Indhold
Dette afsnit handler om reglerne for særlige fristregler på toldområdet.
Afsnittet indeholder:
- Toldgodtgørelse eller -fritagelse
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Se også
Afsnit A.21 i Toldvejledningen om Toldgodtgørelse.
Lovgrundlag
De følgende forordninger udgør lovgrundlaget for de særlige fristregler på toldområdet:
- Artikel 221 og 235-243 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (toldkodeksen)
- Artikel 878-912 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (gennemførelsesbestemmelserne)
- Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (datoforordningen).
Efteropkrævning af told
SKAT har adgang til at foretage efteropkrævning af told inden for den særlige 3-års frist. Fristen regnes fra datoen for toldskyldens opståen. Se artikel 221, stk. 3, i toldkodeksen.
Hvis der i henhold til artikel 243 i toldkodeksen indgives klage over en afgørelse om efteropkrævning afbrydes 3-års fristen fra datoen for klagens indgivelse og under hele klageproceduren.
Den 3-årige frist kan forlænges, hvis toldskylden er opstået på grund af en handling, som på det tidspunkt, hvor den blev begået, kunne give anledning til retsforfølgning. Se artikel 221, stk. 4 i toldkodeksen.
SKAT har adgang til at opkræve den oprindelige skyld, hvis der med urette er indrømmet fritagelse for en toldskyld, eller det tilsvarende afgiftsbeløb er godtgjort. Se artikel 242 i toldkodeksen. Det er SKATs opfattelse, at en sådan opkrævning må anses for at være omfattet af den 3-årige frist, som derfor skal regnes fra datoen for toldskyldens opståen.
Toldgodtgørelse eller -fritagelse
Artikel 235-242 i toldkodeksen og artikel 878-912 i gennemførelsesbestemmelserne indeholder regler om anmodning om toldgodtgørelse eller -fritagelse inden for nærmere fastsatte frister. Fristerne kan i visse tilfælde forlænges.
Anmodning om godtgørelse eller fritagelse for afledt moms og eventuelle punktafgifter skal fremsættes inden for samme frist som anmodning om toldgodtgørelse eller -fritagelse. Se TDL § 31.
Der er mulighed for at yde godtgørelse eller fritagelse i følgende tilfælde:
-
Beløbet er ikke skyldigt efter loven på bogføringstidspunktet/beløbet er bogført i strid med artikel 220, stk. 2
Artikel 236 om adgangen til toldgodtgørelse eller -fritagelse omfatter tilfælde, hvor det pågældende beløb på bogføringstidspunktet ikke var skyldigt efter lovgivningen, eller hvor beløbet er bogført i strid med artikel 220, stk. 2 i toldkodeksen.
I disse tilfælde gives der toldgodtgørelse eller -fritagelse, hvis der fremsættes anmodning om det over for toldmyndighederne inden 3 år regnet fra datoen, hvor debitor blev underrettet om de pågældende afgifter.
Fristen kan forlænges, hvis debitor godtgør at have været forhindret i at indgive anmodning inden for fristen som følge af hændelige omstændigheder eller force majeure.
Hvis SKAT konstaterer, at et beløb ikke var skyldigt på bogføringstidspunktet, yder SKAT inden for 3-års fristen af egen drift godtgørelse eller fritagelse.
-
Toldangivelse erklæres ugyldig
Der ydes godtgørelse, hvis en toldangivelse erklæres ugyldig efter at afgifterne er betalt. Se artikel 237 i toldkodeksen. Anmodningen skal fremsættes inden for samme frist som den, der gælder for indgivelse af anmodning om, at toldangivelsen erklæres ugyldig. Dvs. at anmodningen skal indgives inden varerne frigives (i henhold til artikel 66, stk. 1 i toldkodeksen) eller senest 3 måneder efter, at toldangivelsen er antaget i de tilfælde, der er omfattet af artikel 251 i gennemførelsesbestemmelserne.
-
Defekte varer/varer der ikke opfylder betingelserne i kontrakten
Der er mulighed for godtgørelse eller fritagelse, hvis det efter nærmere anførte regler godtgøres, at beløbet vedrører varer, som afvises af importøren, fordi de er defekte eller i øvrigt ikke svarer til betingelserne i den kontrakt, der var grundlag for indførslen. Se artikel 238 i toldkodeksen.
-
Andre tilfælde hvor der kan ydes godtgørelse eller fritagelse
Der er mulighed for at yde godtgørelse eller fritagelse i andre tilfælde end de, der er nævnt i artiklerne 236, 237 og 238. Se artikel 239 i toldkodeksen.
Anmodningen om godtgørelse eller fritagelse i henhold til artikel 238 og 239 i toldkodeksen skal fremsættes inden 12 måneder fra den dato, hvor debitor blev underrettet om afgifterne.
SKAT kan i behørigt begrundede tilfælde tillade, at 12-måneders fristen overskrides.
Eksempel 1: Ingen forlængelse af 3-års fristen i artikel 236
En virksomhed fremsatte anmodning om toldgodtgørelse, fordi den forordning, som lå til grund for opgørelse af toldskylden, var blevet erklæret ugyldig. Kravet blev fremsat efter udløbet af 3-års fristen. Virksomheden anmodede om at få fristen forlænget på grund af force majeure. Højesteret fandt imidlertid, at bestemmelsen i artikel 236 om "hændelige omstændigheder eller force majeure" ikke gav grundlag for forlængelse af fristen i det foreliggende tilfælde.
Eksempel 2: Ingen forlængelse af 3-års fristen i artikel 236 eller 12-måneders fristen i artikel 239
Et krav om godtgørelse af told, der var opkrævet i forbindelse med import af tekstilvarer fra Bangladesh, blev fremsat efter udløbet af 3-års fristen. Landsskatteretten anså kravet som værende forældet og mente ikke, at der forelå omstændigheder i form af force majeure, som kunne medføre, at fristen blev forlænget. De behørigt begrundede tilfælde, der i henhold til artikel 239 kan medføre tilladelse til fristforlængelse, kunne heller ikke bevirke, at forældelsesfristen kunne forlænges ud over de 3 år som er anført i artikel 236, medmindre klageren opfyldte betingelserne om hændelige omstændigheder eller force majeure.
Beregning af frister
Beregningen af frister skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i datoforordningen, som gælder for retsakter vedtaget af Rådet og Kommissionen. Der er i datoforordningen fastsat regler for beregning af tidsfrister, datoer og tidspunkter.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse
samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
EU-domme |
SKM2006.401.HR |
Ingen forlængelse af 3-års fristen i artikel 236. |
|
SKM2004.50.LSR |
Ingen forlængelse af 3-års fristen i artikel 236 eller 12-måneders fristen i artikel 239. |
|