Bemærk, at KGL § 28 ophæves med virkning for indkomståret 2010, jf. lov nr. 525 af 12. juni 2009 §§ 11 og 22.

►Livsforsikringsselskaber vil efter ophævelsen af KGL § 28 være omfattet af KGL § 25. Bemærk at undtagelsen i KGL § 25, stk. 4, 2. pkt. ikke gælder for livsforsikringsselskaber, jf. KGL § 25, stk. 4, sidste pkt. Det betyder, at livforsikringsselskaber for alle fordringer skal opgøre gevinst og tab på fordringer efter lagerprincippet.◄

►Se LV 2009-2, Almindelig del afsnit A.D.2.17 for en beskrivelse af den ophævede KGL § 28.◄

For indeksregulerede fordringer, for hvilke kursgevinstlovens § 28, stk. 2, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 832 af 3. oktober 2002 hidtid har været gældende, kan selskabet dog vælge, at KGL § 28 og § 41, stk. 19, først skal have virkning fra og med enten indkomståret 2003, indkomståret 2004 eller indkomståret 2005.

Efter § 28, stk. 2, skal livsforsikringsselskaberne ved opgørelsen af gevinst og tab på indeksregulerede obligationer medregne urealiserede ændringer i kursværdien, dels af forkortelsen af restløbetiden (svarende til den matematiske kursopskrivning), dels af indeksreguleringen. Ved opgørelsen af denne værdiregulering anvendes de regnskabsmæssige principper, der er fastsat af Finanstilsynet.