstatning for tort.
Et andet udfald fik sagen i TfS 2000, 2852 (fogedretskendelse), hvor en skatteyder havde rejst krav om godtgørelse for tort på 40.000 kr. Retten fandt ikke, at der var grundlag for at lade kommunens objektive ansvar bortfalde eller nedsætte på grund af egen skyld hos skatteyderen, hvorfor skatteyderen blev tilkendt godtgørelse for tort, men godtgørelsen blev nedsat til 8.000 kr., idet fogedretten navnlig lagde vægt på, at skatteansættelsen, der have medført restskatten, og som der var foretaget udlæg for, blev annulleret og udlægget ophævet inden for en uge efter dets foretagelse.