Der er i et vist omfang behov for at kunne foretage fradrag for ikke-konstaterede tab, hvis tabets størrelse gør, at de omkostninger, der måtte være forbundet med en eventuel inddrivelse, ikke står i rimeligt forhold til fordringens værdi.

Fordringer under 3.000 kr. kan derfor afskrives, når inddrivelse af beløbet opgives, efter at kreditors advokat forgæves har rykket debitor for betaling af beløbet, se Dep.1076/88. Styrelsen har truffet afgørelse om, at det samme gælder, hvis kreditor selv eller den inkassovirksomhed, som efter aftale med kreditor har til opgave at inddrive fordringen, forgæves har rykket for betaling af beløbet.

Det er imidlertid en forudsætning, at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse, ligesom det normalt vil være en forudsætning for at foretage fradrag, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt mindst 1 år før, fradraget foretages.

Hvis en kreditor meddeler saldokvittering til en debitor, kan der kun ske regulering for momsen af tabet, hvis de betingelser, der er fastsat for frivillige akkorder, er opfyldt, se Dep.505/77 og G.1.6.1.3 ovenfor. Der vil ikke være fradragsret, hvor en hovedkreditor meddeler saldokvittering til en debitor, hvis saldokvitteringen må anses for at være begrundet i hovedkreditorens ejerskab som hovedanpartshaver af anparter i debitorselskabet. I en sådan situation vil saldokvitteringen ikke være en forretningsmæssigt begrundet disposition vedrørende fordringen, og den vil derfor ikke være tilstrækkelig til at anse fordringen for tabt.

►Der kan foretages fradrag for tab på fordringer dels i forbindelse med forgæves rykning af debitor via inkassovirksomhed, jf. SKM2010.380.SR, dels ved debitors forsvinden, jf. SKM2010.381.SR. Se SKM2010.393.SKAT.◄

►Skatterådet har i SKM2010.380.SR tiltrådt, at en virksomhed kan foretage fradrag i momsgrundlaget, uanset at spørger ikke har konstateret tabene ved indenretlige skridt i forbindelse med at de enkelte fordringer overføres til overvågningsbehandling hos inkassovirksomheden, og idet fordringernes værdi overstiger 3.000 kr. inkl. moms. Skatterådet har herved lagt vægt på, at fordringerne har været gennem en rykkerprocedure i inkassoafdelingen hos spørger selv, at fordringerne herefter er forsøgt inddrevet af en uafhængig inkassovirksomhed, der har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkassovirksomheden i relation til fordringens størrelse har fundet mulige, og ved fortsat manglende betaling først efter en individuel vurdering af den enkelte debitor og fordring, har vurderet om fordringen skal anses for tabt og overføres til overvågningslisten. ◄

►Skatteministeriet fastsætter i tilknytning hertil følgende betingelser: Der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte debitors betalingsevne, idet en procentvis nedskrivning på den enkelte debitor ikke tillades. Det følger heraf, at en procentvis nedskrivning på den samlede debitormasse ligeledes er udelukket som grundlag for fradrag i momsgrundlaget. Det er endvidere en forudsætning, at fordringen er uomtvistet og endelig, og at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringens inddrivelse, idet der skal være et rimeligt forhold mellem fordringens størrelse og de omkostninger, der er forbundet med inddrivelse af fordringen. Endelig er det normalt en forudsætning, at handelsforbindelsen med den pågældende debitor er ophørt, før fradraget foretages, men dette er dog ikke nogen absolut betingelse.◄

► I SKM2010.381.SR har Skatterådet tiltrådt, at en virksomhed kan foretage tabsfradrag på fordringer på forsvundne debitorer. Skatterådet har herved lagt vægt på, at virksomheden har konstateret tabet på fordringerne for de forsvundne debitorer, hvor tabet kan anses for konstateret på tidspunktet, hvor spørger kan dokumentere debitorernes forsvinden. Der er ved vurderingen lagt vægt på, at spørger kan dokumentere, at debitorerne er fraflyttet Danmark uden at give oplysning om, hvilket land de er fraflyttet til, samt at gennemførslen af retsskridt mod debitorerne eller andre inddrivelsesskridt ikke er mulige, fx. fordi debitor heller ikke har aktiver i Danmark. ◄

►Skatteministeriet fastsætter i tilknytning hertil følgende betingelser: Det er en betingelse for at fradrag kan foretages, at virksomheden er i besiddelse af dokumentation fra Folkeregistret om debitors bopælsoplysninger på aftaletidspunktet, og at virksomheden i øvrigt har foretaget de handlinger med henblik på sikring af virksomhedens tilgodehavende, som er sædvanlig branchekutyme.◄