Indhold

Dette afsnit handler om muligheden for henstand i forbindelse med klager.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Omfattet af reglen 
  • Ikke omfattet af reglen
  • Betingelser
  • Bevilling af henstand
  • Klageinstans
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Regel

I forbindelse med en klage til højere instans kan SKAT give henstand på betaling af skat. Se SFL § 51, jf. lovbekendtgørelse nr.907 af 28. august 2006. Lovforarbejderne til bestemmelsen findes i L 110 og L 111 fra 2004/05 til lov nr. 427 af 6. juni 2005.

Reglerne er lovfæstet af mange års praksis. Af retssikkerhedsmæssige årsager var det et lovgivningsmæssigt ønske, at muligheden for henstand er lovreguleret. Den tidligere praksis er nu føjet ind i Skatteforvaltningsloven (SFL).

Omfattet af reglen

  • Begrebet "SKAT" skal defineres bredt. Følgende er omfattet af reglen:
  • SKAT
  • Afgifter - herunder gaveafgifter
  • Punktafgift
  • Afledte momskrav (med mindre andet er fastsat)
  • Lønsum
  • Afledte arbejdsmarkedsbidrag
  • Afslag på genoptagelse. Bemærk dog, at der skal kunne opgøres et krav.

Ikke omfattet af reglen

Der kan ikke søges henstand med: 

  • Told. Se artikel 244 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks. Se SFL § 51, stk. 1, 2. pkt.
  • Indregnet restskat efter kildeskattelovens § 61, stk. 3 eller § 61 A. Se SFL § 51, stk. 2.
  • Registreringsafgift, i det omfang, der efter lov om registreringsafgift af motorkøretøjer skal stilles depositum for registreringsafgiftens betaling. Se SFL § 51 stk.2 til sidst.

Betingelser

Dette skema viser de betingelser, der knytter sig til henstand i forbindelse med klager:

Betingelse

Beskrivelse

Skriftlig anmodning

Borgeren/virksomheden skal anmode skriftligt om henstanden overfor SKAT. En klage eller et sagsanlæg, har ikke opsættende virkning. Se SL. § 38.

Dokumentation for klage / sagsanlæg

I forbindelse med anmodning skal borgeren/virksomheden medsende dokumentation for, at afgørelsen er påklaget og / eller at der er anlagt sag ved domstolene

Særskilt opkrævning

For at få henstand, skal det beløb der søges henstand for, opkræves særskilt. Der kan derfor ikke gives henstand med indregnet restskat efter kildeskattelovens § 61, stk. 3 eller § 61 A. Se SFL § 51, stk. 2.

Længden af henstand

SKAT giver henstand i op til fire år. Henstanden kan dog forlænges efter fornyet ansøgning. SKAT giver henstand for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative system.

Ved anke af afgørelse

Hvis en administrativ afgørelse indbringes for domstolene, eller hvis en dom ankes, skal der indgives en ny ansøgning om henstand. Se SFL § 51, stk. 3.

Betinget af sikkerhedsstillelse

Hvis SKAT skønner, at henstanden vil forringe muligheden for senere at inddrive kravet, så kan SKAT betinge henstanden med, at der stilles sikkerhed for beløbet. Se SFL § 51, stk. 4.

SKAT anses for berettiget til, at kræve sikkerhed for betaling af skattekravet, hvis der gives henstand. Se SKM2009.611.BR og SKM2008.977.LSR.

Som udgangspunkt giver SKAT dog henstand uden krav om sikkerhed.

Der skal derfor foretages en individuel vurdering og individuel begrundelse fra sag til sag.

Henstand bevilget uden krav om sikkerehdsstillelse. Se SKM2010.442.LSR

Modregningsforbehold

SKAT kan tage forbehold for modregning i henstandskravet for krav, som klageren måtte få mod det offentlige.

Hvis SKAT ønsker adgang til at foretage modregning for krav, som klageren måtte få mod det offentlige, så skal SKAT tage forbehold for det i henstandsbevillingen. Se SFL § 51, stk. 5.

Henstand med betaling afskærer ikke SKAT fra at kunne foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige. Se lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringen § 3f i lov nr. 346 af 2007.

 

Bevilling af henstand

Det er SKAT der har kompetence til at bevilge henstand i forbindelse med klager. Se SFL § 51, stk. 1.

Klageinstans

Landsskatteretten er klageinstans for disse sager. Se SFL § 11, stk. 1, nr. 1.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Byretsdomme

SKM2009.611.BR

Skat var berettiget til at betinge henstand med, at der stilles sikkerhed for skattekravet.

 

Landsskatteretskendelser

 SKM2010.442.LSR

 Henstand bevilget uden krav om sikkerhedsstillelse.

 SKAT havde ikke godtgjort, at der forelå en nærliggende risiko for, at en aktuel inddrivelsesmulighed kunne blive forringet i henstandsperioden.

 

SKM2008.977.LSR

Skat var berettiget til at betinge henstand med ,  at der stilles sikkerhed  for et toldbeløb.