Indhold
Dette afsnit beskriver generelle regler
- om virksomhedsordningen i VSL afsnit I, når
- dødsboet bliver skiftet i forbindelse med dødsfaldet.
Afsnittet indeholder:
- Dødsboer omfattet af reglen
- Regel
- Virksomhedsrenter.
Dødsboer omfattet af reglen
Reglen omfatter dødsboer, der skiftes i forbindelse med dødsfaldet og er omfattet af DBSL afsnit II.
Regel
Ved opgørelse af dødsboers skattepligtige indkomst kan reglerne i VSL afsnit I (virksomhedsordningen) ikke bruges.
Det gælder uanset, om den skattepligtige indkomst vedrører:
- Mellemperioden. Se DBSL § 9, stk. 1, nr. 1.
- Bobeskatningsperioden. Se DBSL § 22, stk. 1, nr. 1.
Det betyder, at overskud eller underskud af en virksomhed, som tilhører dødsboet, og som indgår i skiftet, skal opgøres og beskattes uden brug af reglerne i VSL afsnit I.
Se også
Se afsnit C.E.14 om definition af mellemperiode og bobeskatningsperiode.
Virksomhedsrenter
Renteindtægter og renteudgifter skal være periodiseret efter den periode, som indkomstopgørelsen vedrører, når reglerne i VSL afsnit I (virksomhedsordningen) bruges. Se VSL § 6, stk. 2.
Alle vedhængende renter ved udgangen af indkomståret før dødsåret indgår i virksomhedens indkomstopgørelse for dette år og skal derfor ikke samtidig indgå i mellemperiodens eller bobeskatningsperiodens skattepligtige indkomst.
De generelle regler om, at renter skal indgå i
- mellemperiodens skattepligtige indkomst med både forfaldne og beregnede renter indtil dødsdagen
- bobeskatningsperiodens skattepligtige indkomst med både forfaldne og beregnede renter indtil skæringsdagen
gælder derfor ikke fuldt ud, når virksomhedsordningen er brugt i indkomståret forud for dødsfaldet på en virksomhed, der indgår i dødsboet. Den del af de forfaldne renter, som var beregnede ved dødsårets begyndelse, skal modregnes i periodens forfaldne renter.
Se DBSL § 9, stk. 1, nr. 4 for mellemperioden og DBSL § 22, stk. 1, nr. 4 for bobeskatningsperioden.