åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "A.A.10.3.4 Inddragelse af nye spørgsmål i retssagen" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Indhold

Dette afsnit handler om problemstillingen om nyt processtof.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Betingelser
  • Retspraksis
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.

Regel

Retten kan tillade, at borgeren/virksomheden inddrager et nyt spørgsmål under retssagen, hvis det må anses for undskyldeligt, at det ikke er behandlet tidligere, eller det vil betyde et uforholdsmæssigt stort retstab for borgeren, hvis spørgsmålet ikke inddrages i sagen. Det er dog en betingelse, at det nye spørgsmål har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen. Se SFL § 48, stk. 1.

Bemærk

Bestemmelsen om retningslinier for inddragelse af nye spørgsmål i retssagen svarer til retsplejelovens bestemmelser om inddragelse af nye spørgsmål under en ankesag. Se RPL § 383.

Se også

Afsnit A.A.10.3.3 "Krav om endelig administrativ afgørelse".

Betingelser

Der er tale om en undtagelse til hovedreglen om, at der skal foreligge en endelig administrativ afgørelse, og forarbejderne til den oprindelige bestemmelse i skattestyrelsesloven giver en beskrivelse af retningslinierne.

Der skal være sammenhæng mellem de faktiske omstændigheder, der ligge til grund for det spørgsmål, som retssagen er baseret på, og de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for det nye spørgsmål, der ønskes inddraget.

Der må ikke foreligge en helt ny sag, da det vil stride klart imod princippet om, at en forudgående administrativ rekurs skal være udnyttet.

En borger/virksomhed kan, for så vidt angår spørgsmål om indkomstskat få tilladelse til at inddrage spørgsmål vedrørende samme indkomstår, som det sagen er anlagt om, og ligeledes spørgsmål om andre indkomstår, hvis der i øvrigt er den fornødne sammenhæng mellem det nye spørgsmål og det spørgsmål, retssagen er baseret på.

Det er i alle tilfælde retten, der afgør, om borgeren/virksomheden skal kunne inddrage et nyt spørgsmål i retssagen.

Bemærk

Det fremgår af bemærkningerne til skatteforvaltningsloven, at SFL § 48 er en videreførelse af SSL § 31. Derfor må det lægges til grund, at forarbejderne til SSL § 31 fortsat er et relevant fortolkningsbidrag.

Retspraksis

Det er et grundlæggende princip, at et retligt spørgsmål skal kunne prøves ved flere instanser. Derfor har domstolene en meget restriktiv praksis, når det drejer sig om at inddrage helt nyt processtof i en rekurssag.

Da bestemmelsen i skatteforvaltningsloven svarer til bestemmelsen i retsplejeloven, kan retspraksis for tilladelse til inddragelse af nye spørgsmål i en ankesag anvendes som fortolkningsbidrag ud over de sager, som der foreligger vedrørende indbringelse af endelige administrative afgørelser.

Såfremt et spørgsmål har været behandlet i skatteankenævnet, men ikke er indgået i Landsskatterettens behandling af sagen, vil spørgsmålet kunne inddrages i retssagen. Se SKM2009.751.ØLR.

Denne adgang gør Skatteministeriet kun undtagelsesvis brug af, og kun hvis principielle grunde taler for det. Se TfS 1997, 737 DEP.

Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre

Dette skema viser relevante afgørelser om inddragelse af nyt processtof i sagen.

Afgørelse samt tilhørende SKAT-meddelelse

Afgørelse i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2007.635.HR

Afvisning af en ny påstand om adgang til omgørelse efter SFL § 29, da der ikke var grundlag for at fravige hovedreglen i SFL § 48, stk. 1.

 

Landsretsdomme

SKM2009.751.ØLR

En af Skatteministeriet selvstændig nedlagt påstand blev taget til følge. Spørgsmålet havde været behandlet af skatteankenævnet, men ikke af Landsskatteretten.

Se også TfS 1996, 448 HR med samme resultat

SKM2007.759.VLR

Et spørgsmål om morarenter blev afvist, da Landsskatteretten ikke havde taget stilling til spørgsmålet.

 

SKM2007.342.VLR

Afvisning af en påstand vedrørende et skattespørgsmål, som ikke havde været påkendt af Landsskatteretten

 

SKAT

TfS 1997, 737 DEP

Retningslinier for inddragelse af nye spørgsmål.