Nulstilling betyder i denne vejledning,

at skattecentrene ser bort fra, at der er bogført A-skat, AM-bidrag, SP-bidrag og udbytteskat m.v. med den virkning, at indkomstmodtageren ikke godskrives beløbene i sin årsopgørelse.

Nulstillingen hindrer således, at en skatteyder gennem indeholdelsesreglerne hos SKAT opnår en fyldestgørelse, som ikke ville kunne opnås i selskabet eller dets bo.

Praksis vedrørende nulstilling er dannet på grundlag af en højesteretsdom, der er refereret i UfR 1981, 473 HD. Højesteret har med denne dom accepteret, at skattemyndighederne i forhold til den i et selskab med begrænset ansvar dominerende og enerådige person (typisk en eneanpartshaver eller eneaktionær) kan undlade efter KSL § 60, stk. 1, at modregne indeholdt A-skat mv. i personens slutskat. Gennem den undladte modregning vil personen komme til at hæfte for beløbet, der enten vil reducere den overskydende skat, som personen skulle have haft, eller helt eller delvist vil dukke op som en restskat for personen. Nulstilling er således et af Højesteret anerkendt surrogat for gennemførelsen af et egentligt erstatningskrav mod personen. I UfR 1981, 473 HD, blev direktøren kendt erstatningsansvarlig for tabet af den A-skat mv., der stammede fra lønudbetalingen til de øvrige ansatte, mens erstatningsansvaret vedrørende direktørens egen løn kunne udmøntes i et hæftelsesansvar opnået gennem den manglende modregning i slutskatten. Direktøren vidste, at der ikke ville være realitet i den formelle indeholdelse af A-skatten, og derfor kunne skattemyndighederne på tilsvarende vis bortse fra direktørens krav på modregning med A-skatten i slutskatten.

Højesteret henviste i dommen til KSL § 68 som begrundelse for den personlige hæftelse, men denne følger allerede af, at personen hæfter for sin egen slutskat. KSL § 68 var ikke relevant i sagen, da den omhandler den situation, hvor der slet ikke er sket tilstrækkelig indeholdelse af A-skat i forbindelse med udbetalingen af A-indkomst.

Med støtte i denne henvisning til KSL § 68 har Landsskatteretten i SKM2009.575.LSR afgjort, at der ikke kunne ske nulstilling af udbytteskatten for en revisor, der drev sin revisionsvirksomhed i et anpartsselskab. Revisoren var klar over, at udbytteskatten, der formelt var blevet indeholdt efter KSL § 65, stk. 1, ikke ville blive afregnet, da revisionsvirksomheden blev videreført i et nyt selskab, mens det udbetalende selskab et par år senere gik konkurs som følge af gælden og den manglende aktivitet. Landsskatteretten anførte, at der for udbytteskat ikke findes nogen til KSL § 68 svarende bestemmelse. Dermed har Landsskatteretten givet bestemmelsen en betydning, den slet ikke har for nulstillingsinstituttet, og SKAT har af samme grund indbragt afgørelsen for domstolene i medfør af SFL § 48, da afgørelsen må antages at være forkert.

Blandt de nyere afgørelser på området kan henvises til Østre Landsrets dom gengivet i SKM2007.346.ØLR.