Dato for udgivelse
05 mar 2004 08:53
SKM-nummer
SKM2004.104.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/04-4332-01950
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Værdiansættelse, aktier, generationsskifte, gavekreds, skattekursen, ejendomsvurdering
Resumé

Ligningsrådet imødekom anmodning om, at overdragelse af aktierne i kroen A A/S, ved M´s påtænkte afhændelse til sin søn i forbindelse med et påtænkt generationsskifte, kunne ske til skattekursen 120, uden at det medførte yderligere skattemæssige konsekvenser.

Forespørger havde fra starten anmodet om kurs 80 beregnet på grundlag af TSS-cirkulære 2000-09, idet anvendelse af skattekursen, jf. cirkulære nr. 185/1982, som værdiansættelse, ifølge rådgiver, vil betyde en værdiansættelse, som langt vil overstige den reelle værdi. Rådgivers beregning af skattekursen var som udgangspunkt 325. Styrelsen fandt, at forespørger havde et retskrav på at kunne anvende formueskattekursen, men at beregning efter TSS-cirkulære 2000-09 ligeledes er muligt. Styrelsen tog herefter udgangspunkt i TSS-cirkulære 2000-09, hvorefter kursen blev fastsat til 370. Styrelsen stillede dog tvivl om kursens rette værdi, idet en eventuel skattekurs på baggrund af de seneste 3 årsregnskaber samt en ændret ejendomsværdi kunne medføre en kurs, der var væsentlig lavere end kursen beregnet af styrelsen. Ligningsrådet tiltrådte herefter en skattekurs beregnet på grundlag af sidste tre års årsregnskaber samt en af styrelsen foretaget ejendomsvurdering.

Reference(r)

TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10
Cirkulære nr. 185/1982

Henvisning

Ligningsvejledningen 2004-1 S.G.2.4.6
Ligningsvejledningen 2004-1 S.G.2.6.3

A A/S er et familieejet aktieselskab, der driver hotel- og restaurationsvirksomhed fra egne lokaliteter beliggende i en mindre provinsby.

Selskabet blev stiftet i 1970érne, og efter forhøjelse af aktiekapitalen fordeler selskabets kapital sig således, at M er i besiddelse af 25 %, sønnen, S, er i besiddelse af 63 %, mens to døtre hver er i besiddelse af 6 % af aktiekapitalen.

Selskabets daglige ledelse er i årene forestået af S samt delvist M, men M har de senere år som følge af sin høje alder været nødsaget til at nedtrappe sin arbejdsindsats, men er stadig aktiv. Det er Ms ønske, at sønnen skal drive kroen videre, hvorfor hun ønsker at afhænde sin aktiepost i selskabet til ham som led i et naturligt generationsskifte.

Selskabet har i de senere år været inde i en periode med utilfredsstillende driftsresultater. Der er fra ledelsens side udfoldet store bestræbelser på at foretage de nødvendige omkostningstilpasninger, men det har været og er stadig nødvendigt driftsmæssigt at anvende relativt mange midler for at højne standarden af de fysiske rammer, hvilket har været nødvendigt i et marked med stigende konkurrence.

Det fremgår af årsregnskabet for 2000/01, at årets resultat udgjorde kr. - 52.700 (negativt). Der har været en stigning i omsætningen i forhold til året før på ca. kr. 420.000, men det har ikke været muligt at fremkomme med et positivt resultat, selv om der driftsmæssigt har været anvendt færre midler end sidste år til at højne standarden af de fysiske rammer.

Egenkapitalen i selskabet udviser pr. 30. juni 2001 kr. 340.000, og balancen pr. 30. juni 2002 udviser et underskud på kr. 107.000. Det er oplyst, at man er af den opfattelse, at det endelige regnskab for 2001/2002 vil udvise et resultat i størrelsesordenen som bogført. Resultat før skat har i de seneste syv år udvist underskud.

I årsregnskabet for 2000/01 står selskabets ejendomme bogført til kr. 2.300.000. Nævnte ejendomme er af de offentlige myndigheder vurderet til kr. 6.130.000.

Rådgiver har efterfølgende oplyst, at selskabets bygninger er i en stand og indretning, der bl.a. gør, at en rentabel drift ikke har kunnet finde sted. Salg af virksomheden har ikke været muligt.

Forespørger har rettet henvendelse til selskabets sædvanlige håndværker, C, med ønske om en udtalelse om ejendommens vedligeholdelsesstand og indretning.

Håndværkeren har gennemgået ejendommene og har i marts 2002 givet et skøn over tiltrængt reparation/vedligeholdelse på kroen samt 3 tilhørende ejendomme. Det fremgår efter et løst skøn, at en stor gennemgang, herunder af el, VVS og malerarbejde samt inventar, i alt vil løbe op i excl. moms kr. 3.360.000.

Rådgiver anfører desuden, at S må arbejde ud over normal arbejdstid, da økonomien/indtjeningen ikke tillader, at der ansættes yderligere personale. Det er om hans arbejdsindsats i virksomheden over for rådgiver oplyst, at han i alle ugens syv dage møder på arbejde kl. 8.30 - 01.00 med undtagelse af fredag og lørdag, hvor arbejdsdagen normalt slutter kl. 03.00. Svigerdatteren møder alle ugens dage - dog søndag undtaget - kl. 15.00 - 01.00. Familien holder ferie en gang årligt fra ca. den 19. december til den 2. januar.

Rådgivers synspunkter

Det bemærkes, at forespørgers opfattelse fra starten ved indsendelse af anmodningen var, at skattekursen på aktierne i A A/S var 325, således at denne kurs langt oversteg kursen beregnet efter TSS-CIR 2000-09, og sidstnævnte kurs derfor var den mest fordelagtige.

Rådgiver har derfor henvist til en af Landsskatteretten afsagt afgørelse i forbindelse med overdragelse af unoterede aktier og anparter i familieforhold. LSR af 15. juni 2000, j.nr. 2-2-1943-252 (TfS 2000.685). Retten har i den konkrete afgørelse tiltrådt anvendelse af skattekursen fra forældre til børn i 1995 med henvisning til, at der ikke fandtes at foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, at der kunne blive tale om fravigelse af praksis vedrørende værdiansættelse på grundlag af skattekursen.

Anvendelse af skattekursen som værdiansættelse for Ms aktiepost vil ifølge rådgiver betyde en værdiansættelse, som langt vil overstige den reelle værdi, selskabet ville have i handel og vandel, ikke mindst under iagttagelse af de sidste seks års realiserede driftsresultater.

Rådgiver har fremsendt beregninger af skattekursen for 31. december 2000 med en værdiansættelse til kurs 325.

Rådgiver er af den opfattelse, at der i nærværende sag foreligger særlige omstændigheder, der kunne tale for en fravigelse af praksis vedrørende værdiansættelsen på grundlag af skattekursen, nemlig selskabets driftsresultater i de seneste seks år samt af det forhold, at selskabet ikke har kunnet sælges.

Rådgiver har dog på styrelsens opfordring efterfølgende fremsendt beregning af skattekursen med udgangspunkt i de seneste resultater. Desuden har styrelsen anmodet rådgiver om at beregne skattekursen med udgangspunkt i den af Administrationsafdelingen, Ejendomsvurderingen, i Styrelsen (se nedenfor), vurderede ejendomsværdi på kr. 4 mio, idet man er af den opfattelse, at den offentlige ejendomsværdi var for høj under hensyn til bl.a. bygningens tilstand og til virksomhedens mindre gode drift.

Rådgiver har herefter beregnet skattekursen til 120.

Der er ikke mellem selskabets aktionærer indgået aktionæroverenskomst.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Der er tale om aktier i et familieaktieselskab med overdragelse mellem nærtstående slægtninge. S, som ved køb af sin moders andel vil komme i besiddelse af nom. kr. 440.000 svarende til en andel på 88 %, vil således komme i besiddelse af en betydelig aktiepost i selskabet.

Der vil i et slægtsforhold være formodning for, at parterne har sammenfaldende interesser bestående i, at overdragelsen sker til en så lav kurs som muligt. Moderen M må således formodes at være interesseret i, at sønnen S kan erhverve aktierne så billigt som muligt, ligesom S må antages at være interesseret i at kunne erhverve aktierne billigst muligt.

Rådgiver har beregnet en kurs på 80. Beregningerne er foretaget på grundlag af TSS-cirkulære 2000-09, idet anvendelse af skattekursen, jf. cirkulære nr. 185/1982, som værdiansættelse, ifølge rådgiver, vil betyde en værdiansættelse, som langt vil overstige den reelle værdi. Rådgivers beregning af skattekursen var som udgangspunkt 325.

Der skal ved værdiansættelse af aktier i familieselskaber, hvor en normal handelsværdi i almindelighed ikke lader sig påvise, ikke alene lægges vægt på den kurs, hvortil der er handlet mellem slægtninge indbyrdes. Der må også som vejledning indgå formueskattekursen som udtryk for aktiernes reelle værdi, idet kursen udregnes efter de af Ligningsrådet fastsatte retningslinier for beregning af formueskattekursen, jf. CIR 1982 nr. 185.

Ansøger har således et retskrav på i nærværende tilfælde at kunne anvende formueskattekursen, idet der er tale om overdragelse i en gaveafgiftspligtig kreds, jf. aktieavancebeskatningslovens § 9, stk. 1.

Man ønsker imidlertid at værdiansætte aktierne med udgangspunkt i TSS-cirkulære 2000-09, som finder anvendelse på overdragelser mellem interesseforbundne parter, hvor overdragelsen ikke er omfattet af cirkulære nr. 185/1982, jf. LV 2000 S.F.2.3.3.

Styrelsen tager herefter udgangspunkt i TSS-cirkulære 2000-09.

TSS-cirkulære 2000-09

Ved overdragelse af aktier mellem interesseforbundne parter finder anvisningen i TSS-cirkulære 2000-09, Cirkulære om værdiansættelse af aktier og anparter, anvendelse. Værdien af unoterede aktier fastsættes som udgangspunkt til handelsværdien. I det omfang handelsværdien ikke kendes, fx. fordi aktierne ikke har været omsat, eller fordi de er overdraget under omstændigheder, som ikke kan anses som egnet som udtryk for handelsværdien, kan vurderingen foretages med udgangspunkt i den i cirkulæret anførte vejledende hjælperegel. Aktierne har i nærværende sag ikke været omsat, og det er derfor styrelsens vurdering, at cirkulærets hjælperegel skal anvendes.

Ifølge hjælpereglen foretages opgørelsen som udgangspunkt på grundlag af selskabets indre værdi ifølge seneste aflagte årsregnskab, idet der skal ske korrektion for enkelte poster, bl.a. fast ejendom og oparbejdet goodwill.

Goodwill værdiansættes efter et skøn over handelsværdien under hensyntagen til de konkret foreliggende omstændigheder. Såfremt der ikke foreligger branchekutymer eller øvrige holdepunkter for værdiansættelse heraf, kan værdien af goodwill fastsættes under hensyn til den vejledende beregningsmodel i TSS-cirkulære 2000-10.

Beregningsmodellen er udtryk for en standardiseret beregning af goodwill. Der kan derfor foreligge konkrete omstændigheder, der gør beregningsmodellen mindre anvendelig. I disse tilfælde skal der korrigeres i resultatet, således at den endelige værdiansættelse skønsmæssigt svarer til den pris, som en uafhængig køber antages at ville betale for goodwill under de foreliggende omstændigheder, jf. punkt 2 og punkt 4 i TSS-cirkulære 2000-10. Den beregnede værdi af virksomhedens goodwill skal således altid underkastes en prøvelse af, hvorvidt det beregnede beløb må antages at svare til den reelle handelsværdi, jf. tillige punkt i TSS-cirkulære 2000-10.

Den samlede aktiepost i A A/S kan ved den påtænkte overdragelse ifølge rådgiver værdiansættes til kr. 396.680 svarende til selskabets regnskabsmæssige indre værdi pr. 30. juni 2000. Overdragelseskursen udgør herefter kurs 80, beregnet således: 396.680 / 500.000 * 100 = 79,3.

A A/S har regnskabsår med afslutning pr. 30. juni. Den regnskabsmæssige indre værdi udgør i henhold til selskabets regnskab pr. 30. juni 2001 kr. 343.979. Pr. 30. juni 2002 udgør den kr. 343.976.

Fastsættelse af handelsværdien for aktierne i A A/S kan herefter opgøres med udgangspunkt i selskabets indre værdi.

Ejendomsvurdering af A A/S med tilhørende ejendomme

Administrationsafdelingen, Ejendomsvurderingen, i Styrelsen, har besigtiget A A/S med tilhørende ejendomme, og den endelige lejeværdi udgør herefter kr. 4.000.000.

Goodwill

Ved opgørelse af den indre værdi skal der iht. TSS-cirkulære 2000-09 til ovenstående tillægges værdi af goodwill under hensyn til den vejledende beregningsmodel i TSS-cirkulære 2000-10.

Det fremgår af regnskaberne, at resultaterne før skat i de seneste seks år har udvist underskud, og at resultatet pr. 30. juni 2002 ligeledes er negativt. Ved på grundlag af de fremlagte regnskaber at anvende beregningsreglen i TSS-cirkulære 2000-10, fremkommer et negativt vægtet resultat for de sidste tre regnskabsår. Værdien af goodwill vil derfor være at værdiansætte til 0, medmindre særlige omstændigheder tilsiger, at dette udgangspunkt fraviges. Der er ikke i nærværende sag oplyst at foreligge sådanne særlige omstændigheder.

Hertil kommer, at der ifølge det nedenfor oplyste er tale om nedslidte bygninger, hvilket indebærer, at en eventuel køber må påregne at skulle foretage en del investeringer både inden- og udenfor for at bringe driften op i nutidig standard. Endelig er det styrelsens opfattelse, at virksomheden i sine nuværende fysiske rammer under middel forringer konkurrencesituation for virksomheden.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at goodwill ved en værdiansættelse af aktierne i A A/S kan ansættes til kr. 0.

Beregnet handelsværdi for A A/S pr. 30. juni 2002, jf. TSS-cirkulære 2000-09:

Indre værdi

   

343.976

+ Regulering af ejendomsværdi:

     

Ejendomsværdi for fast ejendom, jf. ejendomsvurdering.

 

4.400.000

 

Bogført værdi, grunde og bygn, 30. juni 2002

 

2.097.065

 

- Udskudt skat

 

690.881

1.612.055

Merværdi goodwill:

     

Bogført værdi

 

0

 

Vurderet iht. TSS-CIR 2000-10

 

0

 

- udskudt skat vedr. goodwill

 

0

0

Handelsværdi i alt

   

1.956.031

       

Svarende til kurs (1.956.031 * 100 / 500.000)

   

391

Differencen mellem de af styrelsen (kurs 391) og rådgiver (kurs 80) beregnede kurser er fremkommet på baggrund af forskellige beregningsgrundlag. Ved beregningen af handelsværdien har styrelsen korrigeret for den af Ejendomsvurderingskontoret beregnede værdi, som således påvirker kursen i en opadgående retning. Rådgiver har derimod som anført blot taget udgangspunkt i indre værdi.

Styrelsen har desuden p.g.a. den efterfølgende fremsendelse af årsregnskabet for 2000/01 samt balancen pr. 30. juni 2002 foretaget beregningerne med udgangspunkt heri. Rådgiver har desuden beregnet aktieværdien pr. 30. juni 2000, mens styrelsen har anvendt selskabets regnskabsperiode.

Fravigelse jf. hjælpereglen, jf. TSS-irkulære 2000-09:

Da ovenstående beregninger følger den vejledende hjælperegel i cirkulæret, er det muligt at fravige resultatet i sin helhed eller for så vidt angår det beregnede resultat.

Selskabet har inden for de sidste seks år har haft underskud i driften, og det må desuden tages i betragtning, at det ifølge rådgiver samt de to forelagte vurderinger vil være nødvendigt at anvende relativt mange midler for også pga. den stigende konkurrence at leve op til den nødvendige standard. Det har desuden ikke har været muligt at afhænde selskabet.

ToldSkat, region 1 og region 2, har udtalt, at man ved den påtænkte overdragelse ikke er af den opfattelse, at der ved overdragelsen vil foreligge et gavemoment.

Ud fra en samlet konkret vurdering af ovenstående finder styrelsen herefter, at aktierne i A A/S ved den påtænkte overdragelse kan værdiansættes til kurs 370.

Styrelsens værdi overstiger væsentligt rådgivers beregning på kurs 80. Rådgivers beregninger af denne kurs samt skattekursen var baseret på årsregnskaberne for 1998/99, 1999/2000 og 2000/01, samt på de offentlige ejendomsvurderinger.

På baggrund heraf stillede styrelsen derfor efterfølgende tvivl om kursens rette værdi, idet en eventuel skattekurs på baggrund af de seneste 3 årsregnskaber samt en ændret ejendomsværdi kunne medføre en kurs, der var væsentlig lavere end kursen beregnet af styrelsen efter TSS-cirkulære 2000-09 og 2000-10.

Styrelsen har som følge heraf anmodet rådgiver om at beregne skattekursen på grundlag af årsregnskaberne for 1999/2000, 2000/01 og 2001/02, ligesom styrelsen har bedt rådgiver at lægge den af styrelsen vurderede ejendomsvurdering på kr. 4 mio. til grund ved beregningerne. Begrundelsen herfor er, at cirkulære 1982-185 giver mulighed for at fravige de offentlige ejendomsvurderinger.

Skattekursen var herefter 120.

Styrelsen indstiller herefter, at overdragelse af aktierne til sønnen kan ske til kurs 120.

Ligningsrådet tiltræder styrelsens indstilling.