Spørgsmål

1. Kan A's og B's fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, anses for opretholdt ved udrejsen i 2009 og 2010?
2. Under forudsætning at der svares "ja" til spørgsmål 1, dvs. at man var fuldt skattepligtig til Danmark i 2009 og 2010, anmodes om svar på, om der i 2009 indtrådte en fraflytningsbeskatning?
3. Kan A anses for at have "hjemsted" jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavance i Danmark i 2011? Spørgsmålet besvares under forudsætning af, at A bevarede den fulde skattepligt i 2009 og 2010 samt fortsat er fuld skattepligtig til Danmark, jf. spørgsmål 1.
4. Hvis der svares ja til spørgsmål 1 og spørgsmål 3, vil A da kunne anses for skattepligtig og hjemmehørende i Danmark indtil bodelingen ved en skilsmisse?
5. Hvis der svares nej til spørgsmål 4, vil en overdragelse af B's ejerandel til A inden separationen kunne ske skattefrit?
6. Vil henstanden med skatten af ejendomsavancen ved flytningen i 2009 alene vedrøre A?
7. Under forudsætning af, at der svares ja til spørgsmål 6 vil evt. ejendomsavance ved B's salg af sin ejerandel til A skulle opgøres som forskellen mellem værdien af ejendommen den 1. januar 2011 (tilflytningstidspunktet), jf. kildeskattelovens § 9, og salgstidspunktet af sin ejerandel til A? Det er forudsat, at A ikke anses for at have "hjemsted" i Danmark, jf. § ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 4.
8. Samme forudsætninger som i spørgsmål 7, dvs. at henstanden alene vedrører A samt at han ikke er fuldt skattepligtig til Danmark. Vil avancen - opgjort som i spørgsmål 7 - være skattepligtig hos B, hvis hun overdrager sin ejerandel til A, som led i en bodeling ved en skilsmisse?
9. Vil værdien af stuehuset skulle holdes uden for opgørelsen efter spørgsmål 7 og 8?
10. Anses B for at have hjemsted i Danmark, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, siden 1. januar 2011? Spørgsmålet besvares under forudsætning af, at fraflytningsskatten, jf. spørgsmål 6 følger ejerskabet til ejendommen, dvs. at der blev svaret "nej" til spørgsmål 6.
11a. Kan et arbejde i mindst 10 dage á 8 timer udført over en sammenhængende periode på højst 14 dage anses for at medføre fuld skattepligt til Danmark?
11b. Kan et arbejde i mindst 20 dage á 8 timer fordelt over en til tre perioder inden for en 12 mdrs. periode anses for at medføre fuld skattepligt til Danmark?
12. Er det i relation til svaret på spørgsmål 11 a og 11 b tillige nødvendigt, at A anskaffer sig en anden bolig end boligen på C-vej idet denne bolig i det væsentlige - idet mindste fremover - bruges af B samt deres 4 børn?
13. Såfremt der svares ja til spørgsmål 11 a og b, vil A da kunne anses for "hjemmehørende i en fremmed stat", jf. KSL § 27?

Svar

1. Nej
2. Bortfalder
3. Bortfalder
4. Bortfalder
5. Bortfalder
6. Nej
7. Bortfalder
8. Bortfalder
9. Bortfalder
10. Ja
11a. Ja
11b. Ja
12. Nej
13. Nej

Oversigt over spørgsmålene

Spørgsmålene i denne anmodning opdeles i 3 grupper.

Gruppe 1 omfatter spørgsmålene 1 - 5. Denne gruppe spørgsmål angår en vurdering af, om det også var rigtigt, at skattepligten var ophørt i 2009.

Gruppe 2 vedrører spørgsmålene 6 - 9 og angår, om henstanden med fraflytningsskatten alene er knyttet til A.

Gruppe 3 omfatter spørgsmålene 10 - 13 og angår en vurdering af, om A kan anses for at få skattemæssigt hjemsted i Danmark.

Hvis der svares ja til spørgsmål 1, anmodes tillige om besvarelsen af spørgsmål 2 - 5, medens alle de øvrige spørgsmål bortfalder.

Hvis der svares nej til spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2 - 5 og man tager fat i 2. gruppe, dvs. spørgsmålene i gruppe 6 - 9.

Hvis der i denne gruppe svares ja til spørgsmål 6, besvares også spørgsmålene 7 - 9, medens spørgsmålene 10 - 13 bortfalder.

Hvis der svares nej til spørgsmål 6, bortfalder spørgsmål 7 - 9, medens man besvarer spørgsmålene 10 - 13.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Repræsentanten har oplyst følgende:

A solgte i 2008 sin landbrugsejendom beliggende D-vej i E-by. Ejendomsavance blev opgjort til ca. 16 mio. kr.

Ved aftale af 5. marts 2009 købte A og ægtefælle B en landbrugsejendom i Frankrig.

Den købte ejendom er købt i lige sameje.

13.778.640 kr. af ejendomsavancen fra ejendommen solgt i 2008 blev genanbragt i ejendommen i Frankrig.

Familien flyttede til Frankrig den 7. juli 2009. Ved fraflytningen boede man i ejendommen beliggende C-vej. Denne ejendom havde A købt i 2000. Ejendommen var dengang en landbrugsejendom, som efter en række tilkøb efterhånden var blevet en ejendom på næsten 100 ha.

I 2008 solgte A det meste af jorden fra denne ejendom, hvorefter den blev vurderet som en parcelhusejendom (kode 01 ejendom) med godt 4 ha jord. Den jord man frastykkede, var en del af den ejendom, man solgte i 2008.

Man meddelte først flytningen til Folkeregisteret den 7. august 2009, idet nogle forsikringsforhold m.m. først skulle i orden.

I forbindelse med flytningen til Frankrig fjernede man alle møbler fra ejendommen beliggende C-vej, hvorefter ejendommen blev sat til salg hos ejendomsmægler.

Ejendommen blev ikke udlejet, idet man forventede at kunne sælge ejendommen. Ejendommen blev på grund af afmatningen af boligmarkedet ikke solgt og efter at B samt deres 4 børn jf. nedenfor den 31. december 2010 flyttede tilbage til Danmark, er B samt børnene flyttet ind i denne bolig. I den udstrækning A opholder sig i Danmark, bor han normalt også på denne ejendom. Dette gælder også efter at B og A her i forsommeren 2011 er blevet enige om at blive skilt.

I forbindelse med familiens flytning til Frankrig antog man, at den fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, ophørte og/eller, at man skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig. Dette bevirkede, at man skulle betale skat af den genanbragte ejendomsavance, jf. § 6 B stk. 1 i lov om ejendomsavancebeskatning. Derfor blev der den 30. juni 2010 samtidigt med indsendelsen af selvangivelsen for 2009 anmodet om henstand med betaling af skatten af den genanbragte ejendomsavance, jf. § 6 B stk. 2 i lov om ejendomsavancebeskatning.

Denne skat blev ved fraflytningen opgjort til 8.111.229 kr.

Familien blev boende i Frankrig indtil den 31. december 2010. Denne dag flyttede B samt de 4 børn tilbage til Danmark. A bor stadig på ejendommen i Frankrig samt driver virksomhed på denne ejendom.

De 4 børn er i dag i alderen fra 7 - 16 år.

B samt deres 4 børn har siden 1. januar 2011 boet på den ejendom, man flyttede fra i 2009, og som ligger på C-vej i E-by. Der er som nævnt ovenfor tale om en landbrugsejendom med et areal på 4,2 ha. Ejendommen er vurderet som en "kode 01 ejendom" dvs. som et parcelhus.

Det er fortsat A, der ejer denne ejendom. Ejendommen var som nævnt forsøgt solgt allerede ved fraflytningen den 7. juli 2009, men det var ikke lykkedes at finde en køber til ejendommen. Ejendommen har stået tom i perioden fra juli 2009 til januar 2011.

Ved tilbageflytningen meldte B samt de 4 børn flytningen til Danmark ved Folkeregisteret primo januar 2011.

A rejste med til Danmark den 31. december 2010 for at installere familien i ejendommen. Han rejste den 6. januar 2011 tilbage til Frankrig igen.

Årsagen til, at B samt børnene flyttede tilbage til Danmark skyldes bl.a., at børnene ikke kunne finde sig til rette i Frankrig herunder i det franske skolesystem.

A har i 2011 i det væsentlige boet på ejendommen i Frankrig. Hans erhvervsmæssige aktivitet er alene knyttet til denne ejendom. A har indtil videre dog næsten hver måned været i Danmark i en periode på 3 - 10 dage. Han er alene i Danmark på ferie samt for at kunne være sammen med børnene.

Medens han er i Danmark, bor han indtil videre på ejendommen på C-vej i E-by.

Han tilmeldte sig Folkeregisteret i Danmark primo januar 2011 og frameldte sig igen medio februar 2011.

SKAT's tidligere behandlinger af genanbringelsen m.m.

SKAT har tidligere behandlet skatteforholdene vedr. denne genanbringelse m.m.

I en sag af 3. april 2009 blev det ved bindende svar afgjort, at købsprisen vedr. ejendommen i Frankrig kunne fordeles med 514.000 EURO vedr. hovedbygningen og 1.536.000 EURO vedr. jorden og driftsbygningerne.

I en sag af 27. januar 2010 blev det afgjort, at der ikke kunne ske genanbringelse i udgifter til ombygningen af en del af bygningerne til landboturisme ("Gites De France", "Bed and Breakfast" eller "bondegårdsferie.")

Baggrunden for denne afgørelse var, at de ombyggede dele af ejendommen blev anset for en udlejningsejendom, og der kunne efter den 22. april 2009 ikke foretages genanbringelse i udgifter til anskaffelse eller ombygning m.m. af lokaler på en landbrugsejendom, der blev udlejet, jf. lovforslag 202 fremsat 22. april 2009, jf. lov 525 af 12. juni 2009. 

Den pågældende udlejning kunne efter Skatterådets opfattelse ikke sidestilles med hoteldrift.

I afgørelse fra januar 2011 blev der givet henstand med betalingen af skatten i forbindelse med fraflytningen. Det blev i samme forbindelse afklaret, at hvis A døde før B, kunne B overtage henstanden, jf. dødsboskattelovens § 51 og § 65.

(I afgørelsen om henstand er anført, at ejendommen i Frankrig skulle være købt i 2008, men det rigtige er, at denne ejendom først blev købt i 2009, hvilket også fremgår af de 2 andre sager, som har været forelagt SKAT. Denne fejl i afgørelsen har dog ikke betydning for afgørelsen).

B's medejerskab

Det er i anmodningen om bindende svar vedr. fordelingen af købsprisen anført, at det er A, der ville købe ejendommen.

Også i sagen om genanbringelse er anført, at det er A, der er køber.

I sagen om henstand med skatten er også angivet, at det er A, der er køber. I relation til muligheden for at længstlevende ægtefælle kan overtage henstandsbeløbet er også kun svaret i relation til, at det er B, der kan overtage henstanden, hvis det er A, der dør før B. Der er ikke svaret vedr. den modsatte situation dvs., hvis det er B, der skulle dø før A.

Det fremgår imidlertid af købsaftalen vedr. ejendommen i Frankrig, at ejendommen faktisk blev købt af begge ægtefæller i lige sameje.

Dette ses af købsaftalen. Denne købsaftale har været fremlagt for SKAT i det mindste ved anmodningen om bindende svar vedr. indretning af lejligheder til landboturisme.

Der foreligger en fuldmagt, hvorefter A i sin tid fik bemyndigelse til også at kunne købe den ejerandel, som skulle ejes af B.

Vurdering af konsekvensen i de tidligere afgørelser af, at B er medejer af ejendommen.

Det har ikke betydning for afgørelsen om fordelingen af handelsprisen, at ejendommen i Frankrig blev købt af begge ægtefællerne.

Avancen ved den ene ægtefælles salg af en ejendom (her A's salg af ejendommen i 2008) kan anbringes i ægtefællens køb af en ejendom jf. § 6 A, stk. 3, i ejendomsavancebeskatningsloven.

Derfor kunne avancen ved A's salg af ejendommen i Danmark i 2008 også genanbringes i den halvdel af ejendommen i Frankrig, som reelt blev købt af B.

Det er en betingelse for genanbringelse af ejendomsavancen i en ejendom købt af ægtefællen, at ægtefællerne er samlevende ved udgangen af både det indkomstår, hvori man solgte ejendommen i Danmark (2008) samt ved udgangen af det indkomstår (2009), hvori man købte ejendommen i Frankrig.

Denne betingelse må også anses for opfyldt, idet A og B var samlevende ved udgangen af både 2008 og 2009.

Som det fremgår nedenfor, agter parterne at blive skilt, men denne situation er først opstået i forsommeren 2011.

Vedr. evt. genanbringelse i udgiften til ombygningen til ferielejligheder var det planen, at man ville have opretholdt bopælen i Danmark, indtil man havde foretaget ombygningen eller i det mindste, indtil man havde tegnet kontrakt vedr. ombygningen.

Derfor var det i relation til genanbringelse af avancen i ferielejlighederne også ligegyldigt, om det kun var A, der ejede ejendommen i Frankrig, eller om ejendommen var ejet af ægtefællerne i sameje.

Ved fraflytningen skal man beskattes af den genanbragte fortjeneste, jf. § 6 B stk. 1 i lov om ejendomsavancebeskatning.

"Fraflytning" efter § 6 B stk. 1 i lov om ejendomsavancebeskatning foreligger, hvis man ikke længere er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1. "Fraflytning" foreligger også, selvom man fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark, hvis man efter en dobbeltbeskatningsaftale må anses for hjemmehørende i udlandet.

Det bemærkes dog, at ved fraflytningen i 2009 samt på nuværende tidspunkt er der dog ikke nogen dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig.

Når der ikke er nogen dobbeltbeskatningsaftale, vil Danmark beskatte indkomsten i Frankrig, hvis man er fuldt skattepligtig til Danmark. Dette gælder uanset, om Frankrig også beskatter den samme indkomst. Når Danmark kan beskatte indkomsten i Frankrig alene begrundet i, at man er fuldt skattepligtig til Danmark, er der ikke behov for en fraflytningsbeskatning, hvorfor fraflytningsbeskatningen alene bør styres af skattepligten, og ikke af en vurdering af, om man efter fortolkning af en alm. dobbeltbeskatningsaftale evt. skal anses for hjemmehørende i Frankrig.

Hvis der senere skulle komme en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig, som vil medføre, at man anses for hjemmehørende i Frankrig, ville der på dette tidspunkt formentlig skulle foretages en fraflytningsbeskatning - selvom man fortsat skulle anses for fuldt skattepligtig til Danmark - hvis man efter en ny dobbeltbeskatningsaftale vil skulle anses for hjemmehørende i Frankrig.

Derfor skal man formentlig indtil videre se bort fra begrebet "hjemmehørende" ved vurdering af forholdene i relation til fraflytningsbeskatningen m.m. i § 6 B i lov om ejendomsavancebeskatning.

Evt. konsekvenser heraf er dog inddraget i nogle af spørgsmålene nedenfor.

Ved fraflytningen, dvs. den 7. juli 2009, var det A, der i overvejende grad drev ejendommen i Frankrig. Det bemærkes dog, at ejendommen fra købet den 5. marts 2009 og indtil man flyttede ind på ejendommen den 7. juli 2009 blev ejendommen/virksomheden passet af den tidligere ejer.

Man må dog stadig bl.a. henset til, at det var A, der skulle drive ejendommen fremover, lægge til grund, at det var ham, der var skattepligtig til Danmark af indtægterne fra ejendommen i Frankrig jf. kildeskattelovens § 25 A, stk. 1. Denne skattepligt må derfor også omfatte skat af en ejendomsavance ved salget af ejendommen. Dette gælder uanset, om det var ægtefællen, der reelt ejede halvdelen af ejendommen.

Derfor må det antages, at også "fraflytningsskatten" af en genanbragt ejendomsavance, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 1, skal beskattes hos den ægtefælle, der på dette tidspunkt reelt må anses for i overvejende grad at drive ejendommen.

Skatten af den genbragte ejendomsavance skulle derfor som udgangspunkt beskattes i 2009 og skatten skulle som udgangspunkt beregnes hos A, ligesom det er ham, der skulle betale skatten.

Derfor må det også anses for rigtigst, at fraflytningsbeskatningen blev beregnet hos A.

Der kan gives henstand med betalingen af denne skat, jf. kildeskattelovens § 73 E.

Henstanden bortfalder ved salg af ejendommen, jf. kildeskattelovens § 73 E, stk. 4. Henstanden bortfalder også ved den skattepligtiges død.

Oplysninger om dispositionen

A og B har i løbet af forsommeren 2011 aftalt, at de snarest vil indgive begæring om separation med henblik på senere at blive skilt.

Inden indgivelsen af begæringen om separation vil man dog have klarhed om de skattemæssige konsekvenser af den genbragte ejendomsavance, herunder om man kan opretholde henstanden i forbindelse med, at A ved en separation og senere skilsmisse overtager 100 pct. ejerskab til ejendommen i Frankrig.

Foreløbigt har parterne aftalt, at A - så vidt muligt - skal overtage ejendommen i Frankrig. Han vil fortsat drive denne ejendom.

Man har også aftalt, at B indtil videre bor på ejendommen i E-by.

Ejendommen i E-by er ikke længere sat til salg.

Det kan ved besvarelsen af nærværende anmodning om bindende svar lægges til grund, at A ejer denne ejendom indtil bodelingen. B vil blive boende i denne ejendom indtil bodelingen.

Børnene skal i det væsentlige - i det mindste medens de går i skole - bo i Danmark og indtil videre skal de bo hos B.

Skilsmissen og bodelingen vil blive foretaget efter danske regler.

Parterne har almindeligt formuefællesskab vedr. deres samlede økonomi.

De skattemæssige konsekvenser, der skal afklares inden skilsmissen, vedrører i det væsentlige muligheden for, at henstanden med betalingen af ejendomsavanceskatten kan opretholdes. Problemet er her, om henstanden alene er knyttet til A eller om henstanden er knyttet til begge ejere af ejendommen, herunder også til den halvdel af ejendommen, der ejes af B.

Alternativet er, at henstanden "konverteres" tilbage igen, jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavancebeskatning, til der er genanbragt en ejendomsavance på 13.778.640 kr. i ejendommen i Frankrig samt at ejendommen dernæst overdrages skattefrit til A.

Både ved konverteringen tilbage til en genanbragt ejendomsavance samt derefter ved overdragelsen af B's ejerandel til A er det en betingelse for, at dette kan ske uden skattemæssige konsekvenser, at begge parter skal anses for hjemmehørende i Danmark, jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavancebeskatning samt § 27 i kildeskatteloven som ændret ved lov 724 af 25. juni 2010.

På grund af den manglende dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig vil overdragelser med succession, herunder ved en bodeling ved en skilsmisse til en ægtefælle formentlig alene skulle afgøres på baggrund af, at begge parter er fuldt skattepligtige til Danmark, uden at begge skal anses for "hjemmehørende" i Danmark.

Repræsentanten har i mail af 3. april 2012 besvaret spørgsmål fra Skatteministeriet:

Vedr. spm. 10 bedes du oplyse, om de franske skattemyndigheder anser B for fuldt skattepligtig til Frankrig pga. hjemsted eller lignende efter 1. januar 2011, og om hun har betalt skat til Frankrig siden denne dato?

Svar: Vedr. spørgsmål 10 kan det oplyses, at de franske myndigheder ikke i 2011 eller siden har anset B for fuldt skattepligtig til Frankrig efter reglerne for derboende personer.

Derimod er hun anset for begrænset skattepligtig af hendes ejerandel af ejendommen.

Vedr. spm. 12: Kan det lægges til grund, at ejendommen også kan benyttes af A som bolig, når han er i Danmark?

Svar: Ejendommen beliggende C-vej har siden B - sammen med børnene - rejste til Danmark den 31. december 2010, været benyttet af hende samt deres i alt 4 børn.

Det kan oplyses, at A i 2011 været i Danmark 6 gange. Han har benyttet boligen på C-vej som bolig (herunder overnattet) i de perioder, hvor han er i Danmark. De fleste af de gange, hvor A har boet på ejendommen på C-vej, har B opholdt sig andre steder især hos hendes familie.

Siden 1. januar 2011 har opholdene i Danmark været i følgende perioder:

31. december 2010 - 6. januar 2011	7 dage
11. februar 2011 - 23. februar 2011	13 dage
26. marts 2011 - 30. marts 2011	5 dage
3. juni 2011 - 6. juni 2011	4 dage
19. august 2011 - 29. august 2011	11 dage
23. december 2011 - 2. januar 2012	11 dage
Planlagt 26. april 2012 - en uge frem	Ca. 7 dage

B har i øvrigt oplyst, at hun i løbet af sommeren flytter til Jylland sammen med de 3 af børnene.

Herefter vil boligen på C-vej fuldt ud stå til rådighed for A.

På lidt længere sigt agter man dog at sælge denne ejendom. Det er endnu uafklaret, hvordan man vil behandle denne bolig ved skilsmissen.

Ejendommen C-vej kan derfor og bruges også fortsat som A's bolig, når han er i Danmark.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Kan A's og B's fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, anses for opretholdt ved udrejsen i 2009 og 2010?

Bemærkning til spørgsmål 1.

Ved anmodningen af 30. juni 2010 om henstand samt ved SKAT's behandling heraf er lagt til grund, at man var fraflyttet Danmark i 2009. Det er denne vurdering, der hermed ønskes genovervejet, herunder henset til, at en del af familien allerede efter 18 mdr. flytter tilbage igen samt, at man ikke fik solgt den tidligere bolig og at i det mindste en del af familien flytter ind i den hidtidige bolig.

Hvis både A's og B's fulde skattepligt til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, har bestået i både 2009 og 2010 samt fortsat består, vil B ved en kommende bodeling ved en skilsmisse - eller ved et salg inden en skilsmisse - kunne sælge ejendommen i Frankrig til A, herunder den genanbragte avance, med succession, jf. kildeskattelovens § 26 B.

Dette må dog tillige, jf. spørgsmål 4 og 5, forudsætte, at A også ved en bodeling eller ved en overdragelse inden en bodeling fortsat anses for fuldt skattepligtig til Danmark og evt. tillige hjemmehørende i Danmark.

I tilfælde af dobbelt domicil er det tillige et krav for at undgå "fraflytningsbeskatningen", at parterne kan anses for at være hjemmehørende i Danmark, jf. § 27 i kildeskatteloven, jf. nærmere nedenfor i spørgsmål 2.

Hvis man ved udrejsen opretholder bolig i Danmark, anses man normalt for at have bevaret fuld skattepligt til Danmark, jf. ligningsvejledningen D.A.1.1.2.1.

A opretholdt som nævnt ovenfor ejerskabet til den tidligere bolig på ejendommen beliggende C-vej. Familien bevarede derfor reelt rådighed over en bolig i Danmark.

Man havde dog tømt boligen for møbler samt sat ejendommen til salg, men man fik ikke solgt ejendommen.

Hvis en bolig sættes til salg, men ikke bliver solgt, kan dette tale for, at man har bevaret den fulde skattepligt. Praksis er dog ikke helt klar, jf. Ligningsvejledningen D.A.1.1.2.4.

Ifølge Ligningsvejledningen D.A.1.1.2.1 kan der dog også være en række andre forhold end rådighed over en bolig, der taler for, at den fulde skattepligt er ophørt.

Dette gælder således de betydelige erhvervsmæssige interesser, som man har i Frankrig. Dette kan således, jf. Ligningsvejledningen D.A.1.1.2.3, tale for, at man siden juli 2009 ikke har været fuldt skattepligtig til Danmark.

På den anden side viste de efterfølgende forhold, at familien specielt børnene ret kort tid efter fraflytningen ikke kunne finde sig til rette i Frankrig.

Derfor må det efter forholdsvis kort tid i Frankrig have stået klart for parterne, at det kunne komme på tale helt eller delvist at flytte tilbage igen til Danmark. Det forhold, at man ikke fik solgt ejendommen C-vej taler også for, at den fulde skattepligt ikke ophørte i 2009.

De faktiske hændelser viser også efterfølgende, at i det mindste B samt børnene rent faktisk kun boede i Frankrig i ca. 18 mdr.

Disse forhold kan evt. samlet set tale for, at i det mindste B og børnene ikke var fraflyttet i 2009.

Hvis B samt børnene skal anses for at have bevaret den fulde skattepligt i 2009 og 2010, vil dette umiddelbart også medføre, at A må anses for at have bevaret den fulde skattepligt til Danmark i 2009 og 2010.

Hvis dette er tilfældet, vil A også fra og med den 1. januar 2011 - ved, at hans familie opholder sig i Danmark og familien stadig har en ejerbolig i Danmark - skulle anses for at have bevaret den fulde skattepligt til Danmark.

Det henstilles, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2.

Under forudsætning af, at der svares "ja" til spørgsmål 1, dvs. at man var fuldt skattepligtig til Danmark i 2009 og 2010, anmodes om svar på, om der i 2009 indtrådte en fraflytningsbeskatning.

Bemærkning til spørgsmål 2

Ifølge § 6 B, stk. 1, i lov om ejendomsavance indtræder "fraflytningsbeskatningen" - uanset om man fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark - også, hvis man anses for hjemmehørende i udlandet ifølge en dobbeltbeskatningsaftale med dette land.

Da der siden 2009 ikke er en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig, skal man formentlig ikke tage hensyn til dette forhold.

Hvis det derfor lægges til grund, at parterne bevarede den fulde skattepligt til Danmark i 2009 og 2010, og der ikke skal tages hensyn til, hvor man var "hjemmehørende" ved beskatningen efter § 6 B i lov om ejendomsavancebeskatning, skulle der ikke være foretaget en fraflytningsbeskatning i 2009.

Hvis man vurderer forholdet på basis af OECD's modelkonvention, jf. artikel 4, skulle man evt. anses for hjemmehørende i Frankrig i perioden fra den 7. juli 2009 til 31. december 2010. Dette forudsætter dog tillige, at Frankrig anser familien for fuldt skattepligtig til Frankrig, og at der derfor foreligger dobbeltdomicil.

Det er oplyst, at Frankrig anser familien for fuldt skattepligtig til Frankrig.

Da der formentlig foreligger dobbeltdomicil fra juli 2009 - 31. december 2010 ville dette i givet fald medføre, at der skulle opgøres en fraflytningsbeskatning, således som man også har gjort.

Denne fraflytningsbeskatning vil antagelig i givet fald blive ophævet igen i 2011, jf. nærmere i spørgsmål 3.

Der vil være en forskel på opgørelsen af ejendommens anskaffelsessum ved et senere salg af ejendommen afhængigt af, om der i 2009 indtrådte en fraflytningsbeskatning eller ej.

Hvis der ikke indtrådte en fraflytningsbeskatning i 2009, skal man ved et senere salg af ejendommen opgøre ejendommens anskaffelsessum som den faktiske købspris reduceret med den genanbragte ejendomsavance.

Hvis der indtrådte en fraflytningsbeskatning i 2009 og man fra 1. januar 2011 igen har fået hjemsted i Danmark, vil man ved et senere salg af ejendommen skulle anvende ejendommens værdi den 1. januar 2011 som anskaffelsessum, jf. kildeskattelovens § 9. Avancen skal derudover reduceres med den genanbragte avance. Dette indebærer reelt, at forskellen mellem købsprisen i 2009 og værdien den 1. januar 2011 ikke indgår i avanceopgørelsen.

Det henstilles, at der svares "nej" til dette spørgsmål, bl.a. henset til den manglende dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig.

Spørgsmål 3.

Kan A anses for at have "hjemsted", jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavancebeskatning, i Danmark i 2011?

Spørgsmålet besvares under forudsætning af, at A bevarede den fulde skattepligt i 2009 og 2010 samt fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. spørgsmål 1.

Bemærkning til spørgsmål 3

Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1, indtræder der en fraflytningsbeskatning, hvis man ikke er fuldt skattepligtig til Danmark. Denne skat indtræder også, hvis man uanset, at man er fuldt skattepligtig til Danmark, skal anses for hjemmehørende i udlandet i henhold til en dobbeltbeskatningsaftale.

Som nævnt ovenfor vedr. spørgsmål 2 kan det pt. anses for usikkert, om man skal tage hensyn til bestemmelsen om "hjemmehørende", når man bor i Frankrig, idet Danmark siden 2009 ikke har haft en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig. Det er spørgers opfattelse, jf. det ønskede svar på spørgsmål 2, man i tilfælde af dobbeltdomicil ikke skal tage hensyn hertil, idet der ikke er en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig.

Men selvom man evt. alternativt skulle vurdere "hjemmehørende" på basis af OECD's modelkonvention, vil B samt børnene formentlig fra 1. januar 2011 skulle anses for hjemmehørende i Danmark.

Da A fortsat er gift med B samt har forældremyndighed over børnene, vil han fra 1. januar 2011 ej heller skulle anses for at have hjemsted i Frankrig.

Selvom man evt. kunne anse A og B for hjemmehørende i Frankrig i 2009 og 2010, jf. spørgsmål 2, må de begge under de nævnte forudsætninger, herunder at de bevarede den fulde skattepligt til Danmark i 2009 og 2010, skulle anses for hjemmehørende i Danmark. Dette må i det mindste gælde fra og med 1. januar 2011.

Hvis A og B derfor med henvisning til, at man opretholdt en beboelsesmulighed m.m. i Danmark skal anses for at bevare den fulde skattepligt i Danmark i 2009 og 2010, må de i det mindste fra og med den 1. januar 2011 tillige skulle anses for at have hjemsted i Danmark.

Dette bevirker enten, at der aldrig skulle have været opgjort en fraflytningsbeskatning i 2009, jf. spørgsmål 2, eller at en fraflytningsbeskatning i 2009 skal anses for konverteret til en genanbragt avance, jf. § 6 B stk. 4, i lov om ejendomsavancebeskatning.

Dette vil dernæst medføre, at B ved en bodeling eller en handel inden en bodeling kan sælge sin ejerandel til A med fuld succession.

Dette forudsætter dog, at A stadig anses for fuldt skattepligtig til Danmark i det mindste til og med bodelingen (jf. spørgsmål 4) eller evt. inden en separation (jf. spørgsmål 5).

Spørgsmål 4.

Hvis der svares ja til spørgsmål 1 og spørgsmål 3, vil A da kunne anses for skattepligtig og hjemmehørende i Danmark indtil bodelingen ved en skilsmisse?

Bemærkning til spørgsmål 4.

Det forudsættes, at B samt børnene bliver boende i Danmark, at A bliver boende i Frankrig og kun opholder sig i Danmark i ferier herunder ved samvær med børnene. Det forudsættes endvidere, at man bliver separeret og derefter skilt inden for en rimelig tid efter, at man har fået svar på nærværende anmodning om bindende svar.

Hvis A anses for fuldt skattepligtig og hjemmehørende i Danmark, er henstanden bortfaldet.

Derefter kan B for så vidt overdrage sin ejerandel til A med succession. Dette gælder dog ikke, hvis A forinden ikke længere skal anses for fuldt skattepligtig til Danmark (eller han skal anses for hjemmehørende i Frankrig).

Indtil separationen vil man formentlig anse hans tilknytning til Danmark for så stærk, at han anses for fuldt skattepligtig og evt. tillige hjemmehørende i Danmark. Derimod vil hans familiemæssige tilknytning til Danmark blive reduceret i takt med, at ægteskabet opløses.

Den bolig, som A ejer, vil indtil videre kunne anses for en bolig, som han har udlejet til B. Udlejningen er dog kun midlertidig, idet B agter at flytte til Jylland, ligesom man fortsat ønsker at sælge boligen.

Det kan dog lægges til grund, at A vil bevare ejerskabet til boligen indtil bodelingen ved skilsmissen.

Derfor bliver det atter afgørende for, at man kan gennemføre bodelingen uden skattemæssige konsekvenser, at A stadig kan anses for at være fuldt skattepligtig og evt. tillige hjemmehørende i Danmark.

Det henstilles, at man svarer ja til spørgsmålet, dvs. at A anses for at være fuldt skattepligtig samt hjemmehørende i Danmark i det mindste til og med bodelingen. Udover den familiemæssige tilknytning til Danmark ejer A tillige en bolig i Danmark, som ikke er langtidsudlejet.

Spørgsmål 5.

Hvis der svares nej til spørgsmål 4, vil en overdragelse af B's ejerandel til A inden separationen kunne ske skattefrit?

Bemærkning til spørgsmål 5

Hvis A anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark samt hjemmehørende i Danmark på grund af de familiemæssige bånd, bør dette i det mindste kunne anses for opfyldt indtil separationen - uanset at parterne i dag næppe kan anses for samlevende, jf. kildeskattelovens § 4.

Spørgsmål 5 bør derfor besvares med "ja".

Spørgsmål 6

Vil henstanden med skatten af ejendomsavancen ved flytningen i 2009 alene vedrøre A?

Bemærkning til spørgsmål 6

Man genanbragte ejendomsavancen i den fælles købte ejendom i Frankrig.

I spørgsmål 6 og følgende spørgsmål forudsættes det, at det var rigtigt, at A i 2009 skulle anses for fraflyttet, jf. spørgsmål 1 - 5.

Dette bevirkede, at den genanbragte ejendomsavance er omfattet af reglerne om fraflytningsbeskatning, jf. ejendomsavancebeskatningsloven § 6 B.

Uanset at ejendommen i Frankrig er ejet i fællesskab, blev selve skatten beregnet hos A, idet det var A, der på fraflytningstidspunktet blev anset for at drive ejendommen i overvejende grad, jf. ovenfor.

I spørgsmål 6 anmodes om svar på, om henstanden m.m. alene vedrører A, eller om henstanden forholdsmæssigt vedrører begge ægtefæller, idet de begge er medejere af ejendommen.

Hvis henstanden alene vedrører A og dette alene er betinget af hans ejerskab til ejendommen i Frankrig, vil dette medføre, at A for så vidt kan opretholde henstanden, uanset at B i dag må anses for flyttet tilbage til Danmark.

Dette forudsætter dog tillige, at A ikke også fra 2011 skal anses for at have "hjemsted" i Danmark, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4.

Det bemærkes i denne forbindelse, at hvis A var fraflyttet i 2009, jf. spørgsmål 1, skal hans skattepligtsforhold til Danmark i dag behandles efter reglerne om "tilflyttere", hvorfor bl.a. den fortsatte rådighed over en ejerbolig ikke i sig selv er nok til at statuere fuld skattepligt, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Dertil kræves, at A har ophold i Danmark, idet dog kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende ikke anses for tilstrækkeligt til, at man bliver fuldt skattepligtig. Dette gælder også, selv om familien opholder sig i Danmark.

Samtidigt må B kunne overdrage sin ejerandel af ejendommen til A enten nu eller ved en senere bodeling ved en skilsmisse, uden at dette ændrer på den samlede henstand.

B skal dog, jf. spørgsmål 7 nedenfor, evt. betale skat af sin fortjeneste ved salget af sin andel af ejendommen.

Hvis henstanden derimod anses for at følge ejerskabet til ejendommen, vil B's tilbageflytning til Danmark, uden at A anses for flyttet tilbage til Danmark, medføre, at halvdelen af henstanden er bortfaldet og erstattet af en beskatning af den genanbragte ejendomsavance ved B's evt. senere salg af hendes andel af ejendommen, jf. § 6 B, stk. 4, i lov om ejendomsavancebeskatning.

Hvis A ikke anses for fuldt skattepligtig til Danmark, er det alene B, der er skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1. Dette medfører, at reglerne om opgørelsen af deres skattepligtige indkomst og beregning af deres indkomstskat efter kildeskattelovens afsnit III ikke gælder, jf. kildeskattelovens § 4, stk. 2.

Ifølge kildeskattelovens § 26 A, stk. 2, gælder generelt, at en overdragelse af aktiver mellem samlevende ægtefæller ikke beskattes. Denne bestemmelse forudsætter dog tillige, at begge ægtefæller er skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1, jf. § 4, stk. 2.

Derfor må en overdragelse af ejendommen mellem ægtefællerne - så længe kun den ene af ægtefællerne er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 - medføre en beskatning af fortjenesten ved salget af ejendommen, jf. tillige kildeskattelovens § 27.

Det henstilles, at spørgsmål 6 besvares med et ja.

Dette begrundes med, at når henstanden er beregnet hos A, idet det var ham, der drev ejendommen i overvejende grad på fraflytningstidspunktet, bør henstanden også være knyttet til hans ejerskab af ejendommen.

Det fremgår tillige af kildeskattelovens § 73 E, stk. 4, at henstandsbeløbet forfalder til betaling ved afståelse af aktiverne eller ved den skattepligtiges død.

Der må hermed være henvist til den skattepligtige, der har fået henstanden dvs. her A. Dette må være uafhængigt af, at B er medejer af ejendommen.

Derfor må henstanden være uafhængig af Bs evt. afståelse af sin ejerandel.

Spørgsmål 7.

Under forudsætning af, at der svares ja til spørgsmål 6, vil evt. ejendomsavance ved B's salg af sin ejerandel til A skulle opgøres som forskellen mellem værdien af ejendommen den 1. januar 2011 (tilflytningstidspunktet), jf. kildeskattelovens § 9, og salgstidspunktet af sin ejerandel til A.

Det er forudsat, at A ikke anses for at have "hjemsted" i Danmark, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 4.

Bemærkning til spørgsmål 7

I spørgsmål 7 forudsættes det, at henstanden alene vedrører A. Det forudsættes endvidere, at A ikke er skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1. Dette må medføre, at reglen i kildeskattelovens § 25 A ikke gælder ved denne ægtefællehandel. Dette må derfor forudsætte, at B skal beskattes af ejendomsavancen m.m. ved et evt. salg af hendes ejerandel af ejendommen til A.

Denne avance må skulle opgøres som forskellen mellem værdien af hendes ejerandel ved tilbageflytningen til Danmark, jf. kildeskattelovens § 9, stk. 1, dvs. værdien den 1. januar 2011 og værdien ved salget af hendes ejerandel til A.

Det henstilles, at spørgsmålet besvares med et "ja"

Spørgsmål 8

Samme forudsætninger som i spørgsmål 7, dvs. at henstanden alene vedrører A, samt at han ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Vil avancen - opgjort som i spørgsmål 7 - være skattepligtig hos B, hvis hun overdrager sin ejerandel til A, som led i en bodeling ved en skilsmisse.

Bemærkning til spørgsmål 8

De normale regler om fuldstændig succession ved overdragelse af aktiver ved en skilsmisse forudsætter, at begge parter er fuldt skattepligtige til Danmark samt hjemmehørende i Danmark.

Under de givne forudsætninger bør der, jf. kildeskattelovens § 27, derfor svares "ja" til spørgsmålet, dvs. at B ved skilsmissen skal betale ejendomsavanceskat af forskellen mellem ejendommens værdi den 1. januar 2011 og værdien ved bodelingen ved en kommende skilsmisse.

Spørgsmål 9

Vil værdien af stuehuset på ejendommen i Frankrig skulle holdes uden for opgørelsen efter spørgsmål 7 og 8.

Bemærkning til spørgsmål 9

B har brugt stuehuset på ejendommen i Frankrig i ejerperioden som ejerbolig. Hun har dog ikke selv brugt stuehuset i den periode, som indgår i opgørelsen af ejendomsavancen dvs. fra 1. januar 2011 og indtil salget eller bodelingen med A.

I relation til § 9 i lov om ejendomsavancebeskatning skal man selv eller ens husstand have boet i ejendommen. I det mindste indtil parterne bliver separeret, må A anses for en del af B's husstand.

Det henstilles derfor, at spørgsmål 9 besvares med et "ja".

Spørgsmål 10.

Anses B for at have hjemsted i Danmark siden 1. januar 2011?

Spørgsmålet besvares under forudsætning af, at fraflytningsskatten jf. spørgsmål 6, følger ejerskabet til ejendommen, dvs. at der blev svaret "nej" til spørgsmål 6.

Bemærkning til spørgsmål 10.

Ved fraflytning indtræder der en beskatning af den genanbragte ejendomsavance, jf. § 6 B i lov om ejendomsavancebeskatning. "Fraflytning" anses at foreligge, hvis man ikke længere er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1. Man anses også for fraflyttet, selv om man er fuldt skattepligtig, hvis man efter en dobbeltbeskatningsaftale med det pågældende land anses for hjemmehørende i udlandet.

Fraflytningsbeskatningen ophører, hvis man igen får hjemsted i Danmark jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4.

Det må forventes, at man ved "hjemsted" forstår, at skatteyder både er fuldt skattepligtig til Danmark samt, at man i tilfælde af dobbeltdomicil ikke anses for hjemmehørende i et andet land efter en dobbeltbeskatningsaftale.

B har siden 1. januar 2011 haft fast bopæl i Danmark sammen med børnene. Hun har også arbejde i Danmark.

Hun må derfor i det mindste siden 1. januar 2011 anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da der pt. ej heller er nogen dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig, kan hun formentlig allerede af denne grund ikke anses for hjemmehørende i Frankrig. Dette må være uafhængigt af, at hun evt. tillige efter franske regler evt. skal anses for fuldt skattepligtig i Frankrig.

Hun må derfor anses for at have "hjemsted", jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, i Danmark siden 2011.

Hvis man havde haft en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig efter OECD modelkonventionen, ville hun formentlig ikke anses for hjemmehørende i Frankrig, jf. kommentar til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted, jf. ligningsvejledningen.

Hun må anses for at have bolig stillet til rådighed i både Frankrig og i Danmark.

Hun er fortsat gift med A, som bor i Frankrig, medens børnene bor i Danmark. Hun har arbejde i Danmark, men er fortsat medejer af ejendommen i Frankrig. Derfor er det formentlig usikkert, hvor de stærkeste personlige og økonomiske interesser er.

Ifølge punkt 3 i den prioriterede liste ved afgørelsen af hjemsted er det stedet for, hvor hun opholder sig mest, der skal lægges vægt på.

I denne relation er det klart i Danmark, hvor hun opholder sig mest. Hun er også dansk statsborger.

De 2 første punkter i den prioriterede liste kan være usikre (står måske nogenlunde lige i vurderingen), medens de 2 sidste forhold klart taler til fordel for, at hjemstedet er Danmark.

Selvom man anvender modelkonventionen ved afgørelsen af hjemstedet, må dette derfor også tale for, at B siden 1. januar 2011 har hjemsted i Danmark.

Hvis der svares nej til spørgsmål 6, dvs. at henstanden af ejendomsavanceskatten delvist vedrører B samt at B, jf. spørgsmål 10, må anses for at have hjemsted i Danmark siden 1. januar 2011, må halvdelen af henstanden være bortfaldet og erstattet af en beskatning efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, af den genanbragte ejendomsavance.

Spørgsmål 10 bør derfor besvares med "ja".

Spørgsmål 11 a og b.

11 a. Kan et arbejde i mindst 10 dage á 8 timer udført over en sammenhængende periode på højst 14 dage anses for medføre fuld skattepligt til Danmark?

11 b. Kan et arbejde i mindst 20 dage á 8 timer fordelt over en til tre perioder inden for en 12 mdrs. periode anses for at medføre fuld skattepligt til Danmark?

Det er ved 11 a og 11 b forudsat, at A samtidigt ejer en helårsbolig (ejendommen beliggende C-vej) og at han i den periode (eller i de perioder), hvori han arbejder i Danmark, bruger denne bolig evt. i forbindelse med samværet med et eller flere af hans børn.

Bemærkninger til spørgsmål 11 a og 11 b.

Udgangspunktet for dette spørgsmål er formuleringen i Ligningsvejledningen D.A.1.1.1, jf. SKM2011.300.SR. Det pågældende afsnit er nu omskrevet, jf. afsnit C.F.1.2.2. i den juridiske vejledning.

Det er forudsat i spørgsmålet, at der er tale om en beskæftigelse ved landbrug, maskinstation m.m. dvs. inden for de områder, hvor A har en stor erhvervserfaring. Arbejdet vil blive udført som alm. lønmodtager (løsarbejder). A vil alene være ansat til beskæftigelsen i en kortere periode.

Det forudsættes, at A vil modtage en almindelig aflønning for arbejdet. Der vil derfor ikke være tale om "vennetjenester" som i sagen i TfS1990.163.LSR, jf. omtalen af denne afgørelse i det pågældende afsnit i den juridiske vejledning.

Der er ikke tale om, at hans arbejde vil bestå i et arbejde som "direktør" i relation til virksomheden i Frankrig, jf. afgørelsen SKM2011.300.SR, men at der er tale om et uafhængigt arbejde i forhold til virksomheden i Frankrig.

Perioderne i Danmark vil blive tilpasset de perioder, hvor der er mindst behov for A's tilstedeværelse i Frankrig.

A vil kombinere dette arbejde i Danmark med samværet med sine børn som boende i Danmark.

Arbejdet vil blive udført inden bodelingen i forbindelsen med den planlagte skilsmisse.

Som nævnt ovenfor meddelte man SKAT den 30. juni 2010, at man var fraflyttet Danmark i 2009. Det antages i dette spørgsmål, at det var rigtigt, at A ikke var skattepligtig og hjemmehørende i Danmark siden 7. juli 2009.

Det forudsættes tillige, at henstanden vedrører ejerforholdet til ejendommen dvs. at der svares "nej" til spørgsmål 6. Det forudsættes tillige, at B siden 1. januar 2011 har hjemsted i Danmark, jf. spørgsmål 10.

Disse forhold bevirker, at henstanden for den halvdel af skatten, der vedrører B, er bortfaldet ved hendes tilbageflytning til Danmark. I stedet skal hun anses for at have genanbragt avancen i hendes halvdel af ejendommen i Frankrig, jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavancebeskatning.

Såfremt A ikke også har hjemsted i Danmark, jf. kildeskattelovens § 27, vil et salg af B's andel af ejendommen til A medføre, at B skal beskattes af den genanbragte ejendomsavance.

B vil også skulle beskattes af hendes halvdel af den genanbragte avance, hvis hendes andel af ejendommen ved bodelingen overtages af A.

Hvis A derimod anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark samt hjemmehørende i Danmark, jf. kildeskattelovens § 27, vil han kunne købe B's halvdel af ejendommen, uden at dette udløser skattemæssige konsekvenser for B. Det samme vil være tilfældet, hvis B's halvdel af ejendommen overtages af A som led i en bodeling ved en skilsmisse.

Det er i nærværende spørgsmål forudsat, at A ikke var fuldt skattepligtig til Danmark siden 7. juli 2009.

Hvis hans skattepligt skal genindtræde i Danmark, må dette derfor ske efter reglerne for tilflyttere. Han skal derfor have bolig i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Denne bolig har han indtil videre på ejendommen C-vej. Det kan lægges til grund, at han bevarer ejerskabet til denne bolig til bodelingen ved skilsmissen.

Det forhold, at B samt børnene er fuldt skattepligtige til Danmark kan, jf. afgørelsen i SKM2011.300.SR, jf. Ligningsvejledningen D.A.1.1.1., ikke i sig selv begrunde fuld skattepligt til Danmark som "tilflytter".

Derimod fremgår det af den nævnte afgørelse, at selv kortvarige ophold i Danmark, hvor skatteyder udfører et arbejde, vil medføre, at A bliver fuldt skattepligtig. Arbejdet kan som i den nævnte afgørelse bestå i "fjern" arbejde i forhold til den virksomhed, man ejer i udlandet, men arbejdet må også kunne bestå i arbejde som lønmodtager, medens man er i Danmark.

Eventuelt kan A købe en anden virksomhed i Danmark, hvori han arbejder, medens han er i Danmark.

Det henstilles, at den bolig, som han ejer på C-vej, kombineret med kortvarigt lønarbejde i Danmark, samt hans familiemæssige tilknytning til Danmark bevirker, at han kan anses for fuldt skattepligtig til Danmark.

Hvis A har rådighed over bolig i Danmark, vil han som "tilflytter" bliver fuldt skattepligtig i Danmark, hvis han opholder sig i Danmark udover kortvarige ferier og lign. Som det fremgår af SKM2011.300.SR jf. Ligningsvejledningen D.A.1.1.1., vil han blive fuldt skattepligtig ved arbejde i Danmark, jf. spørgsmål 11 a og 11b.

B vil i de fleste af disse perioder bo andre steder.

Spørgsmål 12.

Er det i relation til svaret på spørgsmål 11a og 11 b tillige nødvendigt, at A anskaffer sig en anden bolig end boligen på C-vej, idet denne bolig i det væsentlige - idet mindste fremover - bruges af B samt deres 4 børn.

Bemærkning til spørgsmål 12

Som tilflytter skal man, jf. kildeskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1, have bolig i Danmark. Skattepligten indtræder endvidere først, når man opholder sig i Danmark bortset fra kortvarige ferier og lign.,  jf. kildeskattelovens 7.

Hvis A's fulde skattepligt som "tilflytter" skal indtræde igen, må det forudsætte, at han har en bolig samt derudover påtager sig et arbejde i Danmark. Derfor er det afgørende, om boligen på C-vej kan anses for en "bolig" for A, eller om han skal anskaffe sig en anden bolig.

Det bemærkes, at boligen indtil bodelingen i det væsentlige vil blive brugt af B samt deres 4 fælles børn.

Det henstilles, at boligen på C-vej kan anses for en bolig for A, selv om boligen i det væsentlige bruges af B samt deres 4 børn.

Spørgsmål 13.

Såfremt der svares ja til spørgsmål 11 a og 11b, vil A da kunne anses for "hjemmehørende i en fremmed stat", jf. KSL § 27?

Bemærkning til spørgsmål 13

Hvis A - selvom han er fuldt skattepligtig til Danmark - skal anses for hjemmehørende i udlandet, vil B's salg af hendes halvdel af ejendommen medføre en beskatning af den genanbragte ejendomsavance, jf. kildeskattelovens § 27.

Det samme vil være tilfældet, hvis B overdrager sin ejerandel til A som led i en bodeling ved en skilsmisse, jf. analogt til kildeskattelovens § 27.

Hvis denne overdragelse skal ske uden skattemæssige konsekvenser, er det udover fuld skattepligt tillige et krav, at A kan anses for hjemmehørende i Danmark.

Da der pt. ikke er en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig, henstilles, at man ikke skal opfylde begrebet "hjemmehørende".

Begrebet "hjemmehørende" er et begreb, der normalt anvendes i relation til en dobbeltbeskatningsaftale. Begrebet kan variere lidt efter den enkelte dobbeltbeskatningsaftale.

Når der pt. ikke er en DBO med Frankrig, bør bestemmelsen alene være knyttet til spørgsmålet om fuld skattepligt til Danmark eller ej, jf. spørgsmål 11 a og 11 b. Dermed bør kravet til, at B skattefrit kan overføre ejendommen i Frankrig til A alene være knyttet til et krav om, at begge parter er fuldt skattepligtige til Danmark på tidspunktet for overdragelsen/skilsmissen. Dette må derfor forudsætte, at A opfylder skattepligtsbetingelsen jf. spørgsmål 11 a og/eller 11 b, inden man ved skilsmissen gennemfører overdragelsen af ejendommen til A.

Bestemmelsen i § 27 skal selvfølgelig forhindre, at man ved en ægtefællehandel herunder ved bodelingen ved en skilsmisse kan overføre udskudte skatter fra en person, der er skattepligtig til Danmark, til en ægtefælle, som ikke er omfattet af dansk skattepligt vedr. det pågældende formuegode.

Hvis A bliver fuldt skattepligtig til Danmark inden en erhvervelse af B's halvdel af ejendommen, vil han skulle betale skat ved salget af ejendommen. Dette vil være gældende, selv om han efter en normal vurdering f.eks. efter OECD´s modelkonvention stadig ville blive anset for hjemmehørende i Frankrig på grund af hans erhvervsmæssige tilknytning til Frankrig.

Hvis man har genanbragt en ejendomsavance i en ejendom beliggende i udlandet og den fulde skattepligt til Danmark ophører og/eller man bliver hjemmehørende i udlandet efter en DBO, skal den genanbragte ejendomsavance beskattes, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 1, 1. punktum. Der kan gives henstand med denne beskatning jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 2, jf. kildeskattelovens § 73 E. Bemærk, at beskatningen gennemføres, hvis blot en af betingelserne om ophør med fuld skattepligt eller hjemmehørende i udlandet er opfyldt.

Denne beskatning bortfalder dog, hvis skatteyder igen får "hjemsted her" jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 4, 1. punktum. Hvis skatteyder derefter på ny opfylder betingelserne efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B stk. 1 om ophør med fuld skattepligt og/eller hjemmehørende efter en DBO i udlandet, genindtræder igen pligten til at svare skat af den genanbragte avance, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1. Der kan atter opnås henstand med denne skat, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6B, stk. 2.

Begrebet "hjemsted her" i stk. 4 må derfor indebære fuld skattepligt til Danmark eller, at man ikke er hjemmehørende efter en DBO i et andet land. "Hjemsted her" må derfor indeholde nøjagtigt samme afgrænsning som i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1.

Da der pt. ikke er en DBO med Frankrig, må det antages, at betingelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1, alene styres af spørgsmålet om fuld skattepligt til Danmark. Dermed må "hjemsted her" efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, tilsvarende alene styres af spørgsmålet om fuld skattepligt til Danmark eller ej.

Dermed får begrebet "hjemmehørende" ingen betydning i fortolkningen af disse regler i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B i relation til Frankrig, og dette må være gældende både vedr. stk. 1 og stk. 4.  

Hvis man derfor er nede i gruppe 3 i den bindende forhåndsbesked dvs. spørgsmålene fra 10 til 13, har man anset B for at være den af ægtefællerne, der har fået henstand med skatten af den genanbragte ejendomsavance i hendes halvdel af ejendommen.

Da B fra 1. januar 2011 må anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark og dermed samtidigt at have "hjemsted her" jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, må henstanden med skatten fra udrejsen i 2009 være ophørt i 2011 og erstattet af, at hun skal anses for at have genanbragt en ejendomsavance i ejendommen i Frankrig.

Hvis A efter at have opfyldt en arbejdsbetingelse i Danmark, jf. spørgsmål 11 a og 11 b, kan anses for fuldt skattepligtig til Danmark må beskatningen af hans halvdel af ejendomsavanceskatten reelt tilsvarende være ophørt og erstattet af en genanbragt ejendomsavance i hans ejerandel af ejendommen i Frankrig.

Hvis den halvdel af ejendommen, som i dag ejes af B, derefter overtages af A som led i en ægtefællehandel (herunder efter praksis også ved en skilsmisse) efter § 26 B i kildeskatteloven, må A anses for at have overtaget denne halvdel af ejendommen inkl. konsekvensen af, at der er genanbragt en ejendomsavance i denne (halvdel) af ejendommen. Man anvender normalt fuld succession i disse tilfælde, dvs. at alle skattemæssige forhold vedr. ejendommen hos overdrageren overføres til den, der erhverver ejendommen. Dette må bl.a. have som konsekvens, at der er genanbragt en ejendomsavance i denne halvdel af ejendommen og at denne genanbringelse ved en fraflytning derfor omfattes af bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1.

Hvis A - som fuldt skattepligtig til Danmark - jf. spørgsmål 11 a og 11 b - derefter ville sælge ejendommen i Frankrig, skal han beskattes af fortjenesten. Ved denne opgørelse af ejendomsavancen skal den oprindelige anskaffelsessum nedsættes med den genanbragte ejendomsavance.

Dette gælder selvom A efter alm. vurdering f.eks. efter OECD´s modelkonvention ville blive anset for hjemmehørende i Frankrig. Da der ikke er en DBO med Frankrig, gennemfører Danmark denne beskatning, hvis A anses for fuldt skattepligtig til Danmark.

Hvis A inden et evt. salg af ejendommen i Frankrig igen opgiver den fulde skattepligt til Danmark, må han anses for at eje en ejendom i Frankrig, hvori han dels selv har genanbragt en ejendomsavance, (den halvdel som A allerede ejer i dag), og dels en overtaget genanbragt ejendomsavance fra B´s ejerandel af ejendommen og som overtages ved bodelingen i forbindelse med en kommende skilsmisse.

Hvis A derfor efter en skilsmisse og efter at have overtaget B's ejerandel af ejendommen igen opgiver den fulde skattepligt til Danmark, udløses - ved fraflytningen - beskatningen af denne samlede genanbragte ejendomsavance, jf. § 6 B, stk. 1 i lov om ejendomsavancebeskatning. A vil igen kunne få henstand med denne skat jf. § 6 B, stk. 2, i lov om ejendomsavancebeskatning.

Både i de tilfælde, hvor A evt. ville sælge ejendommen i Frankrig, medens han er fuldt skattepligtig til Danmark samt i de tilfælde, hvor han forinden et salg ikke længere er fuldt skattepligtig til Danmark, vil han derfor skulle beskattes af avancen.

Denne beskatning gennemføres derfor både, hvis han sælger ejendommen, medens han er fuldt skattepligtig til Danmark og hvis han fraflytter til Frankrig inden et evt. salg. Han kan dog i det sidst nævnte tilfælde få henstand med skatten indtil et evt. salg af ejendommen.

Når A derfor på denne måde "hænger" på den samlede beskatning efter en overtagelse fra B bør parterne også kunne bruge bestemmelsen i kildeskattelovens § 27 om, at en ægtefællehandel ved skilsmissen kan gennemføres uden skattemæssige konsekvenser, dvs. at de er omfattet af bestemmelserne i kildeskattelovens § 26 B.

Partshøringssvar fra repræsentanten af 3. juni 2012:

Svarene er alt i alt stort set tilfredsstillende.

Jeg mener dog, at den supplerende meddelelse i spørgsmål 6 ikke er rigtig. Det samme gælder forbeholdet i slutningen af svaret på spørgsmål 13 om, at man ikke har taget stilling til, om ægtefællerne er samlevende

I denne "supplerende meddelelse" i svaret på spørgsmål 6 nævnes, at beskatningen af den fortjeneste, som B vil opnå ved hendes salg af hendes halvdel af ejendommen til A vil afhænge af, om ægtefællerne anses for samlevende ved overdragelsen.

Jeg er enig i, at en alm. overdragelse af "skattemæssige aktiver" med succession til en ægtefælle forudsætter, at ægtefællerne er samlevende efter kildeskattelovens § 4 jf. kildeskattelovens § 26 A og § 26 B.

Hvis "overdragelsen" sker i forbindelse med en bodeling ved en separation/skilsmisse er det dog ikke et krav, at ægtefællerne samtidigt skal anses for samlevende.

Ved en overdragelse af "skattemæssige aktiver" ved en bodeling ved separation/skilsmisse anvendes "tvungen succession", selvom parterne ikke konkret kan anses for samlevende efter kildeskattelovens § 4 på selve overdragelsestidspunktet.

Dette fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.8.3.2.

Det er her anført (i andet afsnit under overskriften kapitaludgifter):

Når en ægtefælle ved bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse får tillagt aktiver, som hidtil har tilhørt den anden ægtefælle, succederer førstnævnte ægtefælle i sidstnævntes skattemæssige stilling vedrørende de pågældende aktiver.

I tidligere udgaver af Ligningsvejledningen jf. bl.a. version 7.1 gældende fra 15. juli 2009 - 18. januar 2010 var den pågældende sætning anført i slutningen af afsnit A.A.4.2.1.

I afsnittet om virksomhedsordningen, jf. Den juridiske vejledning afsnit C.C.5.2.13.7. er anført, at en bodeling ved en skilsmisse ikke er en overdragelse, men en formuebevægelse.

Der er ikke de pågældende steder nævnt noget om, at denne "succession" forudsætter, at ægtefællerne tillige er samlevende på tidspunktet for overdragelsen.

I denne forbindelse bemærkes i øvrigt, at ægtefællerne i mange tilfælde normalt ikke vil være skattemæssigt samlevende efter kildeskattelovens § 4 på selve tidspunktet for bodelingen ved en separation/skilsmisse dvs. ved underskrift af bodelingsoverenskomsten.

Ifølge afsnit C.A.8.3.2. skal ægtefællerne i perioden fra tidspunktet for separationen eller skilsmissen og indtil tidspunktet for indgåelse af en bodelingsoverenskomst beskattes af deres respektive bodele, dvs. af de aktiver, som de konkret ejer. I denne periode er ægtefællerne ikke skattemæssigt sambeskattede ifølge kildeskattelovens § 4. Uanset dette, kan ægtefællerne ved selve bodelingen jf. ovenfor overføre skattemæssige aktiver mellem hinanden uden, at dette skal anses for en skattemæssig afståelse.

Ifølge kildeskattelovens § 27, 2. punktum, er det dog en betingelse, at ingen af ægtefællerne har hjemsted i udlandet.

I kildeskattelovens § 27, 1. punktum er nævnt, at samlevende ægtefæller ikke kan anvende bestemmelserne i kildeskattelovens 26 A og § 26 B, hvis mindst en af de samlevende ægtefæller er hjemmehørende i udlandet.

I kildeskattelovens § 27, 2. punktum er nævnt, at reglerne om indtræden i overdragerens stilling med separation og skilsmisse ikke gælder, hvis mindst en af ægtefællerne er hjemmehørende i udlandet.

Det er ikke i 2. punktum tillige anført, at det skulle være en betingelse for skattemæssig "succession" ved en bodeling ved en skilsmisse, at ægtefællerne tillige er samlevende. Hvis der skulle gælde et krav om "samlevende" ved overdragelse ved separation/skilsmisse var 2. punktum også reelt overflødigt, idet situationen allerede var omfattet af 1. punktum.

I relation til bodeling ved skilsmisse er det ikke bestemmelserne i kildeskattelovens § 26 A og § 26 B, der gælder (som jo kræver at ægtefællerne er samlevende) men derimod, at der er tale om en slags formuebevægelse jf. bemærkningerne i ligningsvejledningen i afsnit C.C.5.2.13.7.

Jeg er derfor hidtil gået ud fra, at der ikke var et problem med om ægtefællerne konkret var samlevende eller ej, når man foretog overdragelsen ved selve bodelingen ved skilsmissen. Uanset om ægtefællerne er samlevende eller ej, vil en overdragelse ved en bodeling ved skilsmissen være skattefritaget.

Derimod er problemet i nærværende sag - når der er svaret nej til spørgsmål 1 og 6 - primært knyttet til, om begge ægtefæller kunne anses for fuldt skattepligtige til Danmark samt, at begge ægtefæller ikke kunne anses for hjemmehørende i udlandet eller som i nærværende sag, om begrebet "hjemmehørende" i det hele taget var gældende, når der ikke er en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig.

Da der i de pågældende supplerende bemærkninger til spørgsmål 6 nu er skabt en usikkerhed på dette punkt, anmodes om, at man ændrer de supplerende bemærkninger til svaret på spørgsmål 6 i overensstemmelse med ovennævnte og/eller at man supplerer anmodningen om bindende svar med svaret på følgende spørgsmål 14.

Spørgsmål 14.

Kan B ved en bodeling ved en skilsmisse fra A overdrage hendes ejerandel af ejendommen i Frankrig til A med skattemæssig succession.

Det er forudsat:

At B og A begge skattemæssigt ikke længere var fuldt skattepligtige til Danmark fra juli 2009 jf. svaret på spørgsmål 1.

At henstanden med ejendomsavancen reelt vedrører både B og A med halvdelen til hver, idet de købte ejendommen i Frankrig i lige sameje, jf. svaret på spørgsmål 6.

At B siden 2011 er fuldt skattepligtig til Danmark.

At A har en bolig til rådighed i Danmark, jf. svaret på spørgsmål 12.

At A inden underskrift af bodelingen igen er fuldt skattepligtig til Danmark ved at opfylde betingelserne om arbejde i Danmark jf. spørgsmål 11 a eller 11 b.

At begrebet "hjemmehørende" konkret ikke gælder i relation til kildeskattelovens § 27, 2. punktum, idet der ikke er nogen dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig. 

At parterne i det mindste fra og med 2012 ikke kan anses for samlevende ifølge kildeskattelovens § 4, stk. 4.

Det foreslås, at der svares ja til spørgsmålet.

Begrundelsen er anført ovenfor.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at A's og B's fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, anses for opretholdt ved udrejsen i 2009 og 2010.

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1:

"Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

1. personer, der har bopæl her i landet"

Praksis

TfS1986,299 ØLD (se nedenstående referat)

SKM2011.815.LSR (se nedenstående referat)

Begrundelse

Selv om fastlæggelsen af kildeskattelovens bopælsbegreb ved fraflytning i princippet sker ud fra en samlet bedømmelse af skatteyderens forhold, viser praksis, at den fortsatte rådighed over en helårsbolig spiller en central rolle ved bedømmelsen.

Den fortsatte dispositionsret over den indtil fraflytningen benyttede bolig, eller eventuelt en anden bolig, vil sædvanligvis være ensbetydende med, at bopælen anses for opretholdt, medmindre boligen udlejes/fremlejes uopsigeligt for udlejeren/fremlejeren i mindst 3 år. Der kan dog være så klare indikationer på, at en skatteyder og dennes eventuelle familie har til hensigt fast at blive boende i udlandet, at der ses bort fra 3-års-betingelsen.

Praksis viser, at opretholdelse af bopæl ved fraflytning i altovervejende grad støttes på objektive kriterier. Skatteyderens subjektive hensigter er dog undertiden også tillagt betydning.

Når den hidtidige helårsbolig ønskes afstået i forbindelse med fraflytningen, kan der særligt i salgssituationer opstå tvivl om, på hvilket tidspunkt bopælen skal anses for opgivet, hvis huset ikke er solgt ved fraflytningen.

Ophør af bopæl er ikke absolut betinget af, at salg har fundet sted, idet karakteren af skatteyderens salgsbestræbelser sammenholdt med vedkommendes faktiske flytning til det andet land, f.eks. flytning af indbo, kan bevirke, at rådigheden over boligen må anses for opgivet under forudsætning af, at salget senere gennemføres.

TfS1986,299 ØLD vedrørte en skatteyder, der pr. 1/4 1980 flyttede til Schweiz, hvor han tiltrådte en tidsubegrænset fuldtidsstilling hos en schweizisk arbejdsgiver og lejede en lejlighed. Han fik tilsagn om opholdstilladelse i Schweiz for ægtefælle og to børn, men familien blev af uddannelsesmæssige grunde boende i ægteparrets villa i Danmark, hvor skatteyderen var tilmeldt folkeregisteret indtil 30/12 1983. Skatteyderens formue - herunder en lystbåd - forblev i Danmark, han aflagde flere kortere besøg her og opretholdt midlertidigt forskellige former for tilknytning, f.eks. som bestyrelsesmedlem i et dansk selskab. Da bevarelsen af en bolig i Danmark skyldtes særlige forhold af midlertidig art, og da de yderligere foreliggende tilknytningspunkter til Danmark var af underordnet betydning, fandt Landsretten, at bopælen i Danmark var opgivet ved udrejsen til Schweiz, og den fulde skattepligt til Danmark var herefter ophørt den 31. marts 1980.

SKM2011.815.LSR vedrørte en skatteyder, som den 3. januar 2009 flyttede til Tyskland. Retten fandt, at manden efter udrejsen til Tyskland den 3. januar 2009 fortsat havde haft rådighed over en helårsbolig i Danmark, og at han derfor efter fraflytningen som udgangspunkt havde opretholdt bopæl i Danmark, og dermed havde været fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Retten fandt imidlertid, at det måtte anses for godtgjort, at klageren i forbindelse med udrejsen til Tyskland den 3. januar 2009 havde til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet. Der blev lagt vægt på, at klageren den 3. januar 2009 flyttede til Tyskland for at tiltræde en tidsubegrænset stilling hos en tysk arbejdsgiver, og at hans faste arbejde havde nødvendiggjort hans løbende tilstedeværelse i Tyskland. Der blev endvidere lagt vægt på, at bevarelsen af en bolig i Danmark og ægtefællens ophold i Danmark efter klagerens udrejse skyldtes forhold af midlertidig karakter. Klagerens ægtefælle og ægteparrets datter blev boende på ejendommen i Danmark, indtil datteren havde færdiggjort 1. gymnasieklasse. Ejendommen i Danmark blev herefter sat til salg ved formidlingsaftale af 7. juli 2009, og klageren og hans ægtefælle købte med overtagelsesdag den 9. juli 2009 en ejerlejlighed i Tyskland. Klagerens ægtefælle og ægteparrets datter meldte den 1. august 2009 flytning til Tyskland, hvor de sammen med klageren flyttede ind i ejerlejligheden i Tyskland, og hvor det meste indbo fra ejendommen i Danmark blev flyttet til ejerlejligheden i Tyskland. Der blev endelig lagt vægt på, at klageren og hans ægtefælle fortsat var bosiddende i Tyskland, og at klageren havde været fuldt skattepligtig til Tyskland efter reglerne for der bosiddende personer. Retten fandt derfor, at klagerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt den 3. januar 2009 i forbindelse med flytning til Tyskland.

Skatteministeriet finder, at A og B efter udrejsen til Frankrig den 7. juli 2009 fortsat havde rådighed over en helårsbolig i Danmark, og at de derfor efter fraflytningen som udgangspunkt havde opretholdt bopæl i Danmark, og dermed fortsat været fuldt skattepligtige til Danmark efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1.

Skatteministeriet finder imidlertid, at det må anses for godtgjort, at A og B i forbindelse med udrejsen til Frankrig den 7. juli 2009 havde til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet, jf. princippet i TfS 1986,299 og SKM2011.811.LSR.

Skatteministeriet har herved lagt vægt på, at A og B i lige sameje erhvervede ejendommen i Frankrig den 5. marts 2009, satte ejendommen beliggende C-vej i Danmark til salg via ejendomsmægler ved fraflytning til ejendommen i Frankrig den 7. juli 2009, hvor A begyndte at drive erhvervsmæssig virksomhed, og at ægteparrets 4 børn blev sat i en fransk skole. A bor stadig på ejendommen i Frankrig og driver virksomhed der. Han har således siden 7. juli 2009 haft betydelige erhvervsmæssige interesser i Frankrig.

SKAT har betragtet A og B som fraflyttet, hvilket har været lagt til grund i de tre af spørgerne nævnte afgørelser vedrørende skattemæssige forhold. Dette bevirkede, at spørgerne skulle betale skat af den genanbragte ejendomsavance, jf. § 6 B stk. 1 i ejendomsavancebeskatningsloven, hvorfor spørgerne anmodede om henstand med betaling heraf. Spørgerne har ikke i forbindelse med disse afgørelser bestridt, at de skulle være fraflyttet Danmark.

Det forhold, at B efterfølgende ønskede at flytte tilbage til Danmark, skyldtes omstændigheder, som først blev konstateret et stykke tid efter fraflytningen, herunder at børnene ikke trivedes i det franske skolesystem og at A og B ønskede separation.

Det forhold, at ejendommen i Danmark ikke blev solgt, skyldtes ifølge det oplyste ikke, at A og B ikke ønskede den solgt, årsagen var udelukkende afmatningen på boligmarkedet. Ejendommen blev ikke udlejet, men det skyldtes ifølge det oplyste udelukkende, at man ved fraflytningen forventede, at ejendommen blev solgt. Det er oplyst, at ejendommen har stået tom i perioden fra juli 2009 til januar 2011.

Skatteministeriet finder derfor, at A og B må betragtes som fraflyttet Danmark den 7. juli 2009.

Da B først flyttede tilbage til Danmark den 31. december 2010, har hun ikke været fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra 7. juli 2009 til 31. december 2010.

A bor og arbejder stadig på ejendommen i Frankrig, han er udelukkende i Danmark i ferieøjemed. Skatteministeriet finder derfor ikke, at han har været fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra 7. juli 2009 til 31. december 2010.

Skatteministeriet kan derfor ikke bekræfte, at A's og B's fulde skattepligt, jf. kildeskattelovens § 1, kan anses for opretholdt ved udrejsen i 2009 og 2010. Skatteministeriet har herved ikke taget stilling til andre indkomstår end 2009 og 2010, jf. formuleringen af spørgsmål 1. Der er således ikke taget stilling til A's og B's skattepligtsforhold for perioden efter 31. december 2010.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, under forudsætning at der svares "ja" til spørgsmål 1, dvs. at man var fuldt skattepligtig til Danmark i 2009 og 2010, at der i 2009 ikke indtrådte en fraflytningsbeskatning.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2 - 5.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 2 bortfalder, da spørgsmål 1 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at A kan anses for at have "hjemsted", jf. § 6 B stk. 4 i lov om ejendomsavancebeskatning, i Danmark i 2011.

Spørgsmålet besvares under forudsætning af, at A bevarede den fulde skattepligt i 2009 og 2010 samt fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. spørgsmål 1.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2 - 5.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 3 bortfalder, da spørgsmål 1 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at hvis der svares ja til spørgsmål 1 og spørgsmål 3, vil A da kunne anses for skattepligtig og hjemmehørende i Danmark indtil bodelingen ved en skilsmisse.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2 - 5.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 4 bortfalder, da spørgsmål 1 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at hvis der svares nej til spørgsmål 4, jf. spørgsmål 5, vil en overdragelse af B's ejerandel til A inden separationen kunne ske skattefrit.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 1, bortfalder spørgsmål 2 - 5.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 5 bortfalder, da spørgsmål 1 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at henstanden med skatten af ejendomsavancen ved flytningen i 2009 alene vedrører A.

Lovgrundlag

Ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B:

Ophører en persons skattepligt efter kildeskattelovens § 1 som følge af fraflytning, eller bliver en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, beskattes fortjeneste, der nedsætter anskaffelsessummen efter § 6 A, stk. 1, på tidspunktet for skattepligtsophøret eller flytningen af skattemæssigt hjemsted. Det gælder dog kun, hvis den erhvervede ejendom er beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland. Den fortjeneste, der stammer fra nedsættelse af anskaffelsessummen, er fortjeneste fra fast ejendom beliggende i den stat, hvor den afståede ejendom lå.

Stk. 2. Der kan gives henstand med skatten efter stk. 1 efter reglerne i kildeskattelovens § 73 E.

Stk. 3. Hvis det ved afståelse af den erhvervede ejendom eller ved ejerens død, efter at der er indtrådt skattepligt efter stk. 1, konstateres, at afståelsessummen henholdsvis handelsværdien ved død er mindre end anskaffelsessummen, nedsættes det skattepligtige beløb efter stk. 1 med forskellen. Det skattepligtige beløb kan ikke blive negativt.

Stk. 4. Får ejeren igen skattemæssigt hjemsted her, inden den erhvervede ejendom er afstået, bortfalder pligten til at svare skat efter stk. 1, indtil ejeren på ny opfylder betingelserne i stk. 1, 1. pkt.

Kildeskattelovens § 73 E:

Personer kan få henstand med betaling af skatter beregnet efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B eller afskrivningslovens § 40 D samt skatter og arbejdsmarkedsbidrag beregnet efter ligningslovens § 28, når skatteberegningen skyldes ophør af skattepligt efter § 1, skift af skattemæssigt hjemsted efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst til en fremmed stat, Færøerne eller Grønland eller ophør af skattepligt efter § 2, stk. 1, nr. 1-3 eller nr. 7, eller § 2, stk. 2.

Stk. 2. Henstand efter stk. 1 er betinget af, at der ved fraflytning m.v. indgives selvangivelse til told- og skatteforvaltningen. Gives der udsættelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 4, stk. 4, skal selvangivelse som betingelse for henstand være indgivet inden denne frist. Henstand er endvidere betinget af, at der ved senere hel eller delvis udnyttelse eller afståelse af købe- og tegningsretterne omfattet af ligningslovens § 28 indgives selvangivelse af det modtagne vederlag, og at der ved senere hel eller delvis afståelse af aktiverne indgives selvangivelse af gevinsten eller tabet på disse. Såfremt der ikke ønskes omberegning efter ligningslovens § 28, stk. 7, er det dog alene en betingelse, at der indgives meddelelse til told- og skatteforvaltningen om afståelsen eller udnyttelsen.

Stk. 3. Såfremt personens fraflytning m.v. sker til et land, der ikke er omfattet af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager eller Rådets direktiv 2008/55/EF af 26. maj 2008, er henstand efter stk. 1 endvidere betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed. Sikkerheden skal stå i passende forhold til henstandsbeløbet og kan stilles i form af aktier, obligationer optaget til handel på et reguleret marked, bankgaranti eller anden betryggende sikkerhed efter skatteministerens bestemmelse. Er personens fraflytning sket til et land, der er omfattet af den i 1. pkt. nævnte overenskomst eller det i 1. pkt. nævnte direktiv, og flytter personen efterfølgende videre til et land, der ikke er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, er fortsat henstand betinget af, at der stilles betryggende sikkerhed, jf. 2. pkt. Er personens fraflytning sket til et land, der ikke er omfattet af den i 1. pkt. nævnte overenskomst eller det i 1. pkt. nævnte direktiv, og flytter personen efterfølgende videre til et land, der er omfattet af den nævnte overenskomst eller det nævnte direktiv, frigives den stillede sikkerhed efter anmodning.

Stk. 4. Henstandsbeløbet forfalder til betaling, når aktiverne afstås eller den skattepligtige dør. Ved henstand med betaling af skatter beregnet efter ligningslovens § 28 forfalder henstandsbeløbet, når købe- eller tegningsretterne afstås eller udnyttes, eller den skattepligtige dør. Henstandsbeløbet fragår i den slutskat, der indgår ved opgørelsen af restskat og overskydende skat efter §§ 60-62, jf. § 62 A.

Stk. 5. Betales henstandsbeløb ikke rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

Stk. 6. Indgives selvangivelse eller meddelelse, jf. stk. 2, ikke rettidigt, bortfalder henstanden, og skatten anses for forfalden på det tidspunkt, hvor skatten ville være forfalden, hvis der ikke var givet henstand. Skatten forrentes med renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra dette tidspunkt. Endvidere bortfalder retten til omberegning efter ligningslovens § 28, stk. 7.

Stk. 7. Såfremt købe- og tegningsretter omfattet af ligningslovens § 28 udløber uudnyttet, bortfalder henstandsbeløbet for disse købe- eller tegningsretter. Bortfald af henstandsbeløb efter 1. pkt. er betinget af, at der indgives meddelelse om udløbet til told- og skatteforvaltningen inden udløbet af selvangivelsesfristen. I modsat fald anses henstandsbeløbet for forfaldent på tidspunktet for købe- eller tegningsrettens udløb. Reglerne i stk. 6, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Begrundelse

Der er oplyst, at A i 2008 solgte sin landbrugsejendom i Danmark, som han var eneejer af.

Fortjenesten ved salget blev genanbragt i en landbrugsejendom i Frankrig, som A købte i lige sameje med sin hustru B.

Ægteparret flyttede herefter fra Danmark til Frankrig og den fulde skattepligt måtte anses for ophørt, jf. besvarelsen af spørgsmål 1.

Når ejernes fulde skattepligt til Danmark ophører, forfalder skatten af den genanbragte fortjeneste til betaling. Der kan dog ansøges om henstand med betalingen efter kildeskattelovens § 73 E, indtil den ejendom, hvori fortjenesten er genanbragt, sælges eller til ejerne dør.

A fik i den konkrete sag henstand med betalingen af skatten af den genanbragte fortjeneste i forbindelse med ophøret af den fulde skattepligt. Det var i den forbindelse fejlagtigt oplyst til SKAT, at A var eneejer af ejendommen i Frankrig.

Der spørges nu, om henstanden kun vedrører A, efter at det er oplyst, at både A og B er ejere af den ejendom i Frankrig, hvori fortjenesten er genanbragt.

Efter reglerne om genanbringelse kan en ejer genanbringe fortjeneste i en ejendom, som vedkommende selv ejer, men fortjenesten kan også genanbringes i en ejendom, som ægtefællen ejer. Genanbringelse kan også ske i en ejendom, som ægtefællerne ejer i sameje.

Når en ejer genanbringer en fortjeneste i sin ægtefælles ejendom, skal anskaffelsessummen for ægtefællens ejendom efter genanbringelsesreglerne nedsættes med den genanbragte fortjeneste. Når ægtefællens ejendom sælges, beskattes den genanbragte fortjeneste sammen med ægtefællens fortjeneste på ejendommen.

Hvis fortjenesten genanbringes i en ejendom, som ægtefællerne ejer i sameje, beskattes den genanbragte fortjeneste på samme vis, når ejerne sælger ejendommen.

Derfor vil det også være ejeren/ejerne af denne ejendom, som vil være omfattet af en henstand med skatten efter kildeskattelovens § 73 E.

Skatteministeriet indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et "nej".

Skatteministeriet kan supplerende oplyse følgende:

Det fremgår af sagen, at B nu vender tilbage til Danmark. Det betyder, at den henstand, der er givet med skatten af den genanbragte fortjeneste i hendes del af ejendommen, bortfalder.

Det er videre oplyst, at ægteparret har planer om at blive skilt, og at A forbliver boende i Frankrig. Hvis B overdrager sin andel af ejendommen til A inden bodelingen i forbindelse med separationen/skilsmissen, vil beskatningen af fortjenesten ved overdragelsen af hendes andel af ejendommen afhænge af, om ægtefællerne kan anses for samlevende i skattemæssig forstand.

Hvis ægtefællerne ikke kan anses for skattemæssigt samlevende, vil overdragelse af en del af ejendommen til den anden ægtefælle skattemæssigt blive sidestillet med et salg, der er omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven. Det betyder, at B så ved salg af hendes del af ejendommen i Frankrig vil blive beskattet af såvel den fortjeneste, der er genanbragt i hendes andel af ejendommen, som af den fortjeneste hun opnår ved salg af sin andel af ejendommen i Frankrig.

Der er ikke herved taget stilling til evt. beskatning i Frankrig eller lempelse for skat i Frankrig af fortjenesten på B's del af ejendommen.

Hvis A som et led i bodelingen af fællesejet ved separationen/skilsmissen overtager B's andel af ejendommen i Frankrig, vil han under visse betingelser kunne succedere i hendes skattemæssige stilling.

Udlodning og deling som følge af opløsning af formuefællesskab ved skifte mellem ægtefæller anses ikke for en skatteretlig afståelse eller erhvervelse, og udlodning af et aktiv eller del af et aktiv til den anden ægtefælle udløser derfor ikke beskatning, jf. princippet i statsskattelovens § 5, litra b, og Højesterets dom, offentliggjort som TfS 1999, 213 HR. Det er dog en forudsætning for, at den modtagende ægtefælle indtræder i overdragerens skattemæssige stilling ved bodelingen, at ægtefællerne begge er fuldt skattepligtige i Danmark, og at ingen af ægtefællerne skattemæssigt er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, jf. kildeskattelovens § 27.

A kan derfor succedere i B's skattemæssige stilling, hvis han overtager hendes andel af ejendommen som led i bodelingen af ægtefællernes fælleseje, når han ved bodelingen er fuldt skattepligtig her i landet.  

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "Nej".

Spørgsmål 7

Det ønskes bekræftet, at evt. ejendomsavance ved B's salg af sin ejerandel til A vil skulle opgøres som forskellen mellem værdien af ejendommen den 1. januar 2011 (tilflytningstidspunktet), jf. kildeskattelovens § 9, og salgstidspunktet af sin ejerandel til A.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 6, bortfalder spørgsmål 7 - 9, medens man besvarer spørgsmålene 10 - 13

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 7 bortfalder, da spørgsmål 6

indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 8

Det ønskes bekræftet, at avancen - opgjort som i spørgsmål 7 - vil være skattepligtig hos B, hvis hun overdrager sin ejerandel til A, som led i en bodeling ved en skilsmisse.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 6, bortfalder spørgsmål 7 - 9, medens man besvarer spørgsmålene 10 - 13.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 8 bortfalder, da spørgsmål 6 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 9

Det ønskes bekræftet, at værdien af stuehuset vil skulle holdes uden for opgørelsen efter spørgsmål 7 og 8.

Begrundelse

Repræsentanten har oplyst, at hvis der svares nej til spørgsmål 6, bortfalder spørgsmål 7 - 9, medens man besvarer spørgsmålene 10 - 13.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 9 bortfalder, da spørgsmål 6 indstilles besvaret med "Nej".

Spørgsmål 10

Det ønskes bekræftet, at B har haft hjemsted i Danmark, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 4, siden 1. januar 2011.

Lovgrundlag

§ 6 B, stk. 4, i lov om ejendomsavancebeskatning (se under spørgsmål 6).

Begrundelse

Fraflytningsbeskatningen ophører, hvis man igen får hjemsted i Danmark, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6B, stk. 4: "Får ejeren igen skattemæssigt hjemsted her, inden den erhvervede ejendom er afstået, bortfalder pligten til at svare skat efter stk. 1, indtil ejeren på ny opfylder betingelserne i stk. 1, 1. pkt."

I ejendomsavancebeskatningslovens § 6 B, stk. 1, 1. pkt., sidestilles ophør af skattepligt med skifte af skattemæssigt hjemsted i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomst. Er der ingen dobbeltbeskatningsoverenskomst, vil Skatteministeriet fortolke reglerne således, at det alene er skattepligtforholdene efter kildeskatteloven, der er afgørende.

Bliver en skatteyder fuldt skattepligtig i Danmark, anses skatteyderen derfor i denne situation for at have skattemæssigt hjemsted i Danmark.

Skatteministeriet har lagt vægt på, at B siden 1. januar 2011 har haft fast bopæl i Danmark sammen med børnene. Desuden har hun arbejde i Danmark.

Skatteministeriet finder derfor, at hun siden 1. januar 2011 må anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1.

Da der pt. ikke er nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig, indebærer det forhold, at B er blevet fuldt skattepligtig til Danmark pr. 1. januar 2011, at dette må sidestilles med, at hun har skattemæssigt hjemsted her pr. denne dato.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 10 besvares med "Ja".

Spørgsmål 11a

Det ønskes bekræftet, at et arbejde i mindst 10 dage á 8 timer udført over en sammenhængende periode på højst 14 dage anses for at medføre fuld skattepligt til Danmark.

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 7, stk. 1:

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Begrundelse

Det er forudsat, at A samtidig ejer en helårsbolig (ejendommen beliggende C-vej) og at han i den periode (eller i de perioder), hvori han arbejder i Danmark, bruger denne bolig evt. i forbindelse med samværet med et eller flere af hans børn.

B vil i de fleste af disse perioder bo andre steder.

Ifølge kildeskattelovens (KSL) § 1, stk. 1, nr. 1, foreligger fuld skattepligt for personer, der har bopæl her i landet.

I praksis vil statuering af bopæl i henhold til kildeskattelovens bestemmelser være afhængig af, om den pågældende person har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse til at statuere bopæl.

Fuld skattepligt indtræder dog ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet, idet KSL § 7, stk. 1, fastslår, at personer, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at have ophold her, først bliver fuldt skattepligtige, når de tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende.

Ifølge praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage indenfor et tidsrum af 12 måneder, ikke for kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Ved beregning af opholdets varighed her i landet medregnes ethvert påbegyndt døgn som et fuldt døgn.

De nævnte 3 måneder, respektive 180 dage, betragtes som maksimum for ophold, uden at skattepligten indtræder på grund af bopæl her. Dette maksimumsophold vil i almindelighed kunne accepteres, når der er tale om personer, hvis ophold har et overvejende feriemæssigt præg og således ikke er nødvendiggjort af en regelmæssig (løbende) personlig varetagelse af indtægtsgivende hverv.

Praksis er forholdsvis restriktiv med hensyn til, hvad der kan betragtes som "ferie eller lignende", idet alle former for arbejde som udgangspunkt må anses for uforeneligt med "ferie eller lignende". I praksis viser en række afgørelser, hvor lidt der skal til, før skattepligten indtræder. Som eksempler på afgørelser, der fører til skattepligt på grund af arbejde, kan nævnes SKM2002.252.LR, hvor skattepligten ville indtræde, hvis den pågældende i sin sommerferie tog arbejde hos en dansk arbejdsgiver af en måneds varighed, SKM2006.41.SR, hvor skattepligten indtræder ved første tjenesterejse og SKM2009.813.LSR, hvor skattepligten indtrådte som følge af deltagelse i 4 bestyrelsesmøder i et selskab.

Der er også afgørelser, der accepterer en vis form for erhvervsmæssig aktivitet, uden at det fører til indtræden af fuld skattepligt. Se TfS1997,590 LSR, hvor en i udlandet bosat operasangerinde ikke ville blive fuldt skattepligtig som følge af et enkeltstående arrangement, uanset at den pågældende var ejer af en helårsbolig her i landet og SKM2002.252.LR, hvor skattepligten ikke ville indtræde som følge af, at den pågældende under sit ferieophold Danmark i 14 dage ville udføre arbejdsmæssige opgaver i form af forberedelse af undervisningsmateriale mv. til brug for undervisning i Schweiz.

Skatteministeriet finder, at hvis A arbejder her i landet i mindst 10 dage á 8 timer udført over en sammenhængende periode på højst 14 dage, vil der være tale om regelmæssig (løbende) personlig varetagelse af indtægtsgivende hverv. Der er således ikke tale om et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Han vil således blive fuldt skattepligtig til Danmark, hvis han arbejder i det beskrevne omfang.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spm. 11 a besvares med "Ja".

Spørgsmål 11 b

Det ønskes bekræftet, at et arbejde i mindst 20 dage á 8 timer fordelt over en til tre perioder inden for en 12 mdrs. periode anses for at medføre fuld skattepligt til Danmark.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 11 a

Begrundelse

Her gælder samme forudsætninger som under spm. 11a, dog vil A udføre arbejde i Danmark i mindst 20 dage á 8 timer fordelt over en til tre perioder inden for en 12 mdrs. periode.

Indstilling

Da spørger skal arbejde mere pr. år under sine ophold i end forudsat under spørgsmål 11a, som Skatteministeriet indstiller besvaret med "ja", indstiller Skatteministeriet, at spørgsmål 11 b også besvares med "ja".

Spørgsmål 12

Det ønskes bekræftet, at det i relation til svaret på spørgsmål 11 a og 11 b ikke tillige er nødvendigt, at A anskaffer sig en anden bolig end boligen på C-vej.

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 11 a.

Begrundelse

Det er oplyst, at boligen på C-vej indtil bodelingen i det væsentlige vil blive brugt af B samt deres 4 fælles børn.

Men da ejendommen ifølge det oplyste også kan benyttes og i praksis benyttes af A som bolig, når han er i Danmark, finder Skatteministeriet, at han har bolig til rådighed i Danmark.

I relation til svaret på spørgsmål 11 a og 11 b er det således ikke tillige nødvendigt, at A anskaffer sig en anden bolig end boligen på C-vej, for at den fulde skattepligt indtræder.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 12 besvares med "Nej".

Spørgsmål 13

Såfremt der svares ja til spørgsmål 11 a og b, ønskes det bekræftet, at A da ikke vil kunne anses for "hjemmehørende i en fremmed stat", jf. KSL § 27.

Lovgrundlag

Kildeskatteloven § 27. Reglerne i §§ 26 A og 26 B gælder ikke for overdragelse af aktiver og passiver mellem ægtefæller, der efter reglerne i § 4 anses for samlevende, hvis en af ægtefællerne skattemæssigt er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland. Endvidere gælder reglerne om indtræden i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelse som led i en bodeling i forbindelse med separation og skilsmisse ikke ved overdragelse af aktiver og passiver, hvis en af ægtefællerne skattemæssigt er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.

Begrundelse

Skatteministeriet finder ikke, at en person, der er fuldt skattepligtig til Danmark, kan betragtes som "hjemmehørende i en fremmed stat", såfremt der er tale om en fremmed stat, Danmark ikke har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Da A forudsættes fuldt skattepligtig til Danmark, og Danmark ikke har nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig, kan Skatteministeriet således bekræfte, at A ikke vil kunne anses for "hjemmehørende i en fremmed stat", jf. kildeskattelovens § 27.

Skatteministeriet har herved ikke taget stilling til, om ægtefællerne kan anses for samlevende efter kildeskattelovens § 4.

Indstilling

Skatteministeriet indstiller, at spørgsmål 13 besvares med "Nej".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skatteministeriet.