Parter

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Lars Apostoli

mod

A
(advokat Martin Simonsen)

Afsagt af landsdommerne

Lars E. Andersen, John Lundum og Lisbeth Bugel Madsen (kst.)

Påstande

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at det bindende ligningssvar med besvarelsen af sagsøgte, As spørgsmål om, hvorvidt den modtagne engangserstatning er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, ændres, således at svaret på spørgsmålet er "Nej" .

A har påstået frifindelse.

Sagen er anlagt den 6. maj 2005.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten har den 8. februar 2005 afsagt kendelse i sagen. Af kendelsen fremgår, at A

"...

har bedt om bindende ligningssvar, idet han har stillet følgende spørgsmål:

"Er den modtagne engangserstatning omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11?"

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har besvaret spørgsmålet på følgende måde: "Nej."

Landsskatteretten ændrer skatteankenævnets besvarelse til: "Ja".

...

Sagens oplysninger

Den 23. maj 2002 gav amtet tilladelse til etablering af et vådområdeprojekt kaldet ... Å omfattende et areal på ca. 60 ha som beskrevet i detailprojekt dateret januar 2002 med senere ændringer. Projektet involverede i alt 17 [skal være 7] lodsejere og medførte indgreb i beskyttede vandløb og områder, der var beskyttet som mose eller eng efter bestemmelser i naturbeskyttelsesloven. Det fremgår af tilladelsen, at amtet igennem flere år havde undersøgt mulighederne for at forbedre natur- og miljøforholdene omkring ... Å. Som led i forundersøgelserne til projektet blev der i maj 2000 foretaget en overordnet botanisk vurdering af de naturbeskyttede arealer inden for området.

Afgørelsen blev bekendtgjort i ... Folkeblad, ... Folkeblad og Ugebladet .... Den 5. august 2002 meddelte kommunen amtet, at der ikke var indkommet klager over projektet inden klagefristens udløb den 2. august 2002. Kommunen så derfor ikke, at der var noget til hinder for at fortsætte projektprocessen.

Ved brev af 30. august 2002 gjorde amtet til lodsejere omfattet af vådområdeprojekt ... Å opmærksom på, at 1. september 2002 var sat som skæringsdato for indgåelse af aftaler om gennemførelse af vådområdeprojektet, idet endnu et par aftaler manglede at komme på plads.

Klageren underskrev den 6. september 2002 aftale med amtet om gennemførelse af vådområdeprojektet, hvorved udnyttelsen af et areal på 25,7 ha blev påført permanente dyrknings- og anvendelsesmæssige begrænsninger, som i hovedtræk gik ud på, at arealet skulle henligge permanent som vådområde, hvorefter der ikke måtte dyrkes eller tilføres gødning eller pesticider. Klageren modtog for sin accept af disse indskrænkninger i dyrkningsrettighederne en engangserstatning på 1.435.000 kr. Beløbet blev udbetalt den 1. november 2002.

Den 15. oktober 2002 orienterede amtet lodsejerne om, at aftalerne var på plads.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteforvaltningens bindende ligningssvar afgivet den 16. februar 2004 fastholdes.

Det er nævnets opfattelse, at der var tale om en frivillig afståelse, der ikke er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Der henvises til udtalelse fra amtets repræsentant i forhandlingerne om våde enge, hvoraf det fremgår, at ekspropriation ifølge bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven alene kan ske, hvis en enkelt eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvor der i øvrigt er stor tilslutning. Loven giver således kun undtagelsesvis mulighed for at ekspropriere. Da klagerens andel af det omhandlede areal udgør 25,7 ha af i alt 64 ha, ville ekspropriation ikke være kommet på tale. Desuden udgjorde klagerens erstatning 46,3 % af det samlede projektbeløb.

Der henvises endvidere til Skattedepartementets notat af 1. oktober 1999 (journal 11.1999-541-0031), hvor problemstillingen omkring beskatning af kompensation for genopretning af vådområder er beskrevet. Der lægges heri vægt på, at projekterne skal gennemføres på grundlag af frivillige aftaler med lodsejerne.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at den modtagne engangserstatning er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., da fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, ikke med regnes til den skattepligtige indkomst.

Klageren måtte på aftaletidspunktet påregne, at dispositionen ville være gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt klageren ikke havde indgået en frivillig aftale. Der forelå således en aktuel og reel risiko for, at amtsrådet ville benytte sin ret til at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke kunne indgås. Hjemlen til ekspropriation findes i naturbeskyttelseslovens § 60, der bemyndiger miljø- og energiministeren og amtsrådet til at foretage ekspropriation af ejendomme i landzone, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål, herunder genopretning af vådområder.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 18. september 2003, offentliggjort i SKM2003.443.LSR, hvor en engangserstatning udbetalt af et elselskab ved opstilling af vindmøller blev anset for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. I nærværende sag havde amtsrådet kompetencen til at ekspropriere, hvorimod elselskabet havde ekspropriationskompetencen i den refererede sag. I den foreliggende sag havde amtsrådene endvidere udpeget mulige vådområder, idet Folketinget havde pålagt amterne at udtage 16.000 ha til genopretning af vådområder. Endvidere pålægger EU's nitratdirektiv Danmark at reducere det såkaldte markbidrag, hvilket vil sige nitratudvaskningen fra markerne, med 100.000 tons kvælstof om året. På det tidspunkt, hvor klageren indgik aftale med amtet, havde amterne endnu ikke udtaget det fornødne areal til naturgenopretning, ligesom Danmark endnu ikke - og i øvrigt fortsat ikke - levede op til de EU-retlige krav om reduktion af kvælstofudledningen.

I den refererede sag havde elselskaberne udpeget potentielle opstillingsområder for vindmøller, idet den daværende miljø- og energiminister ved skrivelse af 14. februar 1996 gav elselskaberne et pålæg at udbygge vindkraften med 200 MW inden 2005. Det fremgik dog ikke af dette pålæg, hvor vindmøllerne skulle opstilles, hvorfor elselskaberne i realiteten kunne have valgt en anden placering. Men da der var tale om et pålæg, fandt Landsskatteretten det godtgjort, at der forelå en aktuel risiko for, at elselskabet ville benytte sin ret til at ekspropriere, hvis en frivillig aftale ikke kunne indgås.

En medarbejder ved amtet, der var amtets repræsentant i forhandlingerne om våde enge, har oplyst, at anlægsarbejdet vedrørende "Vandløbsreguleringsprojekt ... Å med tilløb" blev påbegyndt kort efter indgåelsen af aftalerne med lodsejerne i tidsrummet fra november 2002 til juni 2003. Klageren var blandt de to sidste af de 7 lodsejere, som indgik aftale med amtet. Det ses ikke at have afgørende betydning, at klageren ejede en større del af det omhandlede areal og dermed fik udbetalt en større del af den samlede erstatningssum. Myndighederne havde udarbejdet tegninger og planer for projektet, inden klagerens skrev under, og projektet blev igangsat og gennemført umiddelbart efter aftalerne med lodsejerne var i hus.

Endelig bemærkes det, at der ikke udelukkende var tale om frivillige aftaler om vådområder i Danmark. Som eksempel herpå henvises til afgørelse truffet af ... Amtsråds udvalg for teknik og miljø den 30. juni 2003, hvorved amtet eksproprierede et areal hos en lodsejer, som ikke ville indgå en frivillig aftale om overdragelse af det pågældende areal.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes ikke, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1. pkt. Det samme gælder fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Ved frivillig overdragelse til en ekspropriationsberettiget er det efter praksis en betingelse for fritagelse for beskatning, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation.

Efter en konkret vurdering finder retten, at det ved Folketingets vedtagelse af Vandmiljøplan II, hvorved amterne skulle stå for genopretningen af 16.000 ha vådområde i perioden fra 1999 til 2003, er godtgjort, at der forelå en aktuel og reel risiko for, at amtet ville benytte sin ret efter naturbeskyttelsesloven til at ekspropriere, hvis der ikke kunne opnås en frivillig aftale med klageren. Der er endvidere lagt vægt på, at amtet udarbejdede detailprojekt for etablering af ca. 60 ha vådområde i januar 2002, idet amtet allerede i maj 2000 foretog en overordnet botanisk vurdering af de naturbeskyttede arealer inden for området.

Landsskatteretten anser herefter den modtagne engangserstatning for skattefri i medfør af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., og skatteankenævnets besvarelse ændres til: "Ja".

..."

Amtet vedtog i september 1999 regionplantillæg nr. 12 til regionplan 1997 om potentielle vådområder i amtet. Om baggrunden herfor er anført:

"...

For at begrænse udvaskningen af kvælstof fra landbrugsarealer, vedtog Folketinget i februar 1998 Vandmiljøhandlingsplan II. Målet med Vandmiljøhandlingsplan II er at nedbringe kvælstofudvaskningen fra landbrugsjord med 37.000 tons om året. Etablering af vådområder skal bidrage med 5.600 tons af de 37.000 tons kvælstof. Amterne er i forlængelse heraf blevet pålagt at udpege 60.000-80.000 ha "Potentielt egnede vådområder", og inden for disse områder skal der genskabes 16.000 ha vådområder. Dette regionplantillæg omfatter de lavbundsarealer i amtet, som amtetsråd opfatter som mest egnede til at retablere som vådområder.

..."

I tillægget blev det område, som er omfattet af denne sag, samt en række andre områder udvalgt. Om baggrunden for udvælgelsen er anført, at der ikke er fastsat nogen arealkvote for de enkelte amter i forbindelse med udpegningen af vådområderne. Amtet havde derfor valgt at udpege alle de lavbundsarealer, som man vurderede kunne leve op til nogle overordnede retningslinier. I tillægget er udpeget ca. 8.100 ha lavbundsarealer ud af amtets i alt 25.000 ha lavbundsarealer. Det fremgår endvidere, at amtet "håber på" at kunne lave vådområdeprojekter på ca. 1.000 ha ud af de 8.100 ha.

Amtets udvalg for teknik og miljø tiltrådte den 5. december 2001 en indstilling fra forvaltningen vedrørende midler til vådområdeprojektet ... Å. I indstillingen er anført

"...

Efter forvaltningens opfattelse bør gennemførelse af projektet prioriteres særdeles højt. Vandløbenes kvalitet i området vil blive væsentligt forbedret, og den indeholdte restaurering og gensnoning vil samtidig betyde en betydelig reduktion i vandløbenes stof- og sedimenttransport. Samlet set er projektet en forudsætning for, at der arbejdes videre med de aktuelle planer om oprensning og restaurering af ... Sø. Søen har i dag en forarmet fauna og slet ingen bundvegetation.

..."

I brevet af 30. august 2002 til lodsejerne, der er omfattet af projektet, skriver amtet ved DN:

"...

Vi er tæt på den 1. september, der er sat som skæringsdato for aftaler om gennemførelse af vådområdeprojektet. Derfor sender jeg denne lille orientering.

Endnu mangler et par aftaler at komme på plads. Jeg anslår, at der vil gå endnu en uge, før det er afklaret. Hvis det ikke lykkes, sendes ny orientering.

Går det i orden, hvad jeg naturligvis stærkt håber på, sender jeg aftalerne til underskrift, efterhånden som aftalte justeringer er indskrevet.

..."

Forklaringer

A har forklaret, at han er landmand. Han købte gården H1 i 1968 og har boet der siden. I 1985 købte han naboejendommen H2 af staten. Han har herefter drevet ejendommene sammen og siden 2001 med svinehold. Der er ikke udsigt over ... Sø fra H1, men det er der fra H2. Der har i mange år været lokal interesse for at forbedre vandmiljøet i ... Sø. Der er således også en forening for ... Sø, som han ligesom mange andre i lokalområdet er medlem af. Han hørte første gang om naturprojektet ved ... Å, da han i efteråret 2001 modtog en invitation til et orienteringsmøde for de berørte lodsejere. Mødet blev holdt i landboforeningens lokaler. Mødet var arrangeret af amtet, og det var DN fra amtet, som stod for orienteringen sammen med en anden af amtets ansatte. De fortalte om hvad, der skulle ske, herunder at åen skulle snos, og at der skulle fældes træer. Navnlig lodsejerne øst for jernbanen var meget imod projektet, og det område blev senere taget ud af projektet. Den del af hans jord, som skulle omfattes af projektet, var berettiget til braklægningsstøtte fra EU. Han er den eneste lodsejer i projektet, som har tilskudsberettiget jord. Han udtalte sig også selv imod projektet. Han var imod det, fordi restriktionerne på jorden ville medføre, at der ikke kunne drives en rentabel svineproduktion på ejendommen. Han har for omkring to år siden søgt om tilladelse til flere dyreenheder, men har endnu ikke fået svar på sin ansøgning. Ejendommen ligger spærret inde mellem åen, ... Sø, jernbanen og ... by. Erstatningsjord kan ikke løse problemet, da han i givet fald dagligt skal køre gylle gennem byen. Han hørte igen fra DN, da han blev indkaldt til et nyt orienteringsmøde, som fandt sted på hans bopæl den 16. januar 2002. I tiden herefter holdt han syv møder med DN. Hver gang kom DN med nye forslag, som han forkastede. Fire af disse møder fandt sted i juni 2002, og på hvert møde oplyste DN om nye lodsejere, som var gået med til projektet. På det første møde i juni havde han sagt så kraftigt fra over for projektet, at han ikke troede, at DN ville komme igen. Under det møde havde DN for første gang talt om, hvor stort et beløb, han kunne få i erstatning. Det var vist ca. 1,2 mio. kr. DN talte en gang om, at skaffe erstatningsjord i ... Kommune, uden at han er klar over, hvor den nærmere lå. DN foreslog også at etablere et nyt dræn af jorden nærmest jernbanen, men heller ikke det fik ham til at ændre holdning. Den 26. august 2002 var han til møde med DN sammen med sin planteavlskonsulent. På mødet fortalte DN, at han var den eneste lodsejer, som ikke havde accepteret projektet. DN spurgte ham direkte, om han fortsat ville være bekendt ikke at deltage i projektet. Der blev holdt endnu et møde den 6. september 2002. Under det møde besluttede han sig for at deltage i projektet og skrev under på en aftale. Det var forholdet til naboerne og byens borgere, der var interesserede i projektet, som fik ham til at indgå en aftale. Han var også bange for, at han psykisk ikke kunne holde til en langvarig ekspropriationssag. Han har efterfølgende indgået en aftale vedrørende ... Sø, som ... Å løber ud i. Genopretningen af åen var en forudsætning for, at søen kunne få det bedre. Søen ligger i udkanten af ... by, og borgerne har i mange år arbejdet for, at søen fik en bedre vandkvalitet. Det er nu lykkedes, og det forventes, at der kan bades i søen til næste år. Han skrev under på aftalen vedrørende søen for at sikre, at projektet blev gennemført, før amtet nedlægges med udgangen af dette år. DN talte om, at der kunne blive tale om ekspropriation, hvis han ikke indgik en frivillig aftale om søen. Det havde DN ikke sagt under forhandlingerne om åen, men det var hans klare opfattelse, at der var sket ekspropriation, hvis han ikke havde skrevet under.

DN har forklaret, at han er uddannet landinspektør. Han har i 25 år arbejdet i amtet, hvor han nu er vicekontorchef. Han refererer til en kontorchef, som refererer til direktøren i Teknik og Miljøafdelingen. Han har siden 1999 beskæftiget sig med gennemførelsen af vandmiljøplanerne i en vådområdegruppe under amtets Naturafdeling. I forbindelse med den første vandmiljøplan blev der udarbejdet et regionplantillæg, som udpegede potentielle vådområder. I amtet blev der udpeget ca. 8.100 ha, og målet var, man skulle nå op på at der blev etableret ca. 1.000 ha beregnet som amtets andel af det samlede mål i vandmiljøplanen efter forholdet mellem amtets og Danmarks areal. Der var og er fortsat ingen sanktioner, hvis amtet ikke opfylder målsætningen. Det er statens problem, hvis Danmark ikke opfylder EU-målene om reduktion af kvælstofudvaskningen.

Som projektansvarlig er det hans opgave at være bindeled mellem den enkelte lodsejer og staten ved Direktoratet for FødevareErhverv og at forhandle med den enkelte lodsejer.

Projektet omkring ... Å og ... Sø begyndte, før den første vandmiljøplan blev udarbejdet. Fokus var da på søen, som havde en meget dårlig vandkvalitet. Da vandmiljøplanen kom, så amtet en mulighed for at få finansieret en del af projektet via midler fra puljen til gennemførelse af vandmiljøplanen. Projektet blev derfor delt i to, hvor første fase var ågenopretningen, som kunne få støtte via vandmiljøplanen. Genopretningen af søen måttet amtet derimod finansiere selv. I maj 2000 holdt han og en kollega samt en medarbejder fra Hedeselskabet, som skulle stå for udarbejdelse af forprojektet, et møde med de to vigtigste lodsejere i søprojektet, nemlig PL og A. Formålet med mødet, hvor de gik tur ved søen, var at finde ud af, om de disse lodsejere var imod projektet. For hvis de var det, var det formålsløst at udarbejde et forprojekt, idet amtet baserede miljøprojekterne på, at lodsejerne deltog frivilligt i projekterne. Begge lodsejere var positive overfor tanken om genopretning af søen, men fandt at vandspejlet kun burde hæves med 10 cm og ikke som oprindeligt foreslået med 60 cm. Dette punkt blev derfor ændret til de 10 cm. Under det efterfølgende projekteringsarbejde var de berørte lodsejere langs ... Å positivt indstillede, og de havde forståelse for, at åen måtte genoprettes først, da den førte materiale ud i søen.

Det første orienteringsmøde med lodsejerne langs åen fandt sted den 6. november 2000. På mødet blev projektet gennemgået, og amtets medarbejdere tog bestik af stemningen blandt lodsejerne. Da stemningen blandt lodsejerne var positiv, besluttede amtet at fortsætte projektet.

Det var planen, at amtet skulle bidrage med 1,4 mio. kr. til projektet, da staten højest ydede tilskud med 25.000 kr. pr. ha. Tilskuddet blev sat op, efter at vandmiljøplanen blev midtvejsevalueret. Det endte derfor med, at staten finansierede 42.000 kr. pr. ha. Amtets medfinansiering blev derfor mindre end oprindeligt budgetteret. Tilskuddet fra staten skulle gå til den del af projektet, som gav en reduktion af kvælstofudvaskningen, idet ... Å via ...åen bidrog til udledningen af kvælstof i havet. Amtet medfinansierede projektet, fordi det fremmede målene i regionplanen om at skaffe mere og bedre natur og sikre offentlighedens adgang til naturen.

I foråret 2002 blev detailprojektet sendt ud til lodsejerne, og han holdt derefter møder med de enkelte lodsejere. I disse møder deltog også en medarbejder fra Direktoratet for FødevareErhverv, som havde forstand på jordpriser og fastsættelsen af erstatningsbeløb til lodsejerne, ligesom lodsejerne ofte fik bistand af deres landbrugskonsulent. I løbet af sommeren lykkedes det at få mundtlige aftaler med lodsejerne bortset fra A og endnu en lodsejer.

Vidnet mødtes flere gange med A og diskuterede sagen. Det sidste møde fandt sted den 6. september 2002. Det blev holdt på landbrugscenteret, hvor også As landbrugskonsulent deltog. Der blev forhandlet om erstatningens størrelse, og vidnet gav sig mest. Han lagde ud med en erstatning på ca. 1,2 mio. kr. Der blev indgået aftale med en erstatningssum på 1.435.000 kr. Han sagde, at der skulle betales skat af erstatningen. Konsulenten beskæftigede sig måske lidt med spørgsmålet om ekspropriation, men vidnet sagde ikke, at der kunne blive tale om ekspropriation, hvis der ikke blev indgået en aftale. Han er sikker på, at han ikke truede A med en ekspropriationssag. Hvis der ikke var opnået enighed, måtte projektet lukkes, da A var den største lodsejer. Samme dag, den 6. september 2002, indgik også SJ aftale med amtet. Det berørte areal hos ham var kun på ca. 10 ha og erstatningen på ca. 300.000 kr. Her kunne der måske være blevet tale om ekspropriation, fordi han var en relativt lille lodsejer, og da de øvrige lodsejere havde indgået frivillige aftaler.

Genopretningsprojektet vedrørende åen blev færdigt i sommeren 2003, hvorefter sø-projektet manglede. Her var der tre lodsejere, kommunen, PL og A. Her blev der talt om muligheden for ekspropriation, men A var ikke afvisende, og der blev indgået en frivillig aftale.

Amtet har en gang før 2002 eksproprieret en lodsejer. Det var en lille lodsejer ved ... Sø, som skulle have 25.000 kr. i erstatning for at tåle, at et rørlagt vandløb skulle løbe i en åben grøft. Amtet har derimod langt inde i forløbet opgivet projektet ... Sø, fordi en stor lodsejer ikke ville medvirke.

BT har forklaret, at han er uddannet ingeniør og ansat i amtet, hvor han arbejder i vådområdegruppen ligesom vidnet DN. Han har været projektansvarlig for projektet om retablering af en sø ved .... Lodsejerne var positive på det første lodsejermøde, hvor amtet forelagde projektet. Der blev derfor udarbejdet en forundersøgelse, og han holdt sammen med en medarbejder fra Direktoratet for FødevareErhverv møder med de enkelte lodsejere. En lodsejer var skeptisk og ønskede at få erstatningsjord, hvilket amtet købte. Da amtet herefter på ny kontaktede lodsejeren, kom han med nye indsigelser, og det endte med, at projektet blev opgivet. Amtet havde da anvendt et årsværk på projektet og havde som nævnt købt erstatningsjord, men opgav projektet henset til, at en lodsejer, som ejede en fjerdedel af det berørte areal, var imod. Det var amtets udvalg for teknik og miljø, som efter indstilling fra forvaltningen besluttede at opgive projektet.

NL har forklaret, at han er uddannet agronom og ansat ved Landbrugsrådgivning... Han rådgiver blandt andet om skatteforhold. Han har som rådgiver for A deltaget i tre møder i 2002 med amtet om å-projektet. A var ikke interesseret i at afstå jord til projektet, da han var bange for, at deklarationerne om rådighedsindskrænkninger ville hindre en fortsat forsvarlig landbrugsdrift på ejendommen. Det første møde fandt sted i juni 2002. Her præsenterede DN fra amtet en deklaration, som skulle tinglyses på det berørte areal. Den medførte, at der ikke måtte tilføres pesticider og kunstgødning til arealet, som derfor ikke kunne drives effektivt. Deklarationen ville også medføre, at ejendommens handelsværdi faldt, fordi produktionsapparatet ikke kunne udnyttes effektivt på grund af de stadigt strengere krav, der blev stillet til svinehold. På grund af ejendommens beliggenhed kunne problemerne ikke løses ved tildeling af erstatningsjord. De meddelte derfor DN, at projektet ikke havde interesse. Herefter var der mange møder henover sommeren mellem DN og A, som følte et betydeligt pres fra amtet. Vidnet deltog i endnu to møder i henholdsvis august og september samme år. På møderne drøftedes indholdet af deklarationen og dens betydning for den fremtidige drift. A og han mente, at deklarationen begrænsede mulighederne for den fremtidige drift så meget, at de ikke ville indgå en aftale. Efter mødet i august havde han opfattelsen af, at der ville være betydelig risiko for, at amtet ville ekspropriere. A mente også, at der var reel mulighed for ekspropriation. Han kan dog ikke huske, om der blev talt om ekspropriation på møderne. Når A alligevel skrev under på det sidste møde, var det fordi, han ikke havde det godt med det store pres fra amtet, de lokale naturinteresser og naboerne, som havde sagt ja til projektet. Desuden fik han tilbudt en større erstatning. Før A indgik aftalen, talte han med ham i enrum. Han forslog, at A og amtet "mødtes på midten". Det vil sige mellem amtets sidste tilbud og den erstatning, som A havde forlangt. Dette accepterede begge parter.

Procedure

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at betingelserne for skattefritagelse i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt., ikke er opfyldt, idet der i den konkrete situation ikke var hjemmel til ekspropriation. Det fremgår af forarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 60, stk. 1, og § 60 a, som affattet ved lov nr. 478 af 1. juli 1998, at genopretningen af vådområderne så vidt muligt skal ske ved frivillige aftaler, og at det er forudsat, at der kun kan ske ekspropriation, hvis "en enkelt eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvortil der i øvrigt er stor lodsejertilslutning" (Folketingstidende 1997-98, 2. samling, Tillæg A, side 1462). Dette fremgår også af miljø- og energiministerens svar til Miljø- og Planlægningsudvalget under lovforslagets behandling i udvalget (samme sted, Tillæg B, side 325) og af ministeriets vejledning nr. 133 af 15. juli 1998. . Det fremgår af oplysningerne i sagen, at A var en ud af syv berørte lodsejere, at hans areal udgjorde 40,2 % af det samlede berørte areal, og at han modtog 45,6 % af den udbetalte erstatning, hvorfor han både arealmæssigt og i forhold til udbetalingen af erstatning var en stor og betydende lodsejer, som derfor ikke kunne eksproprieres.

A har endvidere ikke bevist, at ekspropriation måtte påregnes, hvis ikke han indgik en frivillig aftale med amtet. Tværtimod fremgår det af blandt andet vidneforklaringerne, at amtet ville have opgivet projektet, hvis det ikke kunne gennemføres ved frivillige aftaler, ligesom amtet tidligere havde opgivet projektet om genopretning af ... Sø på grund af modstand fra lodsejere. A kunne derfor på aftaletidspunktet ikke påregne, at hans ejendom ville blive eksproprieret, hvis han ikke indgik en frivillig aftale.

A har til støtte for sin påstand gjort gældende, at betingelserne for skattefritagelse efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. er opfyldt for den engangserstatning, som han har modtaget fra amtet. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen og til bestemmelsens forgænger i lov om særlig indkomstskat § 7A, at formålet med bestemmelsen er, at skattefriheden - tidligere fradraget - også skal gælde ved frivilligt salg til en erhverver, der kunne have eksproprieret ejendommen, således at ejeren ikke tvinges til at kræve ejendommen formelt eksproprieret for at opnå den gunstige skattemæssige position.

Amterne kan ekspropriere ved gennemførelse af genopretning af vådområder, som skal medvirke til at forbedre vandmiljøet, jf. naturbeskyttelseslovens § 60, stk. 1, jf. § 60a. Hjemlen blev indsat som led i implementeringen af Vandmiljøplan II. Sagsøgeren måtte således på aftaletidspunktet påregne, at hans ejendom ville blive eksproprieret, hvis han ikke havde indgået en frivillig aftale den 6. september 2002. Skatteministeriets fortolkning af ekspropriationsbestemmelsens anvendelsesområde er snævrere, end bestemmelsens ordlyd og forarbejder kan bære. Det afgørende er, om skatteyderen kan sandsynliggøre, at det på aftaletidspunktet objektivt måtte påregnes, at der ville blive eksproprieret, hvis ikke der blev indgået en aftale. For dette taler, at Folketinget ved vedtagelsen af Vandmiljøplan II pålagde amterne at etablere 16.000 ha vådområder i perioden 1999-2003. Amterne var forpligtet til at administrere ekspropriationsbeføjelsen under hensyn til det politisk fastsatte måltal og under hensyn til risikoen for, at Danmark blev indklaget for EF-Domstolen, fordi landet ikke levede op til kvælstofdirektivet. Da A indgik aftale med amtet var dette - som landets øvrige amter - langt fra at opfylde måltallene. Retablering af vådområder var endvidere det af de tre indsatsområder, som gav den hurtigste effekt på vandmiljøet, hvilket også taler for, at amterne ville prioritere dette indsatsområde højt. Det forhold, at amtet i brev til lodsejerne af 30. august 2002 udtrykte et stærkt håb om, at det ville lykkes at få indgået aftaler med alle, og det forhold at erstatningssummerne blev næsten dobbelt så store som oprindeligt budgetteret, taler for, at der var en reel risiko for ekspropriation, hvis ikke der blev indgået frivillige aftaler. Herfor taler endvidere, at forvaltningen i december 2001 indstillede til Udvalget for Teknik og Miljø, at projektet blev prioriteret særdeles højt. Også det forhold, at genopretningen af ... Å var en forudsætning for forbedringen af vandmiljøet i ... Sø, som både lokalområdet og amtet længe havde prioriteret højt, taler for, at der var blevet eksproprieret, hvis ikke A havde indgået en frivillig aftale.

Endvidere var A netop i en position, hvor han kunne hindre et vådområdeprojekt, som i øvrigt havde stor tilslutning. Forud for den 6. september 2002 havde amtet indgået aftale med fem af i alt syv lodsejere, men ikke med A, der ejer det største areal, som tillige ligger centralt i projektområdet. På aftaletidspunktet havde amtet således sikret sig rådighed over et stort areal og havde dermed forpligtet sig økonomisk for et stort beløb. Det har derfor formodningen for sig, at amtet ville have eksproprieret, hvis ikke A havde indgået en frivillig aftale.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skattefrihed efter reglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 2. pkt. forudsætter, at det på aftaletidspunktet måtte påregnes, at dispositionen ville blive gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev indgået, jf. Højesterets domme af 11. august 1995, Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 831, og af 10. april 1996, Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 867.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at spørgsmålet om ekspropriation ikke er omtalt i det skriftlige materiale i sagen. A har forklaret, at der under forhandlingerne med amtet om åen ikke blev talt om, at ejendommen kunne eksproprieres, og NL har forklaret, at han ikke husker, om der blev talt om ekspropriation på møderne. Amtets sagsbehandler DN har forklaret, at amtet baserede miljøproblemerne på, at lodsejerne deltog frivilligt, og at projektet var blevet opgivet, hvis amtet ikke var nået til enighed med A i september 2002.

Af amtets regionplantillæg nr. 12 til regionplan 1997 fremgår, at der var udpeget ca. 8.100 ha i amtet som potentielle vådområder, og at amtets mål var, at omkring 1.000 ha heraf blev realiseret. Amtet havde således en del alternativer til projektet ved ... Å.

Endelig lægges det til grund, at As areal udgjorde 25,7 ha af de 64 ha, som er omfattet af projektet, og at det af forarbejderne til ekspropriationsbestemmelserne i naturbeskyttelsesloven fremgår, at genopretningen af vådområderne så vidt muligt skal ske ved frivillige aftaler med lodsejerne.

Herefter findes A ikke - uanset at amtet på aftaletidspunktet var nået langt i planlægningen af projektet - at have godtgjort, at det på dette tidspunkt måtte påregnes at hans ejendom ville blive eksproprieret, såfremt han ikke indgik en frivillig aftale med amtet.

Landsretten tager derfor Skatteministeriets påstand til følge.

A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med i alt 85.000 kr. Beløbet dækker udgifterne til advokatbistand samt udgifterne til retsafgift med 4.000 kr. og til ekstrakt, materialesamling og kort med 11.183 kr. Landsretten har lagt vægt på sagens udfald og værdi, samt at domsforhandlingen strakte sig over to dage.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Det bindende ligningssvar med besvarelsen af sagsøgte, As spørgsmål om, hvorvidt den modtagne engangserstatning er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, ændres, således at svaret på spørgsmålet er "Nej" .

A skal betale sagens omkostninger til Skatteministeriet med 85.000 kr.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.

Det idømte skal betales inden 14 dage.