Dato for udgivelse
04 nov 2002 13:14
SKM-nummer
SKM2002.553.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/01-4332-01447
Dokument type
Bindende forhåndsbesked
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Værdiansættelse, aktier, overdragelse, aktionæroverenskomst, mulighed for samlet salg
Resumé

Ligningsrådet blev anmodet om at anerkende, at den samlede værdi i A/S A i forbindelse med en aktionærs, selskab B's, påtænkte overdragelse af 1/3 af aktierne til et nyt selskab, kunne værdiansættes til kr. 6,5 mio., således at kursen på aktierne med baggrund i en aktiekapital på kr. 900.000 var 720.

Ligningsrådet fastsatte A/S A's værdi til kr. 11 mio., svarende til kurs 1.200.

Reference(r)

Aktieavancebeskatningsloven
TSS-cirkulære 2000-10
Ligningsvejledningen 2001 E.I.4

Ligningsrådet blev anmodet om at anerkende, at den samlede værdi i A/S A i forbindelse med en aktionærs, selskab B's, påtænkte overdragelse af 1/3 af aktierne til et nyt selskab, kunne værdiansættes til kr. 6,5 mio., således at kursen på aktierne med baggrund i en aktiekapital på kr. 900.000 var 720.

Aktiekapitalen på kr. 900.000 var opdelt i 900 stk. A-aktier à kr. 1.000. Egenkapitalen udviste kr. 5.933.175.

Rådgiver har på grundlag af årsregnskaberne beregnet goodwill-værdien til kr. 2,3 mio., med en kapitaliseringsfaktor på 3, svarende til en forventet levetid for goodwill på 9-10 år ved en rente på 14%.

Af beregningerne fremgår således:

  3. år før overdrag. 2. år før overdrag. 1. år før overdrag.
Resultat før skat -3.789.000 -1.533.811 6.191.565
- Medarbejdende ægtefælle 0 0 0
- Renteindtægter -324.000 -132.957 -501.394
+ Renteudgifter 72.000 387.334 142.597
+ Investeringsfond 0 0 0
+ Forskudsafsk. 0 0 0
+ Afskrivning af tilkøbt goodwill 0 0 0
Regl. skattepligtig indkomst -4.041.000 -1.279.434 5.832.768
  1 2 3
Korrigeret resultat -4.041.000 -2.558.868 17.498.304
Ialt     10.898.436
Vægtet gennemsnit     1.816.406
       
Regulering for beregnede udviklingstendens:      
Udviklingstendens     895.884
Vægtet gennemsnit + udviklingstendens     2.712.290
       
- Driftsherreløn     0
       
- Forrentning af overtagne aktiver bortset fra      
goodwill 9,00 %   21.612.990 1.945.169
       
Rest til forrentning af goodwill     767.121
       
Resultat kapitaliseres med 3     2.301.363
       

Selskabet havde i den 3-årige periode, som lå til grund for beregningen, oplevet en positiv udvikling, og man forventede et kommende overskud i samme størrelsesorden som sidste resultat. På baggrund af den indre værdi blev kursen af rådgiver ansat til kurs 720, således:

Egenkapital i AH jf. balance pr. 30.9.2000 999.957
Overskud i perioden 1.10.2000 til 30.6.2001
(4.983.218 : 4 x 3)

3.737.414
Beregnet goodwill pr. 30.6.2001 jf. opgørelse
(2.3000.000 : 4 x 3)

1.725.000
Beregnet indre værdi pr. 30.6.2001 6.462.371
   
Hvilket svarer til en kurs på (6.462.371 x 100 / 900.000) 718

Som det fremgår har rådgiver ved ovenstående beregning af handelsværdien alene ladet 3/4 af den beregnede goodwill indgå. Begrundelsen herfor er ifølge rådgiver, at man har beregnet kursen pr. 30. juni 2001. Beregning af goodwill er foretaget på grundlag af resultatet for AH for hele regnskabsåret 2000/01 - altså for perioden 1. oktober 2000 til 30. september 2001. Rådgiver har derfor vurderet, at den optjente goodwill pr. 30. juni udgør 3/4 af den goodwill, der kan beregnes for hele året.

Der var tidligere handlet med selskabets aktier; primo år 1999 til kurs 555,55, ultimo 1999 til kurs 3,00 ligesom der primo 2000 er handlet til kurs 0,00.

Der var mellem A-aktionærerne indgået en aktionæroverenskomst. Formålet hermed var at sikre de tre parters interesser vedrørende aktiebesiddelsen bedst muligt i fremtiden. Aktionærerne var ansat i selskabet.

Det fremgik af overenskomsten om salg af aktier, at såfremt en aktionær under ansættelsesforholdet ønskede at at sælge deres aktier, skulle de tilbydes en af de øvrige aktionærer, der havde ret til at købe aktierne til den kursværdi, der fastsættes i henhold til overenskomsten.

Det fremgik desuden, at såfremt ansættelsesforholdet opsiges af en af de ansatte, var den pågældende part forpligtet til at tilbyde aktionæren sin aktiepost til aktiernes indre værdi med tillæg af merværdien på nedskrevne aktiver og med fradrag af skattetilsvar og eventuelle hensættelser til garantireparationer o.l., men ekskl. goodwill.

Aktionær, selskab B forpligtede sig som inddirekte ejer af sin aktiepost i A/S A til, så længe aktionæroverenskomsten bestod, ikke at overdrage anpartskapitalen til tredjemand.

Såfremt aktionæren ikke måtte ønske at købe aktierne, kunne disse sælges frit til tredjemand, jf. overenskomsten. Det var af rådgiver oplyst, at de øvrige parter havde indvilliget i overdragelsen, og at aktionæren således ikke havde ønsket at benytte tilbudet om at erhverve posten.

Rådgiver havde desuden oplyst, at det nye selskab, som skulle erhverve aktierne, ville være omfattet af aktionæroverenskomsten. Det bemærkedes i den forbindelse, at der ikke af overenskomsten fremgik bestemmelser om muligheden for fravigelse heraf.

Styrelsen udtalte, at ved overdragelse af aktier finder anvisningen i TSS-cirkulære 2000-09 som udgangspunkt anvendelse, men som det fremgår, er der mellem parterne er indgået en aktionæroverenskomst, som skal finde anvendelse, såfremt aktionærerne under ansættelsesforholdet ønsker at sælge deres aktier.

Da man parterne imellem havde indgået aktionæroverenskomsten, som også det nystiftede selskab ved erhvervelsen af aktierne ville være omfattet af, og da man ikke parterne imellem havde valgt at opsige denne overenskomst, var styrelsen af den opfattelse, at udgangspunktet for værdiansættelse måtte tages heri. Dette lagdes til grund, uanset de øvrige parter har indvilliget i den påtænkte overdragelse, og at aktionæren således ikke har ønsket at benytte tilbudet om at erhverve posten.

Aktieposten skulle ifølge aftalen værdiansættes til aktiernes indre værdi med tillæg af merværdien på nedskrevne aktiver og med fradrag af skattetilsvar og eventuelle hensættelser til garantireparationer o.l., men ekskl. goodwill. Styrelsen fandt således ikke, at udgangspunktet for beregningen skulle tages i TSS-cirkulære 2000-09 samt 2000-10 for goodwill.

Styrelsen fandt ikke, at goodwill i overensstemmelse med aktionæroverenskomsten skulle indgå i beregningen.

Med udgangspunkt i rådgivers beregning, dog excl. værdien af goodwill, fremkom en handelsværdi på kr. 9,6 mio svarende til kurs 1.075

Aktionæren var underlagt omsættelighedsbegrænsning og kunne ikke frit afstå sin aktiepost, men da de øvrige parter ikke ved nærværende afhændelse havde ønsket at erhverve posten, hvorfor salg frit kunne ske til tredje mand, vurderede styrelsen ikke, at den pålagte omsættelighedsbegrænsning ville være en stor byrde for aktionæren i forbindelse med afståelse.

Styrelsen fandt det således ikke urealistisk, at aktierne kunne sælges uden om omsættelighedsbegrænsningen, og at det for aktionæren ville være muligt at afstå i form af et samlet salg af hele posten til tredjemand, således at dette måtte antages at påvirke kursen i opadgående retning.

Styrelsen var herefter af den opfattelse, at der i så fald ville være mulighed for afståelse til andre priser, og henset til at der under omstændighederne er lagt vægt på muligheden for et samlet salg, samt henset til øvrige ovenstående omstændigheder, skønnede styrelsen efter en konkret vurdering, at der burde ske et kursløft, således at en kurs på kr. 1.200 var udtryk for handelsværdien.

Styrelsen indstillede derfor, at aktierne i selskabet kunne ansættes til kr. 11 mio., og at aktierne følgelig kunne overdrages til kurs 1.200.

Ligningsrådet tiltrådte styrelsens indstilling.