Dato for udgivelse
17 Apr 2023 12:53
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
21 Mar 2023 10:46
SKM-nummer
SKM2023.171.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
22-0922142
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Arv, Exemption, Kapitalindkomst, Pension, Skattefri, Skattepligt, USA, Pensionsbeskatning, Dobbeltbeskatningsoverenskomst, udbetaling, afkast
Resumé

Skatterådet tog stilling til en række spørgsmål vedrørende fire amerikanske pensionsordninger, som Spørger havde arvet efter sin forælder. Tre af ordningerne var oprettet før den 18. februar 1992.

Besvarelsen af spørgsmål 1-3 og 6-9 fulgte Skatterådets praksis i bl.a. SKM2018.592.SR og SKM2022.313.SR.

Under spørgsmål 4 og 5 tog Skatterådet stilling til pensionsordninger af typen Inherited Variable Annuity og Inherited Fixed Annuity, som var forsikringsordninger i form af livrenter.

Begge livrenter var oprettet før 18. februar 1992. Da der var tale om livsforsikringsordninger ville disse i udgangspunktet være omfattet af enten pensionsbeskatningslovens § 50, eller statsskattelovens regler. Skatterådet tog ikke stilling til, om ordningen fortsat ville kunne beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 50.

Efter vedtagelsen af lov nr. 1388 fra 2004 blev det muligt, for pensionsordninger, der var oprettet før den 18. februar 1992, at vælge, beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B. Efter bestemmelsen skal valget foretages senest den 1. januar 2006 eller i forbindelse med tilflytning til Danmark. Spørgers situation var en kombination af de ovenstående regler, hvor Spørger hele tiden havde været skattepligtig til Danmark, men hvor Spørger først ved arv blev ejer af en ordning etableret før 18. februar 1992 efter den 1. januar 2006.

Skatterådet fandt efter en fortolkning af forarbejderne, at Spørger ville være omfattet af muligheden for at vælge beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B.

Det fremgik af forarbejderne, at alle ordninger, der ville være omfattet af § 53 A eller § 53 B, hvis de var oprettet efter 18. februar 1992, skulle kunne vælge beskatning efter dette regelsæt. Formålet med at opstille regler for, hvornår valget skulle foretages, var at undgå spekulation i valgmuligheden mellem flere beskatningsmuligheder. Skatterådet fandt ikke, at det havde været tilsigtet at udelukke bestemte ordninger fra valgmuligheden, ligesom der i den konkrete sag ikke sås at foreligge forsøg på spekulation, idet der søgtes bindende svar i det år, hvori ordningen var arvet.

Det blev videre tillagt vægt, at ingen af de tidligere ejere havde været skattepligtige til Danmark, og der var således ikke tidligere foretaget et valg om ordningens beskatning i Danmark. Skatterådet fandt på den baggrund, at spekulationsværnet opretholdtes, såfremt Spørger foretog valget inden udløbet af oplysningsfristen for 2022. Det forudsattes, at Spørger foretog valget inden denne frist.

Da der var tale om livsforsikringsordninger kunne disse omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B, jf. § 53 A, stk. 1, nr. 1. Da der ikke havde været fradrags-/bortseelsesret for indbetalingerne, kunne ordningerne ikke omfattes af § 53 B, jf. bestemmelsens stk. 3. Beskatningen skulle herefter ske efter pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Hjemmel

Lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020 (Pensionsbeskatningsloven).
Lov nr. 429 af 26. juni 1998 om Lov om ændring af pensionsbeskatningsloven, realrenteafgiftsloven, fondsbeskatningsloven, kildeskatteloven og skattekontrolloven
Lov nr. 1534 af 19. december 2007 om Lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love
Lov nr. 569 af 24. juni 1992 om Lov om ændring af forskellige skattelove (Formue- og indkomstkattepligt af afkastet af visse livsforsikringer m.v.)
Lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. juni 2021 om Bekendtgørelse af lov om indkomstskat for personer m.v. (Personskatteloven)
Bekendtgørelse nr. 13 af 14. april 2000 om Bekendtgørelse af Overenskomst af 19. august 1999 mellem regeringen i Kongeriget Danmark og regeringen i Amerikas Forenede Stater til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så vidt angår indkomstskatter (Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA)
Lov nr. 1388 af 20. december 2004 om Lov om ændring af forskellige skattelove

Reference(r)

Pensionsbeskatningslovens §§ 53 A, 53 B og § 50
Lov nr. 429 af 26. juni 1998 §§ 1 og 6
Lov nr. 1534 af 19. december 2007 §§ 1 og 11
Lov nr. 569 af 24. juni 1992 §§ 1 og 6
Personskatteloven §§ 3 og 4
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, artikel 4, 18 og 23
Lov nr. 1388 af 20. december 2004 § 5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.A.10.4.2.3.4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.A.10.4.2.3.2.2

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.A.10.4.2.4.3

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.A.10.4.2.4.5

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.A.10.4.2.4.6

Henvisning

Den juridiske vejledning 2023-1, afsnit C.F.9.2.20.5.2.

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes, at udbetaling fra "Inherited Roth IRA" til Spørger er skattefri, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5?
  2. Kan det bekræftes, at udbetaling fra "Inherited IRA" til Spørger er skattepligtig som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6?
  3. Kan det bekræftes, at skatten af "Inherited IRA" lempes efter metoden exemption med progression?
  4. Kan det bekræftes, at udbetaling fra "Inherited Variable Annuity" til Spørger er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5?
  5. Kan det bekræftes, at udbetaling fra "Inherited Fixed Annuity" til Spørger er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5?
  6. Kan det bekræftes, at afkast af "Inherited Roth IRA" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3?
  7. Kan det bekræftes, at afkast af "Inherited IRA" er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5?
  8. Kan det bekræftes, at afkast af "Inherited Variable Annuity" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3?
  9. Kan det bekræftes, at afkast af "Inherited Fixed Annuity" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja
  5. Ja
  6. Ja, se dog indstilling og begrundelse
  7. Ja
  8. Ja, se dog indstilling og begrundelse
  9. Ja, se dog indstilling og begrundelse

Beskrivelse af de faktiske forhold

Baggrunden for spørgsmålene er, at Spørger har arvet 4 amerikanske pensionsordninger fra sin afdøde forælder, der var bosiddende i USA.

Spørgers forælder har aldrig været skattepligtig til Danmark.

Spørger er fuld skattepligtig til Danmark.

De 4 pensionsordninger Spørger har arvet er:

  1. Roth Contributory IRA F1.
  2. Rollover IRA F1.
  3. Non-Qualified Tax -Deferred Variable Annuity, F2.
  4. Non-Qualified Tax-Deferred Fixed Annuity F3.

"Non-Qualified" betyder, at indbetalingerne på ordningen er foretaget med beskattede midler og der ikke er foretaget fradrag eller bortseelsesret for indbetalingerne.

"Tax-Deffered" betyder skatteudskudt.

"Contributory" betyder bidragende.

"Annuity" betyder livrente.

"Rollover" betyder flytning af depot fra et selskab/ordning til en anden.

"IRA" står for Individual Retirement Account

Ad 1.

Oprindeligt var det forælderens afdøde ægtefælle, der oprettede pensionsordningen i 1997 som en "Roth IRA"

"Roth IRA" er en privattegnet pensionskonto, hvor indbetaling foretages med beskattede midler. Udbetaling fra kontoen er skattefri.

Udbetalinger kan foretages, når pensionstager når en alder af 59 ½ år, forudsat at pengene har været i IRA i mindst fem år. Hvis der foretages udbetalinger før den alder, betales der en afgift på 10 % af indtjeningen/gevinsten, men ikke på de oprindelige bidrag.

I 2020 arvede forælderen ordningen fra sin afdøde ægtefælle og ordningen blev til "Roth Contributory IRA". Ordningen er administreret af det amerikanske pensionsselskabF1.

"Roth Contributory IRA" er betegnelsen for en "Roth IRA", hvor indbetalingerne bliver foretaget direkte til kontoen ("contributory") og er ellers identisk med "Roth IRA".

I x måned 2022 har Spørger arvet ordningen fra forælderen og ordningen er nu en såkaldt "Inherited Roth IRA".

Efter de amerikanske regler skulle Spørger, som arving, oprette en ny konto kaldet "Inherited Roth IRA" og flytte midlerne fra den arvede "Roth Contributory IRA" til denne konto dog uden mulighed for at bidrage yderligere til kontoen.

Værditilvæksten på depotet bliver ikke beskattet, så længe tilvæksten bliver i depotet. Hævning af de oprindelige bidrag fra depotet er skattefri. Hævning af gevinster/indtjening på kontoen er skattefri forudsat, at pengene har været i "IRA" i mindst fem år. Det er således kun gevinster og renter der bliver beskattet.

Det følger af de amerikanske regler, at Spørger, som arving, skal hæve pengene i depotet inden for 10 år efter forælderens dødsdag. Spørger kan selv bestemme på hvilket tidspunkt depotet skal hæves.

Ad 2.

Oprindeligt var det forælderens afdøde ægtefælle, der oprettede pensionsordningen i 1980’erne som en "Traditional IRA"

En "Traditional IRA" er en privattegnet pensionsordning, hvor der er skattefradrag for indbetalingerne. Værditilvæksten, gevinster på depotet bliver ikke beskattet, så længe tilvæksten bliver i depotet. Udbetalinger fra ordningen kan foretages efter pensionstager er fyldt 59 ½ år og der er almindelig indkomstskat på udbetalingerne fra ordningen. Hvis midler hæves fra depotet før det fyldte 59 ½ år er der, udover indkomstskat, en yderligere afgift på 10% på det beløb der hæves.

I 2020 arvede forælderen ordningen fra sin afdøde ægtefælle og ordningen blev til "Rollover Traditional IRA". Ordningen er administreret af det amerikanske pensionsselskab F1.

"Rollover Traditional IRA" betyder, at midlerne i et pensionsdepot er flyttet ("rollover") til et nyt pensionsdepot. Baggrunden for flytningen kan være, hvis afkastet på det oprindelige depot ikke er tilfredsstillende eller pensionsselskabets omkostninger er for store. Betingelsen for at kunne kalde det "Rollover" er, at pensionsmidlerne i det gamle depot bliver flyttet til det nye depot indenfor 60 dage efter oprettelsen.

I x måned 2022 har Spørger arvet ordningen fra forælderen og ordningen er nu en såkaldt "Inherited IRA".

Efter de amerikanske regler skulle Spørger, som arving, oprette en ny konto kaldet "Inherited IRA" og flytte midlerne fra den arvede "Rollover Traditional IRA" til denne dog uden mulighed for at bidrage yderligere til kontoen. Værditilvæksten på depotet bliver ikke beskattet, så længe tilvæksten bliver i depotet. Hævninger fra kontoen beskattes som almindelig indkomstskat.

Det følger af de amerikanske regler, at Spørger, som arving, skal hæve pengene i depotet inden for 10 år efter forælderens dødsdag. Spørger kan selv bestemme på hvilket tidspunkt depotet skal hæves.

Ad. 3

Oprindeligt var det forælderens afdøde ægtefælle, der oprettede pensionsordningen i 1980’erne som en "Variable Tax-Deffered Annuity", "Non-Qualified"

"Variable Annuity" var en kontrakt om en aftale om udbetaling over en bestemt periode, baseret på afkastet af selskabet investeringer der kan svinge ("variable").

 En "Variable Tax-Deffered Annuity" er en livrente, hvor værditilvæksten, renter, gevinster mm. er skatteudskudt ("tax-deffered") indtil der foretages hævning eller livrenteudbetaling påbegyndes fra depotet.

Der er ikke fradrag for indbetalingerne.

Den del af udbetalingen, der udgør gevinster og renter bliver indkomstbeskattet.

Hvis midler hæves fra depotet før det fyldte 59 ½ år er der udover indkomstskat på gevinster og renter, en yderligere afgift på 10%.

I 2020 arvede forælderen ordningen fra sin afdøde ægtefælle og ordningen blev videreført. Ordningen er administreret af det amerikanske forsikringsselskab F2.

I y måned 2022 har Spørgeren arvet ordningen fra forælderen og ordningen er nu en såkaldt "Inherited Variable Annuity".

Som arving har Spørger 3 muligheder for at foretage hævning/udbetaling fra depotet.

1.      engangsudbetaling

2.      udbetalinger over en 5-årig periode

3.      livsvarig udbetaling

Uanset hvilken ordning der vælges, skal udbetalingen være påbegyndt senest 1 år efter dødsdagen for forælderen.

Der er indkomstskat på gevinster og renter når der foretages udbetalinger fra depotet, men ikke selve kapitalindestående. Renter anses som udbetalt først.

Ad. 4

"Fixed Annuity" er en livrente som forælderen oprettede i z måned 1987. Ordningen er oprettet i det amerikanske selskab F3. Ordningen er "Non-Qualified".

"Fixed Annuity" var en kontrakt mellem forælderen og F3 om en aftale om en fast ("fixed") udbetaling over en bestemt periode. Den fungerer som en investeringskonto, der kan vokse på skatteudskudt basis ("tax-deferred") og inkluderer visse forsikringsfunktioner.

I y måned 2022 har Spørgeren arvet ordningen fra forælderen og ordningen er nu en såkaldt "Inherited Fixed Annuity".

Der henvises til ovenstående Ad. 3.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørger ønsker at få afklaret beskatningen i Danmark når udbetalingerne fra de arvede pensionsordninger fra USA er som følger:

  • "Inherited Roth IRA" (Ad. 1)                                                               engangsbeløb
  • "Inherited Tradional IRA" (Ad. 2)                                 i årlige rater over max 10 år
  • "Inherited Variable Annuity" (Ad. 3)                                    livsvarig, hvert kvartal
  • "Inherited Fixed Annuity" (Ad. 4)                                         livsvarig, hvert kvartal

Endvidere ønskes det afklaret hvordan de løbende afkast på ordningerne bliver beskattet hvis de ikke udbetales/hæves fra depoterne.

Pensionsordningerne er oprettet i amerikanske pensions-/forsikringsselskaber, mens Spørgerens forældre var fuldt skattepligtige og skattemæssigt hjemmehørende i USA.

Udbetaling
Pensionsordningerne vil være omfattet af PBL § 53 B, i det omfang der har været fradrag eller bortseelsesret for indbetalingerne ifølge amerikansk skattelovgivning. Er dette ikke tilfældet vil ordningerne være omfattet af PBL § 53 A.

PBL § 53 A vedrører blandt andet pensionsordninger, hvor følgende i det hele er opfyldt:

  • Udenlandske pensionsordninger, herunder ordninger oprettet i en bank
  • Situationer hvor PBL § 53 B ikke kan anvendes f.eks. fordi ikke alle indbetalinger til ordningen i perioden i udlandet har været fradragsberettigede eller omfattet af bortseelsesret efter reglerne i dette andet land

Anvendelsen af PBL § 53 A fører blandt andet til, at der:

  • Sker beskatning af afkastet af pensionsordningen i Danmark
  • Ikke sker beskatning af udbetalingerne fra pensionsordningen i Danmark

PBL § 53 B vedrører blandt andet pensionsordninger, hvor følgende i det hele er opfyldt:

  • Udenlandske pensionsordninger, herunder ordninger oprettet i en bank
  • Ordninger oprettet mens den pensionsberettigede ikke var omfattet af fuld dansk skattepligt ifølge kildeskattelovens (KSL) § 1 eller mens den pågældende var omfattet af denne skattepligt, men var skattemæssigt hjemmehørende i et andet land f.eks. USA ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og dette land
  • Samtlige indbetalinger til ordningen skal i perioden i udlandet have været fradragsberettigede eller omfattet af bortseelsesret efter reglerne i dette andet land

Anvendelsen af PBL § 53 B fører blandt andet til, at der:

  • Ikke sker beskatning af afkastet af pensionsordningen i Danmark
  • Sker beskatning af udbetalingerne fra pensionsordningen i Danmark uagtet som det er løbende ydelser eller engangsbeløb.

Spørgeren har arvet pensionsordninger af begge typer. Baseret på oplysningerne om pensionsordningerne, vil alle ordningerne være omfattet af PBL § 53 A, bortset fra den ordning som betegnes "Inherited Rollover IRA". Denne ordning vil være omfattet af PBL § 53 B.

Udbetalinger fra § 53 A-pensionsordningerne beskattes ikke i Danmark. Den ordning som betegnes "Inherited Rollover IRA" vil være omfattet af PBL § 53 B, hvilket betyder, at udbetalinger fra denne ordning beskattes.

Den dobbeltbeskatning der opstår ved, at både USA og Danmark beskatter udbetalingerne fra den ordning som betegnes "Inherited Rollover IRA", skal lempes af Danmark, når Spørger er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4.

Ifølge dobbeltbeskatningsaftalens artikel 18, kan private pensioner kun beskattes i kildelandet. Bestemmelsen omfatter kun pensioner, der udbetales efter en pensionsordning, der er skattemæssigt godkendt i det land, hvor ordningen er oprettet.

Ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23 kan Danmark, i tilfælde, hvor en person, der er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst, kun kan beskattes i USA medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i den danske indkomstskat tillade et fradrag svarende til den del af den danske indkomstskat, som kan henføres til den indkomst, der hidrører fra USA (dvs. lempelse efter metoden exemption med progressionsforbehold).

Den skattepligtige del af udbetalingen fra den amerikanske pensionsordning "Inherited Rollover IRA", har således betydning for Spørgers samlede skattebetaling i Danmark (progressionsvirkning).

Afkast
Spørger har efter det oplyste arvet private individuelle pensionsordninger oprindeligt oprettet i overensstemmelse med amerikansk skattelovgivning, som alle vil være omfattet af PBL § 53 A, bortset fra den ordning som betegnes "Inherited Rollover IRA". Denne ordning vil være omfattet af PBL § 53 B.

Det fremgår af PBL § 53 A, at afkastet af ordningen beskattes. Ifølge personskattelovens PSL § 4, stk. 1, nr. 13 beskattes afkastet som kapitalindkomst.

Danmarks beskatningsret beror på dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Afkastet af pensionsordninger er ikke særskilt behandlet i en artikel i dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 21 fremgår, at indkomster, der retmæssigt oppebæres af en person, der er hjemmehørende i en stat, og som ikke er omhandlet i de foranstående artikler i overenskomsten, uanset hvorfra de hidrører, kun kan beskattes i denne stat.

Artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA svarer til OECD modellens artikel 21, hvorfor praksis i denne forbindelse kan anvendes ved fortolkningen.

Det betyder, at et afkast i pensionsordningerne er skattepligtigt i Danmark ifølge Artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA og PBL § 53 A, selvom der ikke sker dansk beskatning af udbetalingerne.

På baggrund heraf er det vores opfattelse, at ordningerne skal beskattes således:

Beskatning af

Beskatning af

Ordning

Udbetaling

afkast

udbetaling

"Inherited Roth IRA" (Ad. 1)

Engangsbeløb

Kapitalindkomst

Nej

"Inherited Tradional IRA" (Ad. 2)

i årlige rater over
max 10 år

Nej

Personlig
indkomst

"Inherited Variable Annuity" (Ad. 3)

livsvarig, hvert kvartal

Kapitalindkomst

Nej

"Inherited Fixed Annuity" (Ad. 4)

livsvarig, hvert kvartal

Kapitalindkomst

Nej

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at udbetaling fra "Inherited Roth IRA" til Spørger er skattefri, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Begrundelse

Udenlandske pensionsordninger, som er oprettet den 18. februar 1992 eller senere, er som udgangspunkt omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A. Dette gælder efter vedtagelsen af lov nr. 429 af 26. juni 1998, samt udvidelsen af bestemmelsens anvendelsesområde ved lov nr. 1534 af 19. december 2007.

Udgangspunktet er, at der sker beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A. Som en undtagelse hertil gælder, at ordninger der opfylder særlige betingelser, kan omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B.

For at kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B, skal

  • pensionsordningen være etableret mens forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til Danmark, eller hjemmehørende i Danmark efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, og

  • Samtlige indbetalinger til pensionsordningen, som er sket i den periode hvor forsikringstageren/den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til eller hjemmehørende i Danmark, skal være sket med fradrag eller bortseelse i den skattepligtige indkomst i den stat hvor personen var skattepligtig/hjemmehørende, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3.

Den skattemæssige status for indbetalingerne til pensionsordningen er således afgørende for, om pensionsordningen skal omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B.

For nærværende pensionsordning foreligger dog det forhold, at pensionsordningen først er overgået fra Spørgers forælders ægtefælle til forælderen i forbindelse med ægtefællens død, og dernæst er overgået fra forælderen til Spørger ved forælderens død. Spørgsmålet er herefter, om den oprindelige skattemæssige status af indbetalingerne kan anses for bevaret efter de to overdragelser af pensionsordningen. Det er derfor nødvendigt at tage stilling til, om denne skattemæssige status er bevaret også efter at ordningen har skiftet ejer ved død.

En tilsvarende problemstilling blev behandlet i sagen i SKM2022.313.SR, hvor de ordninger som daværende Spørger havde arvet, blev behandlet, som om de var etableret og indbetalt af Spørger, idet Spørger ifølge amerikansk ret blev anset for at have arvet ægtefællens pensionsordninger inkl. hendes retsstilling ifølge disse, og ikke kun retten til udbetalinger herfra (som tilfældet er i Danmark). Herefter blev ægtefællens beskatning ved indbetalinger til ordningen lagt til grund. Det blev endvidere tillagt vægt, at overførsler af pensionerne ikke havde udløst amerikansk skat, og at de amerikanske skattemyndigheder (IRS) anså forløbet for ubrudt.

Efter Skattestyrelsens opfattelse kan indbetalingernes oprindelige skattemæssige status kun lægges til grund, hvis der foreligger et ubrudt forløb. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at et sådant ubrudt forløb foreligger, hvis overførslen af pensionsordningen/midlerne herfra ikke har udløst skattemæssige konsekvenser, fx fordi ordningen/midlerne anses for hævet "i utide".

Efter amerikansk ret gælder der forskellige regler for arv af pensionsordninger (herunder IRA’s), afhængig af, om det er ægtefællen eller andre som arver.

Ifølge de amerikanske skattemyndigheders (IRS) hjemmeside gælder det for arv af pensioner, hvor dødsfaldet er sket i 2020 eller senere, at en ægtefælle kan beholde pensionsordningen som en arvet ordning eller kan vælge at overføre den til sin egen IRA-pensionsordning, mens de mulige valg af udbetalingsforløb afhænger af, om pensionsordningens ejer havde nået den påkrævede pensionsudbetalingsalder eller ej.

For begunstigede som ikke er ægtefæller gælder det, for den kategori af begunstigede som Spørger falder ind under (designated beneficiary, not an eligible designated beneficiary), at udbetaling skal ske efter 10-års reglen, som indebærer, at indestående på ordningen skal være hævet ved udløbet af det 10. år efter, at ordningens ejer er død.  Det er på baggrund af denne beskrivelse Skattestyrelsens opfattelse, at amerikansk ret betyder, at overførslen af pensionsordningen ved ejerens død ikke udløser skat mv. men, at ordningens udbetalingsforløb og -tidspunkt kan ændres i forbindelse med overførslen til arvingen.

Det fremgår videre, at hævninger fra en Inherited IRA som udgangspunkt er skattefri, dog således, at hævning af afkast kan være skattepligtigt, hvis ordningen er mindre end 5 år gammel på tidspunktet for hævningen. Det fremgår også, at en begunstiget skal angive udbetalinger fra pensioner eller livrenter på samme måde som ordningens ejer skulle, dog med visse modifikationer om andele, der kan friholdes for skat. På baggrund heraf forstår Skattestyrelsen de amerikanske regler således, at IRS anser ordningen for videreført, idet udbetalingerne fortsat sker med samme skattemæssige status, som hvis det var den oprindelige ejer selv, som fik dem udbetalt, dog med nævnte modifikationen om, at ordningen skal være 5 år gammel.

På baggrund af ovenstående beskrivelse af amerikansk ret samt det forhold, at Spørger har oplyst, at det er et krav fra de amerikanske myndigheder, at Spørger i forbindelse med arven etablerede en ny pensionsordning, hvortil forælderens pensionsordning blev overført, er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om faktiske forhold som er sammenlignelige med de arvede ordninger i SKM2022.313.SR. Ved den skattemæssige kvalifikation af Spørgers Inherited Roth IRA i Danmark skal den skattemæssige behandling af indbetalingerne på indbetalingstidspunktet lægges til grund, jf. principperne i SKM2022.313.SR således, at disse anses for sket med beskattede midler.

Pensionsordningen er etableret i 1997 og arvet i 2022, og vil derfor falde inden for anvendelsesområdet for pensionsbeskatningslovens § 53 A og § 53 B, da den er oprettet efter den 18. februar 1992.

Det er oplyst, at indbetalingerne til Roth IRA-pensionsordningen er sket med beskattede midler, hvilket betyder, at der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret ved indbetalingerne. Ordningen kan dermed ikke omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B, idet betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3 om, at samtlige indbetalinger skal være sket med skattebegunstigelse, ikke er opfyldt. Pensionsordningen anses derfor for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Ifølge pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5, er udbetalinger fra en § 53 A-pensionsordning som udgangspunkt skattefri. Der skal dog betales skat af pensionsudbetalinger der krone-for-krone svarer til pensionsindbetalinger, der har været fradrags- eller bortseelsesret for i Danmark eller i udlandet.

Det er oplyst, at indbetalingerne til ordningen er sket med beskattede midler, hvorfor udbetalingerne herfra vil være skattefri i Danmark, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at udbetaling fra "Inherited IRA" til Spørger er skattepligtig som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6.

Begrundelse

Spørgers pensionsordning er efter det oplyste oprettet i 1980’erne af forælderens afdøde ægtefælle. Ordningen er oprettet i USA som en Traditional IRA, og der har været skattemæssigt fradrag for indbetalingerne til pensionsordningen. Ordningen er først gået i arv fra ægtefællen til forælderen og derefter i 2022 fra forælderen til Spørger.

Udenlandske pensionsordninger, som er oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, beskattes som udgangspunkt efter enten pensionsbeskatningslovens § 50 eller efter statsskatteloven, jf. § 6, stk. 1 i lov nr. 569 af 24. juni 1992. Den nu ophævede § 50 i pensionsbeskatningsloven omfattede pensionskasseordninger, livsforsikringsordninger og syge- og ulykkesforsikringer, men ikke pengeinstitutordninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 22. august 1996.

Det følger af SKM2018.592.SR, at en IRA-pensionsordning ikke kan anses for hverken en livsforsikring eller en pensionskasseordning, idet der hverken foreligger et forsikringselement eller pensionen beror på et medlemskab af en forening eller lignende. Det følger af afgørelsen, at IRA-pensionsordningen i stedet skal anses for en opsparingsordning i et pengeinstitut, idet de pågældende pensionsordninger som udgangspunkt oprettes ved kontantindskud, og at den enkelte pensionsordning alene udgøres af indskuddet og det individuelle afkast heraf, lige som kontohaveren har den fulde investeringsrisiko for indskuddet. Endvidere blev det tillagt vægt, at indeståendet på ordningen kun kan tilfalde kontohaveren eller dennes arvinger. Skatterådet konkluderede i sagen, at IRA-pensionsordningen på baggrund heraf ikke kunne anses for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50.

Da IRA-pensionsordningen var en opsparingsordning i et pengeinstitut, kunne den ikke anses for en ordning med løbende ydelser omfattet af statsskattelovens § 4, litra c, eller en livsforsikring omfattet af statsskattelovens § 5 b. Pensionsordningen blev herefter sidestillet med enhver anden kapitalanbringelse i et pengeinstitut. Udbetalinger blev derfor anset for ikke-skattepligtige hævninger af formuen, mens afkastet beskattedes afhængig af dets karakter fx som rente efter statsskattelovens § 4, litra e, udbytte efter ligningslovens § 16 A eller gevinst efter de relevante bestemmelser i kapitalgevinstlovene.

På baggrund af afgørelsen i SKM2018.592.SR er det Skattestyrelsens opfattelse, at også Spørgers IRA-pension må sidestilles med en pengeinstitutordning, idet IRA-pensioner er standardiserede pensionsprodukter i USA, som skal overholde bestemte rammebestemmelser. De forhold som gjorde sig gældende for den i SKM2018.592.SR behandlede IRA-pensionsordning gør sig således på tilsvarende vis gældende for Spørgers IRA-pensionsordning.

Ved lov nr. 569 af 24. juni 1992 blev pensionsbeskatningslovens § 53 A indsat. Bestemmelsen dækkede (efter daværende ordlyd) livsforsikring der ikke var omfattet af pensionsbeskatningslovens kapitel 1, samt livsforsikring der opfyldt betingelserne i kapitel 1, men hvor ejeren havde givet afkald på beskatning efter disse regler. Bestemmelsen havde virkning for pensionsordninger oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere. Efter lovens § 6, stk. 1, 2. pkt., havde § 53 A dog ikke virkning for pensionsordninger der erhverves ved arv den 18. februar 1992 eller senere. Disse pensionsordninger skulle derfor fortsat beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 50 hhv. statsskatteloven. § 6, stk. 1, 2. pkt. indebærer, at overtagelse af en udenlandsk pensionsordning ved arv, ikke anses for en erhvervelse i relation til ikrafttrædelsesbestemmelsen.

Da Spørgers IRA-pensions ordning, i henhold til SKM2018.592.SR, ikke kan anses for en livsforsikring, vil denne således ikke være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, som indført ved lov nr. 569 af 24. juni 1992. Dermed vil Spørger heller ikke være omfattet af ikrafttrædelsesbestemmelsen i denne lov § 6, stk. 1, 2. pkt.

Det er på baggrund heraf Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger, som arving, skal anses for at have erhvervet pensionsordningen efter den 18. februar 1992, hvorfor pensionsordningen efter ejendomsrettens overgang vil være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B, jf. nedenfor. Se også SKM2018.592.SR, hvor IRA-pensionsordningen efter at være overgået til Spørgers børn blev anset for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 B, idet børnene havde erhvervet ejendomsretten til pensionsordningen efter den 18. februar 1992.

Pensionsbeskatningslovens § 53 B blev indført ved lov nr. 429 af 26. juni 1998 og omfattede livsforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 1, pensionskasseordninger som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 3 og syge- og ulykkesforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 5 samt udenlandske pensionsordninger oprettet i pengeinstitutter. Det følger af § 6, stk. 3 i ændringsloven, at reglen i § 53 B kun gælder for pensionsordninger, der er oprettet den 18. februar 1992 eller senere.

Ved lov nr. 1534 af 19. december 2007, § 1, nr. 36, er pensionsbeskatningslovens § 53 A udvidet tilsvarende, så denne bestemmelse generelt omfatter pensionsordninger oprettet i penge- eller kreditinstitutter, der ikke omfattes af kapitel 1, herunder også pensionsordninger oprettet uden for EU/EØS. Af ændringslovens ikrafttrædelsesbestemmelse i § 11, stk. 7 fremgår det, at denne udvidelse havde virkning for pensionsordninger oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere. Ændringerne gælder dog ikke arv af en forsikring efter den 1. januar 2010 oprettet før den 18. februar 1992.

Som det fremgår ovenfor, kan Spørgers Inherited IRA ikke anses for en forsikringsordning, og er derfor omfattet af den tilpasning af § 53 A der foretages ved lov nr. 1534 af 19. december 2007.

Spørgers Inherited IRA vil herefter som udgangspunkt kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, jf. § 11, stk. 7 i lov nr. 1534 af 19. december 2007 eller § 53 B, jf. § 6, stk. 3 i lov nr. 429 af 26. juni 1998.

Skatterådet har i en række afgørelser, senest ved SKM2022.313.SR, truffet afgørelse om, at amerikanske IRA-pensionsordninger kan beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B, når pensionsordningen er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere.

Der skal herefter tages stilling til om Spørgers Inherited IRA skal beskattes efter pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B.

For at blive omfattet af undtagelsesbestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, skal ordningen være oprettet mens den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til, eller hjemmehørende i Danmark, jf. § 53 B, stk. 2. Herudover skal samtlige indbetalinger, som er foretaget mens vedkommende ikke var skattepligtig til / hjemmehørende i Danmark, være sket med fradrag eller bortseelse i positiv skattepligtig indkomst i det land, hvor forsikringstagen/den pensionsberettigede var skattepligtig/hjemmehørende på indbetalingstidspunktet. Se også herom under spørgsmål 1.

Spørgers Inherited IRA er oprindeligt oprettet som en Traditional IRA af forælderens afdøde ægtefælle. Da den pensionsberettigede, efter det oplyste, ikke var skattepligtig til Danmark på tidspunktet for ordningens oprettelse er betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2, opfyldt.

Betingelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3, er ligeledes opfyldt, idet samtlige indbetalinger til ordningen, efter det oplyste, er fradraget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i USA.

Spørgers Inherited IRA kan således omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6, 1. pkt. er udbetalinger fra pensionsordninger omfattet af § 53 B skattepligtige i Danmark.

Efter § 53 B, stk. 6, 2.pkt. medregnes dog kun 75 pct., når der sker udbetaling fra ordninger svarende til danske kapitalpensioner, og hvor udbetalingen sker samlet efter, at pensionsudbetalingsalderen er nået, ved ejerens invaliditet, ved indtrådt livstruende sygdom hos ejere, eller ved ejerens død. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger ikke er omfattet heraf, selv om udbetalingen sker efter ejerens død, idet det ikke er et krav, at udbetalingen sker samlet. Udbetalingen skal blot ske i løbet af 10 år efter forælderens død og Spørger har oplyst, at der ønskes svar på beskatningen ved en udbetalingsprofil med udbetaling af årlige rater over maksimalt 10 år.

Udbetalingerne medregnes til Spørgers personlige indkomst efter personskattelovens § 3, stk. 1.

Da udbetalingerne fra Spørgers Inherited IRA også beskattes i USA, vil der opstå en dobbeltbeskatningssituation, som skal løses efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Dette behandles under spørgsmål 3 nedenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at skatten af "Inherited IRA" lempes efter metoden exemption med progression.

Begrundelse

Ifølge ovenstående spørgsmål 2 er udbetalinger fra Spørgers Inherited IRA skattepligtige efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6.

Spørger er efter det oplyste fuldt skattepligtig til Danmark. Dermed er Spørger skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA. Danmark beskatter derfor Spørgers indkomst uanset, hvor den stammer fra ud fra globalindkomstprincippet. Dermed beskattes udbetalingerne fra Spørgers amerikanske pensionsordninger i Danmark.

Efter artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA kan udbetalinger fra pensionsordninger, der er skattemæssigt godkendt i det land som ordningen er oprettet i, kun beskattes i kildelandet, her USA. Artiklen er formuleret sådan, at pensionsudbetalingerne kun kan beskattes i USA.

Det fremgår af punkt 4, litra b i protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, hvilke pensionsordninger der anses for skattemæssigt godkendt i USA, og dermed omfattet af artikel 18. Det fremgår, at både individuelle pensionsordninger (herunder Traditional IRA’s) og Roth IRA’s er skattemæssigt godkendte pensionsordninger i USA. Det betyder, at Danmark overfor USA har forpligtet sig til at anerkende, at en IRA-opsparing i relation til pensionsudbetalinger er en pensionsordning uanset, at denne ovenfor under spørgsmål 2 ikke er kvalificeret som en pensionsordning omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50.

Når både Danmark og USA beskatter pensionsudbetalingerne, skal bopælslandet, her Danmark, lempe for den opståede dobbeltbeskatning i forbindelse med opgørelsen af den danske skat.

Ifølge artikel 23, stk. 3, litra c i dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan Danmark i tilfælde, hvor pensionsudbetalingerne kun kan beskattes i USA, medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget i Danmark. Danmark skal dog tillade et fradrag i den danske indkomstskat, som svarer til den del af den danske indkomstskat, som kan henføres til den indkomst som hidrører fra USA (her pensionsudbetalingerne). Dermed skal Danmark lempe efter metoden exemption med progressionsforbehold, hvorfor pensionsudbetalingerne alene får progressionsvirkning på den danske skat af Spørgers øvrige indkomst.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at udbetaling fra "Inherited Variable Annuity" til Spørger er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Begrundelse

I relation til den skattemæssige kvalifikation i Danmark anses indbetalingerne til Spørgers Inherited Variable Annuity for sket med den oprindelige skattemæssige behandling hos forælderens afdøde ægtefælle. Der henvises i det hele til begrundelsen herfor under spørgsmål 1.

Nærværende pensionsordning er en "Non Qualified, Tax Deferred Variable Annuity", som er etableret i det amerikanske livforsikringsselskab F2. En amerikansk "Annuity" er et forsikringsprodukt.

En "Variable Annuity" er en form for en markedsrenteordning, hvor udbetalingerne fra livrenteordningen afhænger af variabler som fx hvilken indtjening ordningen har haft eller et indeks over leveomkostninger.

Når der er tale om en "Non Qualified annuity" er der ikke fradrag i USA for indbetalingerne til livrenten. Ved udbetalinger fra livrenten sker der til gengæld kun beskatning af den del af indestående der består af tilvæksten på ordningen, og ikke af indbetalingerne. Sker der hævninger fra ordningen før ejeren fylder 59½ år, skal der ud over indkomstskat også betales en strafskat på 10 % af den skattepligtige del af udbetalingen. At ordningen er "Tax Deferred" betyder, at afkastet først beskattes ved udbetalingen. Dvs. der sker ikke løbende afkastbeskatning.

Spørger har oplyst, at der ønskes svar på den situation, hvor Spørger får livsvarige udbetalinger fra ordningen. Det er oplyst, at udbetalingerne efter amerikansk ret skal påbegyndes 1 år efter forælderens dødsdag.

Pensionsbeskatningslovens § 53 A og § 53 B har som udgangspunkt virkning for pensionsordninger oprettet den 18. februar 1992 eller senere, jf. ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 6, stk. 1 i lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6, stk. 3, i lov nr. 429 af 26. juni 1998 og § 11, stk. 7 i lov nr. 1534 af 19. december 2007. Spørgers Variable Annuity er etableret af forælderens ægtefælle i 1980’erne. Derfor er pensionsordningen i sit udgangspunkt ikke omfattet af reglerne i pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B. Sådanne pensionsordninger vil fortsat være omfattet af de hidtidige beskatningsregler i pensionsbeskatningslovens § 50 eller statsskatteloven (afhængig af ordningens beskaffenhed).

I den konkrete sag foreligger der en Annuity som er et forsikringsprodukt, som tegnes i et forsikringsselskab. Der er tale om en livrente, som kan udbetales livsvarigt, hvorfor der efter Skattestyrelses opfattelse, foreligger et forsikringselement i ordningen, idet forsikringsselskabet bærer risikoen for, at den forsikrede lever længere end estimeret, og dermed at der skal udbetales ydelser, som overstiger det opsparede beløb. Det er således på det foreliggende grundlag Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om en livsforsikring som kan være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50.

Det er dermed Skattestyrelsens opfattelse, at der også foreligger en livsforsikring som omtalt i pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1, jf. affattelsen i lov nr. 569 af 24. juni 1992, hvorfor ordningen ville kunne være omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, hvis den var oprettet efter ikrafttrædelsesdatoen den 18. februar 1992. Spørgers Variable Annuity vil således, i modsætning til IRA-pensionen som behandlet under spørgsmål 2, også være omfattet af arvereglen i ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringslovens § 6, stk. 1, 2. pkt.

Efter § 6, stk. 1, 2. pkt. i lov nr. 569 af 24. juni 1992 anses arv den 18. februar 1992 eller senere ikke for erhvervelse i relation til ikrafttrædelsesbestemmelsen. Spørgers arv i 2022 anses dermed ikke for en erhvervelse i relation hertil. Derfor kan Spørger vælge at bibeholde beskatning efter de hidtidige regler, såfremt dette ønskes. Det bindende svar tager ikke stilling til, om Spørgers pensionsordning opfylder betingelserne for fortsat at være beskattet efter pensionsbeskatningslovens § 50, herunder den eventuelle betydning af de ændringer af ordningen der sker i forbindelse med både forælderens og Spørgers arv af denne.

Ved ændringslov nr. 1388 af 20. december 2004, § 5, stk. 2, blev ikrafttrædelsesbestemmelserne for pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, herunder § 53 A og § 53 B, udvidet, således, at det i § 6, stk. 12 i lov nr. 429 af 26. juni 1998 blev indsat, at en forsikringstager/pensionsberettiget, som har en udenlandsk pensionsordning, der er etableret før den 18. februar 1992 kan vælge, at ordningen skal omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B fremfor at forblive beskattet efter de hidtidige regler. Ifølge § 6, stk. 12, skal valget ske senest den 1. januar 2006 for personer der er skattepligtige til Danmark. For personer, som flytter til Danmark med en udenlandsk pensionsordning etableret før 18. februar 1992, skal valget ske i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet.

Bestemmelsen tager imidlertid ikke højde for en situation som Spørgers, hvor Spørger på et tidspunkt, hvor Spørger er fuldt skattepligtig til Danmark, arver en udenlandsk pensionsordning som er oprettet før den 18. februar 1992. Situationen er en kombination af de ovenstående regler, hvor Spørger hele tiden har været skattepligtig til Danmark, men hvor Spørger først bliver ejer af en ordning etableret før 18. februar 1992 efter den 1. januar 2006.

Spørgsmålet er herefter om Spørgers situation kan indfortolkes i de nævnte regler for valg af § 53 A eller § 53 B for ordninger etableret før 18. februar 1992.

Det følger af de almindelige bemærkninger til lovforslag 33 2004/1 (vedtaget som lov nr. 1388 af 20. december 2004), at

"…foreslås det, at skatteydere, der har ikke fradragsberettigede pensionsordninger oprettet før den 18. februar 1992, som ville have været omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, såfremt disse regler ikke alene fandt anvendelse for pensionsordninger oprettet den 18. februar 1992 eller senere, kan vælge at få disse beskattet efter reglerne i lovens afsnit IIA

… Forsikringer og pensionsordninger oprettet før den 18. februar 1992 er enten omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50 eller statsskattelovens regler (udenlandske pensionskasseordninger). Efter disse regler er der ingen fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingerne, ingen beskatning af det løbende afkast, men indkomstskat af udbetalinger i form af løbende livsbetingede ydelser.

Da det vurderes uhensigtsmæssigt, at f.eks. to ens pensionsordninger behandles skattemæssigt forskelligt alt efter, hvornår de er oprettet, foreslås det, at ikrafttrædelsesbestemmelserne for bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens afsnit IIA ændres, således at bestemmelserne i lovens afsnit IIA kan finde anvendelse uanset, hvornår ordningen er oprettet." (Skattestyrelsens understregninger).

Tilsvarende fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2, som dog supplerer dette med baggrunden for at fastsætte et tidspunkt for et bindende valg af anvendelsen af pensionsbeskatningslovens afsnit IIA.

"Da der ikke skal kunne spekuleres i en sådan valgfrihed ved først at vælge beskatning efter pensionsbeskatningslovens afsnit IIA umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor pensionen kan udbetales, foreslås det, at skatteyderne inden 1. januar 2006 skal have besluttet sig for, om ordningen skal beskattes efter lovens afsnit IIA. For skatteydere, der endnu ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, foreslås det, at de skal beslutte sig i forbindelse med skattepligtens indtræden. Der er i begge tilfælde tale om absolutte frister. Der er således ikke mulighed for dispensation, såfremt skatteyderen har glemt inden 1. januar 2006, at meddele, at denne ønsker sin pensionsordning beskattet efter pensionsbeskatningslovens afsnit IIA…"

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at det ud fra det i forarbejdernes angivne formål med ikrafttrædelsesbestemmelserne for pensionsbeskatningslovens afsnit IIA ikke har været tilsigtet at begrænse muligheden for, at vælge en ordning etableret før den 18. februar 1992, beskattet efter pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, således at visse ordninger ikke skal have denne mulighed. Det fremgår, at formålet er, at alle ordninger som kunne være omfattet pensionsbeskatningslovens afsnit IIA, hvis de var etableret efter den 18. februar 1992, skal kunne vælges omfattet af disse bestemmelser, hvis valget sker rettidigt. Det er derfor Skattestyrelsens opfattelse, at Spørger bør kunne tilvælge beskatning efter de nævnte bestemmelser, hvis dette ønskes.

Ud over at der ikke ses, at være tilsigtet nogen udeholdelse fra valgmuligheden, har Skattestyrelsen ved vurderingen endvidere lagt vægt på, at det følger af bemærkningerne til § 5, stk. 2, i lov nr. 1388 (LF 33 2004/1), at formålet med bestemmelsen om, at der skal foretages et bindende valg på et nærmere angivet tidspunkt er, at hindre spekulation i forbindelse med valgfriheden mellem flere beskatningsmuligheder ved, at en forsikringstager/pensionsberettiget ellers kunne vente med at foretage valget til umiddelbart før pensionsudbetalingstidspunktet.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der i Spørgers konkrete situation ikke foreligger noget forsøg på spekulation, idet der er tale om en ordning som Spørger har arvet i det kalenderår, hvori nærværende anmodning om bindende svar indgives. Spørger har således ikke haft mulighed for at foretage valget på et tidligere tidspunkt. Det er ligeledes tillagt vægt, at ordningen efter det oplyste faktum ikke tidligere har været ejet af en person, som var skattepligtig til Danmark i ejerperioden, og der dermed ikke forud for arve-tidspunktet har været foretaget et valg mellem de hidtidige beskatningsregler i pensionsbeskatningslovens § 50 hhv. statsskatteloven og pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at spekulationsværnet i den konkret foreliggende sag opretholdes, hvis Spørger foretager et valg om beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B i forbindelse med at ordningen arves. Herved foretages valget i det første år, hvori, Spørger er ejer af ordningen.

I afgørelsen refereret i SKM2015.75.LSR afgjorde Landsskatteretten, at valget af beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A anses for sket "i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet", når valget foretages senest ved indgivelse af selvangivelsen for det indkomstår, hvori den fulde skattepligt til Danmark var indtrådt.

På baggrund af ovenstående er det Skattestyrelsens opfattelse, at Spørgers pensionsordning, som ønsket af Spørger, kan omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, hvis Spørger fortager et valg heraf inden udløbet af oplysningsfristen for året 2022, hvori Spørger har arvet pensionsordningen fra forælderen. Foretages der ikke et valg heraf inden det nævnte tidspunkt, kan ordningen ikke omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B. Der skal foretaget et egentlig valg af anvendelsen af § 53 A eller § 53 B. Anmodningen om bindende svar anses således ikke for at udgøre en meddelelse om valg af beskatningsparagraf for ordningen.

Det indgår som en forudsætning for det bindende svar, at Spørger rettidigt foretager et valg efter § 6, stk. 12, i lov nr.  429 af 26. juni 1998, som indsat ved § 5, stk. 2 i lov nr. 1388 af 20. december 2004.

Som anført ovenfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger en livsforsikring, som kan omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1.

Spørgsmålet er herefter om pensionsordningen skal beskattes efter hovedreglen i pensionsbeskatningslovens § 53 A, eller om den kan omfattes af undtagelsesbestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B.

Betingelserne for, at en pensionsordning kan omfattes af undtagelsesbestemmelsen i pensionsbeskatningslovens § 53 B er, at der er tale om en pensionsordning, som er oprettet mens forsikringstageren/den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til/hjemmehørende i Danmark, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 2. Hertil kommer, at samtlige indbetalinger til ordningen, i den periode hvor vedkommende ikke var skattepligtig/hjemmehørende i Danmark, skal være foretaget med fradrag eller bortseelse i positiv skattepligtig indkomst i det land, hvori forsikringstageren/den pensionsberettigede var skattepligtig/hjemmehørende, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3. Se herom også under spørgsmål l.

Indbetalingerne til Spørgers Inherited Variable Annuity er efter det oplyste sket uden fradragsret i USA. Dermed kan pensionsordningen ikke omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 B, idet det er et krav, at samtlige indbetalinger er sket med fradrag i det det land som forsikringstageren var skattepligtig til, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 3.

Spørgers Inherited Variable Annuity vil dermed skulle beskattes efter hovedreglen i pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5 er udbetalinger fra pensionsordninger omfattet af § 53 A som udgangspunkt skattefri. Dog er udbetalinger der krone-for-krone svarer til indbetalinger med fradrags- eller bortseelsesret, i Danmark eller i udlandet, skattepligtige.

Da det fremgår af det oplyste, at der ikke har været fradragsret i USA for indbetalingerne, vil udbetalingerne ikke være skattepligtige i Danmark, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "ja".

Spørgsmål 5

Det ønskes bekræftet, at udbetaling fra "Inherited Fixed Annuity" til Spørger er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Begrundelse

I relation til den skattemæssige kvalifikation i Danmark anses indbetalingerne til Spørgers Inherited Fixed Annuity for sket med den oprindelige skattemæssige behandling hos forælderens afdøde ægtefælle. Der henvises i det hele til begrundelsen herfor under spørgsmål 1.

Nærværende pensionsordning er en "Non Qualified, Tax Deferred Fixed Annuity", som er etableret i F3. En amerikansk "Annuity" er et forsikringsprodukt.

En "Fixed Annuity" er en form for en gennemsnitsrenteordning, hvor udbetalingerne sker som et fast beløb over en nærmere bestemt periode, og hvor ejeren i en nærmere fastsat periode er sikret en bestemt minimumsforretning.

Når der er tale om en "Non Qualified annuity" er der ikke fradrag i USA for indbetalingerne til livrenten. Ved udbetalinger fra livrenten sker der til gengæld kun beskatning af den del af indestående der består af tilvæksten på ordningen, og ikke af indbetalingerne. Sker der hævninger fra ordningen før ejeren fylder 59½ år, skal der ud over indkomstskat også betales en strafskat på 10 % af den skattepligtige del af udbetalingen. At ordningen er "Tax Deferred" betyder, at afkastet først beskattes ved udbetalingen. Dvs. der sker ikke løbende afkastbeskatning.

Spørger har oplyst, at der ønskes svar på den situation, hvor Spørger får livsvarige udbetalinger fra ordningen. Det er oplyst, at udbetalingerne efter amerikansk ret skal påbegyndes inden for 1 år efter forælderens dødsdag.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger et forsikringselement i kraft af den garanterede forrentning, idet forsikringsselskabet løber risikoen for, at markedsrenten er lavere end den garanterede rente. Da Spørger får livsvarige udbetalinger fra ordningen, foreligger der, efter Skattestyrelsens opfattelse, endvidere et forsikringselement i den livsvarige udbetaling da forsikringsselskabet bærer risikoen for, at Spørger lever længere end den estimerede levetid. Det er på baggrund heraf Skattestyrelsens opfattelse, at der foreligger en livsforsikring som vil kunne omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 1, nr. 1.

Da ordningen alene adskiller sig fra den under spørgsmål 4 omhandlede Inherited Variable Annuity ved, at være et forsikringsprodukt med en garanteret minimumsforretning, men i øvrigt svarer dertil, henvises i det hele til begrundelsen under spørgsmål 4. I den forbindelse lægges det ligeledes til grund, at Spørger foretager et valg om beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 A inden selvangivelsesfristen for indkomståret 2022.

Skattestyrelsen finder dermed, at Spørgers Inherited Fixed Annuity kan omfattes af pensionsbeskatningslovens § 53 A. Da der ikke har været fradrag eller bortseelse for indbetalingerne til pensionsordningen er Spørger ikke skattepligtig af udbetalinger herfra, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 5 besvares med "ja".

Spørgsmål 6

Det ønskes bekræftet, at afkast af "Inherited Roth IRA" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Begrundelse

Under spørgsmål 1 er Spørgers Inherited Roth IRA kvalificeret som omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, skal afkast af pensionsordningen medregnes ved den skattepligtige indkomst. Der er efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 tale om kapitalindkomst.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, påhviler skattepligten ejeren, den pensionsberettigede eller den der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger fra ordningen.

Spørger har efter det oplyste opnået ejerskab over pensionsordningen i x måned 2022. Spørger vil således være skattepligtig af afkastet på Inherited Roth IRA fra arvetidspunktet og fremefter, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Efter det oplyste beskatter USA ikke afkastet løbende i takt med indtjeningen. Der sker dog beskatning af den del af udbetalingerne, som stammer fra afkastet. Da USA ikke beskatter det løbende afkast, sker der ikke dobbeltbeskatning af denne indkomst. Det er dermed ikke relevant at tage stilling til dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser.  Den beskatning, der sker af udbetalinger stammende fra afkastet, er en beskatning af udbetalingen og har derfor ikke betydning herfor. Vedr. beskatning af udbetalingerne henvises til spørgsmål 1 ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med "ja, se dog indstilling og begrundelse.".

Spørgsmål 7

Det ønskes bekræftet, at afkast af "Inherited IRA" er skattefri efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5.

Begrundelse

Spørgers Inherited IRA er under spørgsmål 2 kvalificeret som omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 B.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5, skal det løbende afkast ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Spørger er således skattefri af afkastet på sin Inherited IRA.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 7 besvares med "ja".

Spørgsmål 8

Det ønskes bekræftet, at afkast af "Inherited Variable Annuity" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Begrundelse

Under spørgsmål 4 er Spørgers Inherited Variable Annuity kvalificeret som omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, skal afkast af pensionsordningen medregnes ved den skattepligtige indkomst. Der er efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, tale om kapitalindkomst.

Efter § 53 A, stk. 3, påhviler skattepligten ejeren, den pensionsberettigede eller den der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger fra ordningen.

Spørger har efter det oplyste opnået ejerskab over pensionsordningen i x måned 2022. Spørger vil således være skattepligtig af afkastet på Inherited Variable Annuity fra arvetidspunktet og fremefter, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Efter det oplyste beskatter USA ikke afkastet løbende i takt med indtjeningen. Der sker dog beskatning af den del af udbetalingerne, som stammer fra afkastet. Da USA ikke beskatter det løbende afkast, sker der ikke dobbeltbeskatning af denne indkomst. Det er dermed ikke relevant at tage stilling til dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser.  Den beskatning, der sker af udbetalinger stammende fra afkastet, er en beskatning af udbetalingen og har derfor ikke betydning herfor. Vedr. beskatning af udbetalingerne henvises til spørgsmål 4 ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 8 besvares med "ja, se dog indstilling og begrundelse.".

Spørgsmål 9

Det ønskes bekræftet, at afkast af "Inherited Fixed Annuity" er skattepligtig som kapitalindkomst efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 smh. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Begrundelse

Under spørgsmål 5 er Spørgers Inherited Fixed Annuity kvalificeret som omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A.

Efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, skal afkast af pensionsordningen medregnes ved den skattepligtige indkomst. Der er efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 tale om kapitalindkomst.

Efter § 53 A, stk. 3, påhviler skattepligten ejeren, den pensionsberettigede eller den der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger fra ordningen.

Spørger har efter det oplyste opnået ejerskab over pensionsordningen i x måned 2022. Spørger vil således være skattepligtig af afkastet på Inherited Fixed Annuity fra arvetidspunktet og fremefter, jf. pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3.

Efter det oplyste beskatter USA ikke afkastet løbende i takt med indtjeningen. Der sker dog beskatning af den del af udbetalingerne som stammer fra afkastet. Da USA ikke beskatter det løbende afkast, sker der ikke dobbeltbeskatning af denne indkomst. Det er dermed ikke relevant at tage stilling til dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser.  Den beskatning der sker af udbetalinger stammende fra afkastet, er en beskatning af udbetalingen, og har derfor ikke betydning herfor. Vedr. beskatning af udbetalingerne henvises til spørgsmål 5 ovenfor.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 9 besvares med "ja, se dog indstilling og begrundelse".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstilling og begrundelse.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A, jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10-09-2020:

"Reglerne i stk. 2-5 gælder for

1) livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2) livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

3) pensionskasseordning, der ikke omfattes af kapitel 1,

4) pensionskasseordning, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor den pensionsberettigede ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

5) syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede,

6) livsforsikring, der omfattes af nr. 1, eller pensionskasseordning, der omfattes af nr. 3, men som er stillet til sikkerhed for et løfte om pension (pensionstilsagn) afgivet over for en direktør eller dennes efterladte i forbindelse med et ansættelsesforhold, samt garantiforsikring el. lign., som er oprettet med en direktør eller dennes efterladte som berettiget til ydelser fra forsikringen som sikkerhed for et tilsvarende løfte om pension,

7) pensionsordning oprettet i pengeinstitutter eller kreditinstitutter, der ikke omfattes af kapitel 1,

8) pensionsordning oprettet i pengeinstitut eller kreditinstitut, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor kontohaveren ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I, og

9) pensionsordning, som har været godkendt af told- og skatteforvaltningen efter § 15 D, i det omfang pensionsordningen ikke omfattes af § 53 B.

Stk. 2. Præmier eller bidrag til pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Præmier og bidrag m.v. til sikkerhedsstillelse omfattet af stk. 1, nr. 6, er fradragsberettigede for arbejdsgiveren i det indkomstår, hvor sikkerhedsstillelsen er etableret, og efterfølgende år. Ved opgørelsen af en arbejdstagers skattepligtige indkomst medregnes præmier eller bidrag, der er indbetalt af arbejdsgiveren eller en tidligere arbejdsgiver. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for en person medregnes beløb, der af den pågældendes ægtefælles eller samlevers arbejdsgiver indbetales til en pensionsordning m.v. som nævnt i stk. 1 for den pågældende i en periode af mindst en måneds varighed, hvori den pågældendes ægtefælle eller samlever af sin arbejdsgiver er udsendt for at arbejde i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland, og hvori den pågældende har fælles bopæl med den udsendte i den fremmede stat, Færøerne eller Grønland. 3. pkt. finder dog ikke anvendelse, hvis der under udsendelsen indbetales præmier eller bidrag til en pensionsordning i ansættelsesforhold omfattet af denne lovs afsnit I eller II A for den pågældende.

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes afkastet af pensionsordninger som nævnt i stk. 1. Indkomstskattepligten påhviler ejeren, den pensionsberettigede eller den eller dem, der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger af eller fra ordningen. I tilfælde omfattet af stk. 1, nr. 6, påhviler indkomstskattepligten den pågældende direktør eller den eller dem, der efter direktørens død er berettiget til udbetalinger af eller fra ordningen. Afkastet opgøres efter §§ 3-5 i pensionsafkastbeskatningsloven, jf. dog 6. pkt. Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., skal dog alene medregnes forskellen mellem værdien af forsikringens depot ved indkomstårets udgang korrigeret efter § 4, stk. 3, og værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse korrigeret efter § 4, stk. 4. Hvis pensionsudbyderen ikke opgør afkastet efter 4. og 5. pkt., kan afkastet i stedet opgøres som forskellen mellem på den ene side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb. Valget mellem opgørelse af afkastet efter 4. og 5. pkt. eller 6 pkt. er bindende for efterfølgende indkomstår. I indkomstår, hvor skattepligten indtræder eller ophører, er indkomståret den del af kalenderåret, hvori skattepligten har bestået. Ved opgørelsen af afkast på en livsforsikring eller en pensionskasseordning, der i løbet af indkomståret stilles til sikkerhed for et løfte om pension (pensionstilsagn) afgivet over for en direktør eller dennes efterladte i forbindelse med et ansættelsesforhold, jf. stk. 1, nr. 6, eller hvor sikkerhedsstillelsen ophører, træder værdien af forsikringens depot på tidspunktet for sikkerhedsstillelsen henholdsvis ophøret i stedet for værdien af forsikringens depot ved indkomstårets begyndelse henholdsvis udgang. 6. og 7. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Er der efter 2. pkt. flere berettigede, fordeles det opgjorte afkast efter forholdet mellem de pågældendes andele af indeståendet på ordningen ved indkomstårets udgang. Et negativt afkast af en ordning kan kun modregnes i det pågældende indkomstårs og de følgende indkomstårs positive afkast af samme ordning. Et negativt afkast kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i positivt afkast i et tidligere indkomstår. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 til dækning af beskatningen af det løbende afkast medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Udbetaling af beløb til dækning af skatten skal foretages senest året efter det år, hvori afkastet er optjent.

Stk. 4. Syge- og ulykkesforsikringer som nævnt i stk. 1, nr. 5, og garantiforsikringer eller lignende omfattet af stk. 1, nr. 6, er undtaget fra beskatningen efter stk. 3. Det samme gælder livsforsikringer, der alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død, invaliditet eller livstruende sygdom inden forsikringens aftalte udløbstidspunkt, såfremt det aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år.

Stk. 5. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 til den personkreds, der er nævnt i § 55, 1. pkt., og som svarer til indbetalinger på ordningen, som der ved opgørelsen af ejerens skattepligtige indkomst har været hel eller delvis fradrags- eller bortseelsesret for her i landet eller i udlandet, medregnes til den skattepligtige indkomst. Dog medregnes udbetalinger fra ordninger svarende til danske kapitalforsikringer og opsparinger i pensionsøjemed med 75 pct., når udbetalingen efter betingelserne i ordningen sker samlet, efter at ejeren har nået pensionsudbetalingsalderen, ved ejerens invaliditet, ved indtrådt livstruende sygdom hos ejeren eller ved ejerens død. Ved beskatning efter 1. pkt. finder § 20, stk. 6, tilsvarende anvendelse. Arbejdsgiverens udbetalinger i henhold til et løfte om pension, jf. stk. 1, nr. 6, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i den udstrækning de foretagne indbetalinger modsvarer sikkerhedsstillelsen eller den tidligere sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Uanset stk. 1, nr. 2 og 4, kan der ikke ved oprettelsen af en pensionsordning gives afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I, hvis pensionsordningen modtager statsstøtte."

Pensionsbeskatningslovens § 53 B, jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10-09-2020:

" Uanset § 53 A gælder reglerne i stk. 4-6 for livsforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 1, pensionskasseordninger som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 3, og syge- og ulykkesforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 5, hvis betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilsvarende gælder udenlandske pensionsordninger oprettet i pengeinstitutter.

Stk. 2. Pensionsordningen m.v. som nævnt i stk. 1 skal være oprettet, mens forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller mens den pågældende var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst var hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 3. Samtlige indbetalinger til pensionsordningen m.v. som nævnt i stk. 1, som er foretaget i den periode, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til respektive hjemmehørende i Danmark, skal være fradraget i positiv skattepligtig indkomst i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede var skattepligtig respektive hjemmehørende på indbetalingstidspunktet eller skal være foretaget af en arbejdsgiver, således at indbetalingerne i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede var skattepligtig respektive hjemmehørende på indbetalingstidspunktet, ikke er medregnet ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige indkomst.

Stk. 4. For præmier og bidrag til pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 gælder § 53 A, stk. 2.

Stk. 5. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra afkast af pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1, herunder renter og bonustilskrivninger.

Stk. 6. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dog medregnes udbetalinger fra ordninger svarende til danske kapitalpensionsordninger med 75 pct., når udbetalingen efter betingelserne i ordningen sker samlet efter, at pensionsudbetalingsalderen er nået, ved ejerens invaliditet, ved indtrådt livstruende sygdom hos ejeren eller ved ejerens død. Udbetalingerne medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang de modsvares af indbetalinger, som forsikringstageren eller den pensionsberettigede har foretaget i perioden efter, at vedkommende blev skattepligtig til respektive hjemmehørende i Danmark, og som ikke har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst her i landet eller i udlandet, jf. stk. 4 og § 53 A, stk. 2."

Lov nr. 429 af 26. juni 1998, § 1, nr. 5:

" 5. Afsnit II A affattes således:

» Afsnit II A

Indkomstskattepligtige pensionsordninger, forsikringer m.v.

§ 53 A. Reglerne i stk. 2-5 gælder for

1. livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2. livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

3. pensionskasseordning, der ikke omfattes af kapitel 1,

4. pensionskasseordning, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor den pensionsberettigede ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I, og

5. syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede.

Stk. 2. Præmier eller bidrag til pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af en arbejdstagers skattepligtige indkomst medregnes præmier eller bidrag, der er indbetalt af arbejdsgiveren eller en tidligere arbejdsgiver.

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes afkastet af livsforsikrings- og pensionsordninger som nævnt i stk. 1. Indkomstskattepligten påhviler ejeren, den pensionsberettigede eller den eller dem, der efter ejerens eller den første pensionsberettigedes død er berettiget til udbetalinger af eller fra ordningen. Afkastet opgøres som forskellen mellem på den ene side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden side ordningens kapitalværdi ved indkomstårets begyndelse med tillæg af indbetalinger i årets løb. Er der efter 2. pkt. flere berettigede, fordeles det efter 3. pkt. opgjorte afkast efter forholdet mellem kapitalværdien af de pågældendes respektive dele af ordningen. Et negativt afkast af en ordning kan kun modregnes i det pågældende indkomstårs og de følgende 5 indkomstårs positive afkast af samme ordning. Et negativt afkast kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i positivt afkast i et tidligere indkomstår.

Stk. 4. Syge- og ulykkesforsikringer som nævnt i stk. 1, nr. 5, er undtaget fra beskatningen efter stk. 3. Det samme gælder livsforsikringer, der alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringens aftalte udløbstidspunkt, såfremt det aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år.

Stk. 5. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§ 53 B . Uanset § 53 A gælder reglerne i stk. 4-6 for livsforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 1, pensionskasseordninger som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 3, og syge- og ulykkesforsikringer som nævnt i § 53 A, stk. 1, nr. 5, hvis betingelserne i stk. 2 og 3 er opfyldt. Tilsvarende gælder udenlandske pensionsordninger oprettet i pengeinstitutter.

Stk. 2. Pensionsordningen m.v. som nævnt i stk. 1 skal være oprettet, mens forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, eller mens den pågældende var skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst var hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 3. Samtlige indbetalinger til pensionsordningen m.v. som nævnt i stk. 1, som er foretaget i den periode, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede ikke var skattepligtig til respektive hjemmehørende i Danmark, skal være fradraget i positiv skattepligtig indkomst i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede var skattepligtig respektive hjemmehørende på indbetalingstidspunktet eller skal være foretaget af en arbejdsgiver, således at indbetalingerne i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor forsikringstageren eller den pensionsberettigede var skattepligtig respektive hjemmehørende på indbetalingstidspunktet, ikke er medregnet ved opgørelsen af den pågældendes skattepligtige indkomst. Endvidere skal udbetalingen være omfattet af en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der tillægger Danmark retten til at beskatte udbetalingen.

Stk. 4. For præmier og bidrag til pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 gælder § 53 A, stk. 2.

Stk. 5. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra afkast af pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1, herunder renter og bonustilskrivninger.

Stk. 6. Udbetalinger fra pensionsordninger m.v. som nævnt i stk. 1 medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dog medregnes udbetalinger fra ordninger svarende til danske kapitalpensionsordninger med 75 pct., når udbetalingen efter betingelserne i ordningen sker samlet efter ejerens fyldte 60. år, ved ejerens invaliditet eller ved ejerens død. Udbetalingerne medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller i afgiftsgrundlaget, i det omfang de modsvares af indbetalinger, som forsikringstageren eller den pensionsberettigede har foretaget i perioden efter, at vedkommende blev skattepligtig til respektive hjemmehørende i Danmark, og som ikke har kunnet fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. stk. 4 og § 53 A, stk. 2. «"

Lov nr. 429 af 26. juni 1998, § 6, stk. 3

"§ 1, nr. 4, 5, 6 og 7, har for forsikring og pensionsordning, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere, virkning fra og med den 2. juni 1998. Forsikringstagere og pensionsopsparere, der bliver omfattet af § 53 A eller § 53 B i pensionsbeskatningsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, kan vælge at anvende bestemmelserne allerede fra og med 1. januar 1995."

Lov nr. 1534 af 19. december 2007, § 1, nr. 36:

" § 53 A, stk. 1, affattes således:

"Reglerne i stk. 2-5 gælder for

1) livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1,

2) livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

3) pensionskasseordning, der ikke omfattes af kapitel 1,

4) pensionskasseordning, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor den pensionsberettigede ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit I,

5) syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede,

6) livsforsikring, der omfattes af nr. 1, eller pensionskasseordning, der omfattes af nr. 3, men som er stillet til sikkerhed for et løfte om pension (pensionstilsagn) afgivet over for en direktør eller dennes efterladte i forbindelse med et ansættelsesforhold, samt garantiforsikring el. lign., som er oprettet med en direktør eller dennes efterladte som berettiget til ydelser fra forsikringen som sikkerhed for et tilsvarende løfte om pension,

7) pensionsordning oprettet i pengeinstitutter eller kreditinstitutter, der ikke omfattes af kapitel 1, og

8) pensionsordning, som har været godkendt af told- og skatteforvaltningen efter § 15 D, i det omfang pensionsordningen ikke omfattes af § 53 B."

Forarbejder

Praksis

SKM 2022.313.SR

" Skatterådet bekræftede, at Spørger i udgangspunktet var skattepligtig til Danmark af udbetalinger fra hans amerikanske Traditional IRA og Traditional 403(b) efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 6. Hvis Spørger tilflyttede Danmark og blev fuldt skattepligtig her, blev han efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Efter artikel 18, stk. 1, litra a i dobbeltbeskatningsoverenskomsten blev udbetalinger fra pensionsordninger, der var skattemæssigt godkendt i det land ordningen var oprettet i kun beskattet i kildelandet. Efter punkt 4, litra b i protokollen til dobbeltbeskatningsoverenskomsten var individuelle pensionsordninger, Roth IRA’s og 403(b)-pensionsordninger skattemæssigt godkendt i USA. Da både USA og Danmark beskattede pensionsudbetalingerne, skulle Danmark derfor lempe.

Lempelsen skete ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold. Pensionsudbetalingerne indregnedes dermed i beskatningsgrundlaget i Danmark, men der skulle tillades et fradrag der svarer til den del af indkomsten der kunne henføres til indkomsten fra USA. Pensionsudbetalingerne fik dermed progressionsvirkning på den danske skat af spørgers øvrige indkomst.

Skatterådet bekræftede dog ikke Spørgers begrundelse for dette resultat, idet Spørger henviste til artikel 1, stk. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, som statuerede, at USA kunne beskatte globalindkomsten, uanset indholdet af dobbeltbeskatningsoverenskomsten, men ikke tillagde USA beskatningsretten i dobbeltbeskatningssituationer. Beskatningsretten i dobbeltbeskatningssituationer fastlagdes af de øvrige bestemmelser i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

I forbindelse med ovenstående vurderede Skatterådet, at de to pensionsordninger (Traditional 403(b) og Roth 403(b)) som Spørger havde arvet efter sin ægtefælle, ved den skattemæssige kvalifikation i Danmark fuldt ud skulle behandles som om de var etableret og indbetalt af Spørger. Herudover vurderede Skatterådet, på baggrund af princippet i SKM2021.668.SR, at Spørgers tilbageværende Traditional IRA, Roth IRA, Traditional 403(b) og Roth 403(b) skulle behandles som selvstændige og adskilte pensionsordninger.

Skatterådet bekræftede videre, at Spørger ikke skulle medregne afkast på Traditional IRA og Traditional 403(b) efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5.

Henset til, at indbetalinger til Spørgers Roth IRA og Roth 403(b) var sket af beskattede midler anså Skatterådet disse pensionsordninger for omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A, og bekræftede, at udbetalingerne herfra var skattefrie efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afkastet af Spørgers Roth IRA og Roth 403(b) var skattefrit, idet afkast af pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens § 53 A var skattepligtigt efter lovens § 53 A, stk. 3. Afkast af pensionsordninger var omfattet af artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, og denne bestemmelse tillagde beskatningsretten til det land, hvori modtagen af indkomsten var hjemmehørende. Spørger var hjemmehørende i Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4. Danmark havde dermed beskatningsretten til afkastet. Det løbende afkast af de nævnte pensionsordninger var dermed skattepligtigt i Danmark efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3. Skatterådet var ikke enig med Spørger i, at afkastet var skattefrit efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5, idet denne bestemmelse angik udbetalinger fra pensionen. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at der skulle ske lempelse efter exemption-metoden for den danske skat af afkastet, idet der ikke skulle ske lempelse i den danske skat når dobbeltbeskatningsoverenskomsten tillagde Danmark beskatningsretten.

Endelig bekræftede Skatterådet, at udbetalinger af sociale pensioner fra de amerikanske myndigheder som skete efter den stedlige sociallovgivning, kun kunne beskattes i USA efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 18, stk. 2. Danmark skulle derfor lempe ved den danske beskatning af disse udbetalinger og lempelsen skete efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23, stk. 3, litra c efter metoden exemption med progressionsforbehold."

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Pensionsbeskatningslovens § 53 B

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Pensionsbeskatningslovens § 50, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 22-08-1996

" Reglerne i stk. 2-6 gælder for

1. pensionskasseordning, der ikke omfattes af kapitel 1, men som opfylder betingelserne i § 3,

2. livsforsikring omfattet af § 53 A, stk. 4, og

3. syge- og ulykkesforsikring, der ejes af den forsikrede.

Stk. 2. Præmier eller bidrag til forsikringer m.v. som nævnt i stk. 1 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 3. Løbende udbetalinger, der bortfalder ved de forsikredes eller pensionsberettigedes død, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 4. Andre udbetalinger end nævnt i stk. 3, såsom udbetaling af kapitalforsikring eller opsparing ved ordningens udløb, udbetaling af tilbagekøbsværdi ved ophævelse af rente- eller kapitalforsikring, udbetaling ved ophævelse af en opsparing og udbetaling af bonus, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst jf. dog § 53 og § 56, stk. 2.

Stk. 5. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst bortses fra tilskrivning af bonus og renter m.v.

Stk. 6. Ved opgørelsen af den skattepligtige formue anvendes statsskattelovens § 12."

Lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 1, nr. 11
"Efter afsnit II indsættes som nyt afsnit:

»Afsnit II A

Indkomst- og formueskattepligtige forsikringsordninger m.v.

§ 53 A. Reglerne i stk. 2-4 gælder for

1. livsforsikring, der ikke omfattes af kapitel 1, og

2. livsforsikring, der opfylder betingelserne i kapitel 1, men hvor forsikringens ejer ved ordningens oprettelse har givet afkald på beskatning efter reglerne i afsnit 1.

Stk. 2. Ved opgørelsen af den skattepligtige formue medregnes kapitalværdien af en livsforsikring, som er omfattet af stk. 1. Formueskattepligten påhviler ejeren af forsikringen eller den, der efter ejerens død i henhold til bestemmelserne i policen m.v. er berettiget til udbetaling af forsikringen.

Stk. 3. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes afkastet af livsforsikring, som er omfattet af stk. 1. Indkomstskattepligten påhviler ejeren eller den, der efter ejerens død i henhold til bestemmelserne i policen m.v. er berettiget til udbetaling af forsikringen. Afkastet opgøres som forskellen mellem på den ene side forsikringens kapitalværdi ved indkomstårets udgang med tillæg af udbetalinger i årets løb og på den anden side forsikringens kapitalværdi ved indkomstårets begyndelse og med tillæg af indbetalinger i årets løb. Et negativt afkast af en forsikring kan kun modregnes i indkomstårets og de følgende 5 indkomstårs positive afkast af samme forsikring. Et negativt afkast kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i positivt afkast i et tidligere indkomstår.

Stk. 4. Livsforsikringer, der alene kan komme til udbetaling i tilfælde af den forsikredes død eller invaliditet inden forsikringstidens aftalte udløbstidspunkt, såfremt dette aftalte udløbstidspunkt ikke ligger senere end første policedag efter den forsikredes fyldte 80. år, behandles efter reglerne i § 50.

Stk. 5. Udbetalinger fra forsikringer som nævnt i stk. 1 medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 6. Livsforsikringer, oprettet mens forsikringstageren ikke er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, behandles efter reglerne i § 50, såfremt

1. samtlige indbetalinger er fradraget i positiv skattepligtig indkomst i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor den pågældende var skattepligtig på indbetalingstidspunktet, eller

2. samtlige indbetalinger er foretaget af en arbejdsgiver og indbetalingerne i overensstemmelse med skattelovgivningen i den stat, hvor den pågældende er skattepligtig på indbetalingstidspunktet, ikke er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 7. Stk. 6 finder tilsvarende anvendelse, såfremt livsforsikringen er oprettet, mens forsikringstageren er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, men efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst er hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland.«"

Lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6, stk. 1

" Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning for forsikring og pensionsordning, der oprettes eller erhverves den 18. februar 1992 eller senere. Loven har dog ikke virkning for arv faldet den 18. februar 1992 eller senere af en forsikring oprettet før denne dato."

Lov nr. 429 af 26. juni 1998, § 1, nr. 5

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Lov nr. 429 af 26. juni 1998, § 6, stk. 3

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Lov nr. 1534 af 19. december 2007, § 1, nr. 36:

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1.

Lov nr. 1534 af 19. december 2007, § 11, stk. 7:

" § 1, nr. 36-38, og § 9, nr. 2, har for pensionsordninger, der er oprettet eller erhvervet den 18. februar 1992 eller senere, virkning fra og med den 1. januar 2010. Det gælder dog ikke arv, der falder fra og med den 1. januar 2010, af en forsikring oprettet før den 18. februar 1992."

Personskatteloven § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14-06-2021:

" Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst."

Forarbejder

Praksis

SKM 2018.592.SR

" Sagen vedrørte beskatningen af en række amerikanske IRA-pensionsordninger (Individual Retirement Accounts), som var oprettet før den 18. februar 1992, mens spørgeren var hjemmehørende i USA, og som der havde været bortseelsesret for ved opgørelsen af spørgerens amerikanske indkomst på indbetalingstidspunktet. Spørgeren havde været fuldt skattepligtig og hjemmehørende til Danmark siden 1. maj 1991.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de pågældende pensionsordninger er omfattet af den dagældende bestemmelse i pensionsbeskatningslovs § 50. Skatterådet lagde vægt på, at der hverken var tale om forsikringer, pensionskasseordninger eller opsparingsordninger i danske pengeinstitutter.

IRA-pensionsordningerne skulle efter danske regler anses for en kapitalanbringelse, hvis beskatning afhang af, hvilket aktiv der konkret var investeret i, da spørgeren ikke havde valgt beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 B inden den 1. januar 2006. Det var endvidere uden betydning for IRA-pensionsordningernes danske beskatningsform, at spørgeren siden pensionsordningernes oprettelse havde flyttet midler mellem eksisterende og nyoprettede IRA-pensionsordninger ved "Trustee-to-trustee"-overførsler efter amerikanske regler, da der ikke i denne forbindelse var kommet yderligere midler ind i de modtagende IRA-pensionsordninger.

Skatterådet fastslog endvidere, at IRA-pensionsordningerne ville overgå til beskatning efter pensionsbeskatningslovens § 53 B, når ejendomsretten til IRA-pensionsordningerne overgik ved arv til spørgerens børn, og at ejendomsrettens overgang ville medføre boafgift for arvingerne."

SKM2022.313.SR

Se ovenfor under praksis vedr. spørgsmål 1.

Spørgsmål 3

Lovgrundlag

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, jf. BKI nr. 13 af 14. april 2000:

Artikel 4:

" 1. Medmindre andet fremgår af dette stykke, betyder i denne overenskomst udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat« enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig dér på grund af hjemsted, bopæl, statsborgerskab, ledelsens sæde, registrering eller ethvert andet lignende kriterium…"

Artikel 18, stk. 1 litra a:

"1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2 (Offentligt hverv) ikke medfører andet, gælder følgende:

a) medmindre andet fremgår af litra b), kan pensioner, der hidrører fra en kontraherende stat og som retmæssigt oppebæres af en person, der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kun beskattes i den stat, hvorfra de hidrører;…"

Artikel 23, stk. 3, litra c

" 3. For så vidt angår Danmark skal dobbeltbeskatning ophæves på følgende måde:

c) i tilfælde, hvor en person, der er hjemmehørende i Danmark, oppebærer indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne overenskomst, kun kan beskattes i De Forenede Stater, kan Danmark medregne denne indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal i indkomstskatten tillade et fradrag svarende til den del af indkomstskatten, som kan henføres til den indkomst, der hidrører fra De Forenede stater."

Protokollen punkt 4, litra b.

" 4. a) En betaling skal anses som en pension i henhold til artikel 18, stykke 1 (Pensioner, social sikring, livrenter, underholdsbidrag og børnebidrag), i tilfælde, hvor den udbetales i henhold til en pensionsordning, der er skattemæssigt godkendt i den kontraherende stat, i hvilken pensionsordningen er oprettet.

b) Med henblik herpå skal pensionsordninger, der er skattemæssigt godkendt, omfatte følgende ordninger og enhver ordning af samme eller væsentlig samme art, der er indført efter datoen for undertegnelse af overenskomsten:

a) I henhold til De Forenede Staters lovgivning, ordninger, der er skattemæssigt godkendt i henhold til sektion 401(a) i forbundsskatteloven, individuelle pensionsordninger (herunder individuelle pensionsordninger, der er en del af en forenklet lønmodtagerpensionsordning, der er i overensstemmelse med sektion 408(k), individuelle pensionskonti, individuelle pensionslivrenter, sektion 408(p) konti, og Roth IRAs i henhold til sektion 408A), sektion 403(a) godkendte livrenteplaner, og sektion 403(b) ordninger.

b) I henhold til Danmarks lovgivning, pensionsordninger i henhold til pensionsbeskatningslovens afsnit I."

Forarbejder

Praksis

Spørgsmål 4

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Pensionsbeskatningslovens § 53 B

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 1, nr. 11

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 2

Lov nr. 569 af 24. juni 1992, § 6, stk. 1

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 2

Lov nr. 429 af 26. juni 1998, § 6, stk. 3

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Lov nr. 1388 af 20. december 2004, § 5, stk. 2

" I lov nr. 429 af 26. juni 1998 om ændring af pensionsbeskatningsloven, realrenteafgiftsloven, fondsbeskatningsloven, kildeskatteloven og skattekontrolloven. (Filialer af EU-forsikringsselskaber og -pengeinstitutter, symmetri i pensionsbeskatningen, afgift af aktieafkast og afskaffelse af kvoteordningen) foretages følgende ændringer:

2. I § 6 indsættes som stk. 12:

»Stk. 12. En forsikringstager eller pensionsopsparer, der har en forsikring eller pensionsordning, der er oprettet eller erhvervet før den 18. februar 1992, kan med virkning fra og med indkomståret 2004 vælge, at § 1, nr. 4, 5, 6 og 7, finder anvendelse på forsikringen eller pensionsordningen, såfremt pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B i øvrigt er anvendelig på forsikringen eller pensionsordningen. Valget er bindende og skal træffes inden den 1. januar 2006 eller i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet. Valget skal inden for fristen i 2. pkt. enten meddeles Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v., såfremt dette indgiver oplysninger til de statslige told- og skattemyndigheder efter skattekontrollovens § 8 B. Valget får i så fald virkning fra og med det tidspunkt, hvor Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. får oplysningen. De personer, som inden den 1. april 2005 træffer beslutning om, at pensionsbeskatningslovens § 53 A eller § 53 B skal finde anvendelse på forsikringen eller pensionsordningen, kan vælge, at beslutningen får virkning fra og med den 1. januar 2004. I så fald gives Told- og Skattestyrelsen eller forsikringsselskabet m.v. oplysning herom.«"

Forarbejder

LF nr. 33 20041/1 (vedtaget som lov nr. 1388 af 20. december 2004), de almindelige bemærkninger:

" foreslås det, at skatteydere, der har ikke fradragsberettigede pensionsordninger oprettet før den 18. februar 1992, som ville have været omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II A, såfremt disse regler ikke alene fandt anvendelse for pensionsordninger oprettet den 18. februar 1992 eller senere, kan vælge at få disse beskattet efter reglerne i lovens afsnit II A.

Efter de gældende regler finder bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens afsnit II A om ikke fradragsberettigede pensionsordninger udelukkende anvendelse for pensionsordninger oprettet den 18. februar 1992 eller senere.

Regelsættet i pensionsbeskatningslovens afsnit II A er karakteriseret ved ingen fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingerne, kapitalindkomstbeskatning af det løbende afkast (dog kun for ordninger omfattet af lovens § 53 A) og indkomstskat på udbetalingerne for den del, som opspareren måtte have fået fradragsret eller bortseelsesret for i udlandet (dog kun for ordninger omfattet af lovens § 53 B), ellers ingen indkomstskat.

Forsikringer og pensionsordninger oprettet før den 18. februar 1992 er enten omfattet af pensionsbeskatningslovens § 50 eller statsskattelovens regler (udenlandske pensionskasseordninger). Efter disse regler er der ingen fradragsret eller bortseelsesret for indbetalingerne, ingen beskatning af det løbende afkast, men indkomstskat af udbetalinger i form af løbende livsbetingede ydelser.

Da det vurderes at være uhensigtsmæssigt, at f.eks. to ens pensionsordninger behandles skattemæssigt forskelligt alt efter, hvornår de er oprettet, foreslås det, at ikrafttrædelsesbestemmelsen for bestemmelserne i pensionsbeskatningslovens afsnit II A ændres, således at bestemmelserne i lovens afsnit II A kan finde anvendelse uanset, hvornår ordningen er oprettet."

LF nr. 33 20041/1 (vedtaget som lov nr. 1388 af 20. december 2004), bemærkningerne til § 5, nr. 2:

"…Da der ikke skal kunne spekuleres i en sådan valgfrihed ved først at vælge beskatning efter pensionsbeskatningslovens afsnit II A umiddelbart forud for det tidspunkt, hvor pensionen kan udbetales, foreslås det, at skatteyderne inden den 1. januar 2006 skal have besluttet sig for, om ordningen skal beskattes efter lovens afsnit II A. For skatteydere, der endnu ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, foreslås det, at de skal beslutte sig i forbindelse med skattepligtens indtræden. Der er i begge tilfælde tale om absolutte frister. Der er således f.eks. ikke mulighed for dispensation, såfremt skatteyderen har glemt inden den 1. januar 2006 at meddele, at denne ønsker sin pensionsordning beskattet efter pensionsbeskatningslovens afsnit II A…"

Praksis

SKM2015.75.LSR

" Klager blev anset for berettiget til beskatning af pension efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, idet klagers valg blev anset for truffet "i forbindelse med indtræden af fuld skattepligt her til landet"....

… Landsskatteretten finder, at formuleringen 'i forbindelse med' må forstås således, at der gives et vist tidsrum for at foretage det pågældende valg, og finder herefter, at valget i den pågældende situation skal foretages senest ved indgivelse af selvangivelsen for det indkomstår, hvori den fulde skattepligt til Danmark indtræder.

Det bemærkes, at der i den konkrete sag ikke har været mulighed for at foretage et valg ud fra et spekulationsøjemed…"

Spørgsmål 5

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Forarbejder

Praksis

Spørgsmål 6

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53A, stk. 3

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14-06-2021

" Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af

1)…

13) afkast efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3,…"

Forarbejder

Praksis

Spørgsmål 7

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 B, stk. 5

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Forarbejder

Praksis

Spørgsmål 8

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13:

" Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af

1)…

13) afkast efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3,…"

Forarbejder

Praksis

Spørgsmål 9

Lovgrundlag

Pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3

Se under "Lovgrundlag" vedr. spørgsmål 1

Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13:

" Kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb af

1)…

13) afkast efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3,…"

Forarbejder

Praksis