Regel
Kommunalbestyrelsen kan fritage skoler, hospitaler, sygehuse, institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning, biblioteker under offentligt tilsyn og offentligt tilgængelige museer for grundskyld. Se ESL § 7, stk. 1, nr. 1.
Det betyder, at de ejendomme, der er opregnet i bestemmelsen, vil kunne fritages for grundskyld efter bevilling. Det er valgfrit for kommunen, om den vil fritage denne type af ejendomme i kommunen for grundskyld.
Se afsnit C.H.4.3.3.2.1 om, at det er valgfrit for kommunen.
Hvilke ejendomme
Med bestemmelsen kan følgende ejendomme fritages for grundskyld:
- skoler
- hospitaler
- sygehuse
- institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning
- biblioteker under offentligt tilsyn
- offentligt tilgængelige museer.
Med bestemmelsen sigtes til skoler, hospitaler mv., der er selvejende eller drives af private. Det vil fx kunne vedrøre folkehøjskoler, institutioner for erhvervsrettet uddannelse uanset deres udbud af uddannelser og frie fagskoler, såsom efterskoler.
Ved institutioner godkendt i henhold til den sociale lovgivning sigtes der til rekonvalescenthjem, børne- og opdragelseshjem.
Omfang af fritagelse
Således vil grunden, gårdsplads og have til boliger for lærere, elever og skolebetjente på ejendommen kunne fritages for grundskyld. Endvidere vil fx areal til lege- og sportsplads på en skole kunne fritages for grundskyld.
Bestemmelsen i nr. 1 er en videreførelse af § 8, stk. 1, litra a, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat med en præcisering af, at fritagelsen dog kun omfatter den bebyggede grund samt gårdsplads og have til bygninger og lokaler, der benyttes af institutionen eller den fysiske eller juridiske person til de formål, der er nævnt i 1. pkt.