Spørgsmål

1. Er der skattemæssige konsekvenser for en journalist, hvis det massemedie, journalisten arbejder for (det være sig som ansat eller som freelancer), i forbindelse med en straffe-/erstatningssag anlagt mod journalisten betaler på journalistens vegne - uden at effektuere regreskrav mod journalisten, for:
   1. en bøde, journalisten er idømt efter Straffelovens § 267 (injurier) eller § 264d (krænkelse af privatlivets fred), jf. medieansvarslovens kapitel 3?
   2. en godtgørelse for tort, som journalisten efter medieansvarslovens § 29 er tilpligtet at betale til forurettede efter erstatningsansvarslovens § 26?
   3. et erstatningsbeløb, journalisten er tilpligtet at betale til forurettede som følge af journalistens overtrædelse af fx straffelovens § 267 (injurier) eller § 264d (krænkelse af privatlivets fred), jf. medieansvarslovens kapitel 3?
   4. omkostningerne til egen advokat for at føre retssag vedrørende krav mod journalisten omfattet af pkt. a),b) hhv. c)?
   5. sagsomkostninger, journalisten er tilpligtet at betale til forurettede i forbindelse med en retssag vedrørende krav mod journalisten omfattet af pkt. a), b) hhv. c)?
2. Skal der - i forbindelse med vurderingen af, om det har skattemæssige konsekvenser for journalisten, hvis massemediet betaler omkostningerne til egen advokat (spørgsmål 1, pkt.d), hhv. sagsomkostningerne tilkendt forurettede (spørgsmål 1, pkt. e) - sondres mellem, hvilken del af advokathonoraret hhv. det tilkendte sagsomkostningsbeløb, der kan henføres til den del af sagen, der vedrørte straf (spørgsmål 1, a), tortgodtgørelsen (spørgsmål 1, b) hhv. erstatningsbeløbet (spørgsmål 1, c)?

Svar

1. a) Ja
   b) Ja
   c) Ja
   d) Ja
   e) Ja 
2. Nej

Beskrivelse af de faktiske forhold
En journalist og medierådgiver påtænker at virke som kritisk journalist enten i ansættelsesforhold eller på freelance-basis for et massemedium, der er omfattet af Medieansvarsloven og dermed denne lovs særlige ansvarssystem. Som led i engagementsaftalen vil den pågældende søge opnået en friholdelsesaftale, hvorefter alle omkostninger endeligt afholdes af mediet, således at han ikke selv påføres udgifter herved. Derfor er der behov for afklaring af de skattemæssige konsekvenser af en sådan friholdelse.

Skatterådet afgav den 17. maj 2011 bindende svar i sagen SKM2011.359.SR vedrørende de skattemæssige konsekvenser af kapitalselskabers friholdelseserklæringer afgivet af selskabet til fordel for dets bestyrelsesmedlemmer. Skatterådet kom frem til, at selskabets betalinger til et bestyrelsesmedlem under en sådan friholdelseserklæring skal beskattes hos bestyrelsesmedlemmet og uden tilsvarende fradrag hos selskabet. Skatterådet lagde bl.a. vægt på, at bestyrelsesansvar alene i særligt kvalificerede - grove - tilfælde pådrages.

Derimod ligger det fast, jf. TfS1987,600, at selskabets afholdelse af forsikringspræmie til en bestyrelsesansvarsforsikring, tegnet til fordel for selskabets bestyrelsesmedlemmer ikke skal beskattes hos de pågældende bestyrelsesmedlemmer. Hertil kommer, at selskaberne har fradrag for præmieudgiften.

Der synes ikke at være offentliggjort afgørelser eller lign., der tager stilling til de skattemæssige konsekvenser ved de i spørgsmål 1 og 2 omtalte dispositioner (der, som straffelovsovertrædelser, tilsvarende kun aktualiseres i særligt kvalificerede - grove - tilfælde), hvor udgiveren effektivt friholder en journalist for krav mod denne hhv. omkostningerne ved sagens førelse.

Nærmere beskrivelse af juridiske forhold
Ved Medieansvarsloven ("MAL") er indført et særligt ansvarssystem for indholdet af både den trykte presse og tv/radio. Det særlige system gælder både for straffeansvaret og erstatningsansvaret. Det har til formål og til følge at sikre, at de journalistiske medarbejdere (skribenter og redaktører) suverænt har enekompetencen til at afgøre, hvad medierne indeholder uden indgriben fra udenforstående, herunder end ikke mediets ejer ("udgiveren"). Spejlvirkningen af denne enekompetence er det tilsvarende retlige ansvar.

Det særlige ansvarssystem går i korthed ud på at indføre lovbestemt ansvarsfrihed for en - lang - række personer, der ellers efter dansk rets almindelige regler (straffelovens § 23 om medvirkensansvar og princippet om solidarisk erstatningsansvar for flere samvirkende skadevoldere) ville have haft medansvar - og derfor også kunne have krævet medindflydelse for de forhold, de havde et latent (med-)ansvar for.

Loven indfører således ubetinget ansvarsfrihed for alle andre end: 1) journalisterne, 2) redaktøren og 3) (jf. nærmere nedenfor teoretisk) udgiveren.

Hensynet til skadelidte tilgodeses ved omvendt at udvide ansvaret subjektivt, således at redaktøren kan ifalde ansvar på objektivt grundlag - både erstatningsretligt og for straffedelikter, der ellers kræver forsæt.

Ansvaret er et såkaldt kaskadeansvar, der "falder videre", hvis der ikke er et ansvarligt - primært - ansvarssubjekt. Ansvaret påhviler først og fremmest (og som udgangspunkt alene) den navngivne journalist (hvorved forstås ophavsmand), jf. MAL § 10. Findes der ikke en sådan (f. eks. fordi artiklen ikke har været navngiven), falder ansvaret videre på redaktøren, der "samler op" med objektivt ansvar, jf. MAL § 11.

Ansvaret er som udgangspunkt ikke solidarisk men et enten-eller ansvar mellem disse: journalist eller redaktør, men i særlige tilfælde gælder dog et modificeret medvirkensansvar efter MAL § 13 (hvis f.eks. en journalist har skrevet "efter ordre" fra sin redaktør). Ved redaktøren forstås den person, der har den suveræne afgørelse af, om et bestemt indhold bringes eller ej, jf. MAL § 3. Forskellig herfra er "udgiveren", der defineres som den for hvis regning mediet udgives, jf. MAL § 2.

Udgiveren har ingen indflydelse på mediets indhold - udover ved valget af den ansvarshavende redaktør - og har derfor heller ikke noget ansvar for indholdet, hverken strafferetligt eller erstatningsretligt. Kun hvis redaktøren ikke kan findes - f.eks. er flygtet til fjerne lande - eller ikke opfylder strafbarhedsbetingelserne (utilregnelig eller under 15 år) falder ansvaret videre på udgiveren på objektivt grundlag.

Bortset fra denne temmelig teoretiske situation, der så vidt vides aldrig har været aktuel, har udgiveren alene en lovbestemt kautionshæftelse for de bøder, erstatninger og sagsomkostninger, som journalist/redaktør ifalder, jf. MAL §§ 26, 30 og 33.

Hæftelsen svarer ikke til arbejdsgiverhæftelsen efter DL 3-19-2, da det ikke er en solidarisk hæftelse, men en lovbestemt kaution; den skadelidte kan derfor ikke vælge at anlægge sagen imod arbejdsgiveren (udgiveren), ligesom udgiveren altid har fuld regres mod journalist/redaktør, og der opstår således ikke spørgsmål om den endelige fordeling mellem arbejdstager og arbejdsgiveren (udgiveren) som efter erstatningsansvarslovens § 23, der ikke finder anvendelse på medieansvarslovens område jf. Frøbert og Paulsen, Medieansvarsloven med kommentarer, s. 159.

Spørgsmålet er således, om det ovenfor skitserede helt særlige ansvarssystem for en journalist, og det forhold, at de aktuelle sager drejer sig om straffelovsovertrædelser (dvs. særligt kvalificerede - alvorlige - forhold), skal sidestilles med ansvarsreglerne, der gælder for bestyrelsesmedlemmer i kapitalselskaber, i forhold til spørgsmålet om de skattemæssige konsekvenser af udgiverens betalinger/friholdelse.

Spørgers opfattelse og begrundelse
Ikke anført

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1 a)-e)
Der spørges til, om det får skattemæssige konsekvenser for en journalist, hvis det massemedie, journalisten arbejder for som ansat eller freelancer, i forbindelse med en straffe-/erstatningssag anlagt mod journalisten, på journalistens vegne og uden at effektuere regreskrav mod journalisten, betaler

1. en bøde, journalisten er idømt efter fx straffelovens § 267 (injurier) eller § 264d (krænkelse af privatlivets fred), jf. medieansvarslovens kapitel 3?
2. en godtgørelse for tort, som journalisten efter medieansvarslovens § 29, er forpligtet til at betale til den forurettede efter erstatningsansvarslovens § 26?
3. et erstatningsbeløb, journalisten er tilpligtet at betale til den forurettede som følge af journalistens overtrædelse af fx straffelovens § 267 (injurier) eller § 264d (krænkelse af privatlivets fred) efter medieansvarlovens kapitel 3?
4. Omkostninger til egen advokat for at føre en retssag vedrørende krav mod journalisten omfattet af ovennævnte punkter a-c?
5. Sagsomkostninger, journalisten er forpligtet til at betale til forurettede i forbindelse med en retssag vedrørende krav mod journalisten omfattet af ovennævnte punkter a, b hhv. c?.

Lovgrundlag
Statsskattelovens § 4
Efter statsskattelovens § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, herunder arbejdsindkomst, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.

Medieansvarslovens kap. 3, §§ 9 og 10,  kap. 4 §§ 29 og 30
§ 9. Strafansvar for indholdet af et indenlandsk periodisk skrift kan kun pålægges forfatteren til en artikel i skriftet, redaktøren og udgiveren, jf. dog §§ 14, 25 og 27.
(...)

§ 10. Forfatteren til en navngiven artikel i skriftet er ansvarlig for indholdet af artiklen efter lovgivningens almindelige regler.
Stk. 2. En artikel anses for navngiven, såfremt den med forfatterens samtykke offentliggøres under dennes eget navn eller billede. Det samme gælder, når artiklen offentliggøres under forfatterens pseudonym eller mærke og det er alment kendt, hvilken person der anvender det pågældende pseudonym eller mærke.
Stk. 3. Er der angivet flere forfattere til en navngiven artikel, uden at det fremgår, hvilken del de hver især er forfatter af, er de alle ansvarlige for artiklens indhold efter lovgivningens almindelige regler.
Stk. 4 . Er forfatteren til en navngiven artikel et selskab, en forening, en selvejende institution eller lignende, er den pågældende juridiske persons ledelse ansvarlig for artiklens indhold efter lovgivningens almindelige regler.
Stk. 5. I de i stk. 4 nævnte tilfælde kan ansvar pålægges den juridiske person som sådan som bødeansvar.
(...)

§ 29. Erstatningsansvar for indholdet af et indenlandsk periodisk skrift påhviler dem, der efter reglerne i §§ 9-15 og §§ 25 og 27 kan ifalde strafansvar.

§ 30
Udgiveren af et indenlandsk periodisk skrift hæfter umiddelbart for de erstatninger og sagsomkostninger, der idømmes efter § 29

Erstatningsansvarslovens § 26:
§ 26. Den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort.
(...)

Straffelovens § 264 d og § 267:
§ 264 d. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.
§ 267. Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Forarbejder mv.
L 132 af 6. februar 1991 til medieansvarslovens § 9
I stk. 1, begrænses kredsen af mulige ansvarssubjekter som hovedregel til forfatteren, redaktøren og udgiveren. Bestemmelsen indebærer således, at de almindelige regler for medvirken i straffelovens § 23 ikke finder anvendelse. Bestemmelsen angiver ikke de nærmere betingelser for at drage en eller flere af de nævnte personer til ansvar.

L 132 af 6. februar 1991 til medieansvarslovens § 10
I bestemmelsens stk. 2 fastsættes, at en artikel anses for navngiven, når forfatteren har samtykket i, at artiklen offentliggøres under dennes navn eller billede. Det samme gælder, når artiklen offentliggøres under forfatterens pseudonym eller mærke, og det er alment kendt hvilken person, der anvender det pågældende synonym eller mærke.

L 132 af 6. februar 1991 til medieansvarslovens § 30
Bestemmelsen fastslår, at udgiveren hæfter umiddelbart, hvilket indebærer, at udgiverens hæftelse fortsat svarer til, hvad der gælder for en selvskyldnerkautionist. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at udgiveren har regresadgang mod den, der efter lovforslagets § 29 er erstatningsansvarlig.

Erstatningsansvarsloven § 26
Af noten til erstatningsansvarslovens § 26 i Karnov fremgår:
"Som efter straffelovens ikrafttrædelseslov§ 15, stk. 1 (siden 1972) er det ikke en betingelse, at krænkelsen er strafbar, jf. bet 1971 601 67 f. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en culpøs krænkelse af en vis grovhed, jf. Komm548 f"

Praksis
Der er ingen direkte praksis i forhold til spørgsmålet.

Skatterådet har i SKM2011.359.SR statueret skattepligt for en virksomheds betaling for et bestyrelsesmedlem efter en friholdelseserklæring i tilfælde af, at denne har pådraget sig et bestyrelsesansvar. Af sagen fremgik, at bestyrelsesansvar alene pådrages i særligt kvalificerede - grove - tilfælde

Af Den juridiske vejledning 2014-1, afsnit C.C.2.2.2.17 fremgår:
"Udgifter til bøder for ansatte m.fl.
(...)
I forhold til de ansatte anses beløbet som løn(tillæg) og A-indkomst, som den erhvervsdrivende skal indeholdes A-skat i, inden lønnen bliver udbetalt. Se KSL § 43. Den lønansatte kan i øvrigt ikke trække udgiften til bøden fra i sin lønindkomst, fordi udgiften, på grund af sin pønale karakter, savner den naturlige og nødvendige forbindelse til indkomsterhvervelsen, dvs. lønindkomsten.
(...)"

Begrundelse
Det følger af medieansvarsloven §§ 9, 10 og 29 at en journalist, der er forfatter til en artikel, er personligt ansvarlig i forhold til indholdet, såvel strafferetligt som erstatningsretligt.

Der er i nærværende sag tale om overtrædelser af straffelovens §§ 264 d og 267 samt erstatningsansvarslovens § 26, der alle forudsætter at der er tale om grove tilfælde.

Massemediet afholder udgifterne til bøder, erstatninger mv. på vegne af journalisten. Massemediet afholder således udgifter der påhviler den pågældende journalist personligt.

Det fremgår endvidere af anmodningen at massemediet har regreskrav overfor journalisten.

Undlader massemediet, der har afholdt advokatudgifter/sagsomkostninger samt udgifter til godtgørelse for tort, på vegne af en journalist der er ifaldet erstatningsansvar, jf. erstatningsansvarslovens § 26 samt medieansvarslovens §§ 10 og 29, at effektuere regreskravet, er journalisten skattepligtig af de afholdte udgifter, jf. statsskattelovens § 4.

Tilsvarende gælder, hvis massemediet undlader at effektuere regreskravet i forhold til udgifter til bøder, erstatninger eller advokatomkostninger/sagsomkostninger, som journalisten har pådraget sig for krænkelse af privatlivets fred eller injurier, jf. straffelovens § 264 d, og § 267, og som massemediet har afholdt på vegne af journalisten.

Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 1 med samtlige underspørgsmål besvares med "Ja".

Spørgsmål 2
Der spørges til, om der - i forbindelse med vurderingen af, om det har skattemæssige konsekvenser for journalisten, hvis massemediet betaler advokatomkostninger til egen advokat (spørgsmål 1, pkt.d), hhv. sagsomkostningerne tilkendt forurettede (spørgsmål 1, pkt. e) - skal sondres mellem, hvilken del af advokathonoraret hhv. det tilkendte sagsomkostningsbeløb, der kan henføres til den del af sagen, der vedrørte straf (spørgsmål 1, a), tortgodtgørelsen (spørgsmål 1, b) hhv. erstatningsbeløbet (spørgsmål 1, c)?

Begrundelse
Som det fremgår ovenfor under spørgsmål 1, er de omhandlede beløb, som massemediet har regreskrav på, men undlader at effektuere, skattepligtige for journalisten. En sondring har derfor ingen betydning.

Indstilling
SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.