Indhold

Afsnittet indeholder:

  • Generelt om tegningsretter
  • Udnyttelse ved levering
  • Uudnyttet ved udløb
  • Salg af tegningsretter til aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked
  • Til- og fraflytning
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Generelt om tegningsretter

Tegningsretter kan enten udnyttes til tegning af aktier, sælges eller udløbe udnyttet.

Udnyttelse ved levering

Hvis tegningsretterne udnyttes til tegning af aktier, bliver medarbejderen ikke beskattet i den forbindelse.

De tegnede aktier beskattes efter aktieavancebeskatningsloven, og de beskattes først på salgstidspunktet. Aktierne anses for anskaffet på tegningstidspunktet.

Medarbejderens gevinst og tab opgøres som forskellen mellem salgskursen på aktien og beløbet, som medarbejderen er blevet beskattet af med tillæg af tegningsbeløbet for aktien og eventuel egenbetaling for tegningsretten. Se afsnit C.A.5.17.2.2.2.1 om tegningsretter, der beskattes som løn på retserhvervelsestidspunktet. En eventuel egenbetaling skal ske med beskattede midler.

Uudnyttet ved udløb

Hvis tegningsretterne udløber uudnyttet, har medarbejderen ret til fradrag efter aktieavancebeskatningsloven. Det, medarbejderen kan fratrække, er det beløb, som medarbejderen er blevet beskattet af med tillæg af en eventuel egenbetaling, da tegningsretten anses for solgt til 0 kr. Se afsnit C.A.5.17.2.2.2.1 om tegningsretter der beskattes som løn på retserhvervelsestidspunktet og SKM2007.884.LSR.

Salg af tegningsretter til aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked

Hvis tegningsretterne sælges, før de udnyttes til tegning af aktier, skal der ske beskatning af gevinst og tab efter ABL § 1, stk. 4.

Medarbejderens gevinst eller tab opgøres som forskellen mellem salgsprisen og beløbet medarbejderen er blevet beskattet af med tillæg af en eventuel egenbetaling. Se afsnit C.A.5.17.2.2.2.1 om tegningsretter, der beskattes som løn på retserhvervelsestidspunktet.

Til- og fraflytning

Se afsnit:

  • C.B.1.9 om beskatning af købe- og tegningsretter ved til- og fraflytning
  • C.B.2.14 om beskatning af aktier ved til- og fraflytning.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2007.884.LSR

Der blev godkendt fradrag for tab på tegningsretter til aktier, der var udløbet uudnyttede. Ved opgørelsen af tabet blev tegningsretterne anset for afstået til 0 kr.