Mindre krav kan ifølge KL § 158, stk. 2, nr. 4, holdes uden for tvangsakkorden, såfremt det skønnes rimeligt under hensyn til boets størrelse og øvrige omstændigheder, og såfremt der er truffet bestemmelse herom i tvangsakkorden. Skifteretten vil normalt kun acceptere en sådan bestemmelse, såfremt det beløb, der bruges til at give sådanne småkreditorer fuld dækning, ikke har nogen reel indflydelse på de større kreditorers dækningsprocent. Der er ikke i loven nævnt noget beløb, men RIM vil kunne gå med til, at krav i størrelsesordenen 6.000 kr. og derunder kan få fuld dækning, såfremt dette i øvrigt er rimeligt, når der henses til boets størrelse og de øvrige omstændigheder.

Det er en betingelse, at krav, der overstiger sådanne mindre krav, får en dividende, der mindst udgør det beløb, som - uafhængigt af akkorden - betales fuldt ud.

Efter KL § 160 skal samtlige fordringshavere med de undtagelser, som følger af ovenstående, behandles lige. En fordringshaver kan dog samtykke i at stå tilbage for de øvrige fordringshavere.

En fordringshaver kan stå tilbage for de øvrige fordringshavere ved enten først at skulle have dividende, når de andre har fået deres, eller ved slet ingen dividende at få, hvis akkorden stadfæstes.

Dette vil kunne være tilfældet, hvor en fordringshaver samtidig er hovedaktionær i det selskab, der søger en akkord. Akkorden medfører en forøgelse af virksomhedens indre værdi. Som betingelse for akkorden vil fordringshaverne derfor ofte kræve, dels at hovedaktionæren/indehaveren tilfører virksomheden ny risikovillig kapital, dels at hovedaktionæren afstår fra at gøre et eventuelt krav mod selskabet gældende.

Endvidere er det i KL § 161 bestemt, at kravene ikke kan nedsættes til mindre end 10 % af deres beløb, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, eller fordringshaverne samtykker deri.

Som eksempel på særlige grunde kan nævnes skyldnerens forudgående sygdom, eller at han hverken burde eller kunne have indset omfanget af det økonomiske sammenbrud, før det faktisk indtraf.

Samtykke til en tvangsakkord fra alle af akkorden omfattede kreditorer kan navnlig forekomme, hvor formålet med tvangsakkord i stedet for frivillig akkord er at åbne vejen for omstødelse, jf. § 184.

Et samtykke kan naturligvis ikke være bindende for ukendte kreditorer. Hvis ikke der foreligger ganske særlige grunde, må samtlige kreditorer antages at skulle samtykke i en tvangsakkord med en lavere dividende end 10 %, jf. forudsætningsvist Vestre Landsrets utrykte kendelse af 11. oktober 1994 (afdeling K; kæresag B-1537-94), hvor landsretten på et tidspunkt, hvor mindstedividenden efter § 161 var på 25 %, stadfæstede skifterettens kendelse om ikke at stadfæste en tvangsakkord med en dividende på 7,096 %, selv om kreditorer, der repræsenterede 94,7 % af det samlede krav, havde samtykket i denne dividende. Der forelå ikke sådanne ganske særlige grunde, der kunne begrunde en sådan dividende.

Skifteretten afgør ex officio, om sådanne grunde foreligger, jf. KL § 179, stk. 1, nr. 2. Skifterettens afgørelse kan kæres til landsretten, jf. KL § 248, stk. 2. Kærefristen er to uger, jf. KL § 251, stk. 1. Såfremt RIM ønsker at kære en sådan afgørelse, skal sagen forelægges for Koncerncentret.

I UfR 2000, 258 ØLD, havde tre kreditorer i forbindelse med etableringen af en tvangsakkord accepteret alene at anmelde en mindre del af deres samlede krav. Landsretten statuerede, at KL § 160 om ligelig fyldestgørelse af kreditorerne indeholder det forbehold, at en fordringshaver kan give samtykke til en mindre gunstig behandling. Mindstedividendekravet i KL § 161 - på daværende tidspunkt 25 % - var herefter opfyldt, idet akkorddividenden måtte beregnes på baggrund af den nedsatte anmeldelse.