Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for beskatningen af medarbejdere, som får børnepasning betalt af deres arbejdsgiver.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Bagatelgrænserne
  • Værdien
  • Når børnepasning indgår i lønomlægning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Se også

Se også afsnit C.A.5.1 om generelle regler for beskatning og værdiansættelse af personalegoder.

Regel

Udgifter til børnepasning er udgifter af privat karakter. Arbejdsgiverens dækning af udgifter til børnepasning er derfor et skattepligtigt gode omfattet af LL § 16.

Det gælder også, når arbejdsgiveren:

  • betaler for en ansats udgifter til børnepasning
  • refunderer en ansat for udgifter til børnepasning
  • afholder udgifter til børnepasning for de ansatte ved drift af en børnehave og/eller vuggestue.

Bagatelgrænserne

Den omstændighed, at en del af børnepasningen stilles til rådighed i forbindelse med overarbejde eller merarbejde eller barns sygdom, medfører ingen ændring i, at arbejdsgiver betaler en i øvrigt privat udgift for medarbejderen. Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder i LL § 16, stk. 3, 6. pkt. gælder derfor ikke for børnepasning, fordi godet ikke kan anses for i overvejende grad at være stillet til rådighed af hensyn til den ansattes arbejde. Se SKM2009.649.SR, (der er stadfæstet af Landsskatteretten den 15. december 2010. Landsskatterettens afgørelse er ikke offentliggjort med et SKM-nummer, men er i dette link til Landsskatterettens afgørelsesdatabase.

Det er desuden uden betydning, om børnepasningen foregår i den ansattes hjem eller på arbejdspladsen. Se SKM2009.649.SR.

Børnepasningen kan dog være omfattet af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. Se LL § 16, stk. 3, 3. pkt.

Se også

  • C.A.5.1.3 Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede personalegoder
  • C.A.5.1.4 Bagatelgrænsen for mindre personalegoder.

Værdien

Betaler arbejdsgiveren en ansat for udgifter til børnepasning, skal medarbejderen beskattes af det betalte beløb. Refunderer arbejdsgiveren en ansat for udgifterne til børnepasning, skal den ansatte beskattes af beløbet som et tillæg til lønnen.

Når arbejdsgiveren afholder udgifter til børnepasning for de ansatte ved drift af en børnehave og/eller vuggestue, skal de ansatte beskattes af den herved opnåede besparelse. Se LL § 16, stk. 1.

Betaler arbejdsgiveren en årlig abonnementsudgift for børnepasning og derudover en pris pr. time til den egentlige børnepasning, skal medarbejderen beskattes af selve abonnementsudgiften med et beløb, der svarer til den udgift arbejdsgiveren har afholdt på tildelingstidspunktet, og beskattes løbende af den egentlige børnepasning i takt med godets erhvervelse. Se SKM2009.649.SR.

Når børnepasning indgår i lønomlægning

Medarbejderen og arbejdsgiveren har mulighed for at indgå en aftale om, at medarbejderen deltager i finansieringen af goder, herunder børnepasning, ved en reduktion af sin kontante løn.

Den omstændighed, at aftalen om privat børnepasning kan indgå i en fleksibel lønpakke, ændrer ikke ved, at medarbejderen skal beskattes af børnepasningen. Se SKM2009.649.SR.

Se også

Se også afsnit C.A.5.1.7 om lønomlægning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Skatterådet

SKM2009.649.SR

Medarbejdere skulle beskattes af børnepasning i forbindelse med overarbejde, merarbejde eller barns sygdom. Bagatelgrænsen for arbejdsrelaterede goder i LL § 16, stk. 3, 3. pkt. (nu 6. pkt.) kunne ikke finde anvendelse for børnepasning. Det var desuden uden betydning om børnepasningen foregik i de ansattes hjem eller på arbejdspladsen. Medarbejderne skulle beskattes af en årlig abonnementsudgift med et beløb, der svarede til den udgift arbejdsgiveren havde afholdt på tildelingstidspunktet, og skulle beskattes løbende af den egentlige børnepasning i takt med godets erhvervelse. Børnepasning kunne indgå i en aftale om kontantlønsnedgang. Medarbejderen skulle dog fortsat beskattes af børnepasningen. Beskatning.

Sagen er stadfæstet af Landsskatte-
retten den 15. december 2010. Landsskatterettens afgørelse er ikke offentliggjort med et SKM-nummer, men findes i dette link