Dato for udgivelse
06 May 2010 14:07
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
27 Apr 2010 11:43
SKM-nummer
SKM2010.309.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
09-184303
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
frivillig deltagelse, projekt, internet, internetabonnement, multimediebeskatning
Resumé

Skatterådet kunne bekræfte, at de ældre borgere, der deltager på frivillig basis i et EU projekt, ikke skal betale multimedieskat, når de får installeret internet og får internetabonnementet til brug for projektets udstyr for projektets regning.

Reference(r)
Ligningsloven § 16, stk. 12
Henvisning
Ligningsvejledningen 2010-1 A.B.1.9

Spørgsmål

  1. Der ønskes svar på, om borgerne, der deltager på frivillig basis i et EU-projekt, skal betale multimedieskat, når de får installeret internet og får internetabonnementet, til brug for projektets udstyr, for projektets regning?

Spørgers opfattelse

  1. Nej.

SKATs indstilling

  1. Nej.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Introducerende, så handler denne forespørgsel om multimedieskatten, som blev indført pr.1/1 2010, og dens indflydelse på en række borgere, der deltager i et EU støttet projekt. Disse borgere har givet deres samtykke til at deltage som frivillige i et EU projekt. De vil ikke modtage penge for deres deltagelse og er i den forstand hverken ansat eller bundet til projektet. De har i den forbindelse underskrevet en samtykkeerklæring hvori de accepterer, at de til enhver tid kan forlade projektet uden følger.

I forbindelse med projektdeltagelse kræves det, at borgerne har internet installeret i deres hjem, idet projektets udstyr benytter og afhænger af internetforbindelse. Denne internetforbindelse (inkl. månedligt abonnement samt installationsgebyr) vil derfor blive dækket af projektbudgettet idet flere af borgerne ikke i forvejen har internet, og idet projektet kræver en særlig hastighed og systempålidelighed.

Projekt information:

Projektet går ud på at afprøve velfærdsteknologier og services, som, når de er integreret i den daglige hverdag, kan være med til at ældre lever længere og mere sikkert i deres eget hjem. Yderligere kan dette koncept være med til at monitorere kroniske sygdomme, således at man undgår (gen-)indlæggelser på hospitalet og forværring af sygdommen.

Velfærdsteknologierne er en række teknologiske hjælpemidler, som for eksempel kan være en blodtryksmåler, bevægelsessensor, brandalarm, intelligent vægt, mv. Udstyret bliver installeret og kørt af de lokale hjemmesygeplejersker, som i forvejen varetager omsorgen for de ældre.

De ældre borgere er udvalgt ud fra en række kriterier. Udvælgelseskriterierne har bl.a. været, at de lider af rygerlunger, diabetes eller har hjerteproblemer. Der er udelukkende valgt borgere, der i forvejen har været tilknyttet hjemmeplejen. Et decideret behandlingsforløb har ikke været et krav, blot borgerne har haft en af de nævnte tre lidelser. Borgerne har fået installeret udstyr svarende til den diagnose, der er stillet.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Idet deltagerne i projektet ikke får stillet goderne (internet installation samt abonnement) til rådighed som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale af personligt arbejde i øvrigt, mener spørger ikke, at borgerne er omfattet af lovgivningen om multimedieskatten. Borgerne er endvidere ikke udvalgt til nogle af de følgende stillinger men deltager blot som forsøgsborgere i et EU støttet projekt.

SKATs indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

I ligningslovens § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter statsskattelovens §§ 4-6 for så vidt angår såkaldte personalegoder, dvs. de særlige bestemmelser for økonomiske fordele (goder), der ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder. Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, fx forbrug af kost, el, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.

Ved lovforslag nr. 199 af 22. april 2009, der senere blev vedtaget ved lov nr. 519 af 12. juni 2009, blev der indført et nyt stk. 12 i ligningslovens § 16, den såkaldte multimediebeskatning, der har virkning fra og med indkomståret 2010.

Det betyder, at den skattepligtige værdi af et eller flere multimedier, der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere mv., som nævnt i stk. 1, for den skattepligtiges benyttelse, udgør et grundbeløb på 3.000 kr. (2010-niveau). Ved multimedier forstås computer med sædvanligt tilbehør, telefon, herunder oprettelses-, abonnements-, og forbrugsudgifter samt selve telefonapparatet, og adgang til datakommunikation via en internetforbindelse, herunder engangsudgiften til etablering af internetforbindelsen. Den skattepligtige værdi nedsættes ikke med den skattepligtiges eventuelle betaling i indkomståret for råderetten eller brugen. Har samtlige goder, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse, kun været stillet til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori ingen af goderne har været til rådighed. Grundbeløbet i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Begrundelse

Ligningslovens § 16, stk. 12, gælder for multimedier:

"der er stillet til rådighed af en eller flere arbejdsgivere m.v. som nævnt i stk. 1 for den skattepligtiges private benyttelse".

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, at:

"Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til telefon uden for arbejdsstedet, jf. stk. 2, samt efter reglerne i stk. 3-13 vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4-6, når tilskuddet eller godet modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt (SKATs fremhævning). Tilsvarende gælder borgere, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser."

Ligningsvejledningens afsnit A.B.1.91:

"LL § 16 finder kun anvendelse på økonomiske fordele, der ydes som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse på almindelige lønmodtagerforhold, fx funktionærer eller tjenestemænd, men også på mere individuelle personlige arbejdsaftaler som fx arbejdsaftaler med konsulenter, revisorer, bestyrelsesmedlemmer m.v. Bestemmelsen omfatter også borgere, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget og kommunalbestyrelser. Ligeledes er menighedsrådsmedlemmer omfattet, se SKM2007.757.SR. Om Folketingets præsidiemedlemmer se bl.a. skatteministerens udtalelse i TfS 1996, 25."

Multimediet skal således modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, såfremt det skal beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 12.

Borgerne, der får installeret internet og betalt internetabonnementet, er udvalgt til projektet på baggrund af, at de lider af rygerlunger, diabetes eller har hjerteproblemer. Der er tale om borgere, der i forvejen har været tilknyttet hjemmeplejen. Udstyret bliver installeret og kørt af de lokale hjemmesygeplejersker, som i forvejen varetager omsorgen for de ældre.

Borgerne kan når som helst stoppe deres deltagelse i projektet, og de vil ikke modtage løn for deres deltagelse. Deltagelse i projektet medfører en forbedring af et allerede igangværende pleje/behandlingsforløb.

Under en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, finder SKAT således ikke, at der er tale om, at borgerne modtager multimedier som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. De er derfor ikke omfattet af multimedieskatten.

SKATs indstilling:

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med nej.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og begrundelse.