Parter

A
(advokat Simon B. Clark)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten v/adv.fm. Esben Lyshøj Jensen)

Afsagt af byretsdommer

Anne Schultz-Nielsen

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen angår, om sagsøgeren, A, hæfter for efteropkrævning af registreringsafgift på en BMW.

A har nedlagt påstand om, at sagsøgte skal anerkende, at der ikke efteropkræves registreringsafgift hos sagsøger for det i sagen omhandlede køretøj.

Skatteministeriet har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.

I Landskatterettens kendelse af 11. oktober 2010 hedder det blandt andet:

"...

Landsskatterettens afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 615.188 kr. i registreringsafgift.

Klageren har betalt 233.860 kr.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

...

Sagens oplysninger

Klageren står registreret som 1. ejer af en bil af mærket BMW, stelnummer ... og registreringsnummer ... . Bilen er registreret 1. gang den 21. marts 2007.

Bilen er importeret fra Tyskland til Danmark og anmeldt til afgiftsberigtigelse den 20. marts 2007 af G1 ApS, CVR-nr. ..., c/o OF. Ved anmeldelsen er kilometerstanden oplyst til 1.300 km.

G1 ApS har ved afgiftsberigtigelsen angivet indkøbsprisen til 16.200 EURO, svarende til 120.690 kr. ved anvendelse af den i anmeldelsen anvendte kurs på 745. Den afgiftspligtige værdi udgør herefter 157.381 kr., hvorfor afgiften er beregnet til 233.860 kr. Indkøbsprisen er dokumenteret ved en falsk faktura, udstedt af G2, Liechtenstein.

SKAT har modtaget den originale faktura af 27. januar 2007 udstedt af G3, Tyskland. Prisen ifølge fakturaen er på 49.000 EURO svarende til 365.050 kr. ved kurs 745. Antal kørte kilometer er angivet til 700 km.

SKAT har beregnet forhandlerpris inkl. moms men uden registreringsafgift på baggrund af den originale faktura til 511.070 kr. og afgiften til 847.048 kr., svarende til en samlet pris på 1.360.118 kr.

Ifølge en af politiet indhentet prisliste fra BMW importøren er den vejledende udsalgspris for bilen 1.150.386 kr. Til politiet har klager oplyst, at han var bekendt med, at en tilsvarende bil ville have en vejledende udsalgspris på 1.100.000 kr.

Ifølge udateret salgsslutseddel har klageren købt den pågældende bil af G1 ApS for 770.000 kr., svarende til 33 % under den vejledende udsalgspris. Moms og leveringsomkostninger er angivet til 0 kr. Betalingsbetingelser er ikke angivet og salgsslutsedlen er ikke underskrevet. Antal kørte kilometer er angivet til 1.500 km. Ifølge udateret og ikke underskrevet bekræftelse fra G1 ApS har G1 ApS modtaget bankudstedt check på 450.000 kr. svarende til 60.000 EURO til afhentning af BMW-1.

Klageren er salgschef i et IT-firma og har taget telefonisk kontakt til OF efter anbefaling fra en fælles bekendt, med henblik på køb af en bil. Efter nogle måneder har OF kontaktet klageren og fortalt, at han har fundet den ønskede bil. OF er herefter efter aftale mødt op på klagerens arbejdsplads, hvor han har bedt om at få 450.000 kr. til afhentning af bilen. Klageren har herefter fået udstedt en banknoteret check på 450.000 kr. som er afhentet på klagerens arbejdsplads mod kvittering. Ved levering af bilen på klagerens arbejdsplads har klageren overdraget en banknoteret check på 320.000 kr. til OF. Bilen fremstod som ny med en kilometerstand på 1.500 km.

I korrespondancen har sælger anvendt mailadressen "OF"@mail.dk samt underskrevet sig OF.

Selskabet G1 ApS er registreret i det Centrale Virksomhedsregister den 2. oktober 2006 under detailhandel med personbiler. Selskabet er ikke registreret efter registreringsafgiftslovens § 14. Selskabet har ikke egen udstilling af biler.

Klageren har videresolgt bilen den 30. juli 2008 for 725.000 kr. til G4 A/S. På det tidspunkt har bilen kørt 38.000 km. Samtidig købte klageren en brugt Alfa Romeo til 382.000 kr.

Til politiet har klageren oplyst, at han tidligere har importeret en brugt bil fra Tyskland og er derfor bekendt med, at der kan opnås en fortjeneste ved selv at importere og afgiftsberigtige i Danmark.

SKAT har udsendt 1. varsel om opkrævning af afgift 16. november 2007 og 2. varsel den 25. september 2009.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet yderligere 615.188 kr. i registreringsafgift.

Klageren står registreret som første ejer af bilen og hæfter derfor for betaling af den manglende registreringsafgift i medfør af dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2.

På baggrund af de atypiske forhold omkring anskaffelsen af en bil til mere end 750.000 kr. er det SKATs vurdering, at klageren ikke har været i god tro ved købet, således at hæftelsen opretholdes.

...

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

...

Det følger af de almindelige bemærkninger til L 1971 nr. 221 (registreringsafgift af motorkøretøjer mv.), at "afgiftens betaling påhviler principielt den, i hvis navn køretøjet skal registreres efter færdselsloven, men forhandlervirksomheder kan overtage afgiftsforpligtelsen mod at stille fuld sikkerhed [for betalingen]." Dette forudsætter, at forhandlervirksomheder lader sig registrere hos SKAT i medfør af registreringsafgiftslovens § 14.

G1 ApS er ikke registreret efter registreringsafgiftslovens § 14, hvorfor klageren, som ejer på tidspunktet for SKATs 1. varsel hæfter for betalingen af den manglende afgift i medfør af § 19, stk. 2 i den dagældende registreringsafgiftslov, nu § 20, stk. 1. Der er lagt vægt på, at klageren er kommet til kundskab om afgiftskravet på dette tidspunkt, og at han herefter ikke med frigørende virkning kan videresælge bilen.

Det bemærkes, at varsel af 16. november 2007 bygger på samme objektive forhold som varsel af 25. september 2009, samt at der er henvist til den relevante lovbestemmelse.

Bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 19, stk. 2 er, efter sin ordlyd, en objektiv hæftelsesregel, som ikke er betinget af, om ejeren var i ond tro vedrørende den manglende afgiftsbetaling ved erhvervelsen af køretøjet.

Efter administrativ praksis opkræves der imidlertid ikke efterbetaling af afgift hos en køber, som i god tro har købt et køretøj, som ikke er korrekt afgiftsberigtiget, hos en forhandler.

Det er en forudsætning for at kunne anses som forhandler i den forstand som omfattes af praksis, at sælger af bilen i et eller andet omfang udadtil har fremstået som forhandler af biler, idet det afgørende for SKATs praksis har været hensynet til omsætningssikkerheden.

G1 ApS har ikke haft egen udstilling af biler, hjemmeside eller lignende, som overfor omverdenen har tilkendegivet, at virksomheden handlede med parallelimporterede biler. Ifølge det oplyste, har klageren fået selskabets kontraktoplysninger af en fælles bekendt. Heller ikke i forholdet mellem køber og sælger, har sælger, efter en umiddelbar betragtning, fremstået som en professionel handlende. Der er herved lagt vægt på fremgangsmåden ved handlens gennemførelse, samt det forhold, at sælgers navn ikke fremgår af den anvendte mailadresse eller af korrespondancen i øvrigt, og endelig det forhold, at der ikke er opkrævet moms af købet. G1 ApS kan dermed ikke anses for en forhandler i den forstand, som er omfattet af praksis, hvorfor der ikke skal foretages en vurdering af, hvorvidt klageren har været i god tro vedrørende den manglende registreringsafgift.

Klageren hæfter således på objektivt grundlag for den manglende registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

..."

Forklaringer

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at han arbejder for G5 med salg af IT-udstyr.

I 2006 overvejede han at købe ny bil og talte herom med sin kollega, NP, der fortalte, at han kendte en autoforhandler, der kunne levere biler til en rigtig god pris. NP havde da selv købt en bil gennem denne forhandler. Han fik kontaktoplysninger på forhandleren, G1, og ringede og talte med OF. Han ville gerne have en BMW. Det var en betingelse, at OF kunne finde en bil, der opfyldte hans behov for så vidt angik mærke, model og farve. De talte også om prisen. Han husker ikke, om han fik tilbudt andre biler, end den bil han endte med at købe. Det var en "færdig" bil, han blev præsenteret for, så han kunne ikke selv vælge udstyr, herunder indtræk, fælge og musikanlæg. De talte om, at det var en demovogn, hvilket var grunden til, at OF kunne skaffe den til så god en pris. Bilen havde kørt omkring 1.500 km, men fremstod som ny, og det var også hans forventning til bilen. De talte ikke om, hvad bilen havde været brugt til forinden, men han forestillede sig, at det var til prøveture hos forhandleren.

Han meddelte OF, at han ønskede at købe bilen og blev herefter bedt om at betale et depositum på 450.000 kr. OF havde ikke bilen stående, men skulle ud at købe den, og OF skulle derfor have sikkerhed for, at han faktisk ville købe bilen. Han var ikke nervøs ved at skulle betale depositummet, da han stolede på OF, der tidligere havde solgt biler til hans kollegaer. Han betalte depositummet med en banknoteret check. Han studsede ikke over, at det af kvitteringen for beløbet fremgik, at det var "til afhentning", og at restbeløbet derfor skulle gå til afgiftsberigtigelse, moms, avance mv.

Han foretog ingen nærmere undersøgelser af G1, der for ham fremstod som en forhandler, og han besøgte ikke forretningsadressen. Hans kontakt med OF bestod i et par telefonsamtaler, og han så således først udstyrslisten på bilen vedhæftet e-mailen af 27. februar 2007 til hans kollega OR, da SKAT sendte den til ham. Han ved ikke, hvorfor OF sendte udstyrslisten til OR, men går ud fra, at det var fordi OF ikke kunne få fat i ham.

Han vidste ikke, at bilen var for billig. Han havde læst artikler om parallelimportører, der gav op til 50 % rabat på importerede biler. Han anså alene listeprisen for vejledende. I hans branche arbejder de også med listepriser, og det er ikke usædvanligt, at de giver rabat på 40-50 % og stadig tjener penge. Han var klar over, at den vejledende udsalgspris var ca. 1,1 mio. kr. og at han dermed opnåede en rabat på ca. 30 %. Det var hans opfattelse, at hvis man som G1 havde det rigtige netværk, så kunne man købe biler med store rabatter.

Han var ikke med til at hente bilen og deltog ikke i afgiftsberigtigelsen hos SKAT. Bilen blev leveret af OF på hans arbejdsplads, efter at den var blevet indregistreret. De gennemgik bilen, han betalte det resterende beløb med en check og fik nøglerne udleveret. Han mødte kun OF den ene gang.

Han solgte bilen den 30. juli 2008, da bilen havde kørt 38.000 km. Salget skete for at skaffe penge til betaling af afgiften, og fordi han på grund af sagen med SKAT havde mistet glæden ved bilen. Værdiansættelsen på 725.000 kr. skete telefonisk ud fra hans beskrivelse af bilen og med vilkår om, at han samtidig købte en anden bil. Han købte den nye bil, en Alfa Romeo, til den pris den var sat til salg for, og der blev således ikke skruet på priserne.

Han var klar over, at registreringsafgiften udgør 180 %.

Parternes synspunkter

Parterne har i det væsentligste procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter.

A har i sit påstandsdokument af 27. november 2014 anført:

"...

Det gøres overordnet gældende, at sagsøger netop er omfattet af den kreds af godtroende købere, der ikke skal hæfte for et krav for registreringsafgift.

Det gøres således gældende, at G1 ApS er en forhandler, og at OF på vegne af dette selskab har ageret som en forhandler.

G1 ApS har alle sædvanlige karakteristika for en forhandler, idet der bl.a. anvendes et CVR nr. og korrekt brancheangivelse, samt at denne virksomhed var registreret for både selskabsskat og moms.

Herudover skal også henvises til det fremlagte bilag 29 hvoraf det bl.a. fremgår, at der igennem en årerække har forbrugernes adfærdsmønster ændret sig radikalt. Eksempelvis kommer kunderne meget mindre i butikkerne før de køber bil og at mange forbrugere således generelt fravælger at kigge på biler via bilforhandlernes udstillingslokaler og faste forretningssteder.

Der henvises til bilag 8, udskrift vedrørende G6 A/S, hvori det netop beskrives, at biler hjemtages efter bestilling og at der ikke er et showroom eller lager, hvilket gør, at omkostninger nedbringes.

G1 ApS kan på tilsvarende vis anses som en forhandler.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at Byretten netop i dommen af 16. januar 2014, jf. SKM2014.197.BR., klart har tilkendegivet, at Retten ikke er bundet af SKATs opfattelse af forhandlerbegrebet.

Herudover skal det bemærkes, at det fremgår af præmisserne i dommen af 26. august 2014 fra Byretten [SKM2014.803.BR.red.SKAT], at:

...

"...

Højesteret fandt således ikke, at SKATs lempelige praksis ikke fandt anvendelse allerede på grund af omstændighederne ved forhandleren og parternes aftaleindgåelse, men lod disse forhold indgå i vurderingen af den gode tro.

På dette grundlag findes forhandleren også i nærværende sag at være en forhandler omfattet af SKATs ovenfor nævnte praksis.

..."

I forlængelse heraf gøres det gældende, at netop præmisserne i "Prøvesagen" (SKM2013.447.HR, som en stadfæstelse af SKM2012.655.ØLR), ikke kan tages til indtægt for, at samtlige bilkøbere, der har købt hos G1 ApS definitorisk ikke er i god tro, blot fordi SKAT har den opfattelse, at G1 ApS ikke er en forhandler.

Tværtimod skal der foretages en samlet vurdering af sagens samtlige omstændigheder, og at der, som en integreret del af denne vurdering, skal foretages en vurdering af, om G1 ApS ud fra sagsøgers subjektive betragtning fremstod som en forhandler.

Det gøres gældende, at sagsøgers opfattelse var, at G1 ApS var en forhandler på lige fod med andre automobilforhandlere - og at sagsøger som følge heraf som udgangspunkt med rette kunne gå ud fra, at der var betalt samtlige omkostninger til både moms og registreringsafgift.

Dette klare udgangspunkt er der ikke nogle af sagens øvrige faktiske forhold, der kan ændre på.

Det kan i den forbindelse, tillige - også med henvisning til præmisserne i dom af 26. august 2014 fra Byretten - anføres, at det ikke i sig selv kan medføre

"...

ond tro om korrekt afgiftsberigtigelse, at moms ikke er anført særskilt, da priser i forbindelse med forbrugerkøb modsat handelskøb sædvanligvis angives inklusiv moms.

..."

For så vidt angår den af sagsøger betalte pris, gøres det gældende, at den besparelse, som sagsøger opnåede ikke var iøjnefaldende stor i forhold til, hvad der kunne opnås fra andre forhandlere.

Der henvises i den forbindelse til det fremlagte bilag 19, hvorefter besparelser på 20 % ikke er usædvanlige.

Det skal desuden gøres gældende, at den procentuelle besparelse, som sagsøger har opnået, er langt mindre end den difference, som der var mellem bilens egentlige indkøbspris og den pris, som SKAT lod afgiftsberigtigelsen ske på baggrund af.

Det skal i forlængelse heraf særligt anføres, at SKAT dagligt foretage adskillige afgiftsberigtigelser, sådan at medarbejderen hos SKAT kan siges at have en helt særlig ekspertise i vurdering af bilers værdi og beregning af afgiftsgrundlag.

Set i forhold til den nu oplyste reelle pris på 49.000 EUR, udgør den af SKATs anvendte værdi på 16.200 EUR, således kun ca. 33 % af den egentlige værdi.

Differencen mellem den anvendte værdi, på baggrund af den forfalskede faktura og den egentlige værdi, er altså 67 %.

Til trods herfor - og til trods for SKATs eget notat af 24. november 2006, jf. bilag 18 - lod SKAT afgiftsberigtigelsen gå igennem.

Sagsøger betalte ved købet en pris på 770.000 kr., hvor den vejledende nyvognspris ifølge den danske importør var 1.150.386 kr.

Den pris, som sagsøger betalte udgør således ca. 67 % af listeprisen.

Den besparelse, som sagsøger opnåede udgjorde således kun omkring 33 %.

Denne besparelse skal holdes op imod den ovennævnte difference ved afgiftsberigtigelsen, der som nævnt udgør mere end 67 % - omtrent dobbelt så meget.

Dette understøtter således i sagens natur, at sagsøger - uden tilsvarende særlige forudsætninger, som SKAT, for at vurdere bilens pris - heller ikke bør undre sig over bilens pris ved købet.

Som sagen fremstår nu, virker det som om, at SKAT vil forsøge at påstå, at en almindelig borger og forbruger bør have et større kendskab til prisfastsættelse på bilen, end SKATs egen særligt uddannede medarbejder med omfattende erfaring indenfor området.

Det skal også understreges, at sagsøger ikke havde kendskab til G1 ApS v/OF's indkøbspris i Tyskland.

Sagsøger havde således intet grundlag for at vurdere, om der i den af ham betalte pris kunne indeholdes både moms og udgifter - udover at han kunne forholde sig til den samlede pris, hvor besparelsen ikke virkede iøjnefaldende stor sammenlignet med bilmarkedet generelt.

Særligt når sagsøger indgik aftale om køb af en lettere brugt demo-bil.

Hertil kommer, at det står fast, at den vejledende udsalgspris på ingen måde kan anvendes som udtryk for bilens reelle markedspris.

Der henvises i den forbindelse til de fremlagte bilag 22-27 og bilag 31.

Det er således både generelt og konkret dokumenteret, at der er store besparelser at opnå.

Også ud fra dette sammenligningsgrundlag var det på købstidspunktet sagsøgers opfattelse, at den opnåede besparelse ikke var usædvanlig stor, idet der mange andre steder på bilmarkedet kunne opnås besparelser.

Hertil kommer, at der blev betalt med banknoterede checks, og at sagsøger tillige sørgede for at papirarbejdet var i orden, derved at der blev udarbejdet og underskrevet en salgsslutseddel, bl.a. med angivelse af G1 ApS' CVR nr.

Samtlige af sagens faktiske omstændigheder peger således på, at sagsøger var i god tro ved købet. Sagsøger er som følge heraf omfattet af SKATs administrative praksis og skal ikke hæfte for den manglende registreringsafgift.

..."

Skatteministeriet har i sit påstandsdokument af 27. november 2014 gjort følgende gældende:

"...

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at sagsøgeren hæfter på objektivt grundlag for den for lidt betalte registreringsafgift i medfør af den dagældende registreringsafgiftslovs § 19, stk. 2, og at sagsøgeren ikke er omfattet af SKATs administrative praksis, hvorefter der ikke efteropkræves registreringsafgift hos en godtroende bilkøber, der har købt bilen hos en forhandler.

Sagsøgeren bærer bevisbyrden for, at sagsøgeren er omfattet af SKATs særlige administrative praksis for ikke at efteropkræve manglende registreringsafgift og dermed ikke hæfter efter den objektive hæftelsesregel i lovens § 19, stk. 2.

Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Sagsøgeren har ikke købt bilen af en forhandler

Det gøres gældende, at sagsøgeren ikke kan anses for at have købt køretøjet af en forhandler, og at sagsøgeren allerede af den grund ikke er omfattet SKATs administrative praksis.

Det er en selvstændig og nødvendig betingelse for at være omfattet af SKATs særligt gunstige administrative praksis, at køretøjet er købt hos en forhandler, hvilket indebærer et krav om, at sælgeren fremstod som en forhandler. Dette støttes på følgende:

De beskrivelser, der foreligger vedrørende SKATs administrative praksis, opstiller det som en klar forudsætning, at køretøjet er købt af en forhandler.

SKATs administrative praksis har den baggrund, at det forekommer urimeligt at lade en almindelig bilkøber hæfte på objektivt grundlag for en manglende betaling af registreringsafgift, som skyldes en forhandler, hvis forbrugeren har været i god tro om registreringsafgiftens betaling. Praksis bygger således på et normaltilfælde, hvor en forbruger indfinder sig på en forhandlers faste forretningssted for at se og eventuelt prøvekøre en eller flere af de biler, forhandleren udstiller, og herefter indgår en aftale med forhandleren om køb af en bil. Den forbruger, som er i god tro, skal af omsætningshensyn med andre ord kunne regne med ikke at hæfte for en manglende betaling af registreringsafgift, når forbrugeren køber en bil af en forhandler.

Ved vurderingen af, om der er tale om en forhandler efter SKATs administrative praksis, skal der således bl.a. lægges vægt på, om der findes et fast udstillingssted, om der findes nogle udstillingsmodeller, om der annonceres eller på anden måde reklameres, og om virksomheden udadtil præsenteres som forhandler.

Dommene i prøvesagen (SKM2013.447.HR og SKM2012.656.ØLR) kan ikke tages til indtægt for, at Højesteret og Østre Landsret har taget afstand fra en udlægning af praksis, hvorefter det er en særskilt og nødvendig betingelse, at køretøjet er købt hos en forhandler, og/eller at Højesteret og Østre Landsret fandt, at sælgeren i den konkrete sag - OF / G1 ApS - kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand.

Landsrettens dom - som på dette punkt blev stadfæstet af Højesteret i henhold til grundene - er udtryk for, at landsretten ikke har fundet det nødvendigt at tage stilling til, om sælgeren kunne anses for en forhandler i administrativ praksis' forstand, idet køberen i prøvesagen klart var i ond tro omkring afgiftens betaling og derfor allerede af denne grund ikke var omfattet af praksis. Landsretten anfører da også, at "hovedbetingelsen" for, om bilkøberen er omfattet af SKATs praksis, er god tro, hvilket bekræfter, at der er knyttet yderligere betingelser til anvendelsen af administrativ praksis, herunder at køretøjet er erhvervet af en forhandler.

Det bemærkes, at SKATs praksis er udtryk for en fravigelse en lovbestemt regel om, at køberen af en bil hæfter på objektivt grundlag - uanset god eller ond tro og uanset hvem køretøjet købes af - for betalingen af den lovpligtige registreringsafgift. Der kan under disse omstændigheder ikke stilles betingelser til, i hvilket omfang SKAT har valgt at lade denne undtagelse til en klar lovbestemt hæftelsesregel række, for så vidt SKATs begunstigende praksis i øvrigt hviler på saglige hensyn, jf. princippet i eksempelvis SKM2011.669.HR. Det bemærkes i den forbindelse, at Højesteret i medfør af dommen i prøvesagen har tiltrådt SKATs praksis.

Det gøres gældende, at sagsøgerens sælger, G1 ApS, ikke fremstod som en forhandler af biler i administrativ praksis' forstand - hverken udadtil eller over for sagsøgeren. Dette støttes på følgende:

at	sagsøgerens sælger ikke har haft noget udstillingssted eller nogen biler på lager, endsige et forretningssted som sagsøgeren har besøgt i forbindelse med købet af køretøjet,
at	sælgeren drev virksomheden fra sin private bopæl i en villa på ...1,
at	sælgeren ikke har markedsført sig professionelt, eksempelvis ved annoncering via hjemmeside, blade, aviser, telefonbøger eller lignende,
at	G1 ApS ikke har opkrævet moms ved salget, hvilket naturligvis er uforeneligt med lovgivningen ved professionelle forhandleres salg til forbrugere og viser, at G1 ApS ikke anså sig selv for at drive selvstændig økonomisk virksomhed med salg af biler, jf. momslovens § 3, stk. 1, og
at	sagsøgeren hørte om G1 ApS gennem en bekendt og at al mailkorrespondance mellem sagsøgeren og OF foregik gennem sagsøgerens kollega OR.

G1 ApS manglede således en lang række af de karakteristika, som bilforhandlere normalt har, og som må kræves for, at G1 ApS med nogen rimelighed kan betragtes som forhandler i relation til SKATs administrative praksis.

Hertil kommer, at køretøjet blev solgt til sagsøgeren efter samme fremgangsmåde som i prøvesagen. Østre Landsrets bemærkning i prøvesagen - som blev tiltrådt af Højesteret - om, "at omstændighederne ved virksomheden og parternes aftaleindgåelse ikke kan anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, idet [G1 ApS] blandt andet ikke blev markedsført, og kontakten mellem parterne foregik på en lukket og usædvanlig måde", er derfor også dækkende for nærværende sag.

Sagsøgeren har således ikke dokumenteret, at han købte bilen af en forhandler.

Det kan heroverfor ikke føre til andet resultat, at G1 ApS har været momsregistreret og registreret med en branchekode i CVR-registret for detailhandel med personbiler, da denne form for registrering ikke medfører, at G1 ApS har fremstået som forhandler overfor køberne.

Sagsøgeren anfører i processkrift IV side 3, 4. afsnit, at sagsøgeren på baggrund af en e-mail fra en skattemedarbejder (bilag 27) ud fra et "forventningsprincip" har krav på, at der foretages en konkret vurdering af sagsøgerens gode tro "med den forudsætning, at G1 ApS konkret er omfattet af forhandlerbegrebet i SKATs administrative praksis."

Hertil bemærkes, at bilag 27 ikke er en afgørelse til sagsøgeren - endsige en afgørelse i det hele taget - som sagsøgeren kan støtte ret på. Sagsøgeren kan heller ikke støtte ret på e-mailen ud fra et retligt forventningsprincip.

Den pågældende e-mail er afsendt efter sagsøgeren købte den af sagen omfattede bil. Allerede derfor kan sagsøgeren ikke have en retsbeskyttet forventning om, at SKAT anså G1 ApS som en autoforhandler i henhold til SKATs praksis om ikke at efteropkræve registreringsafgift, idet sagsøgeren ikke har disponeret på baggrund af den pågældende e-mail, jf. eksempelvis SKM2013.163.ØLR.

Endvidere er den pågældende e-mail ikke adresseret til sagsøgeren, hvorfor den af denne grund heller ikke kan danne grundlag for en retsbeskyttet forventning hos sagsøgeren.

Dertil kommer, at det er uklart, hvilke forudsætninger skattemedarbejderen har lagt til grund for det i e-mailen anførte, herunder hvad skattemedarbejderen konkret er blevet spurgt om.

Vedrørende det af sagsøgeren fremlagte bilag 13 bemærkes det, at firmaet G7 ikke er en forhandler, men derimod en konsulentvirksomhed, der hjælper sine kunder med at importere biler. Det fremgår således af bilagets side 1, 3. afsnit, at: "G7 står altså på sidelinjen som konsulent, og du importerer i princippet bilen selv."

Det kan altså ikke som af sagsøgeren anført med det fremlagte bilag lægges til grund, at også andre forhandlere sælger biler uden et egentligt show-room.

For så vidt angår det fremlagte bilag 28 bemærkes det, at det fremgår af artiklen, at det for bilforhandlere er vigtigt at have egen hjemmeside og i øvrigt være til stede på internettet, idet bilkøbere i højere grad end tidligere orienterer sig på internettet forud for et bilkøb hos en bilforhandler. Det kan således ikke af artiklen udledes, at bilkøbere ikke længere indfinder sig fysisk hos en forhandler for at købe en bil, det sker ifølge artiklen blot på et senere tidspunkt end tidligere.

Endvidere bemærkes det, at G1 ApS netop ikke havde en hjemmeside, hvilket understøtter, at G1 ApS ikke var en forhandler.

I øvrigt er artiklen fra august 2014, hvorfor den ikke kan tages til indtægt for forbrugsvanerne i 2007, da sagsøgeren købte den af denne sag omfattede bil.

Sagsøgeren var ikke i god tro om den manglende afgiftsbetaling

Selv hvis retten måtte finde, at SKATs administrative praksis skulle finde anvendelse i den foreliggende sag, har sagsøgeren ikke godtgjort, at han var i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse.

Et væsentligt element ved vurderingen af sagsøgerens gode tro er prisen.

Sagsøgeren købte bilen for kr. 770.000,-, mens bilens vejledende udsalgspris var kr. 1.150.385,53,-, jf. bilag F, svarende til en besparelse på 33 pct. Desuden er moms og leveringsomkostninger angivet til kr. 0,-, jf. bilag 6. Sagsøgeren oplyste, da han blev afhørt af politiet, at han var klar over, at en tilsvarende bil ville have en vejledende udsalgspris på ca. kr. 1.100.000,- hos en autoriseret forhandler, jf. bilag G, s. 2, 9. afsnit.

Det bestrides som udokumenteret, at markedsprisen for bilen var lavere end den vejledende udsalgspris. Sagsøgeren har således intet fremlagt, der giver grundlag for en sådan antagelse.

Sagsøgerens gode tro skal vurderes på grundlag af, at sagsøgeren troede, at han købte et fabriksnyt køretøj. Bilen er solgt som fabriksny, jf. bilag 6, hvilket sagsøgeren også oplyste til politiet, at bilen fremstod som, jf. bilag G, s. 3, 12. afsnit. Endvidere fremgår det af synsrapport af 20. marts 2007, jf. bilag 4, underbilag 5, at bilen har kørt 0 kilometer. Der er således ikke tale om en brugt demobil, som sagsøgeren gør gældende. At det af slutsedlen fremgår, at bilen har kørt 1.500 km er ikke korrekt og medfører ikke, at der er tale om en brugt demobil.

Sagsøgerens besparelse ved købet af en bil, som sagsøgeren troede var ny, var påfaldende stor og var i sig selv tilstrækkelig til at bringe sagsøgeren i ond tro om den manglende betaling af registreringsafgift.

Det fremgår af bilag E, at sagsøgeren den 30. juli 2008, efter omtrent halvandet års ejertid, videresolgte bilen for kr. 725.000,-. Bilen havde på salgstidspunktet kørt 38.000 kilometer. Sagsøgeren har således efter halvandet års ejertid lidt et beskedent tab på kr. 45.000,-. Et sådant tab er minimalt og understøtter i sig selv, at sagsøgerens købspris var urealistisk lav.

Det bestrides som udokumenteret, at den eneste måde, hvorpå sagsøgeren kunne opnå en byttepris på kr. 725.000,- for sin BMW var at købe en anden bil til en opskruet værdi. Det kan således ikke blot med henvisning til den som bilag 6 fremlagte artikel anses for dokumenteret, at prisen for den Alfa Romeo, som sagsøgeren fik i bytte, har været opskruet.

Endvidere bemærkes det, at den nævnte artikel vedrører den situation, hvor en bilforhandler nedskriver prisen på biler, der tages i bytte, hvorimod det tilsvarende beløb gives i rabat på den bil, der købes. Det kan altså ikke af artiklen udledes, at det i bilbranchen er sædvanligt at opskrue værdien af en bil.

Oveni det ovenfor anførte vedrørende bilens lave pris kommer, at sagsøgeren den 2. marts 2007 overførte kr. 450.000,- til OF til afhentning af bilen i Tyskland, jf. bilag 7. Eftersom det er almindeligt kendt, at registreringsafgiften i Danmark udgør 180 pct. af (hovedparten) af bilens pris, må disse oplysninger have givet sagsøgeren anledning til at undersøge forholdene nærmere. Det er således indlysende, at hvis bilens indkøbspris i Tyskland var omkring kr. 450.000,-, skulle anden rate på kr. 320.000,- dække såvel G1 ApS' vederlag som registreringsafgiften. Henset til at kr. 320.000,- alene udgør 71 pct. af kr. 450.000,- har der åbenlyst ikke været penge nok til at betale den fulde registreringsafgift.

Ved e-mail af 27. februar 2007 modtog OR, der korresponderede med OF på vegne af sagsøgeren, en oversigt over ekstraudstyret på den af sagen omfattede bil, jf. bilag 4, underbilag 10-12. Det fremgår af oversigten, at bilens pris i Tyskland var EUR 50.000,- svarende til kr. 375.000,-. Disse oplysninger må tillige have givet sagsøgeren anledning til at undersøge forholdene nærmere. Det er således indlysende, at hvis bilens indkøbspris i Tyskland har været kr. 375.000,-, hvilket inklusiv dansk moms er ca. kr. 469.000,-, måtte bilens pris inklusiv registreringsafgift være væsentligt højere end kr. 770.000,-.

Registreringsafgiften var heller ikke nærmere specificeret i slutsedlen, og omstændighederne ved parternes aftaleindgåelse kan ikke anses som sædvanlige for en forhandlervirksomhed, idet G1 ApS ikke markedsførte sig, og idet kontakten mellem parterne foregik på en lukket og usædvanlig måde, jf. også landsrettens bemærkning vedrørende G1 ApS i SKM2012.656.ØLR.

Det forhold, at sagsøgeren ikke undrede sig over omstændighederne omkring bilkøbet taler for, at sagsøgeren har haft en fornemmelse af, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at spørge nærmere ind til disse omstændigheder, herunder den usædvanligt gode pris. Sagsøgeren kan ikke påberåbe sig god tro, når sagsøgeren har undladt at foretage nærmere undersøgelse af forholdene, selvom der var anledning hertil. Sagsøgeren har således ikke været i god tro for så vidt angår den manglende afgiftsberigtigelse.

Overfor det ovenfor anførte, hvorefter sagsøgeren ikke har været i god tro om den manglende afgiftsberigtigelse, kan de som bilag 14 og 15 fremlagte artikler og de som bilag 19-25 og 28 fremlagte annoncer ikke føre til andet resultat.

Ingen af disse bilag dokumenterer således, at det var sædvanligt at opnå en besparelse på 33 pct. på en luksusbil som den af denne sag omfattede.

Endvidere bemærkes, at det er sagsøgerens gode/onde tro på købstidspunktet, der er i henhold til SKATs administrative praksis er afgørende.

Sagsøgeren købte bilen ved slutseddel underskrevet den 2. marts 2007.

Alle de fremlagte annoncer og artikler, på nær bilag 28, er trykt efter sagsøgerens køb af den af sagen omfattede bil, hvorfor disse af denne grund heller ikke kan have medført, at sagsøgeren var i god tro vedrørende den manglende afgiftsberigtigelse.

Desuden er bilagene subjektivt udvalgt og i ingen af artiklerne eller annoncerne gives der så stor en procentvis rabat på en ny bil, som tilfældet er i nærværende sag.

Bilag 16 dokumenterer ikke, at det var sædvanligt for en køber at opnå op til 20 pct. rabat i forhold til den vejledende udsalgspris. For det første vides det ikke, hvilke forudsætninger og spørgsmål, der ligger til grund for udarbejdelsen af bilag 11, hvorfor bevisværdien af bilaget er begrænset. Hertil kommer, at selv hvis det lægges til grund, at det var muligt for nogle forhandlere at opnå "flåderabatter" på op til 20 pct., indebærer det ikke også, at sådanne rabatter var sædvanlige, og at OF havde mulighed for at opnå sådanne rabatter, endsige at sagsøgeren havde konkret grundlag for at tro, at OF kunne opnå sådanne rabatter. Sådanne store rabatter fremkommer naturligvis kun ved større forhandleres/importørers regelmæssige køb af store partier biler, deraf betegnelsen "flåderabat". OF foretog ikke sådanne store "flådeindkøb", men købte derimod én luksusbil af gangen efter bestilling fra sine købere.

Den omstændighed, at SKAT selv afgiftsberigtigede bilen på grundlag af den lave tyske pris, som fremgik af den falske faktura, der blev fremvist til SKAT, er uden betydning for vurderingen af sagsøgerens gode tro. SKAT blev således besveget ved fremvisningen af den falske faktura, som man havde krav på at få afgiftsberigtiget køretøjet på baggrund af. Der er tale om et masseadministrationsområde, hvor SKAT har indrettet sig på, at der bliver afgivet korrekte oplysninger ved afgiftsberigtigelsen, og der foregik udover enkelte stikprøvekontroller ikke en mere intensiv prøvelse ved afgiftsberettigelsen end, at det blev kontrolleret, at fakturaen fremstod korrekt. Det bemærkes, at forholdet også blev påberåbt under prøvesagerne for såvel landsretten og Højesteret, uden at dette førte til et andet resultat.

Det forhold, at Politiet besluttede ikke at rejse tiltale mod sagsøgeren, ændrer ikke på, at sagsøgeren i civilretlig forstand må anses for at have været i ond tro vedrørende den manglende afgiftsberigtigelse. Der kræves således grov uagtsomhed fra køberens side, for at denne strafferetligt anses for at have medvirket til afgiftsunddragelse, mens der kun kræves simpel uagtsomhed, for at køberen civilretligt ikke har været i god tro og dermed ikke er omfattet af SKATs administrative praksis.

Endvidere kan det oplyses, at ingen af G1's købere er blevet idømt straf i forbindelse med deres køb af bil af selskabet. Ikke desto mindre er domstolene i alle de sager, der har verseret i sagskomplekset, bortset fra to, nået frem til, at køberen hæftede for den manglende betaling af registreringsafgift, jf. eksempelvis SKM2013.447.HR, SKM2012.655.ØLR, SKM2013.138.BR, SKM2013.139.BR, SKM2013.140.BR og SKM2013.890.BR. I ingen af disse sager har domstolene lagt vægt på, at køberen ikke er blevet idømt straf. Heller ikke i de to sager, SKM2014.197.BR og Byrettens dom af 26. august 2014 i SKM2014.803.BR, hvor domstolene er nået frem til, at køberen ikke hæftede for den manglende betaling af registreringsafgift, er der lagt vægt på, at køberen ikke var blevet idømt straf. I øvrigt kan det nævnes, at begge disse sager er anket til Østre Landsret af Skatteministeriet.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

A har forklaret, at han var bekendt med, at den vejledende udsalgspris for en tilsvarende ny BMW på købstidspunktet i Danmark var ca. 1,1 mio. kr., og at han ved sit køb af bilen for 770.000 kr. gennem G1 ApS opnåede en besparelse på godt 30 %.

A har ikke ved sin forklaring eller i øvrigt godtgjort, at markedsprisen for en tilsvarende bil var væsentligt lavere end den vejledende udsalgspris, eller at han købte en lettere brugt demonstrationsbil. Det fremgår derimod af slutsedlen, at bilen blev leveret fabriksny og af synsrapporten af 20. marts 2007, at bilens kilometerstand var 0.

Det fremgår videre, at OR, der efter indholdet af mailkorrespondancen må antages at have korresponderet med OF på vegne af A, i en e-mail af 27. februar 2007 havde fået oplyst, at bilens pris i Tyskland var ca. 50.000 euro svarende til ca. 375.000 kr. eksklusiv dansk moms, ligesom det fremgår, at købesummen på 770.000 kr. skulle betales over to rater, og at den første rate på 450.000 kr. efter indholdet af kvitteringen af 2. marts 2007 var "til afhentning" af bilen i Tyskland.

På baggrund af disse oplysninger finder retten, at A intet grundlag havde for at tro, at det ville være muligt at afholde dansk registreringsafgift, moms og avance til G1 ApS inden for en købspris på 770.000 kr.

Hertil kommer, at omstændighederne ved G1 ApS og parternes aftaleindgåelse ikke kan anses for sædvanlige for en forhandlervirksomhed, jf. herved Højesterets dom af 26. juni 2013 (SKM2013.447.HR), da G1 ApS blandt andet ikke blev markedsført, og kontakten mellem parterne foregik på en lukket og usædvanlig måde.

Herefter kan A ikke anses for at have været i god tro med hensyn til, at der var betalt fuld registreringsafgift, og han er derfor ikke omfattet af SKATs administrative praksis for ikke at efteropkræve registreringsafgift.

Skatteministeriets påstand om frifindelse tages derfor til følge.

Efter sagens værdi, forløb og udfald skal A i sagsomkostninger til Skatteministeriet betale 62.500 kr.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet frifindes.

Inden 14 dage betaler A i sagsomkostninger til Skatteministeriet 62.500 kr.