Dato for udgivelse
10 Sep 2019 10:31
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Aug 2019 15:22
SKM-nummer
SKM2019.437.SKTST
Myndighed
Skatteforvaltningen
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
19-0573715
Dokument type
SKM-meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Kontrolbestemmelser + Virksomheder
Emneord
Skatterådspålæg, oplysningspligt
Resumé

Skatterådet har på møde den 27. august 2019 behandlet Skattestyrelsens indstilling til Skatterådet om pålæg af oplysningspligt i henhold til skattekontrollovens § 62, jf. § 59, om tilladelse til indhentning af identifikationsoplysninger på ikke identificerede personers og virksomheders modtagelse af beløb med digitale betalingsformer hos udbydere af betalingstjenester.

Hjemmel

Skattekontrollovens § 62, jf. § 59

Reference(r)

Skatteråd, pålæg af oplysningspligt

Henvisning

Den juridiske Vejledning 2019-2, afsnit A.C.2.1.3.2.7

Formål og baggrund

Skattestyrelsen har i dag ikke adgang til oplysninger om transaktioner foretaget med digitale betalingsformer. Det betyder, at Skattestyrelsen ikke kan kontrollere oplysninger om betalingsmodtageres transaktioner, der er foretaget med digitale betalingsformer.

Adgang til oplysninger om modtagere af digitale betalingstransaktioner giver Skattestyrelsen mulighed for at identificere uregistrerede virksomheder, registrerede virksomheder, som ikke oplyser korrekt indkomst, eller personer, som ofte modtager større beløb, der indikerer indtjening uden beregning af A-skat, gaveafgift mv.

Digitale betalingsformer har gjort det enkelt at overføre beløb mellem handlende og samtidig få indtægter til at se legitime ud. Det er konstateret, at virksomheder har brugt flere personers private konti til at overføre indtægter for at undgå registrering på virksomhedens kontoudtog og derved undgå Skattestyrelsens opmærksomhed.

Skattestyrelsen har ikke mulighed for at indhente digitale betalingstransaktioner på andre måder end at få adgang til oplysningerne fra udbydere af digitale betalingstransaktioner.

Hvem pålægges oplysningspligt

En udbyder af digitale betalingstransaktioner

Hvilke oplysninger indhentes

Der ønskes oplysninger om betalingsmodtagere, der har modtaget betalinger på et samlet beløb på 50.000 kr. og derover i 2017.

Beløbsgrænsen på 50.000 kr. er valgt af hensyn til proportionalitet. Der ønsker indhentet følgende oplysninger: 

  • Identifikationsoplysninger på betalingsmodtagere, dvs. cpr-nr., evt. cvr-nr., mv.
  • Modtagelse af betalinger fra udbydere af digitale betalingstransaktioner og datoer for modtagelse af betaling.
  • Oplysninger om den konto eller de konti, betalingerne er sat ind på.

Der ønskes ikke oplysninger om, hvem der er betalingsafsendere, idet kontrollen i projektet er rettet mod betalingsmodtagere, der ikke har oplyst korrekt indkomst.

Det er Skattestyrelsens vurdering, at det er af væsentlig betydning, at modtagere af betalinger fra udbydere af digitale betalingstransaktioner selvangiver/oplyser og afregner korrekt efter skattelovgivningen, og at oplysningerne er nødvendige for skattekontrollen, jf. skattekontrollovens § 62, stk. 4.

For hvilken periode indhentes betalingsoplysninger

Skattestyrelsen ønsker at indhente oplysninger for kalenderåret 2017.

Indstilling

Det indstilles til Skatterådet, at der i medfør af skattekontrollovens § 62, jf. § 59, meddeles Skattestyrelsen tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos udbyderen af digitale betalingstransaktioner.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltrådte på dets møde dem 27. august 2019 Skattestyrelsens indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at der indhentes oplysninger som angivet i indstillingen.