Dato for udgivelse
03 mar 2015 13:03
SKM-nummer
SKM2015.168.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
15-0022630
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder
Emneord
Aktieombytning, Massetilladelse, Anmeldelsesvilkår
Resumé

SKAT har givet tilladelse uden vilkår til skattefri aktieombytning af kapitalandele i A/S Nørresundby Bank med kapitalandele i Nordjyske Bank A/S, således at kapitalejerne i A/S Nørresundby Bank (bortset fra Nordjyske Bank A/S) kan apportindskyde deres kapitalandele i A/S Nørresundby Bank mod at erhverve de som følge af ombytningen nyudstedte kapitalandele i Nordjyske Bank A/S samt en kontant udligningssum. Hver Nørresundby Bank aktie vederlægges med en Nordjyske Bank aktie samt en kontant udligningssum på kr. 335. Tilladelsen er generel og kan benyttes af alle kapitalejere, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

Hjemmel

Aktieavancebeskatningsloven § 36

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven § 36

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.D.6.3.6.1.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.D.6.3.7.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2015-2, afsnit C.D.6.3.8.

Nordjyske Bank A/S anmodede på vegne kapitalejerne i A/S Nørresundby Bank (bortset fra Nordjyske Bank A/S) om tilladelse til skattefri aktieombytning af kapitalandele i A/S Nørresundby Bank med kapitalandele i Nordjyske Bank A/S, således at kapitalejerne i A/S Nørresundby Bank (bortset fra Nordjyske Bank A/S) kan apportindskyde deres kapitalandele i A/S Nørresundby Bank mod at erhverve de som følge af ombytningen nyudstedte kapitalandele i Nordjyske Bank A/S samt en kontant udligningssum. Hver Nørresundby Bank aktie vederlægges med en Nordjyske Bank aktie samt en kontant udligningssum på kr. 335.

SKAT imødekom anmodningen uden fastsættelse af vilkår. 

Afgørelsen er truffet efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36.

Tilladelsen er generel og kan benyttes af alle kapitalejere, der er fuldt skattepligtige til Danmark.

For god ordens skyld henleder SKAT opmærksomheden på, at den tilladte succession angår vederlaget i form af Nordjyske Bank aktier, medens den kontante udligningssum ifølge Fusionsskattelovens § 9 anses for udbytte. Den skattemæssige virkning er nærmere beskrevet i SKATs juridiske vejledning afsnit C.D.6.3.8.

Ved tilladelsen er der ikke taget stilling til aktiernes overdragelseskurs.

Begrundelse

SKAT fandt det ud fra en samlet vurdering af de modtagne oplysninger sandsynliggjort, at hovedformålet eller et af hovedformålene ikke er skatteundgåelse eller skatteunddragelse. Endvidere sås de objektive betingelser for at meddele tilladelse til skattefri aktieombytning at være til stede, hvorfor SKAT efter en samlet konkret vurdering meddelte tilladelse til den ansøgte aktieombytning.

SKAT har især lagt vægt på, at parterne har oplyst, at formålet med aktieombytningen i væsentlighed baserer sig på, at Nordjyske Bank ved en sammenlægning med Nørresundby Bank vil kunne sikre en fortsat stærk lokal bank med markant tilstedeværelse i Nordjylland. Efter sammenlægningen vil den sammenlagte Nordjyske Bank være i stand til at løfte større engagementer og betjene flere og større kunder end hidtil.

Tilladelsen er efter en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder givet uden det sædvanligt anvendte anmeldelsesvilkår, fordi det ikke giver mening at pålægge den enkelte aktionær at foretage anmeldelse af ændringer i Nordjyske Bank A/S, hvor den enkelte aktionærs indflydelse typisk vil være ganske beskeden.

Sagsfremstilling 

Nordjyske Bank og Nørresundby Bank er begge pengeinstitutter noteret på NASDAQ OMX Copenhagen. Nordjyske Bank ejer på ansøgningstidspunktet 0,15 % af aktiekapitalen i Nørresundby Bank.

Ved selskabsmeddelelse nr. 20. af 18. december 2014 offentliggjorde Nordjyske Bank en beslutning om at fremsætte et frivilligt købstilbud på alle (resterende) aktier i Nørresundby Bank.

Ved ansøgning af 23. december 2014 ansøgte Nordjyske Bank A/S på vegne på vegne kapitalejerne i A/S Nørresundby Bank (bortset fra Nordjyske Bank A/S) om tilladelse til skattefri aktieombytning af kapitalandele i A/S Nørresundby Bank med aktier i Nordjyske Bank A/S. SKAT meddelte den 7. januar 2015 tilladelse til den ønskede skattefrie aktieombytning.