Parter
H1 A/S
(advokat Niels Dahl-Nielsen)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Kim Lundgaard Hansen)
Afsagt af byretsdommer
Gitte Cordes
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen er en indbringelse af Landskatterettens kendelse af 21. oktober 2009 og vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøger i årene 2004-06 var indeholdelsespligtig af renteskat.
Sagsøgerens påstand er principalt, at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger ikke er indeholdelsespligtig af renteskat i låneforholdet mellem sagsøger og H1.1 Ltd. og subsidiært at sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøger ikke kan anses for indeholdelsespligtig af renteskat i perioden 1. april 2004 til 17. juni 2004, idet H1.1 Ltd. ikke havde bestemmende indflydelse over sagsøger i denne periode.
Sagsøgtes påstand er frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
Landskatterettens kendelse af 21. oktober 2009 har følgende indhold:
"...
Landsskatterettens afgørelse
2004
SKAT har anset H1x A/S for indeholdelsespligtig af renteskat af renter af gæld til H1.1 Ltd., opgjort til 436.816 kr.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
2005
SKAT har anset H1x A/S for indeholdelsespligtig af renteskat af renter af gæld til H1.1 Ltd., opgjort til 1.393.456 kr.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
2006
SKAT har anset H1x A/S for indeholdelsespligtig af renteskat af renter af gæld til H1.1 Ltd., opgjort til 2.704.833 kr.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Sagens oplysninger
H1x A/S (herefter selskabet) er moderselskab i en koncern med datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Koncernen driver aktiviteter med medieovervågning og medieanalyse.
Ifølge SKATs sagsfremstilling var selskabet i de pågældende år ejet af H1.1 Ltd., Isle of Man og H2 A/S sidstnævnte selskab med en ejerandel på 35,01 %.
I selskabets årsrapporter for 2004-2006 er H2 A/S og H1.1 Ltd. nævnt under nærtstående parter med bestemmende indflydelse på selskabet samt under aktionærer, der ejer mere end 5 % af selskabets aktiekapital.
Selskabets repræsentant har oplyst, at H1.1 Ltd. i en del af den omhandlede periode ikke havde kontrollerende indflydelse på selskabet.
Ifølge specifikationer til selskabets årsrapporter for 2004-2006 har selskabet haft renteudgifter på lån til H1.1 Ltd. med henholdsvis 1.456.056 kr., 4.644.854 kr. og 9.016.113 kr. Ifølge SKATs sagsfremstilling har selskabet foretaget fradrag for renterne i den skattepligtige indkomst.
Ifølge SKATs sagsfremstilling har selskabet forklaret, at det ikke har indeholdt rentekildeskat, idet beløbene ikke er udbetalt til H1.1 Ltd., men alene tilskrevet gælden.
SKATs afgørelse
Selskabet er anset for indeholdelsespligtigt af renteskat af renter af gæld til H1.1 Ltd.
H1.1 Ltd. er hjemmehørende på Isle of Man. Danmark havde i indkomstårene 2004-2006 ingen dobbeltbeskatningsoverenskomst med Isle of Man. Selskabet skal derfor indeholde rentekildeskat af de tilskrevne renter på gælden til H1.1 Ltd., jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, og kildeskattelovens § 65D.
Det forhold at renterne ikke er udbetalt til H1.1 Ltd. kan ikke i sig selv medføre, at selskabet kan undlade at indeholde rentekildeskat. Det fremgår således af kildeskattelovens § 65 D, stk. 1, at der både ved udbetaling og godskrivning af renter skal indeholdes rentekildeskat.
Da selskabet har fratrukket renterne i den skattepligtige indkomst og har tilskrevet renterne på gælden til H1.1 Ltd. er betingelserne for godskrivning opfyldt.
Selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d om begrænset skattepligt af renter havde ikrafttræden fra 1. april 2004, jf. LFV 2004-03-30 nr. 119 § 12. Selskabet er derfor for indkomst året 2004 alene forpligtet til at indeholde rentekildeskat af renter som kan henføres til perioden 1. april 2004-31. december 2004.
Rentekildeskatten er ansat således:
2004:
Renter af gæld til H1.1 Ltd. for perioden 1. april-31. december, 3/4 af 1.941.408 kr. = 1.456.056 kr.
Rentekildeskat, 30 % af 1.456.056 kr. 436.816 kr.
2005:
Renter af gæld til H1.1 Ltd. 4.644.854 kr.
Rentekildeskat. 30 % af 4.644.854 kr. 1.393.456 kr.
2006:
Renter af gæld til H1.1 Ltd. 9.016.113 kr.
Rentekildeskat. 30 % af 9.016.113 kr. 2.704.833 kr.
Selskabets påstand og argumenter
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet ikke er indeholdelsespligtigt af renteskat af renter af gæld til H1.1 Ltd.
Betingelserne for indeholdelse af rentekildeskat er ikke opfyldt.
Forudsætningen for at blive omfattet af den begrænsede skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, er, at der er tale om kontrolleret gæld i henhold til skattekontrollovens § 3B. Stiftelsesforholdene vedrørende H1.1 Ltd. er således afgørende for sagen.
Dette har særligt betydning for en del af den omhandlede periode, hvor H1.1 Ltd. ikke havde kontrollerende indflydelse på selskabet.
Under sagens behandling for Landsskatteretten har selskabets repræsentant forsøgt at skaffe yderligere materiale fra H1.1 Ltd. Dette er imidlertid ikke lykkedes.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Det følger af kildeskattelovens § 65D, stk. 1, at i forbindelse med enhver udbetaling eller godskrivning af renter til et selskab m.v., der er skattepligtigt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, skal den, for hvis regning udbetalingen eller godskrivningen foretages, indeholde 30 % (dagældende) af den samlede rente. Det indeholdte beløb benævnes "renteskat". Pligten til at indeholde renteskat påhviler selskaber, fonde og foreninger, der har hjemting her i landet.
Ifølge selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, er selskaber, der har hjemsted i udlandet, som udgangspunkt begrænset skattepligtige af renter fra kilder her i landet vedrørende gæld, som et selskab eller en forening m.v. omfattet af § 1 eller litra a har til udenlandske juridiske personer som nævnt i skattekontrollovens § 3 B (kontrolleret gæld), jf. 1. pkt. Efter 3. pkt. gælder en undtagelse, hvis beskatning skal frafaldes eller nedsættes efter bestemmelserne i direktiv 90/435/EØF om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater eller efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat, hvor selskabet er hjemmehørende.
Omfattet af skattekontrollovens § 3 B er blandt andet skattepligtige, der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer.
På grundlag af de foreliggende oplysninger - herunder det oplyste i selskabets årsrapporter for de pågældende år samt specifikationer hertil - tiltrædes det, at det må lægges til grund, at selskabet har udbetalt eller godskrevet renter til H1.1 Ltd. med de beløb, som SKAT har opgjort, samt at H1.1 Ltd. udøvede en bestemmende indflydelse over selskabet.
Det tiltrædes herefter, at selskabet har været pligtigt til at indeholde renteskat af renterne med de af SKAT opgjorte beløb, jf. kildeskattelovens § 65D.
..."
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har i sit påstandsdokument gjort følgende gældende,
"...
at |
indeholdelsespligt af renteskat i henhold til kildeskattelovens § 65 D forudsætter, at der sker udbetaling eller godskrivning af renter, |
|
|
at |
det er ubestridt, at der ikke er sket udbetaling af renter til den udenlandske långiver, |
|
|
at |
betingelserne for godskrivning ikke er opfyldt, |
|
|
at |
sagsøger på denne baggrund ikke kan anses som indeholdelsespligtig af renteskat. |
Såfremt retten måtte finde, at sagsøger er indeholdelsespligtig af renteskat gøres det til støtte for den subsidiært nedlagte påstand gældende,
at |
det er en forudsætning for indeholdelsespligt af renteskat i medfør af kildeskattelovens § 65 D, at modtageren af renterne er skattepligtig til Danmark i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, |
|
|
at |
skattepligt til Danmark efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d kræver, at modtageren af renterne er således forbundet med det indeholdelsespligtige selskab, som beskrevet i skattekontrollovens § 3 B, |
|
|
at |
det i medfør heraf er en betingelse for indeholdelsespligt, at det modtagende selskab har bestemmende indflydelse over det afgivende selskab, |
|
|
at |
det fremgår af bilag 3, at det modtagende selskab først fik bestemmende indflydelse over sagsøger den 17. juni 2004, |
|
|
at |
betingelserne for indeholdelsespligt således ikke var opfyldt i perioden forud for den 17. juni 2004. |
..."
Sagsøgte har i sit påstandsdokument anført følgende til støtte for sin påstand:
"...
Det er ubestridt, at sagsøgeren i den i sagen omhandlede periode, dvs. fra 1. april 2004 til 31. december 2006 havde en gæld til selskabet H1.1 Ltd., der var hjemmehørende på Isle of Man.
Det er ligeledes ubestridt, at denne gæld var forrentet, og at renterne vedrørende den omhandlede periode ikke blev udbetalt til kreditor, men derimod (løbende) blev tilskrevet den til enhver tid værende hovedstol.
Da der ikke er indgået en dobbeltbeskatningsaftale med Isle of Man, og da Isle of Man ikke er omfattet af direktiv 2003/49/EF (rente- og royaltydirektivet), skal der i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, jf. kildeskattelovens § 65 D, indeholdes renteskat med 30 % ved hver udbetaling eller godskrivning af renter.
Da renterne er blevet godskrevet kreditor, bestod der indeholdelsespligt i medfør af det omhandlede regelsæt.
Det bemærkes, at sagsøgeren til støtte for sin principale påstand så vidt ses blot gør gældende, at "betingelserne for godskrivning ikke var opfyldt". Dette bestrides, idet "godskrivning" af renter selvsagt er synonymt med "tilskrivning" af renter, og idet renterne som nævnt ubestridt er tilskrevet hovedstolen.
Særligt hvad angår sagsøgerens subsidiære påstand bemærkes, at sagsøgeren erkender, at der foreligger kontrolleret gæld i skattekontrollovens § 3 B's forstand fra og med 17. juni 2004, men at sagsøgeren - subsidiært - gør gældende, at betingelserne for at anse gælden for "kontrolleret gæld" i perioden frem til d. 17. juni 2004 ikke var opfyldt.
Dette bestrides.
Under hele sagens behandling har sagsøgeren tilkendegivet, at sagsøgeren ville fremkomme med nærmere oplysninger om det långivende selskab, men disse oplysninger er fortsat ikke fremkommet.
Sagsøgeren har henvist til, at det långivende selskab i perioden frem til den 17. juni 2004 ikke - når der isoleret ses på kreditors aktiebesiddelse i sagsøgeren - havde bestemmende indflydelse over sagsøgeren, jf. den som bilag 3 fremlagte udskrift af aktiebogen.
Dette enkelte forhold er imidlertid langt fra tilstrækkeligt til at afgøre, om betingelserne for at anse gælden for "kontrolleret gæld" er opfyldt.
Heller ikke de af sagsøgeren fremlagte bilag 4 og 5 kan anses for dokumentation for, at der ikke foreligger "kontrolleret gæld" i skattekontrollovens § 3 B's forstand i perioden frem til den 17. juni 2004.
En forudsætning for, at det kan lægges til grund, at der ikke foreligger kontrolleret gæld, er blandt andet, at sagsøgeren og det lånegivende selskab H1.1 Ltd. ikke er koncernforbundne selskaber, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1 og 3.
Allerede fordi sagsøgeren helt har undladt at fremkomme med oplysninger om og dokumentation for, hvem der i den relevante periode ejede det lånegivende selskab, er det ikke godtgjort, at der ikke foreligger kontrolleret gæld i § 3 B's forstand.
Det gøres i den forbindelse gældende, at det er sagsøgeren, der har bevisbyrden for, at der ikke foreligger kontrolleret gæld, da det kun er sagsøgeren, der har en mulighed for at fremlægge dokumentation for de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere dette spørgsmål.
Da sagsøgeren er den eneste af sagens parter, der vil kunne fremlægge dokumentation for, hvorvidt der foreligger "kontrolleret gæld", gøres det gældende, at den manglende oplysning af sagen må tillægges processuel skadevirkning, således at det ved sagens afgørelse lægges til grund, at der var tale om kontrolleret gæld også i perioden 1. april til 17. juni 2004.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Det følger af kildeskattelovens § 65 D, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, at den, for hvis regning udbetalingen eller godskrivningen blev foretaget, i forbindelse med enhver udbetaling eller godskrivning af renter til det udenlandske selskab skal indeholde renteskat.
Da gælden var til sagsøgers moderselskab på Isle of Man, finder retten, at sagsøgers pligt til at indeholde renteskat efter bestemmelsens ordlyd indtrådte ved den foretagne tilskrivning af renter. Sagsøger får derfor ikke medhold i sit synspunkt om, at pligten forudsætter, at der skete en reel udbetaling af renterne, eller at rentekravet på anden måde måtte anses for ophørt.
Efter de foreliggende oplysninger om relationen mellem det långivende selskab og sagsøger, som sagsøger - trods opfordret hertil - ikke har belyst nærmere, betragtes den omhandlede gæld i hele perioden som kontrolleret gæld.
Sagsøgte frifindes herefter for de nedlagte påstande.
Som følge af det anførte pålægges sagsøger at betale sagsomkostninger til sagsøgte. Der er tilkendt 125.000 kr. inkl. moms som et passende beløb til dækning af udgift til advokatbistand. Retten har ved fastsættelsen taget udgangspunkt i middelværdien i de gældende takster, som retten dog i nogen grad har fraveget under hensyn til sagens karakter og omfanget af det udførte arbejde.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
Sagsøger, H1 A/S, skal betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.
Sagsomkostningerne forrentes i medfør af rentelovens § 8 a.