Et andelsselskab, som var underlagt andelsbeskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, havde igennem adskillige år stillet bolig til rådighed for den til enhver tid ansatte ledende medarbejder hos selskabet. Denne ledende medarbejder var typisk en udenlandsk bosiddende person, der ansattes i en periode på op til 3 år.

Andelsselskabets nuværende ledende medarbejder, der var dansk bosiddende, ønskede imidlertid ikke at gøre brug af tjenesteboligen. Selskabet påtænkte herefter at udleje boligen på almindelige lejevilkår for en tidsbegrænset periode på 3 år.

Selskabet spurgte herefter Ligningsrådet, om andelsbeskatningen kunne opretholdes, hvis tjenesteboligen blev udlejet i perioder, hvor den pågældende ledende medarbejder ikke ønskede at gøre brug af boligen, herunder om det havde betydning, såfremt boligen blev udlejet i en længerevarende periode, f.eks. 6 år eller i en tidsubestemt periode.

Om tjenesteboligen var det oplyst, at der var tale om et almindeligt enfamilieshus på ca. 123 m2.

Told- og Skattestyrelsens indstilling
Det er en betingelse for at blive underlagt andelsbeskatning efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3, at andelsselskabet udøver kooperativ virksomhed, dvs. at selskabets formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i virksomheden som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde.

Udlejning af fast ejendom kan som udgangspunkt ikke anses som kooperativ virksomhed, da der ikke er tale om samhandel med medlemmerne.

Som det bl.a. blev anført af forespørgers repræsentant fremgår det imidlertid af betænkning nr. 1244 af 18. december 1992, s. 22, at det i et vist omfang accepteres, at andelsselskabet udøver anden form for virksomhed end den direkte kooperative virksomhed, hvis denne virksomhed er et "tilfældigt" biprodukt af den kooperative virksomhed.

Det var Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at det forhold, at andelsselskabet besad en fast ejendom, som blev stillet til rådighed for den til enhver tid ansatte ledende medarbejder, ikke påvirkede selskabets status som kooperativ virksomhed, da en sådan bolig kan have væsentlig indflydelse på selskabets muligheder for at tiltrække udenlandske medarbejdere med de ønskede kvalifikationer.

Det syntes herefter at være forretningsmæssigt velbegrundet, at boligen blev søgt udlejet i perioder, hvor den ledende medarbejder ikke ønskede at benytte denne.

Told- og Skattestyrelsen fandt således, at andelsbeskatningen kunne opretholdes, så længe, der alene var tale om midlertidig udlejning af boligen i en enkeltstående periode på 3 år, hvorefter boligen atter ville blive anvendt af en ledende medarbejder.

Told- og Skattestyrelsen fandt dog samtidig, at udlejningen som udgangspunkt ville miste sin midlertidige karakter, hvis udlejningen af boligen blev foretaget på længere eller ubestemt tid. I så fald var det således Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at forholdet måtte betragtes som egentlig udlejningsvirksomhed, som falder uden for det kooperative formål, hvorefter kooperationsbeskatningen ikke ville kunne opretholdes.

Spørgsmålet kunne imidlertid efter styrelsens opfattelse ikke besvares éntydigt, men måtte afhænge af en konkret vurdering af de pågældende forhold, herunder navnlig udlejningsperiodens længde.

Ligningsrådet tiltrådte Told- og Skattestyrelsens indstilling.