Indhold
Dette afsnit indeholder:
- Regel
- Betingelser for skattefriheden
- Samspil med bagatelgrænsen for mindre personalegoder
- Indeholdelse, indberetning og oplysningspligt
Regel
Værdien af gavekort, som kan bruges til køb af hotelydelser mv., restaurationsydelser mv. og forlystelsesydelser, herunder hos museer, teatre og biografer mv., i Danmark eller et andet EU-/EØS-land, beskattes ikke, hvis personen i kalenderåret 2021 erhverver ret til gavekortet som led i et ansættelsesforhold. Den samlede værdi af sådanne gavekort fra et eller flere ansættelsesforhold må ikke overstige et beløb på 1.200 kr.
Hvis modtageren af et sådant gavekort mod betaling ombytter eller afstår gavekortet, er det ikke omfattet af skattefritagelsen.
Se LL § 16, stk. 17.
Reglen er indført ved lov nr. 533 af 27. marts 2021, med virkning for indkomståret 2021. Skattefritagelsen er en del af aftalen om finansloven for 2021 og ét af tre tiltag, der efter nedlukningen pga. corona-pandemien skal understøtte oplevelsesøkonomien.
Betingelser for skattefriheden
Reglen indeholder 7 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at et arbejdsgiverbetalt gavekort er skattefrit for den ansatte modtager:
- Det skal være et gavekort
- Det skal være til en eller flere bestemt afgrænsede typer af oplevelser
- Det skal være modtaget som led i et ansættelsesforhold
- Det skal være retserhvervet i kalenderåret 2021
- Det skal være til oplevelser i Danmark eller et andet EU/EØS-land
- Den samlede værdi af et eller flere gavekort fra en eller flere arbejdsgivere må ikke overstige 1.200 kr.
- Den ansatte modtager må ikke efterfølgende mod betaling ombytte eller afstå gavekortet.
I det følgende gennemgås det nærmere indhold af betingelserne.
1. Betingelse - gavekort
Det er en betingelse, at der er tale om et gavekort. "Gavekort" er defineret i bestemmelsen: "Med et gavekort forstås et elektronisk eller fysisk tilgodebevis (…)". Se LL § 16, stk. 17, 2. pkt.
Når gavekort defineres som et tilgodebevis, udelukker det fx, at arbejdsgivers dækning af allerede afholdte udgifter til en ansats hotelophold, restaurationsbesøg mv. kan være omfattet.
Det er specifikt nævnt, at bestemmelsen omfatter elektroniske gavekort. Elektroniske gavekort kan efter betalingskortloven ombyttes til kontanter. Af bestemmelsens ordlyd fremgår det dermed, at det ikke har betydning for skattefritagelsen, at gavekortet kan ombyttes til kontanter. Det er kun, hvis modtageren rent faktisk sælger eller ombytter til kontanter eller andet, der ikke er omfattet af skattefritagelsen, at gavekortet bliver skattepligtigt. (Se nedenfor under den 7. betingelse).
Dette er modsat, hvad der generelt gælder for gavekort modtaget i ansættelsesforhold. Gavekort kan generelt være skattefri, hvis de er omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Men i relation til bagatelgrænsen for mindre personalegoder, er det en betingelse, at gavekortet ikke kan ombyttes til kontanter. Selve muligheden for at ombytte til kontanter udelukker dermed skattefriheden efter bagatelgrænsen for mindre personalegoder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. Se afsnit C.A.5.1.4.
Se nedenfor under overskriften samspil med bagatelgrænsen for mindre personalegoder.
2. Betingelse - bestemt afgrænsede typer af oplevelser
Det fremgår af bestemmelsen, at skattefriheden gælder for "hotelydelser m.v., restaurationsydelser m.v. og forlystelsesydelser, herunder hos museer, teatre og biografer m.v.". Se LL § 16, stk. 17. Dette er nærmere specificeret i bemærkningerne til lovforslaget. Se bemærkninger til Lovforslag nr. 161 af 10. februar 2021.
"Hotelydelser m.v." omfatter ydelser hos hoteller, gæstgiverier, vandrerhjem, moteller, feriecentre, campingpladser og lignende. Ophold i sommerhuse er også omfattet. Mad og drikkevarer og andre ydelser inkluderet i overnatningsprisen er også omfattet.
Adgang til fx fitnessfaciliteter og spa, der er inkluderet i en overnatning på fx et hotel, er omfattet af skattefriheden. Sådanne ydelser vedrørende sundhed og personlig pleje er ellers som selvstændige ydelser ikke omfattet af skattefriheden.
"Restaurationsydelser m.v." omfatter mad og drikke på restauranter, herunder fastfoodrestauranter, pizzeriaer, caféer, pølseboder og drikkevarer på barer og lignende.
Gavekortet er også skattefrit, hvis det kan bruges til spise- og drikkevarer, der kan tages med hjem, (take away eller to-go), hvis udbyderen også udbyder muligheden for at nyde spise- og drikkevarer på stedet eller andre af de omfattede ydelser.
"Forlystelsesydelser" omfatter fx adgang til forlystelsesparker (inkl. turpas/billetter), sportslige arrangementer, biografer, museer (inkl. rundvisninger), kunsthaller, teatre og andet scenekunst, som koncerter, musicals, operaer, revyer, stand-up, multiarenaer, cirkus, festivaler og arrangementer i koncert- eller kulturhuse og zoologiske haver.
Det er endvidere skattefrit, hvis gavekortet til fx et museum også kan bruges i museets gavebutik eller café. Et gavekort, der udelukkende er til en butik eller et supermarked, er derimod ikke omfattet.
Generelt omfatter skattefritagelsen ikke transport med bil-, bus-, tog-, færge- og fly mv. Transport er dog ifølge bemærkningerne til loven omfattet, hvis det må anses som en del af en forlystelse eller er sammenhængende med en hotelydelse m.v., som fx ved pakkerejser.
Det fremgår også af bemærkningerne til loven, at gavekort til flere virksomheder, hvor en eller flere primært udbyder ydelser, der ikke er omfattet af skattefritagelsen, bliver skattepligtige. Et gavekort kan dermed ikke være en delvist omfattet af skattefriheden. Ved vurdering af, hvad der primært udbydes, kan der fx ses på virksomhedens omsætning.
3. Betingelse - led i et ansættelsesforhold
Gavekortet skal være modtaget "som led i et ansættelsesforhold". Dvs. det skal være fra arbejdsgiver til den ansatte. Personkredsen er dermed mere begrænset end det generelle udgangspunkt for personalegoder, der fremgår af LL § 16, stk. 1. Se afsnit C.A.5.1.1 Regler om personalegoder.
Det betyder, at fx medlemmer af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, samt ikke-ansatte hovedaktionærer ikke er omfattet af reglen om skattefrie gavekort til visse oplevelser i LL § 16, stk. 17.
Reglen om gavekort har i relation til personkredsen samme afgrænsning som flere af de andre bestemmelser i LL § 16. Fx LL § 16, stk. 16, om fribilletter til sports- og kulturarrangementer og stk. 4-9, (der bruger formuleringen " stillet til rådighed af en arbejdsgiver"). Praksis vedrørende disse bestemmelser kan derfor være relevant i forhold til afgrænsningen af personkredsen i LL § 16, stk. 17.
4. Betingelse - retserhvervet i kalenderåret 2021
Den ansatte skal retserhverve gavekortet i kalenderåret 2021. Gaver retserhverves, når løftet om gaven kommer til modtagerens kundskab. Se om retserhvervelse, afsnit C.A.1.2.1 Beskatningstidspunktet.
Det har ikke betydning for skattefriheden, hvornår eller hvor længe gavekortet gælder, eller hvornår gavekortet rent faktisk bliver brugt.
5. Betingelse - oplevelser i Danmark eller et andet EU/EØS-land
Skattefriheden gælder kun "… gavekort, som kan bruges til køb af hotelydelser m.v. […] i Danmark eller et andet EU-/EØS-land". Se LL § 16, stk. 17.
Det betyder, at gavekortet ikke må give mulighed for ydelser uden for EU/EØS. (Oversigt over EU/EØS-lande).
6. Betingelse - samlet værdi på max 1.200 kr.
Der er tale om en bagatelgrænse. Det betyder, at hvis grænsen på 1.200 kr. overskrides, skal den ansatte beskattes af hele værdien af det eller de modtagne gavekort.
Beløbsgrænsen gælder for gavekort fra en eller flere arbejdsgivere samlet. Det betyder, at en ansat med flere arbejdsgivere højst kan få gavekort skattefrit til en samlet værdi af 1.200 kr. fra alle arbejdsgiverne.
Reglen svarer til det, der gælder for bagatelgrænse for mindre personalegoder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. Se C.A.5.4.1 Bagatelgrænsen for mindre personalegoder.
7. Betingelse - gavekortet må ikke sælges eller ombyttes til kontanter
Hvis en ansat har fået et arbejdsgiverbetalt gavekort, der opfylder de 6 ovenfor nævnte betingelser, er det skattefrit på tidspunktet for retserhvervelsen. Hvis den ansatte derefter mod betaling ombytter eller afstår gavekortet, er det dog alligevel ikke skattefrit.
Denne sidste betingelse skal sikre, at skattefritagelsen målrettes støtte af de virksomheder, som gavekortet kan bruges til, og at muligheden for at give gavekort ikke kan bruges til indirekte at give en kontantaflønning skattefrit.
Samspil med bagatelgrænsen for mindre personalegoder
For kalenderåret 2021 er der to regler, der kan gøre et arbejdsgiverbetalt gavekort skattefrit for den ansatte modtager:
Der er forskel på, hvilke gavekort der kan være omfattet af de to regler.
Bagatelgrænsen for mindre personalegoder omfatter gavekort til alle ydelser, hvis gavekortet ikke sidestilles med kontanter. Det gør det ikke, hvis gavekortet:
1) ikke kan ombyttes til kontanter, og
2) har tilstrækkelig begrænset anvendelsesmulighed.
Se afsnit C.A.5.1.4 om bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Da elektroniske gavekort kan ombyttes til kontanter, er de ikke omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder.
Den nye regel om gavekort til visse oplevelser (LL § 16, stk. 17) omfatter derimod elektroniske gavekort, men reglens anvendelsesområde er begrænset i andre henseender ved de betingelser, der fremgår ovenfor.
På grund af forskellen i anvendelsesområde, og fordi der er tale om bagatelgrænser, er det ikke muligt entydigt at beskrive, hvordan de to regelsæt vil kunne supplere hinanden, så gavekort fra arbejdsgiveren bliver skattefri. Men følgende kan konkluderes:
- Man kan ikke dele værdien af et enkelt gavekort, der overskrider beløbsgrænsen. For begge regler er beløbsgrænsen 1.200 kr. pr. år. Et gavekort på fx 1.400 kr. må anses som en samlet ydelse, der overskrider beløbsgrænsen. Uanset hvad gavekortets indhold er, kan det derfor ikke opdeles i fx 1.200 kr. omfattet af den ene regel og 200 kr. omfattet af den anden. Gavekortet bliver derfor skattepligtigt.
- Et elektronisk gavekort - der formodentlig er det mest almindelige - kan være omfattet af den nye regel om gavekort til visse oplevelser. Men det kan ikke være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Får en medarbejder flere elektroniske gavekort, der ellers opfylder betingelserne i LL § 16, stk. 17, men som tilsammen overskrider beløbsgrænsen på 1.200 kr., bliver det derfor skattepligtigt. (Se afsnit C.A.5.1.4).
- Får medarbejderen derimod ikke-elektronisk gavekort til oplevelser, omfattet af LL § 16, stk. 17, så kan den lille bagatelgrænse supplere den nye regel. Det er relevant i situationer, hvor beløbsgrænsen på 1.200 kr. ellers bliver overskredet.
Eksempel på at de to regelsæt supplerer hinanden
En ansat får to gavekort til oplevelser - et på 600 kr. og et på 700 kr.
Gavekortet på 600 kr. er et ikke-elektronisk gavekort. Det kan ikke ombyttes til kontanter, og det er tilstrækkelig begrænset i anvendelsesmuligheder, til at det anses som et naturaliegode. Det er derfor omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder.
Det andet gavekort på 700 kr. opfylder de 7 betingelser i reglen om gavekort til visse oplevelser i LL § 16, stk. 17. Bemærk, at dette gavekort kan være elektronisk eller ikke-elektronisk, da denne sondring ikke er relevant i forhold til LL § 16, stk. 17.
Hvis medarbejderen ikke får andre goder omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, der gør, at beløbsgrænsen på 1.200 kr. bliver overskredet, vil den ansatte kunne få begge gavekort skattefrit.
Indeholdelse, indberetning og oplysningspligt
Følgende fremgår af LL § 16, stk. 17, 4. pkt.:
Uanset kildeskattelovens § 43, stk. 1, anses gavekort omfattet af 1. pkt. ikke for A-indkomst, uanset om gavekortet ombyttes efter 3. pkt., medmindre den samme arbejdsgiver tildeler den ansatte gavekort, der overstiger den i 1. pkt. nævnte beløbsgrænse.
Bestemmelsen fastslår dermed, at arbejdsgivere ikke skal indeholde A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag eller indberette værdien af gavekort, der er skattefrit efter bestemmelsen i LL § 16, stk. 17. Kun hvis samme arbejdsgiver giver en ansat et eller flere gavekort, der tilsammen overstiger 1.200 kr., og gavekortene ikke kan omfattes af bagatelgrænsen for mindre personalegoder, så det bliver skattepligtigt, skal arbejdsgiver indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag og indberette værdien.
I andre situationer er det den ansatte, der får gavekort, der har pligt til at oplyse den skattepligtige værdi. Det gælder, hvis vedkommende:
- Får flere gavekort fra forskellige arbejdsgivere, der samlet overstiger 1.200 kr. (Såfremt det ikke er muligt at opdele gavekortene, så den overskydende værdi er skattefri efter bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Se ovenfor).
- Sælger gavekortet omfattet af LL § 16, stk. 17.
- Ombytter gavekortet omfattet af LL § 16, stk. 17, til kontanter.
Arbejdsgiver er dermed ikke forpligtet til at kontrollere, om den ansatte sælger eller ombytter et gavekort, der ellers ville være omfattet af skattefriheden i LL § 16, stk. 17.
Bemærk
Skattefriheden for gavekort til visse oplevelser i LL § 16, stk. 17, er vedtaget i marts 2021, men gælder for hele kalenderåret 2021. Arbejdsgivere, der har givet ansatte gavekort omfattet af den foreslåede skattefritagelse i begyndelsen af 2021, inden bestemmelsen trådte i kraft, skal derfor rette eventuelle tidligere foretagne indberetninger, så den ansatte ikke beskattes af værdien af skattefri gavekort.