Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan det gøres op, om et selskab er omfattet af pengetankreglen.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.
  • Regler for dødsfald før 1. januar 2007.

Se afsnit C.E.14 om definition af udlodning og succession.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Hovedregel

Et selskab er omfattet af pengetankreglen (passiv investering), når

  • 75 procent eller mere af selskabets indtægter stammer fra udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår eller
  • handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende udgør 75 procent eller mere af handelsværdien af selskabets samlede aktiver på udlodningstidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste tre regnskabsår.

Ved selskabets indtægter forstås den regnskabsmæssige nettoomsætning plus summen af øvrige regnskabsførte indtægter. Se DBSL § 29, stk. 3, 5 pkt.

Det betyder, at det er selskabets årsregnskab efter årsregnskabsloven, der skal lægges til grund og ikke selskabets skatteregnskab. I selskabets samlede aktiver skal også indgå eventuel oparbejdet goodwill. Se SKM2007.625.LSR.

Når selskabet mv. ejer andelsbeviser omfattet af ABL § 18

Selskabets andelsbeviser indgår ikke som værdipapir, når det gøres op, om 75 procent eller mere af

  • omsætningen
  • handelsværdien

vedrører udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende. Se DBSL § 29, stk. 3, 6. pkt.

Når selskabet mv. ejer aktier i datterselskaber

Når selskabet mv. ejer aktier i datterselskaber, hvori selskabet mv. direkte eller indirekte ejer mindst 25 procent af aktiekapitalen, indgår

  • afkastet fra datterselskaber ikke i omsætningen
  • værdien af aktier i datterselskaber ikke i handelsværdien vedrørende værdipapirer

når det beregnes, om 75 procent eller mere stammer fra passiv investering.

I stedet medregnes en til ejerforholdet svarende del af datterselskabets indtægter og aktiver ved bedømmelsen. Se DBSL § 29, stk. 3, 7. og 8. pkt.

Når fast ejendom udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber

Ved bedømmelsen af, om 75 procent eller mere stammer fra passiv investering i udlejningsejendomme, ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Se DBSL § 29, stk. 3, 9. pkt.

Det betyder, at en lejeindtægt fra en sådan ejendom ikke skal medregnes ved beregningen af, om 75 procent eller mere stammer fra passiv investering, hverken til den aktive eller til den passive del af virksomheden.

Fast ejendom, som udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ikke som passiv investering i en udlejningsejendom. Se DBSL § 29, stk. 3, 10. pkt.

Det betyder, at værdien af en sådan ejendom skal medregnes til den aktive del af en virksomhed. Det er et krav, at ejendommen anvendes af lejer i driften, dvs. som domicilejendom, til produktion eller lignende. Udlejes ejendommen derimod videre til tredjemand, er den omfattet af passiv investering i udlejningsejendomme.

Anvendes ejendommen delvis af lejer i driften, mens en del udlejes til tredjemand, omfattes den del af ejendommen, som lejer anvender i driften, af den aktive del af virksomheden, mens den resterende del falder ind under passiv investering i udlejningsejendomme.

Formålet hermed er at opnå en samlet bedømmelse af aktiviteten i selskaberne set under ét.

Undtagelse

Virksomhed ved bortforpagtning af landbrugsejendomme mv., jf. VUL § 33, stk. 1 og 7, anses ikke som udlejning af fast ejendom, og der kan succederes i aktier i en sådan virksomhed, når den enkelte udlodning til den enkelte udlodningsmodtager udgør én procent eller mere af aktiekapitalen mv. i det pågældende selskab. Se DBSL § 29, stk. 3, 3. pkt.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse samt evt. tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2007.625.LSR

Ved selskabets samlede aktiver forstås også handelsværdien af goodwill, selv om den ikke er bogført, fordi der er tale om oparbejdet goodwill. Egen oparbejdet goodwill indgår i selskabets samlede aktiver, når det afgøres om 75 procent vedrører passiv investering.

 

Regler for dødsfald før 1. januar 2007

Dette skema viser, hvilke regler der er anderledes, når dødsfald er sket før 1. januar 2007:

Hvis salg er sket...

Så ...

før 1. januar 2007

skal 50 procent eller mere af

  • omsætningen eller
  • handelsværdien

stamme fra passiv investering, for at selskabet er omfattet af pengetankreglen.