Forudsætningen for en konkursbehandling af en skyldners bo er, at den fordringshaver, der tager initiativ til en konkurs, har en reel retlig interesse i konkursens gennemførelse.

Kan en fordringshaver gennem skyldnerens konkurs opnå enten fuld eller delvis fyldestgørelse, vil en retlig interesse i en konkurs altid foreligge.

I første omgang relateres den retlige interesse således til, om kreditor vil få dækning for sit krav. En konkursbegæring fra en efterstillet kreditor vil skifteretten som hovedregel ikke imødekomme, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld. Det samme gælder, hvis skyldner ikke har - eller har haft - nogen aktiver, jf. nedenfor.

I UfR 1994, 95 VLK, havde en plejehjemsbeboer foræret sine børn et beløb af en sådan størrelse, at hendes formue kun udgjorde ca. 1.000 kr. Det offentlige fik et krav på beboeren på 37.000 kr. for ophold på plejehjemmet for en periode på ca. 2 år. Kravet var betalt af 3. mand, men det offentlige havde alligevel en retlig interesse i at erklære beboeren konkurs for gennem en omstødelsessag at søge reglerne om betaling af opholdsudgifterne overholdt, ligesom beboeren grundet sin insolvens måtte forventes inden for kort tid at vise sig ude af stand til af egne midler at betale udgifterne.

Retlig interesse i at indgive konkursbegæring mod en skyldner kan også være til stede i de tilfælde, hvor det må formodes, at skyldneren har bragt aktiver i kreditorly, og hvor det er nødvendigt at indgive konkursbegæring for at få de utilbørlige dispositioner omstødt, jf. afsnit H.3.5.4.

I UfR 1973, 399 ØLK, blev det fastslået, at der kunne iværksættes konkursbehandling mod et selskab for derigennem at fremkalde en opløsning af selskabet og derefter søge det påhvilende skattekrav inddrevet hos aktionærerne efter SEL § 33, jf. nærmere afsnit H.3.17.1. Selskabet ejede intet og havde ikke drevet virksomhed i en årrække.

I SKM2006.700.VLR, der også er omtalt ovenfor i afsnit  H.3.3.1, fandt Vestre Landsret, at SKAT havde en retlig interesse i at få afsagt konkursdekret mod en personlig skyldner, som i forvejen var taget under konkursbehandling, idet en ny konkursbehandling ville muliggøre en undersøgelse af skyldners forhold, herunder hvorvidt denne måtte have aktiver, der ikke var omfattet af det eksisterende konkursbo, jf. KL § 33.

Da RIM som regel er tvangskreditor, kan dette forhold bevirke en særlig form for retlig interesse. I UfR 1994, 10 VLK, fik en told- og skatteregion fremmet en konkursbegæring mod en skyldner uden aktiver af væsentlig værdi. Det var i sagen godtgjort, at told- og skatteregionen havde den fornødne interesse, da det måtte påregnes, at skyldneren ved konkursen ville blive afskåret fra at forøge moms- og skatterestancerne.

Muligheden for at inddrage registreringen kan i sjældne tilfælde udelukke den retlige interesseØstre Landsret afgjorde i UfR 1998.527 ØLK, at Told- og Skattestyrelsen havde en retlig interesse i en skyldners konkurs, selv om skyldneren var uden aktiver, og der gennem konkursen således ikke var udsigt til nogen fyldestgørelse for fordringshaverne. Told- og Skattestyrelsens formål med konkursen var primært at hindre yderligere gældsstiftelse. Landsretten lagde i sin afgørelse bl.a. vægt på, at de ved lov nr. 1093 af 21. december 1994 i bl.a. kildeskattelovens § 56A og § 74A og momslovens § 62, stk. 10, indførte bestemmelser om sikkerhedsstillelse ikke gav adgang til at inddrage registreringen. I stedet skulle told- og skattemyndighederne i tilfælde at manglende opfyldelse af et pålæg om sikkerhedsstillelse overveje en konkursbegæring. Konkursen blev derfor opretholdt.

Siden Østre Landsrets kendelse fra 1998 er der med opkrævningslovens § 11, stk. 9, i lovgivningen indsat en bestemmelse, der muliggør en inddragelse af en virksomheds registrering i tilfælde af manglende sikkerhedsstillelse, hvis virksomheden ikke imødekommer et efter § 11, stk. 1, meddelt pålæg om sikkerhedsstillelse. Bestemmelsen er nærmere beskrevet i afsnit D.4.

Adgangen til at inddrage registreringen indebærer som følge af præmisserne i UfR 1998.527 ØLK, at den retlige interesse i en konkurs ikke vil være til stede, såfremt

• SKATs formål med en konkurs udelukkende vil være at hindre yderligere gældsstiftelse ved gennem en konkurs at få virksomheden afmeldt fra registrering, og
• dette konkret kan opnås gennem en inddragelse af registreringen i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9.

For konkursbegæringer mod selskaber og andre juridiske personer må en retlig interesse som regel antages at være til stede, idet konkursen bevirker den juridiske persons ophør.

Disse personers særlige beskaffenhed gør det desuden nærliggende gennem en konkurs at muliggøre en undersøgelse af evt. omstødelige forhold og andre forhold, der kan tjene fordringshavernes interesser. Indskudskapitalen i et selskab kan eksempelvis være reduceret eller helt forsvundet, og der kan foreligge ulovlige udbetalinger fra selskabet såsom ulovlige aktionærlån mv.

Enkeltmandsvirksomheder kendetegnes ved, at indehaveren hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser og også vil gøre det efter virksomhedens konkurs for de krav, der ikke blev dækket ved konkursen, jf. konkurslovens § 156. Modsat de juridiske personer vil en fysisk person, der erklæres konkurs, ikke ophøre med at eksistere.

Hvis indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed ikke har aktiver, der kan give fordringshaverne nogen fyldestgørelse, og der heller ikke er kendskab til aktiver, der består i form af mulige omstødelseskrav, krav på erstatning m.v., er den til brug for en konkurs retlige interesse ikke til stede, hvis SKAT udelukkende ønsker at stoppe yderligere gældsstiftelse, og det konkret vil være muligt at opnå en inddragelse af registreringen ved at kræve sikkerhedsstillelse efter opkrævningslovens § 11, stk. 1. Hvis en sådan sikkerhed ikke stilles, inddrages registreringen efter § 11, stk. 9. Da sikkerheden ifølge § 11, stk. 5, beregnes som virksomhedens restancer med skatter og afgifter, der opkræves efter opkrævningsloven, og, for så vidt angår enkeltmandsvirksomheder, tillige personskatter og bidrag, der vedrører virksomhedens drift, samt det forventede gennemsnitlige tilsvar i en 3-måneders periode, og det er selv samme restance, der ville skulle begrunde en konkurs, må det tages for givet, at sikkerheden ikke vil blive stillet, hvorved registreringsinddragelsen vil være en realitet.

Hvis betingelserne for at kræve sikkerhed efter § 11, stk. 1, ikke er opfyldt, vil der derimod også være en retlig interesse i en sådan enkeltmandsvirksomheds konkurs.

Sammenfattende kan det således siges, at SKAT som udgangspunkt altid har den fornødne retlige interesse i at få en insolvent virksomhed erklæret konkurs. Dette gælder, uanset om der er tale om et selskab, en anden juridisk konstruktion eller en enkeltmandsvirksomhed.

SKAT skal derfor som udgangspunkt vælge konkursinstituttet mod en insolvent virksomhed, hvis det i henhold til Inddrivelsesvejledningens afsnit H.3.3 vurderes, at virksomheden opfylder betingelserne for en konkurs.

Den for en konkurs nødvendige retlige interesse er dog ikke til stede, hvis

• skyldneren driver en enkeltmandsvirksomhed, og
• der ikke er kendskab til nogen som helst aktiver, herunder eventuelle omstødelses- eller erstatningskrav, som kurator vil kunne rejse i tilfælde af skyldners konkurs, og
• det konkret vil være muligt at inddrage virksomhedens registreringsforhold i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9, i tilfælde af manglende opfyldelse af et efter § 11, stk. 1, udstedt pålæg om sikkerhedsstillelse.

I dette tilfælde har SKAT derfor alene mulighed for at hindre yderligere gældsstiftelse ved at inddrage registreringen i medfør af opkrævningslovens § 11, stk. 9. Se om problemstillingen i øvrigt SKM2007.653.SKAT.