Som udgangspunkt beregnes ægtefællers skat efter tilsvarende regler, som gælder for enlige skattepligtige. Det betyder, at hver ægtefælle skal beskattes på grundlag af sin egen indkomst uafhængigt af den anden ægtefælles indkomst.
Afhængig af ægtefællernes samlivsstatus i skattemæssig henseende er der visse sambeskatningselementer ved skatteberegningen, jf. nedenstående skema.
Regler vedrørende ægtefællers skatteberegning
Som det fremgår af skemaet, kan ægtefæller overføre uudnyttet bundfradrag imellem sig ved beregning af aktieindkomst, jf. PSL § 8 a, stk. 4.
Uudnyttet grundbeløb for positiv nettokapitalindkomst kan ligeledes overføres til ægtefællen. Det fremgår af PSL § 7, stk. 3.
I SKM2004.377.HR kunne uudnyttede underskud og personfradrag ikke overføres til indkomståret 1997, idet samlivet mellem ægtefællerne ophørte i indkomståret 1995 som følge af skilsmisse.
SKM2009.80.LSR En skatteyder havde indgået ægteskab i Thailand i 2006 med en thailandsk statsborger, der efterfølgende var indrejst til Danmark på et gyldigt turistvisum. Skatteyderen søgte familiesammenføring med ægtefællen, som i 2007 fik meddelt tilladelse til varigt ophold i Danmark. Landsskatteretten fandt, at ægtefællen var fuldt skattepligtig til Danmark fra det tidspunkt i 2006, hun kom til Danmark på gyldigt turistvisum. Da ægtefællerne endvidere var samlevende ved årets udgang, var skatteyderen berettiget til at få overført skatteværdien af ægtefællens uudnyttede personfradrag for 2006.
Hvis den ene af ægtefællerne opnår frivillig akkord, tvangsakkord eller gældssanering, skal uudnyttede fradragsberettigede underskud hos denne ægtefælle fra det pågældende og tidligere indkomstår nedsættes. Underskudsbegrænsningen sker, jf. PSL § 13 a, stk. 1, før fradrag efter PSL § 13, stk. 4, 1. pkt. i den anden ægtefælles personlige indkomst.
Såfremt den ægtefælle, der ejer en virksomhed, opnår frivillig akkord, tvangsakkord eller gældssanering og ikke selv kan foretage den fulde underskudsbegrænsning, skal det overskydende beløb overføres til den ægtefælle, som driver virksomheden. Det er dog kun den del af sidstnævnte ægtefælles underskud, som hidrører fra driften af erhvervsvirksomheden, der kan nedsættes med det overførte beløb, jf. PSL § 13 a, stk. 2.
For så vidt angår fradrag for underskud for samlevende ægtefæller henvises til afsnit
A.A.2.3.1.
For så vidt angår eksempler på ægtefællers skatteberegning henvises til LV beregning af personlige indkomstskatter mv., afsnit B.7.2.